For et par måneder siden tog jeg turen til Silkeborg for at opleve deres Riverboat Jazz Festival. Her fik nogle rigtige gode musikoplevelser, hvor den største af dem i den grad var koncerten med instrumentalbandet Clapper. Siden da har jeg jævnligt fundet deres musik frem, og nu er det så endelig tid til, at jeg får skrevet om dem, her med udgangspunkt i deres seneste album Under The Radar.
Clapper er et århusiansk band, der så vidt jeg ved har været i gang siden slutningen af 2022 / starten af 2023. Bandet består af Frederik Emil Bülow på trommer, Adrian Christensen på bas, Jeppe Lavsen på guitar og Malthe Jepsen på tangenter, og på trods af at de kun har eksisteret i relativt kort tid, så har de allerede to udgivelser bag sig. Den første af disse kom i 2023 og har titlen On Tempo, mens den seneste udkom i maj måned i år. Stilmæssigt fik bandet mig med det samme til at tænke på Clothing Club, da jeg stod og nød deres koncert, for de har lidt af den samme blanding af jazz og hiphop beats, og denne blanding er jeg meget glad for. Selvom man kan drage mange paralleler imellem de to gruppe, så er der dog også godt med forskelle, for de har hver deres eget udtryk.
Den første smag på Clappers udtryk finder man selvfølgelig på åbningsnummeret “Signal”, og det er et dejligt et af slagsen. Indledningen er det Malthe, der står for, indtil Jeppe så følger op på de dejlige toner, der kommer fra det elektriske klaver. Det er en fed start på det hele, og det sætter albummets tone rigtig godt. Denne er en godt afslappet en af slagsen, og den indbyder virkelig til, at man finder en god lænestol, lukker øjnene og så ellers bare lader musikken tage over. Efter lidt tid med kun guitar og klaver på banen kommer resten af bandet på, og det er en fornøjelse at lytte til. Som ved stort set alle andre jazzbands, så har man her at gøre med fire musikere, der virkelig kan deres kram, og det kan høres. Hvert enkelt medlem kommer nemlig med musikalske bidrag, der selv for sig selv ville være værd at lytte til. Hvad end det er trommer, bas, klaver eller guitar, som man fokuserer på, så er det bare lækkert at lytte til, og som en samlet enhed er det meget mere end det. Det føles næsten som ren magi, og det kan virkelig høres, at medlemmerne har spillet med hinanden i lang tid. Det flyder så fantastisk godt, og det lydbillede som de skaber her er bare skønt! Alene tonernes sammenvirkning er fantastisk, men det er mikset i den grad også. Hvert enkelt instrument står virkelig klart, og det er virkelig dejligt, når man har med denne type musik at gøre. Som sagt kommer hver enkelt musiker nemlig med en masse spændende ting, og derfor er det også vigtigt, at man som lytter har mulighed for at fokusere på hvert enkelt instrument. Det er dog som sagt intet problem her, faktisk er det let som en leg, og det er skønt. Det er endnu en af de ting, der gør det til en ren nydelse at lytte til bandets musik.
Fra “Signal” fortsætter musikken dejligt glidende over i det næste nummer “Watercolor”, der også er et skønt nummer. Dette vil jeg dog ikke fokusere alt for meget på, men jeg skriver dog alligevel lidt til det, for der er nemlig et virkelig nævneværdigt element i det, lyden af publikum. Denne kan man allerede fornemme svagt under selve nummeret, og ved overgangen til næste nummer kan den så for alvor høres. Dette publikum afslører, at det ikke bare er et studiealbum, som man her har med at gøre. Bandet har nemlig valgt, at deres anden udgivelse skulle optages live foran et publikum, gjort på det århusianske spillested Radar som titlen afslører, og det synes jeg både er et modigt og fedt valg. Modigt fordi det jo er komplekst musik, som bandet spiller, og fedt fordi de har evnerne til ikke bare at gøre det, men også at få det til at lyde let som en leg. Det synes jeg er vildt imponerende, og at de så samtidig kan få en så lækker lyd ud af det, gør det kun endnu bedre.
Som på alle andre udgivelser, så er der et par numre, som jeg lige synes lidt ekstra godt om, og den første af disse er på dette album det fjerde nummer, der har titlen “The Knock”. Bare den vidunderlige start som nummeret har, nøj hvor er det dog godt! Kombinationen af guitar og tangenter, der bare ligger og flyder, mens bassen lige leger lidt er så skøn at lytte til. Igen er det bare musikalsk magi, som man har med at gøre, og da trommerne så pludseligt kommer på og lige giver lidt mere tryk på til nummeret, jamen så er det bare endnu bedre. Jeg elsker den måde, hvorpå bandet i starten skifter i intensitets niveau. For det spiller de på en måde, hvor der er mere mellemrum mellem tonerne, indtil de så lige pludselig giver den lidt ekstra. Skiftene mellem disse to spillestile virker fantastisk, men det er dog ikke kun sådan, at nummeret fortsætter. Efter det andet vilde stykke bryder nummeret nemlig med formlen, og i stedet kommer Malthe på med en fed solo, der også får lov at vare i et godt stykke tid. Den holder det gode niveau hele vejen igennem, og især den sidste del af den er virkelig fantastisk, da de andre instrumenter her kommer mere med og endnu engang sammen skaber et fremragende lydbillede. Efter soloen tager bandet så tempoet noget højere op, og det synes jeg er et rigtig godt valg. “The Knock” er nemlig et nummer, der har en spilletid på over syv minutter, men det er netop valg som dette, der gør, at det ikke kommer til på noget tidspunkt at føles langtrukkent. I stedet er det bare et skønt nummer fra start til slut, og det er jeg virkelig fan af.
Nu skrev jeg så, at “The Knock” er en af favoritterne fra albummet. Det er dog ikke favoritten. Den kommer nemlig først lige efter, at de sidste toner fra “The Knock” har lagt sig. Titlen på denne favorit er “X & The Chocolatier”, og der er flere grunde til, at dette nummer har snuppet pladsen som mit yndlingsnummer fra albummet. Til dels er det selvfølgelig bare fordi, at det er et fedt nummer. Den endnu større grund er dog, at bandet med dette nummer gav mig den fedeste oplevelse under deres koncert, for dette nummer er nemlig skabt til live. Hvordan det lige præcist blev indledt under koncerten i Silkeborg, kan jeg ikke huske, men så vidt jeg husker, var det dog ikke med en oud, som det her er tilfældet. Denne oud bliver spillet af Orhan Özgür Turan, som bandet lige havde med på scenen, da de optog dette album, og den giver et fantastisk dejligt orientalsk udtryk til nummeret. Igen er det et rigtig godt valg fra bandets side, for det udvider deres udtryk, hvilket også forstærker lytteoplevelsen, i hvert for mit vedkomne. Det er dog ikke bare det, der er fedt ved dette nummer, for det har også en masse andet at byde på. En af disse ting er det stykke, der kommer direkte på efter at ouden har spillet de sidste toner af indledningen, og det er stykke af den slags, som man bare ikke kan stå stille til. Det er nemlig så dejligt energisk, og jeg kan stadig mærke glæden i kroppen, når jeg hører det. Jeg får både lyst til at danse og klappe med til det, mens jeg for mit indre tænker tilbage på, hvordan Jeppe bare stod og fyrede stykket af på scenen med sin guitar. Pisse fedt, men igen er det heller ikke bare det, som nummeret byder på. Når dette stykke har fået pumpet nummeret godt nok op, så går det nemlig over i noget, der igen bare er dejligt flydende og magisk, og det er disse skift og disse kontraster, der virkelig bare sælger nummeret for mig. Det er vanvittigt fedt, og det er sammenspillet med Orhan også. Ouden spiller oftest sammen med guitaren, og det lyder fantastisk. Den har dog også passager, hvor den går væk fra det og i stedet kommer med sine helt egne unikke stykker, der også bare virker. Det er sådan et stærkt bidrag til nummeret, og jeg håber, at jeg en dag får muligheden for at opleve dette live.
Clapper er et af de bands, som jeg tror virkelig får lov til at blive hængende i min hukommelse, simpelthen bare fordi at de spiller så pisse fedt. Lige siden at jeg så dem spille, har jeg haft lyst til at tage ud og se dem igen, noget jeg også havde gjort, hvis ikke andre planer havde været i vejen for det. Sådan har det dog været, sådan forbliver det lidt endnu, men lige så snart hullet er der, så kan du godt regne med, at jeg skal afsted for at se dette band. Hvis du er til denne type musik, så vil jeg også kraftigt anbefale, at du tager afsted. Blandt andet spiller bandet en koncert på Radar her d. 20. september, og det tror jeg kommer til at blive en virkelig fantastisk oplevelse, da det bliver deres første tilbagevenden til spillestedet, siden de optog dette album der.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at bestå af “The Knock”, “X & The Chocolatier” og derudover kommer “Clouds – Live Version” også med på listen. Dette sidste nummer udkom oprindeligt i studieversion på deres forrige album, men det er virkelig skønt. Den eneste grund til at det kommer med på denne liste er dog, at jeg føler, at albummets tre første numre virker bedst, hvis de kommer i sammenhæng af hinanden. Derfor anbefaler jeg som altid mest, at du lytter det hele igennem. Det er et hammerfedt album med vildt skønne numre hele vejen igennem, som jeg selv holder så meget af.
Musikskriveri 