I dag fortsætter jeg både i det danske og i det nye, men ved genren er der dog et skifte. I dag skal det nemlig handle om Erika de Casiers seneste album Lifetime, der genremæssigt holder til ovre i den elektroniske pop, og allerede nu vil jeg skrive, at jeg synes, at det er noget af det bedste inden for denne genre, som jeg har hørt i lang tid. Allerede det gør det til et album, som jeg virkelig synes er værd at skrive om, noget der kun yderligere bliver forstærket af, at jeg samtidig føler, at der ikke bliver snakket nok om det.
Nu er det dog ikke fordi, at Erika de Casier er en lille artist. Hun har efterhånden fået skabt sig et navn både her i Danmark, men i den grad også i udlandet, og det er fuldt fortjent. Lige siden hun sendte hendes første album ud i eget navn (Essentials fra 2019), har hun nemlig formået at holde et rigtig højt niveau, og det er som sagt også tilfældet for Lifetime, der udkom tidligere på året. Så vidt jeg ved, så blev der ikke lavet særligt meget larm omkring albummet, inden at det udkom, og der var heller ikke nogen singleforløber. Samtidig gik Erika også tilbage til at udgive igennem sit eget pladeselskab, selvom hun ellers på de to forrige udgivelser har været under 4AD, der er et ret stort et af slagsen. Hvorfor hun har valgt dette, skal jeg ikke kunne sige, men muligvis er det netop det, der gør, at albummet får lov til at blive lidt mere afslappet end hendes tidligere udgivelser, og det er blandt andet det, der gør, at jeg virkelig er blevet fan af albummet. Da jeg for første gang blev introduceret til et af albummets numre af fantastiske Carsten Holm på P6 Beat, kunne jeg med det samme høre, at det her album nemt kunne gå hen og lige være noget for mig. Det tog dog lidt ekstra tid, før jeg fik hørt det til fulde, da det kom på et tidspunkt, hvor tingene var lidt turbulente for mig, men heldigvis havde jeg en kollega, der en dag foreslog, at vi satte albummet på nede i butikken. Her fik jeg ret i min tidligere formodning, da albummet gik rent ind, og det var også allerede ved denne første gennemlytning, at det gik op for mig, at dette var noget helt særligt inden for dansk musik.
Lifetime har et utroligt højt niveau, og dette bliver allerede sat ved det første nummer, der har titlen “Miss”. Her bliver man også introduceret til den stil, der kommer til at føre en gennem hele albummet, og der er noget vildt dejligt over den. En del af de elektroniske elementer på albummet kører i noget, der nærmest er meditativt, men der er dog samtidig også dele, der har noget mere tempo i sig, og denne blanding virker virkelig godt for mig. Den skaber noget, som jeg synes stemningsmæssigt passer perfekt til en køretur om natten. Det føles lidt mørkt, men på den der rolige måde som man kan opleve kl. 4 om natten eller deromkring, hvor man er den eneste, der er ude. Der sker ikke rigtig så meget, og man kan frit lade sig selv drive fremad, mens tankerne får frit løb, noget som jeg selv holder rigtig meget af.
Det er dog ikke bare instrumenter, der skaber musikken i Erika de Casier’s univers. Det gør hendes stemme også, og for fanden hvor er den dog bare også lækker. På det her nummer veksler hun mellem de samme stemninger, som instrumenterne leverer. Til at starte med holder hun sin vokal nede i det virkelig rolige og flyder lige så stille og roligt afsted sammen med de meditative elementer. Senere hen går hun så over til at synge med lidt mere styrke og tempo, og det gør, at hendes vokal ændrer karakter. I stedet for at være rolig og flydende bliver det en fremdrivende en af slagsen, og jeg synes, at det er en fed kontrast.
“Miss” føles egentlig som et ret simpelt nummer. Der er ikke så mange forskellige elementer i spil, men alligevel synes jeg aldrig, at det bliver for simpelt. Nu og da bliver der varieret i intensiteten i de forskellige dele, og det gør, at man sagtens kan lytte til det igen og igen, uden at det bliver kedeligt.
Lifetime er en sindssyg stærk udgivelse, og det er lige før, at jeg kan udpege samtlige numre som favoritter. Der er dog en del af albummet, som jeg synes står en lille smule stærkere end resten, og denne starter ved albummets tredje nummer “Seasons” og slutter med nummeret “Delusional”, der er placeret som det sjette nummer på Lifetime. Her er albummet virkelig vanvittigt suverænt, og især nummeret “You Got It!” er jeg blevet fantastisk glad for. Nøj hvor er det dog bare lækkert! Den monotone keyboardtone i baggrunden, den lidt mystiske lyse tone, der nu og da lige kommer ind og spøger, trommerytmen og Erikas vokal. Det er alt sammen bare så super dejligt smadder lækkert! Igen er der de samme nattefølelser, som der er på åbningsnummeret, for som sagt ligger numrene meget i samme stil. Alligevel er det dog også noget anderledes, for det er lidt hurtigere og lidt mere mystisk. Det er dog stadig monotont, og så igen alligevel ikke. Det er den samme rytme hele vejen igennem, men igen er der en masse variationer i den. Her synes jeg dog ikke, at det er intensiteten af de forskellige elementer, der definerer variationen. I stedet er det pauserne i dem. Nu og da er der nemlig bare et element, der stopper helt. Nogle gange er det rytmen, der forsvinder fuldstændigt, mens resten kører videre. Andre gange er det noget andet, der lige tager en pause, inden at det så igen kommer på. Det føles så simpelt, når jeg sidder og skriver om det her, men sådan er det slet ikke, når man lytter. Det er så dejligt spændende, så dejligt fedt og jeg holder virkelig af det. Derudover elsker jeg også vokalen. Her er der to forskellige, der får lov til at køre. Den egentlige vokal der synger alle stroferne, og så baggrundsvokalen der bare holder sig til at synge nummerets titel “You Got It!”. De to virker så vanvittigt godt sammen, og igen er det spændende at lytte til begge dele. Baggrundsvokalen er nemlig ikke bare en kort optagelse, der bliver repeteret hele vejen igennem. I stedet er det flere forskellige, der hver minder meget om hinanden, men som alligevel også har nogle små forskelle, der gør, at de skiller sig ud fra hinanden. Især i starten er det noget, som man rigtig kan lægge mærke til, og det gør, at selv dette simple element er spændende og interessant at fokusere på igennem resten af nummeret. Det er så vanvittigt godt lavet af Erika, og sådan er resten af nummeret også. Det er bare en fornøjelse at lytte til fra start til slut. Her tror jeg også, at nummerets længde hjælper rigtig meget, og det giver mig en god anledning til at snakke om både den og albummets overordnede spilletid.
“You Got It!” er bestemt ikke et langt nummer, for det når faktisk ikke engang op på de to minutter i spilletid, og selvom det gør det til albummets korteste, så er de andre bestemt ikke meget længere. I alt når Lifetime lige over de tredive minutters spilletid, hvilket er fordelt over elleve numre. Det er dog igen et rigtig godt valg fra Erikas side. Det giver nemlig en følelse af, at man gerne lige vil have, at det varede lidt længere, og derfor får man, eller i hvert fald jeg, lyst til at give det et ekstra lyt. Derudover kommer det heller aldrig til at føles for langtrukkent, og det er virkelig vigtigt, når man har med denne stil at gøre. Igen et tegn på en kunstner, der i den grad ved hvad hun laver.
Det sidste nummer som jeg lige vil tage et kig på er nummeret “Two Thieves”, der kommer i slutningen af albummet. Dette nummer var et af dem, der virkelig ramte plet ved første lyt, og det er stadig også et af de numre, som jeg ser allermest frem til at lytte til, når jeg sætter albummet på. Det er et nummer, hvor der lige bliver gjort lidt ekstra plads til de dybe toner, og den plads bliver udnyttet godt. Rigtig godt endda. Jeg elsker bare, hvordan de flyder i dette nummer. De tungere toner der nærmest bliver dumpet ned over en kan virkelig noget, men hold da op hvor er jeg også bare en stor fan af, når de lige går over og spiller på en mere lækker måde. Det er dog ikke kun de dybe toner, der her skaber noget fedt, for sker fandme også ting og sager i det lyse. Her er det især Erika, der står for at skabe noget rigtig smukt, og særligt omkvædet er jeg fuldstændig skudt i, for det er bare så fandens skønt at lytte til! Igen har man dog at gøre med et nummer, der har en masse andet at byde på også, og for mig er det det, der gør albummet til sådan et mesterværk, som det nu engang er. Jeg synes virkelig, at det bare er perfektion fra den ene ende til den anden.
Før jeg lyttede til dette album, ville det have været synd at kalde mig en stor fan af Erika de Casier. Ikke fordi jeg ikke nød hendes musik, tværtimod, og jeg kunne da også klart høre, hvor dygtig hun var. Den ramte bare ikke helt de punkter, der skal til, før jeg for alvor begynder at blive interesseret. Det gjorde og gør Lifetime dog, og som sagt i en grad som jeg ikke føler, at andre danske udgivelser, eller internationale, har gjort på samme måde i noget tid. Da jeg hørte det for første gang var det virkelig en wow oplevelse, og bagefter sad jeg bare og var glad over at have opdaget sådan et fantastisk album. Det er en af de ting, der for mig gør, at det er værd at lytte til musik. Det at man kan sætte noget nyt på, og så blive så positivt overrasket over, hvor godt det er, selvom man efterhånden har hørt tusindvis af udgivelser igennem. Beviset på at man slet ikke er færdig med virkelig at blive rørt af musikken.
Som sædvanligt vil jeg nu begynde at runde af med mine normale anbefalinger, og som altid vil jeg her starte med en støtteanbefaling. Den er dog lidt sværere, end jeg har lyst til, at den skal være i dag, for så vidt jeg kan se, så er hendes album på nuværende tidspunkt udsolgt i alle formater. Forhåbentligt ændrer det sig på et tidspunkt, men indtil da må vi nøjes med at støtte op på andre måder. Selv håber jeg på at kunne komme til en koncert med hende, forhåbentligt mens hun turnerer rundt med dette album, så jeg kan få lov til at nyde så mange af disse magiske numre live som overhovedet muligt. Indtil jeg får den mulighed, vil jeg dog bare gøre det, som jeg også nu vil anbefale dig at gøre, nemlig at fortælle så mange andre som muligt om dette album. Det fortjener det nemlig.
Så er spørgsmålet så, hvad dagens lytteanbefalinger skal være? Som sagt har jeg så mange favoritter fra albummet, hvilket gør det lidt halvsvært at vælge tre numre ud. I sidste ende føles det mest rigtigt for mig at gå med “You Can’t Always Get What You Want”, “You Got It!” og “Delusional”. Det er der ikke den store grund til, udover at jeg føler, at de tre illustrerer albummets lyd ret godt. Man kan dog tage ethvert af de tre numre og erstatte det med et andet fra albummet og få samme resultat, for det er bare sådan albummet er. Vanvittigt godt fra start til slut, og derfor også i den grad værd at lytte til i sin helhed.
Musikskriveri 