Her i mine seneste skriverier har det nye fået lov til at fylde ganske meget, og det kommer det også til at gøre i dag, og det er til trods for at dagens emne egentlig blev udgivet tilbage i 1996. Det var nemlig først for nyligt at jeg selv er stødt på det, men på kort tid er jeg gået hen og blevet utroligt glad for dette album. Genren bliver der på ingen måde sået tvivl om, for som Icelandic Folk Music hentyder til, så er det netop den islandske folkemusik, som det beskæftiger sig med, og det gør det på en dejlig traditionel og fantastisk måde.
Inden jeg dog begynder at skrive mere om det, så vil jeg lige kort nævne de to, hvis navn albummet står under, selvom jeg med det samme dog ærligt må indrømme, at jeg ikke ved alt for meget om dem. Den første af de to herrer bag albummet er Magnús Þór Sigmundsson, og han er en ret stor islandsk musiker og sangskriver. Jeg har i hvert fald kunne læse mig frem til, at han siden slutningen af 60’erne har skrevet virkelig meget musik, der både har været tiltænkt hans egne udgivelser, mens han samtidig også har skrevet en god del numre til andre. Her kan det blandt andet nævnes, at han har skrevet en god del til det islandske melodi grandprix, hvor to af hans numre, “Birta” / “Angel” (Engelsk version) fra 2001 og “Heaven” fra 2004, gik videre til den internationale del af konkurrencen. Derudover har han også skrevet rigtig meget islandsk børnemusik, og så er der så også en god del folkemusik i hans diskografi. Til sidst skal det nævnes, at han stort set lige siden starten af hans karriere jævnligt har samarbejdet med musikeren Jóhann Helgason, et samarbejde der blandt andet tog dem til London i starten af 70’erne, hvor de prøvede at søge lykken som musikere. Det lykkedes desværre ikke, men samarbejdet har de dog holdt ved lige til den dag i dag. Det er dog en historie, som jeg ikke vil komme mere ind på her.
I stedet vil jeg gå over og skrive lidt om den anden mand, der står som en af hovedmændene bag projektet, nemlig Rafn Ragnar Jónsson. Han var en islandsk trommeslager og lydtekniker, der i midt 90’erne også blev plademand, da han startede hans eget pladeselskab R&R Músík. Det er dog ikke dette selskab, som dagens emne er under, men her har han stadig en finger med i spillet, for albummet hører nemlig under MR Músik, hvor jeg tænker, at M står for Magnús, og R står for Rafn. Igennem hans karriere har Rafn været aktiv i en god del bands, og her jeg tror, at det der hedder Grafík har været det største. Det er udelukkende gætværk fra min side. Han fik også udgivet tre udgivelser i eget navn, hvor Birds Can’t Fly to the Moon fra 2004 desværre blev hans sidste, da han døde af en motorisk nervesygdom samme år, et halvt år før han ville have kunne fejret hans 50 års fødselsdag.
Det var sådan set ret tilfældigt, at jeg for en månedstid siden stødte på denne udgivelse. Ugentligt står jeg for at styre et spil Dungeons & Dragons, og det er noget, der hver gang kræver en god del forberedelse. Her er stemningsmusik blandt nogle af de ting, der skal tænkes over, og spillet var gået i en retning, hvor jeg havde brug for noget nordisk folkemusik. “Det skulle da være nemt nok at finde”, tænkte jeg, da jeg startede min søgen, men der tog jeg fejl. Når man nemlig selv kan forestille sig, hvordan musikken helt præcist skal lyde, så kan nemlig meget hurtigt gå hen og blive svært at finde, især hvis man samtidig er uvildig til at gå på kompromis. Derfor var de ting, som jeg frem til enten for episke, for neo-folket eller på anden vis upassende, i hvert fald lige indtil at jeg stødte på Icelandic Folk Music. Her var der endelig noget, hvor stemningen passede lige til det, som jeg havde brug for. Derudover var det samtidig også bare rigtig godt, og selvom jeg blev nød til at søge lidt videre, da jeg stadig manglede musik til et par situationer, som albummet ikke kunne hjælpe med, så vendte jeg ofte lige tilbage for at lytte til albummet en ekstra gang. Det har jeg også gjort sidenhen, for det kan altså bare noget helt særligt.
Nu er der så en sidste ting, der lige skal nævnes, inden jeg går i gang med at skrive om musikken, og det er, at der faktisk findes to udgaver af dette album. Som jeg tidligere skrev, så er dagens emne fra 1996, men det er faktisk ikke den originale version af albummet. I stedet er det en instrumental versionen af albummet Íslandsklukkur – Icelandic Folkmusic, der var udkommet to år forinden. Det album er jeg også rigtig glad for, for der er nogle virkelige dygtige sangere involveret, og samtidig lyder det islandske også skønt. Jeg holder dog mere af den instrumentale, da de instrumentale arrangementer bare er virkelig stærke, og samtidig bare har evnen til at trække mig hen i så mange forskellige landskaber, som den vokale version ikke tillader helt på samme måde.
Med det sagt, så er det vist endelig blevet tid til, at jeg får dykket ned i musikken på dette herlige album, og her kommer mit første dilemma så, for hvor fanden starter jeg egentlig? Der er 22 numre på dette album, og så mange af dem er bare virkelig vidunderlige at lytte til, hvilket gør det svært at vælge til og fra. Heldigvis er der dog en nem måde at komme denne tvivl til livs på, og det er ved at gøre noget så simpelt som at starte fra begyndelsen, der i dette tilfælde er nummeret “Íslandsklukkur”. Det er også ganske passende, da man allerede her kan høre nogle af de ting, som jeg elsker ved albummet. Med det samme er der nemlig en skøn fløjte, noget klokkeklang, lidt dejlig trommen og et kor, der nu og da lige giver lyd fra sig. Hurtigt støder der også en nogle strygere til denne bande instrumenter, og sammen får de skabt et vidunderligt lydbillede, som jeg virkelig nyder at lytte til. Musikken er nemlig så glad, og når jeg lytter til den, kan jeg bare forestille mig, at jeg er på en vandretur i et fuldstændigt magisk sted, hvor der man kan se det ene skønne stykke natur efter det andet.
Som jeg skrev før, så er de instrumentale arrangementer virkelig stærke, og her er “Íslandsklukkur” ingen undtagelse. Sammenspillet mellem alle instrumenterne er så suverænt! Alle de forskellige elementer flyder helt naturligt sammen og skaber et virkelig solidt lydbillede, hvilket jeg synes er utroligt, når man lytter efter og lægger mærke til, hvor meget der egentlig sker her. Fløjten laver utroligt meget, og det samme er tilfældet for den violin, der også ligger i fronten. De kommer dog aldrig i konflikt med hinanden, det kommer aldrig til at føles som for meget, og det gør, at de i stedet kommer til at stå som en helhed. Det er dog ikke bare dem, der er vigtige for nummeret. Trommerne betyder uhyre meget, da det er dem, der er fundamentet for det hele, og som hele tiden holder rytmen. Koret, noget tamburin og klokkerne kommer også med nogle rigtig dejlige indspark, som er med til at gøre nummeret mere komplet, og samtidig bliver der også tilføjet en masse andre ting hen ad vejen, der yderligere forstærker lytteoplevelsen. Samtidig sørger disse tilføjelser også for, at nummeret hele tiden er i udvikling, og derfor er der hele tiden noget nyt, som man lægger mærke til. Derfor er det også et nummer, som jeg synes slutter på toppen, da det i slutningen begynder at blive udfaset i lydstyrken. Rigtig fed start på albummet, der virkelig sætter tonen godt for resten.
“Íslandsklukkur” er nok det nummer, der ligger tættest op af den oprindelige version, da det på begge udgivelser er et instrumental nummer. Der er lige et par små forskelle mellem de to, blandt andet i starten, men ellers er de ret ens. Det er dog ikke tilfældet på det næste nummer, som jeg vil skrive om. På nummeret “Íslandsljóð” er der nemlig en ret stor forskel på de to versioner, og det er selvfølgelig vokalen. På den originale version er det Ragnar Daviðsson, der synger, men her bliver hans rolle overtaget af en violin. Begge versioner er suveræne, men igen danner jeg bare de skønneste billeder for mit indre, når jeg hører den instrumentale. I et kort øjeblik sender mine tanker mig over til Howard Shores lydspor til Ringenes Herre, når jeg lytter til indledningen, men hurtigt går nummeret dog over i en mere nordisk retning. Til at starte med bliver denne skabt af noget cello, fløjte og kor, men derefter kommer violinen så på helt fremme i fronten og får skabt den unikke følelse af at stå i en fjeld, som kun en stryger kan gøre det. Det er så smukt at lytte til! Samtidig kan jeg dog også rigtig godt lide det, der finder sted i baggrunden. Til at starte med er det bare dejlige smådetaljer, men når de så lige sammen med koret rigtig kommer på, så bliver det bare helt virkelig storladent og magisk, hvilket igen er med til at sende mine tanker til fjeldene. Dette stykke er egentlig det, der får lov til at køre igennem det meste af nummeret, men der kommer dog en forandring, efter at det har været igennem første gang. Det bliver nemlig lidt mørkere, mens koret samtidig får endnu større indflydelse på lydbilledet, hvilket er et rigtig godt valg. Det lyder så skønt, det giver nummeret et lidt bredere samlet udtryk, og sidst men ikke mindst så får det lige taget det hele en lille smule ned igen. Hvis man i starten forestiller sig, at man står fra et højdepunkt og kigger udover dette skønne landskab, så kommer man i dette stykke ned og går rundt i det. For en kort stund har man ikke det samme overvældende overblik, og det gør, at når nummeret så går tilbage til dets nærmest overvældende storladne stykke, så rammer det bare med en ekstra stor styrke. Det er en fænomenalt god afslutning på et fænomenalt godt nummer, som jeg virkelig holder af.
Både “Íslandsklukkur” og “Íslandsljóð” er numre, der hører til i albummets første halvdel, og derfor tænker jeg, at det tredje og sidste nummer som jeg vil skive om, skal være et der hører til i albummets anden halvdel. Her er valget så faldet på “Sofðu Unga Ástin Mín”, og det er et nummer, der samtidig også er noget anderledes end de andre. Her bliver det nemlig noget sørgmodigt, og det giver også mening, da en hurtig oversættelse af titlen afslørede, at det betyder noget i retning af “Sov, min unge kærlighed” på dansk. Det er dog ikke bare sørgmodigt, det er også virkelig smukt. Jeg er især glad for det harpelydende instrument, der får lov til at køre i baggrunden. Om det netop er sådan en, om det bare er et keyboard eller noget helt tredje skal jeg ikke kunne sige, da der ikke er en harpe krediteret på albummets omslag, men uanset hvad, så lyder det i hvert fald himmelsk. Tilføjelsen af strygere oveni gør det bestemt ikke ringere, og den senere fløjten passer også vidunderligt godt til det. Begge disse elementer er kommet med i stedet for vokalen i denne version, men man kan slet ikke høre, at de først er blevet tænkt på senere hen. Det hele flyder sammen på en helt perfekt måde, der igen føles som ren magi, og jeg kan høre det igen og igen uden på nogen som helst måde at blive træt af det. Det er endda på trods af, at det ikke er et nummer, hvor der sker utroligt meget. Det er ret monotont hele vejen igennem. Harpelydene kører den samme rytme, og fløjten og strygerne synes jeg heller ikke kommer med de store udsving i deres spil, men det gør ikke noget. Jeg skal faktisk virkelig anstrenge mig for at fokusere på de enkelte dele, for dette nummer er bare så nemt at drive afsted til. Det er egentlig kun omkring de tre minutter og tredive sekunder i dets længde, men det føles meget længere, og det er ikke ment på en dårlig måde. Hvorfor det netop føles sådan, ved jeg faktisk ikke, for det plejer vel egentlig at være omvendt, gode numre føles altid kortere end de egentlig er. Det er dog som sagt ikke tilfældet her. Når jeg sidder og hører det, og så tager et kig på hvor lang tid det har spillet, så bliver jeg nemlig altid positivt overrasket over, hvor meget af nummeret der egentlig er tilbage. Det er måske lidt underligt, men jeg brokker mig bestemt ikke, for jo længere det føles, jo længere kan jeg nyde det.
Nu har jeg så været tre numre igennem, men dette album har så meget mere at byde på. Jeg har ikke for eksempel ikke haft fat i nogle af de numre, som jeg endte med at bruge til mit Dungeons & Dragons, og det er til trods for, at jeg virkelig elsker dem. Derudover er der også en tre-fire andre favoritter, som jeg heller ikke har nævnt, og det synes jeg fortæller lidt om albummet niveau. Der er så utroligt meget godt at finde her, og derfor glæder jeg mig virkelig til at lytte videre på noget af det andet, som Magnús og Rafn har lavet. Om det kan nå dette niveau, har jeg ingen anelse om, men kan det bare ramme noget, der er halvt så godt, så er jeg tilfreds.
Da Rafn er død, så er det lidt svært at støtte op om ham. Marcús er dog stadig i live, og han er også stadig aktiv som musiker, så hvis dette album har gjort dig interesseret i hans musik, så vil jeg anbefale, at du kigger lidt rundt i, hvad han har lavet. Det vil jeg i hvert fald gøre.
Og så kommer vi ellers til dagens lytteanbefalinger, og her vil jeg tage tre numre frem, som jeg ikke har skrevet om. Det første af disse er “Tröllaslagur”, og dette nummer kommer igen med et nyt musikalsk udtryk. Det føles nemlig lidt mere drilsk på en måde, og det er også lidt mere nede på jorden i det instrumentale, i hvert fald i forhold til de andre numre som jeg har skrevet om. Derudover vil jeg også anbefale “Tyrkjaránið” og “Fann Ég Á Fjalli (Oskasteinar)”. Det første af disse føles dejligt episk og tager virkelig en ud på en spændende og lidt farefuld færd, mens det andet er noget mystisk i det. Begge er voldsomt gode, og begge får virkelig vist noget af det, som dette album kan. Det har dog som sagt meget mere at byde på, så derfor, hvis du kan lide dette, så tag og giv det hele et lyt.
Icelandic Folk Music (Instrumental Version of Íslandsklukkur)
Musikskriveri 