Dagens skriveri er et, som jeg har set frem til i noget tid. Som titlen afslører, så handler det nemlig om Volbeats seneste album, God of Angels Trust, og det var egentlig ikke noget, som jeg havde regnet med, at jeg skulle skrive om. Den store Volbeat fan er jeg nemlig ikke, så derfor var det en rigtig fed overraskelse, da jeg hørte dette album og tænkte, “det er sgu ret fedt der her”. Det er dog ikke den eneste grund til, at jeg i dag skriver om albummet. Det var faktisk meningen, at jeg ville have skrevet om noget andet, men da Volbeat i sidste weekend spillede i Parken, dukkede der nemlig noget op, som jeg må indrømme, at jeg er godt træt af, nemlig de sædvanlige dårlige anmeldelser og spydige kommentarer omkring bandet. Det synes jeg ville være fair, hvis bandet virkelig var lort, men efter min mening er det dog ikke tilfældet, og derfor har jeg valgt at sætte dette skriveri foran i køen i håb om, at snakken omkring bandet kan blive bare en lille bitte smule mere positiv.
Nu skrev jeg, at jeg ikke er den store Volbeat fan, og det er også sandheden, dog med et par enkelte undtagelser. Det første album som jeg hørte med dem var Outlaw Gentlemen & Shady Ladies fra 2013, som jeg fik på CD til enten fødselsdag eller jul. Meget af det kan jeg ikke huske, men de to numre hvor de havde nogle gæster inden over, King Diamond på “Room 24” og Sarah Blackwood på “Lonesome Rider”, blev jeg virkelig glad for dengang, og de står stadig stærkt i erindringen. Derudover blev jeg også voldsomt overrasket, da jeg satte bandets første album på for et par år siden, og fandt ud af, at det også er virkelig fedt. Resten af deres diskografi siger mig dog ikke alt for meget, da det ikke lige er min stil, hvilket også er fint. Man kan ikke lide alt, men heldigvis er der en million andre, der synes netop den del af Volbeats karriere er det fedeste, og det gider jeg ikke sidde og skabe mig over. I stedet vil jeg glæde mig over det, imens jeg nyder de dele af bandets karriere, som jeg selv synes er fed, nemlig den tidlige og nu også den seneste.
Det var ikke en tilfældighed, at jeg fik sat God of Angels Trust på. Jeg mindes, at jeg læste et interview, hvor Michael Poulsen snakkede om, at det var et skridt tilbage til rødderne. Dette skridt fandt jeg for nyligt ud af, at de allerede havde taget ved det forrige album, Servant of the Mind, men det havde og har jeg ikke fået hørt helt igennem endnu, så det var først ved deres 2025 udgivelse, at jeg fandt ud af, at det tunge Volbeat muligvis var på vej tilbage. Dette blev bekræftet af albummets åbningsnummer, der har titlen “Devils are Awake”, for der åbner op på en dejlig tung måde, der virkelig fik mig til at slå ørerne op. Derefter skifter det så over et hurtigt og hårdt tempo, og det virker fandme for mig. Der var dog en ting, som jeg frygtede. Jeg har altid haft et lidt spøjst forhold til Michael Poulsens vokal, for den har det med at genere mig ret meget, specielt på deres mindre tunge udgivelser. Derfor var jeg også klar på, at selvom det instrumentale var fedt, som det egentlig altid er hos Volbeat, så kunne det sagtens være, at vokalen ødelagde det for mig. Det gjorde den dog ikke. Af en eller anden grund har jeg det helt omvendt med den, når Volbeat er ovre i det tungere, og derfor var det en virkelig positiv oplevelse for mig, da jeg med det samme kunne nikke bekræftende med på den. Det lovede bare sindssygt godt for albummet.
Nu skrev jeg så lidt om det instrumentale, og det vil jeg gå tilbage til, for fuck hvor er det dog fedt. Verset er jeg især en fan af, for den energi der er i det er bare for vild. Det kører bare derudaf i et godt tempo, og det er fedt at lytte til. Det er godt guitardrevet, og de er fede at lytte til, men det der især sælger det for mig er bassen. Nøj hvor er den bare lækker at lytte til! Dels kan jeg bare rigtig godt lide dens lyd og dens placering i mikset, men samtidig er der også bare nogle fede detaljer i den i dette stykke. For det meste læner den sig op ad guitarerne, men der er lige et par enkelte stykker, hvor den får lov til at stikke lidt af fra dem, og især de stykker kan jeg rigtig godt lide. Noget jeg til gengæld ikke er helt lige så stor fan af er omkvædet. Det bryder lidt med udtrykket og det prøver måske at blive lidt for fængende, i hvert fald i forhold til den stemning, som verset sætter. Jeg kunne i hvert fald godt have tænkt mig, at bandet havde valgt en anden retning her, men det er i sidste ende bare min egen personlige holdning. Til gengæld er jeg meget mere med på slutningen af nummeret, hvor det tager en endnu tungere drejning. Denne drejning kommer lige efter omkvædet, og jeg synes, at det er virkelig fedt stemningsskifte, der passer rigtig godt ind. Det er også her, at soloen kommer, og det giver god anledning til at nævne, at Volbeat her har en ny mand på banen. Deres forrige guitarist Rob Caggiano forlod nemlig bandet i 2023, og i stedet er Flemming Clausen Lund kommet med i bandet, hvor jeg synes, at han fungerer upåklageligt. Han får rundet dette nummer af på en vildt fed måde, der sammen med nummerets mange andre elementer fik efterladt mig med en virkelig god fornemmelse for resten af albummet.
Fra “Devils are Awake” er der en direkte overgang til det næste nummer, der har titlen “By a Monster’s Hand”. Dette nummer kommer jeg ikke til at skrive om her, men jeg føler dog, at det lige skal nævnes, da det klart er et af albummets bedste og også en klar lytteanbefaling. Jeg har dog selv et nummer, som jeg lige sætter over det, men inden jeg når dertil, så vil jeg lige tage et kig på nummeret med den dejligt simple og korte titel “In the Barn of the Goat Giving Birth to Satan’s Spawn in a Dying World of Doom”. Dette er et nummer, hvor bandets amerikanske inspirationskilder virkelig får lov til at komme frem i starten, for der går i den grad lidt rockabilly i den. Jeg kan rigtig godt lide den lyd, som guitaren har her, for selvom den spiller en helt anden stil, så er der stadig lidt forvrængning over den, hvilket giver den en super dejlig sprød lyd. Samtidig synes jeg også, at nummeret har en fed opbygning. Først er det guitaren alene, derefter kommer Poulsen på, og så følger bas, trommer og den sidste guitar derefter op en efter en. Det har bare en rigtig god virkning, og man får samtidig rum til at kunne værdsætte hvert enkelt instruments bidrag noget mere. Jeg ville faktisk ikke have haft noget imod, hvis det bare var sådan, at nummeret fortsatte. Det gør det dog ikke, i stedet bliver det igen godt tungt, og det har jeg bestemt heller ikke noget imod. Igen er jeg en virkelig stor fan bassen i omkvædet, for for fanden hvor slår den dog bare godt igennem. Resten er også virkelig fedt, men jeg synes virkelig, at det er de tunge strenge, der her binder det hele sammen, og det er skønt. Det er dog ikke den, der stjæler hele billedet, for guitarerne får også lov til at skinne, og dette sker mere og mere jo længere ind i nummeret, at man kommer. Det er især i nummerets mellemstykker, at de virkelig overtager billedet, men efter det første af dette begynder der også at komme ekstra små bider fra dem i verset, og det er fedt. Det jeg dog sætter allermest pris på i nummeret, er dets struktur. Det er nemlig dejligt interessant at lytte til fra start til slut, for det tager nogle fine uventede drejninger, der dog allesammen virker. Jeg elsker, at det lige bliver taget lidt ned, så nummerets titel kan blive sunget på en lidt mere svingende måde. Det er et rigtig godt valg, og det får lagt så godt op til soloen, der også her er pisse fed. Derudover er skiftet efter soloen også rigtig godt, og hele vejen igennem føles det godt organisk, hvilket er det, der for mig gør nummeret til et af albummets virkelig stærke.
Og så er det ellers tid til at vende tilbage til det nummer, som jeg nævnte lige før, for jeg er nemlig en gigantisk fan af albummets afsluttende nummer “Enlighten the Disorder (By a Monster’s Hand Part 2). Op til har der været nogle ganske fine numre, men det her kan bare noget ekstra, og derfor er det også det helt rette til at lukke albummet af med. Trommehvirvel starter det op, og derefter kommer resten af instrumenter så med. Igen er der gang i den, og det er bare fedt. Jeg elsker måden, hvorpå vokalen kommer på. Fra bunden af lydbilledet kan man høre frasen “Hold it” blive sunget gentagende gange, hver gang med stigende volume indtil den til sidst når vokalens faste lydstyrke. Også her tager nummeret ingen fanger. Det tager bare fat i dig, og så er det ellers bare afsted. Ligesom de andre numre er der mange fede elementer, og her skal trommerne virkelig fremhæves, for der bliver fandme spillet igennem. Det er så fedt, det som Jon Larsen laver, og hele vejen igennem nyder jeg bare at lytte til det.
Første del af nummeret er fantastisk. Speederen er som sagt helt i bund, og det er først, da nummeret går over i omkvædet, at man får et kort pusterum, da det her går lidt ned i tempo. Her må jeg igen også rose bandet, for der er et interessant valg her. Omkvædet føles nemlig ikke som nummerets højdepunkt, som det så ofte ellers vil være, men alligevel virker det virkelig godt. Det giver lige nummeret en anden drejning, uden at det kommer til at føles usammenhængende, og samtidig sætter det også bare den næste del op på en perfekt måde. Her kommer verset nemlig tilbage, men denne gang med den fedeste guitar, der lige ligger i toppen og følger melodien så fucking dejligt. Genialt træk fra bandet! Det giver så mange ekstra kræfter til dette allerede stærke nummer, og herefter er det bare ren øreguf. Omkvædet kommer på igen, hvor det denne gang føles en smule stærkere, selvom jeg egentlig ikke føler, at det er særligt meget anderledes end det første. I stedet tror jeg snarere, at det er det stærkere vers, der smitter af på det. Derefter følger så et rigtig tungt stykke, der næsten er umuligt ikke at headbange til, og først efter dette er der et omkvæd, der endelig får lov til agere som et højdepunkt. Her sætter bandet nemlig ekstra ind i det, og det virker bare så fantastisk! Det er så godt lavet det her! Dette nummer startede allerede med at være vildt stærkt, men de tager det bare op og op og op igen, og det er fedt. Samtidig er det heller ikke bare et stykke, der står for at hive det op. Nej det er fandme flere, og det kan bare noget. Det fedeste er, at det heller ikke ved dette omkvæd topper. Nej der skal selvfølgelig lige en solo ind, og selvom det er en kort en af slagsen, så trækker den endnu engang nummeret op og får det sluttet af på det absolutte højeste niveau. For fanden hvor er det dog bare et kongenummer!
Jeg skrev i starten, at jeg ikke er den store Volbeat fan, men holder de dette niveau, så kunne jeg fandme godt gå hen og blive det. Samtidig fortæller et par smagsprøver på bandets forrige album mig også, at der bestemt også er gode ting at finde der, og måske er dette album bare en rigtig god anledning til at gå bandets diskografi igennem igen og høre, om det egentlig er så galt, som jeg troede. Det vil jeg i hvert fald gøre, og om det så ændrer noget, må tiden vise. Uanset hvad, så har dette album gjort, at når der kommer et nyt Volbeat album på gaden om nogle år, så er det noget, som jeg kommer til at glæde mig til at høre!
Normalt plejer min afrunding at slutte her, men der er dog lige en ekstra ting, som jeg gerne vil skrive lidt mere om. Nu startede jeg nemlig mit skriveri med at skrive, at jeg gerne her ville give et positivt bidrag til snakken omkring bandet, men det er jeg dog ikke den eneste, der har gjort. Bevares, der er stadigvæk meget negativitet omkring dette band, i hvert fald i Danmark, men de sidste par dage hvor jeg har prøvet at arbejde på dette skriveri, så har jeg også set en overaskende mængde af positivitet. Først og fremmest er det ikke alle anmeldelser, der var gale. Gaffa og Devilution gav nogle ganske gode og fair anmeldelser af bandets koncert, og selvom jeg undrer mig over, at B.T. sendte en person afsted, der i anmeldelsen afslørede, at Volbeat og hard rock/heavy metal ikke lige helt var hans kop te, så gav han et godt ræsonnement af hans to-stjernede anmeldelse. Derudover blev den sædvanlige bølge af negativitet på de sociale medier fulgt af en god del positive udtalelser om bandet, og det er på en eller anden måde rart. Igen ville jeg synes, at det var helt fair at komme efter bandet, hvis det var lort, men det er det bare ikke, og derfor er det dejligt at se, at andre også er af den mening. Så må tiden vise, om det holder ved.
Og så er det ellers tid til nogle støtteanbefalinger, der kort og godt går ud på, at jeg vil anbefale, at du støtter op om bandets musik, hvis du kan lide den. Om det så er ved at købe deres plader, dukke op til deres koncerter eller andet, det er dit at finde ud af. Jeg vil dog opfordre til, at hvis du selv synes, at dette album holder, så send det lige videre til en ven. Det synes jeg i hvert fald, at albummet har fortjent.
Til slut er der de sædvanlige lytteanbefalinger, og jeg føler ikke, at jeg kommer til at overraske særligt meget i dag. Det bliver “By a Monster’s Hand, og så ellers de to numre med de pisse lange titler, “In the Barn of the Goat Giving Birth to Satan’s Spawn in a Dyinig World of Doom” og “Enlighten the Disorder (By a Monster’s Hand Part 2)”, som jeg vil anbefale dig at lytte til, hvis du lige skal bruge et par smagsprøver på albummet. For mig er det klart de stærkeste på albummet, selvom der dog er andre fede, blandt andet åbningsnummeret, “Demonic Depression” og “Better Be Fuled than Tamed”. Derfor kommer der som altid også en stor opfordring til, at du lytter det hele igennem. Niveauet svinger fra godt, fedt og så helt op til fantastisk, og det kan sagtens være, at du får nogle helt andre favoritter end dem, som jeg har, så giv albummet en chance, det synes jeg, at det fortjener.
In the Barn of the Goat Giving Birth to Satan’s Spawn in a Dying World of Doom
Musikskriveri 