I starten af året skete der noget fantastisk. Holdet bag Tornvang festivalen annoncerede, at den i år kom tilbage i form af et endagsarrangement, og med det samme skulle jeg bare have en billet, da denne festival altid har været noget af det fedeste. Nu her et halvt år efter var dagen så oprindet, og hvordan var det så? Pisse fucking hamrende fedt!

I år virkede det som om, at Tornvang kørte et tema, for alle bands havde en ting tilfælles, og det var, at det gik stærkt. Her var der ikke noget med, at tempoet lige blev sænket halvvejs inde i sættet. I stedet kom der snarere mere fart på. Derfor var det også passende, at dagen blev åbnet med noget speed metal i form af bandet Crucible. Det var egentlig ikke meningen, at dette band skulle have spillet i dag, men da Fukkin’ Vengeance blev nød til at melde afbud, så trådte Crucible til, og jeg må ærligt indrømme, at jeg på ingen måde havde noget imod det. Det er nemlig et band, som jeg længe har haft lyst til at se, og nu kom chancen så. Med vilje havde jeg valgt ikke at høre noget af bandets nyudgivede album, da jeg meget gerne vil overraskes live, og det blev jeg også her. Bandet gav den gas lige fra start, og jeg kunne hurtigt fornemme, at dette ville blive en kongekoncert. Thomas Carnell og Jon Brogård leverede virkelig varen på deres guitarer, og de fik fyret den ene guitarsolo af efter den anden til publikums store fornøjelse. Derudover var det som altid bare en drøm at se Kenneth Frandsen spille på sin bas, for han er fandme en af de bedste bassister, som vi har her i landet. Ole Iversen fik også gjort det fantastisk på trommerne, og selvom vokalen var lidt svær at høre oppe foran, så leverede forsangeren Philip Butler også en rigtig god præstation, hvor han virkelig kom godt udover scenekanten. Generelt set var hele bandet dog godt aktive på scenen, og det var en fed start på dagen. Især numrene “Hail to the Force”, “Redwing” og det dejlige Highlander inspireret “Embrace of Steel” var jeg virkelig glad for, mens deres cover af Racer Xs “Street Lethal” også bare var konge! Nu kan jeg så bare gå og glæde mig overordentligt meget til, at jeg skal se dem igen, når de gæster Voxhall til Metaltones 10 års jubilæum.

Da Crucible var færdige, fik vi lige en lille pause, og så var det ellers tid til noget, der for mit vedkomne var særdeles velkendt. Nu var det nemlig Anarchy Zones tur på scenen, og så ved man, at der er klassisk thrash på menuen. Dette er et band, som jeg har set et hav af gange, og for hver gang bliver de bare bedre og bedre, hvilket også var tilfældet i dag. De virkede virkelig tændte, og det gav også god mening, for de var i den grad på hjemmebane, hvilket også kunne mærkes på publikum. Her var der nemlig godt gang i den lige fra start, og det blev kun vildere hen ad vejen, noget der blandt andet skyldtes, at bandets forsanger Sonny Rock virkelig kom ud over scene. Han har alle dage været rigtig god til at komme rundt over det hele og sparke en fest i gang, men i dag nåede det bare et nyt niveau. Jeg føler også klart, at Anarchy Zone klart var det band, der kom bedst ud til publikum i dag, men Sonny skal dog ikke snuppe hele æren. De andre medlemmer af bandet fik nemlig i den grad også givet den gas, og det var en fornøjelse at se. Bandets to guitarister, Torben Nielsen og Kasper Hinge, gjorde det fantastisk og bassisten Lars Schneider Sørensen er bare en fornøjelse at se på en scene, da han virkelig også formår at komme ud til publikum. Det samme gælder for bandets trommeslager Hendrik Holm, og det er så dejligt, for det gør nemlig, at Sonny kan forsvinde fra scenen et kort øjeblik, uden det egentlig gør så meget. Der er nemlig stadig vanvittigt meget at nyde på scenen.
Som sagt synes jeg, at bandet spillede en af deres bedste koncerter i dag, for det blev bare bedre og bedre hele vejen igennem. Deres numre er bare så dejligt medrivende, og der blev fandme også sunget godt med på de sidste to numre, der var “Unholy Goat” og “Satans Island”. Det er dog også det, som de netop er skabt til. Alt i alt var det bare pisse fedt, og på samme måde som Crucible, så glæder jeg mig afsindigt meget til, at de spiller på Voxhall i starten af næste år.

Dagens tredje band var endnu et, som jeg havde glædet mig afsindigt meget til at se. Nu var det nemlig tid til at se noget Speedslut, og dette band er der i den grad meget snak om i metalmiljøet for tiden. Af den grund havde jeg også igen undladt at høre noget af bandets musik, da jeg følte, at det var noget, der skulle opleves live. Det har jeg nu endelig fået gjort, og så kan man så spørge: Var der noget om snakken? Ja for satan mand! For helvede hvor havde de dog bare meget energi i sig. Som man måske kan gætte sig til med navnet, så er det igen noget speed metal, som vi skulle opleve, og derfor var der også dejlig meget fart over feltet. Allerede ved åbningsnummeret var jeg også godt solgt, for hold da kæft hvor var det bare fedt. Virkelig godt skruet sammen og hver gang forsangeren og rytmeguitaristen Frederik Klitte gik ud og med hans skærende vokal skreg “Ferocity of Steel”, så kunne det fandme mærkes. Så fantastisk en start, og det blev kun bedre og vildere. Det kunne virkelig mærkes, at bandet var glade for at stå på scenen, for der var smil over hele feltet, og de var i den grad også aktive på scenen. De ville det bare alle sammen, og det smittede dejligt af på publikum, der også var godt med. Desværre blev vi lidt færre ved scenen i slutningen af koncerten, da der vist var nogle, der ikke havde regnet med et ekstra nummer. Det var dog ikke tilfældet for mig, for endnu engang stod jeg helt oppe foran fra start til slut, og der var ikke et eneste sekund, hvor jeg fortrød det. Fantastisk koncert!

Speed Slut var dagens sidste danske band, og det kan måske lyde underligt, når man tænker på, at dette var en festival, der lå godt ude på bøhlandet med et publikum, der nok maksimalt har talt en hundrede mennesker. Det er dog en af de ting, som jeg elsker ved Tornvang. Denne festival har altid haft en fantastisk evne til at få booket nogle bands, som jeg aldrig har hørt om før, men som i den grad kan levere varen, og som man senere også begynder at se andre steder i Danmark. Om det sidste bliver tilfældet med polske Night Lord, der gik på som det fjerde band på scenen, skal jeg ikke kunne sige, men det håber jeg fandme, at det bliver. Igen var det et band, der befandt sig ovre i speed metal genren, så igen var det en koncert, hvor tempoet var i top, og hvor vi fik en masse guitarsoloer serveret. Det jeg dog lod mest mærke til, var de interessante skift, der nogle gange kom i bandets musik. Jeg følte ofte, at disse tog numrene af nogle lidt uventede veje, og det var fedt at lytte til.
Til at starte med følte jeg, at bandet virkede en lille smule indadvendte, hvilket måske skyldtes, at publikum lige var lidt fåtalligt under det første nummer. Som tingene skred frem kom der dog flere og flere til, og samtidig begyndte bandet også at komme mere og mere frem. Det var dog ikke bare på grund af, at der kom flere og flere for at se dem. Nej det var fordi, at publikum fandme var på og nød deres musik. Der var godt med jubel hele vejen igennem, og havde bandet fået lov til at spille fem numre mere, så tror jeg sgu ikke, at der var en eneste, der havde beklaget sig. Det ville jeg i hvert fald ikke, for det her var en pisse fed overraskelse.

Efter at have sagt farvel til vores polske gæster, så var det tid til at byde nogle tyskere velkommen på scenen. Nu var det nemlig tid til, at Sintage skulle fyre den af på scenen, og det var endnu et band, som jeg aldrig før havde hørt om. Her var tempoet for første gang blevet sænket, dog kun en lille smule, for nu var det nemlig tid til noget mere klassisk heavy metal. For mit vedkommende kom denne koncert til at blive dagens bedste, for der var simpelthen bare så fedt, mens bandet samtidig osede så meget energi og spilleglæde ud af sig, at man skulle tro det var løgn. Hele vejen igennem var bandet bare så dejligt kommunikerende med publikum. Det virkede som om, at hver eneste gang de fik muligheden for det, så de gav de fandme udtryk for, at det var en fed oplevelse for dem. Det var nok også på grund af, at de havde et publikum, der virkelig ville dem. Vi havde i hvert fald en fest oppe foran, og det lod virkelig til at glæde bandet. Hele vejen igennem var det fed klassisk heavy metal, hvor der samtidig var massevis af dejligt medrivende omkvæd, der også bød godt op til medsang. Det var jeg fandme også med på, og jeg må have gjort det godt, for ved andet sidste nummer fik bassisten nemlig lige løsnet hans mikrofon, så den hang i en position, hvor vi begge kunne skråle i den, og det var så fucking dejligt fedt! På samme måde som med Night Lord, så håber jeg fandme, at dette band kommer til Danmark igen, for det var bare vanvittigt godt!

Sidste navn på denne skønne aften var det svenske døds/thrash metal band Turbocharged. Det er et band, som jeg har set på mange af de mindre danske festivals plakater, og derfor havde jeg også gået og småglædet mig til endelig at skulle se dem. Det viste sig også at blive ganske godt. De tre svenskere spillede en god omgang fed teknisk metal, der gjorde, at publikum hurtigt begyndte at hylde Sverige med et utal af tilråb. Selv stod jeg også og nød musikken, men jeg kunne nu godt have tænkt mig, at bandet var lidt mindre stillestående. Det er dog en bagatel fra min side. De spillede fedt, jeg nød musikken, og det gjorde publikum også. Især i slutningen af koncerten begyndte folk at gå dejligt godt til den, og det var også klart her, at koncerten var bedst. Fed måde at slutte det hele af på.

Jeg er umådeligt glad for, at Tornvang endelig er begyndt at røre på sig igen. Det er en festival, som jeg har savnet umådeligt meget, for den kan bare noget særligt. Udover at der altid er et fantastisk musikprogram, så er der også bare en stemning og et sammenhold, der føles unikt, i hvert fald når jeg sammenligner festivalen med andre, som jeg har været til. Jeg håber virkelig, at arrangørerne bag den føler, at det har været en succes og har mod på at lave et lignende arrangement til næste år, for det her var fandme fedt!