Dette skriveri har været undervejs længe, og det var egentlig meningen, at jeg ville bruge det til at afsløre, at dødsmetal faktisk ikke siger mig så meget, i hvert ikke på plade. Det har jeg dog allerede afsløret i mine skriverier omkring Næstved Metal Fest, så i dag kommer jeg blot med en understregning af dette. Der er dog et par enkelte undtagelser og spøjst nok, så er en af genrens pionerer iblandt disse. Lige fra første gang at jeg satte et nummer på med Death, har jeg nemlig været fan. Dette bands musik gør noget helt specielt for mig, og derfor skal det i dag handle om en af de to første udgivelser, som jeg hørte med bandet, nemlig The Sound of Perseverance.
De fleste af dem der lytter til metal, har nok ikke brug for den store introduktion til Death. Er du dog ikke en af dem, eller har du bare ikke dykket ned i Deaths historie, så vil jeg lige komme med en kort opsummering af den.
Death blev dannet i Florida tilbage i 1989. Bandet startede egentlig under navnet Mantas, men de nåede kun at udsende en enkelt demo under dette navn, før det blev ændret til Death. Det var dog ikke det eneste, der blev ændret på, for der var ret mange udskiftninger i Deaths besætning igennem bandets levetid, og her mener jeg det virkelig, når jeg skriver mange. Tæller man efter på Wikipedia, så kan man nemlig nå frem til, at der var 31 musikere, der nåede at være involveret i bandet. Her finder man også mange store navne, og de største herfra må nok siges at være King Diamond guitaristen Andy LaRocque, den geniale trommeslager Gene Hoglan, der har været med i et hav af bands, blandt andet mit elskede Strapping Young Lad, og sidst men ikke mindst, den legendariske bassist Steve Di Giorgio, der ligesom Gene også har været med på et hav af udgivelser. Ingen af disse var dog lige så vigtige for Death, som Chuck Schuldiner var. Lige fra starten af var det nemlig ham, der stod bag roret i bandet, og her stod han, indtil at bandet blev sat på pause, så han i stedet kunne fokusere på et andet projekt, der gik under navnet Control Denied. Dette band nåede dog desværre kun at udgive et album i 1999, for samme år opdagede Chuck nemlig, at han havde en tumor i hjernen, og denne endte desværre med at tage hans liv i slutningen af 2001. Det var et gigantisk tab for musikken. Chuck blev kun 34 år, men på den tid nåede han at bidrage med så mange udgivelser, der i dag betegnes som klassikere, og derfor gør det ondt at tænke på, hvor meget mere han kunne være kommet med, hvis han havde fået lov til at være i blandt os i længere tid.
Mit eget forhold til Death startede enten med bandets anden udgivelse, Leprosy fra 1988, eller det der er dagens emne, The Sound of Perseverance, der blev udgivet i 1998, og derfor også var det sidste album i Death regi. Hvorfor jeg lige startede med disse to, har jeg ingen anelse om. Jeg tænker, at jeg må have haft lyst til at prøve noget dødsmetal, og af en eller anden grund var det så Death, som jeg fandt frem, sikkert fordi jeg havde hørt eller set det omtalt som et af de store bands fra genren. Om jeg hørte begge udgivelser til ende, eller om jeg bare fandt et nummer frem fra hver af dem, kan jeg ikke huske. Jeg ved dog, at nummeret “Spirit Crusher” var det første, som jeg hørte fra The Sound of Perseverance, og at det fik sat sig rigtig godt fast i mig. Den dag i dag er det stadig et af de numre, som jeg oftest vender tilbage til, men jeg holdte mig dog ikke bare til det. Kærligheden til dette nummer voksede sig nemlig videre til resten af albummet, og i lang tid var The Sound of Perseverance det eneste dødsmetal album, som jeg rigtig kunne lide. I dag er der kommet lidt flere til den samling, men det er dog ikke mange, og derfor har dette album også bare en helt speciel betydning for mig. Det er der ni forskellige grunde til, da der er ni numre på albummet, og her er “Spirit Crusher” i den grad en af de vigtigste af dem. Derfor er det også her, at jeg vil begynde.
For mig er det vanvittigt at tænke på, at dette blev min start på dødsmetallen. Jeg kan ikke erindre, at jeg havde lyttet til noget andet fra genren inden, så det er fandme noget af en start, at jeg her fik. Dette nummer er nemlig suverænt. Det har så meget at byde på, og at kalde det for et teknisk mesterværk er næsten en underdrivelse. Jeg elsker alt ved det. Indledningen er fantastisk, også selvom det “bare” er bas og trommer, der står for denne, for det lyder nemlig fantastisk. Her er der dog en ting, der kommer lidt bag på mig, og muligvis også på dig, hvis du er en fast læser. Jeg har nemlig en forkærlighed for basguitaren, og dette instrumentet har jeg derfor også fremhævet meget ofte, men her er det dog sjovt nok ikke det, der fanger mig mest. Ganske vist er den virkelig fed i dette stykke, men trommeslageren Richard Christy laver dog lige noget, der bare er en smule federe. Hans trommearbejde er nemlig fantastisk, og jeg nyder det vanvittigt meget. Det er primært nogle lette slag, som han kommer med her, og hvis det ikke var for nogle slag med stortrommen, så ville jeg have kaldt dette for percussion i stedet. De kommer dog, og derfor er trommen nok det rette udtryk at bruge., men uanset om det er det ene eller det andet, så er det bare magisk at lytte til. Den lette hvirvlen på bækkenerne kan bare et eller andet magisk her, mens stortrommen og de andre par slag, der nu og da rammer trommesættet andres bestanddele, sætter prikken over i’et. Det er virkelig en fornøjelse at lytte til, og jeg synes, at det er fuldstændigt genialt at indlede nummeret sådan. Her bliver det dog ikke, og da det skifter over i noget tungere, får man en ide om, hvad dette er for et slags nummer. Der er nemlig utallige skift hele vejen igennem, og det gør det bare til et virkelig spændende nummer at lytte til. Det er dog ikke kun det, at nummeret skifter en masse gange, der gør det godt. Nej, det er det, at samtlige stykker i nummeret alle sammen bare er totalt fede, der gør det til det mesterværk, som det er. Det tager aldrig en drejning, der føles forkert, også selvom nogle af skiftene kommer meget pludseligt. Der er dog nogle passager, som jeg lige sætter lidt mere pris på end andre, og det gælder blandt andet de hurtigere passager i nummeret. Når tempoet lige pludselig begynder at gå op, så sker der nemlig bare et eller andet. Alene opgangen til omkvædet er bare så pisse fed. Jeg elsker den måde, hvorpå den første strofe bliver sunget til et sløvt stykke, hvorefter det instrumentale så opper sig i sit tempo til den næste, indtil det så er intensiteten tur til at få lov til at stige i den sidste strofe. For fanden hvor virker det altså bare godt. Det er dog ikke kun, når det går hurtigt, at jeg er fan, for det bliver bestemt ikke dårligere, når nummeret så får lov til at skifte over til omkvædet. Hastigheden bliver skiftet ud med tyngde, og jeg bliver så utroligt glad, når jeg hører dette stykke komme på. Det er nemlig så utroligt fedt, og når jeg hører det, er det næsten umuligt for mig ikke at synge med. Det er også et af de steder, hvor jeg virkelig sætter pris på Chucks vokal, for hold kæft hvor virker hans hæse skrig bare fantastisk her. Især når han i omkvædet skriger nummerets titel, så er jeg bare helt med! Ja tak!! Når det så er sagt, så er det ikke kun vokalen, der er vildt fed. Guitarlyden er også helt i top på dette album, for de får virkelig lov til at skrige her på en vidunderlig vild måde, og det elsker jeg åh så meget! Derudover spiller de også pisse fedt, men det gælder egentlig for alle instrumenter. Igen bliver jeg lige nød til at fremhæve Richard Christy, for hvor er hans trommespil dog bare fantastisk igennem hele dette nummer! Det er utroligt, hvor meget der ligger i hans spil her, og jeg kan lytte til det igen og igen og stadig lægge mærke til nye ting. Vidunderligt!
“Spirit Crusher” er et rigtig vigtigt nummer for mig, da det som sagt blev noget af det første dødsmetal, som jeg lyttede til. Derfor ville det også have været ret naturligt, hvis det var det, der var endt med at blive min favorit fra dette album, men sådan skulle det ikke gå. Der er nemlig lige et nummer herpå, der slår alt andet, og her taler jeg ikke bare om resten af numrene på dette album. I stedet taler jeg om hele Deaths karriere, samt næsten alle andre numre, som jeg kender til. Er der nemlig et nummer fra Death, der fortjener en plads på min top ti liste over verdens bedste numre, så er det “Voice of the Soul”. Jeg tror også, at det er min klare ener, når det kommer til verdens bedste instrumentalnummer, for hold da op hvor er det dog bare fantastisk. En akustisk guitar åbner nummeret op, og den er rigtig dejlig at lytte til. De to fucking VANVITTIGT fede elektriske guitarer der kommer oveni er dog fuldstændig guddommelige! Den måde de bygger ovenpå det akustiske er så sindssyg, og sammenspillet mellem dem er vidunderligt dejligt at lytte til. De får lavet en fantastisk opbygning her i starten, der bare sætter stemningen totalt, og så er det ikke engang fordi, at det som sådan er særlig teknisk. Det behøver det heller ikke at være, for med denne indledning får de sat nummeret igang på den fedeste måde. Derefter kommer teknikken dog på, og det samme gør tempoet. Igen får den akustiske lov til at starte stykket, og igen bygger de to elektriske guitarer så bare vanvittigt godt på. Man kan bare fornemme, at kaoset kommer tættere og tættere på, og da det så endelig rammer, jamen så er det bare noget af vildeste, noget af det smukkeste og noget af det fuldstændigt mest fantastiske, som jeg nogensinde har lyttet til. Igen er jeg bare sådan en gigantisk fan af guitarlyden her. Den er så voldsomt fed, at det ikke er til at beskrive med ord, for der er bare en vildskab i den, som jeg ikke har hørt andetsteds. Alene den kan gøre mig fuldstændigt glad i låget, og når man så lægger nummerets rejse oven i hatten, jamen så bliver det som sagt guddommeligt. Denne rejse er nemlig en forrygende en af slagsen. Nummeret bliver nemlig ikke bare vildere og vildere, nej det tør fandme også at gå ned igen, og det fremhæver også et af dets stærkeste elementer, nemlig den akustiske guitar. Jeg synes, at det er et fantastisk valg at have dette instrument med på nummeret, og jeg er så glad for, at det er med hele vejen. Det er ikke bare en lille effekt til at starte på, hvorefter det elektriske så tager over, mens det akustiske bliver gemt væk, som man jo har set så mange gange før. I stedet er det er det, der hele vejen sætter rytmen, og det gør, at nummeret også altid har noget at læne tilbage på. Det synes jeg er virkelig vigtigt, for så er det nemlig ikke bare elektrisk blær hele vejen igennem. Her er der plads til noget følelse, og det er en af grundene til, at nummeret er så stærkt, som det er. Selvfølgelig er det stadig det elektriske, der er højdepunktet, og hver gang at det er på, så er det fedt. Jeg tror dog, at dette bliver forstærket rigtig meget af, at der lige er nogle pauser engang imellem. Man får lige lov til at trække vejret, før det næste stykke så går ind og tager pusten fra en med dets blanding af ynde og vildskab, og det er intet mindre end genialt.
Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive om tre numre fra albummet, som jeg plejer, men jeg føler ikke rigtig, at det vil give mere til skriveriet. Ikke fordi at jeg ikke holder af resten af numrene, for der er så mange fede på dette album. “Scavenger of Human Sorrow” er et fedt åbningsnummer, “Story to Tell” er også rigtig dejligt, mens “Flesh and the Power It Holds” og “To Forgive is to Suffer” næsten er oppe at måle sig med mine to favoritter. Derudover slutter albummet af med et konge cover af “Painkiller”, der for mit vedkomne virkelig er tæt på at ramme samme niveau som originalen, og det er det perfekte punktum på et sindssygt godt album. At skrive meget mere om dem giver dog ikke mening. Det nødvendige er sagt, lyden er beskrevet, og jeg tænker, at min hovedpointe om, at albummet er så fuldstændig hjernedødt hamrende vanvittigt fedt er blevet hamret hjem. Derfor holder jeg med numrene her, dog selvfølgelig med en stærk anbefaling om, at du giver dem alle et lyt.
The Sound of Perseverance blev som sagt starten på min meget langsomme rejse i dødsmetallens verden, og det er som sådan lidt spøjst, at den blev sådan, når jeg nu holder så meget af dette album. Det kan være, at den på et tidspunkt begynder at få lidt mere fart på, men det må tiden vise. Uanset hvad, så skylder jeg dette album utroligt meget. Siden jeg lyttede til det for første gang, er jeg kun kommet til at holde mere og mere af det, og det er endda selvom, at det ikke længere er mit favoritalbum fra Deaths diskografi. Det er dog en historie til et andet skriveri, der helt sikkert kommer i fremtiden, men som ikke er vigtig her. I dag er det nemlig The Sound of Perseverance, der er i centrum.
Og så er jeg så kommet til den lidt triste del, for støtteanbefalinger kommer ikke til at fylde alt for meget i dagens skriveri, da Chuck som sagt er død, hvilket gør dem lidt meningsløse. Vil du gerne eje udgivelserne fysisk, så er de fleste tilgængelige, da de jævnligt bliver genoptrykt. Derudover vil jeg anbefale dig at tage til en Death to All koncert, hvis dette band skulle komme forbi, da det er suverænt godt. Det er gamle medlemmer af Death, der spiller bandets musik, det er pisse fedt, og det er en super fed hyldest til en legendarisk musiker. Da jeg så dem var det med tårer i øjnene og med munden på vidt gab, da jeg blev blæst væk af oplevelsen. Det var så vanvittigt godt, og jeg håber, at de snart igen kommer til Europa!
Dagens lytteanbefalinger bliver ikke af den overraskende slags. De kommer nemlig til at bestå af “Spirit Crusher”, “Voice of the Soul” og så “To Forgive is to Suffer”. De to første var selvskrevne, for det er klart albummets stærkeste numre. Det sidste er også en personlig favorit, men det er ikke i samme klasse som de andre. Det er dog stadig virkelig fedt, og det gælder sådan set for hele albummet. Som sagt, stærk anbefaling herfra til at du hører det hele igennem, uanset om du kender det eller ej, for det er sgu dødsmetal af den bedste slags.
Musikskriveri 