I mine skriverier omkring Næstved Metal Fest fik jeg skrevet, at Trold var et af de bands, som jeg virkelig havde store forventninger til. Dette band har nemlig formået at vokse sig ret stort i den danske folk metal scene på rigtig kort tid, og det er med god grund. De har nemlig et tårnhøjt niveau på deres udgivelser, og især den seneste af slagsen, der har titlen I Skovens Rige, har jeg fået lyttet voldsomt meget til. Derfor er det også det album, som det i dag skal handle om.

Trold er et band, der har været i gang siden 2020, hvor deres første singler også så dagens lys. Dem kom der derefter en god del flere af, indtil at debutalbummet Der Var Engang… så endelig udkom i 2023 til stor begejstring for de danske folk metal fans. Det var et virkelig helstøbt album, og derfor var mine forventninger også høje, da bandet i marts måned kom med efterfølgeren, I Skovens Rige. Samtidig gik jeg dog også og frygtede denne udgivelse lidt, for imellem de to udgivelser havde der været nogle udskiftninger i bandets besætning. Blandt andet var den originale sanger gået ud, og i stedet var hans rolle blevet overtaget af Allan Vangsgaard Madsen, der indtil da havde stået for bassen i bandet. Kunne han mon løfte opgaven? Svaret blev et rungende ja, for det kunne han i den grad. Der gik lige et par uger mere end der burde, før jeg fik taget mig sammen og fik givet albummet et lyt, men der gik det også rent ind. Inden jeg dog begynder at skrive alt for meget mere om det, så synes jeg dog lige, at resten af albummets medlemmer også skal nævnes. Her har man først og fremmest Jesper Myrup på lead guitar, hvilket han har stået for lige siden bandets begyndelse. Derudover finder man så Christian Christiansen på rytmeguitar, Mathias Boe Lindgren på bas og Frederik Damsgaard Weile på trommer.

Med baggrunden på plads kan jeg så endelig gå i gang med det, der virkelig er vigtigt, nemlig musikken. Som sagt havde jeg både forventninger og bange anelser til dette album, men allerede ved første nummer begyndte jeg at få fornemmelsen af, at det kun ville blive forventningerne, der ville blive indfriet. Jeg synes nemlig, at albummets første nummer, der samtidig er titelnummeret, er en uhyre god indledning. Det er det klassiske stemningssættende nummer, som man nu og da finder i starten af et album, men hvor jeg synes, at andre af denne slags ofte kan gå hen og ende op som mere ligegyldige dele af albummet, så er det modsat på dette album. Her føles det nemlig meget mere passende. Det bygger en stemning op, men denne stemning forsvinder ikke på samme måde, som den ofte gør på andre udgivelser, når de egentlige numre går i gang. I stedet er det en stemning, som man finder igennem resten af albummet, og for mig betyder det sgu en del. Derudover kommer jeg heller ikke til at klage over, at de her har givet rollen som fortæller til den legendariske Lars Thiesgaard, hvis stemme du helt sikkert med det samme kan genkende, da han må have lagt stemme til tusindvis af tegnefilmskarakterer efterhånden. For mig gjorde det i hvert fald smilet ekstra bredt, da jeg hørte nummeret for første gang, og det gør det som sådan også stadigvæk. I denne indledende velkomst får han egentlig fortalt det meste af det, der skal ske på albummet, og igen giver det ekstra relevans til indledningen. Første gang tror jeg ikke, at jeg tænkte alt for meget over det, men ved senere gennemlytninger er det noget, som jeg lægger mere mærke til, og det sætter jeg virkelig pris på. Fortællingen er dog ikke det eneste, som jeg føler er nævneværdigt ved nummeret. Resten er nemlig også rigtig godt lavet. Jeg elsker den opbygning, som det har. Lyden fra en bæk i starten, med noget dyreliv omkring sig, der lige får lov til at stå for sig selv, indtil at instrumenterne så langsomt en efter en kommer på og begynder at sætte det lydtæppe op, der skal bestå igennem resten af albummet. Det er bare så dejligt flydende, og da Lars Thiesgaard er færdig med hans fortælling, så flyder det helt naturligt også bare over i albummets næste nummer, der har titlen “Med Høtyv og Fakkel”.

Det vil jeg også gøre, for hvor “I Skovens Rige” står for første del af det, der gør albummets åbning fantastisk, så kan “Med Høtyv og Fakkel” tage æren for den anden del. Indtil nu har albummet egentlig bare været folk, men nu bliver det også metal, for der kommer i den grad skrald på guitarerne, og der bliver slået noget hårdere på trommerne. De dejlige folkelementer vedbliver dog, og det skaber noget af det, som jeg virkelig elsker ved denne genre. De to ting kan nemlig bare noget sammen, for der kommer noget ekstra festligt over de tunge toner, og det udnytter Trold til fulde. Jeg kommer i hvert fald selv i et dejligt festligt humør, når jeg her lytter til det instrumentale. Det bliver så kun yderligere forstærket af vokalen, og det giver en anledning til at komme ind på denne. Som sagt er der her sket et skifte i forsanger i forhold til bandets første udgivelse, og her har jeg jo allerede skrevet, at Allan godt kunne løse opgaven. Det synes jeg dog er for mildt sagt, for han erstatter ikke bare den tidligere forsanger. I stedet synes jeg faktisk, at han gør det bedre. Jeg skal ikke kunne sige, om det er Allans fortjeneste, om det er produktionen, der er bedre, om det er en blanding af de to eller noget helt tredje. Jeg synes dog, at vokalen rammer meget bedre her, da den er noget mere klar i det, end vokalen på det første album var. Ikke at det er en decideret ren vokal, for vi er stadig ovre i noget growl her, men som sagt en lidt klarere type, som jeg synes passer bedre til bandet. Jeg får i hvert fald selv en langt større trang til at synge med her, og for mig er det altid en positiv ting. Det er dog ikke det eneste positive ved nummeret, for det instrumentale sidder også lige i skabet. Jeg elsker det, som bandet laver i verset, for her kommer der af flere omgange et skifte i tempoet, og det virker SÅ godt! Især midterdelen er jeg virkelig stor fan af, men jeg er i den grad også med, når trommerne får lov til at trykke fuldstændigt af. Derudover virker nummerets omkvæd også bare fantastisk, og det at der lige bliver skruet lidt ekstra op for folk elementet er et fantastisk godt valg. Det sørger nemlig for, at det rammer ekstra godt. Igen er festligt nok det bedste ord til at beskrive det, og man kan også mærke, at det er det, der er målet med bandets musik. Midterdelen af nummeret føles som skabt til koncerter, og som jeg for et par uger siden selv kunne bevidne, så virker det fandme også. Det er dog ikke kun her, at nummeret fungerer. Der er masser af spændende elementer i det. Det er ikke kun vers, omkvæd og så et stykke rettet til koncerter. I stedet kommer der et par ekstra andre dejlige stykker ind i sangstrukturen, og i sidste ende er det det, der for mig gør nummeret så stærkt som det er. Det er virkelig velskrevet, og jeg kan lytte til det igen og igen uden på noget tidspunkt at kede mig.

Generelt set holder I Skovens Rige sig til det tungere udtryk, men der er heldigvis også plads til, at albummet lige kan gå lidt ned i gear. Et eksemplerne på dette er det dejlige instrumentalnummer “Vår”, hvor man i indledningen lige får lov til at trække vejret lidt, inden det så igen går i gang. Selvom jeg er rigtig glad for dette nummer, så er det dog ikke det, som jeg nu vil skrive om, for et af de andre eksempler på albummets mildere udtryk står samtidig også for et af albummets absolutte højdepunkter. Dette nummer har titlen “Mod Den Endeløse Skov”, og hold da kæft hvor er det dog bare smukt. Opbygningen alene er formidabel! Igen har vi at gøre med en, hvor den starter relativt stille ud, mens der så bliver tilføjet mere og mere til den. Det er så skønt at lytte til, så magisk og så vidunderligt, og jeg er bare fan. Derudover er resten af nummeret også bare utroligt fantastisk. “Mod Den Endeløse Skov” er en afskedssang og en afsindig smuk en af slagsen, der hylder venskab og familie på en rigtig god måde. Jeg er så imponeret over, at bandet kan skrive noget i denne stil, for det er ikke et band, der på den måde tager sig selv seriøst. De synger om trolde, de synger om fest og øl og alt muligt andet, og det holder de også fast ved her. Alligevel er der bare noget fuldstændigt magisk og rørende over det. Udover at selve teksten er rørende, så skaber nummeret også bare et billede for mit indre, som jeg i den grad elsker. Der er et eller andet fuldstændigt fortryllende over denne endeløse skov. Den får virkelig rørt ved nogle ting, der bringer mig til tårer, og det er jeg så taknemmelig for. Alt dette er en af grundene til, at jeg føler, at Trold kan lidt mere end så mange andre bands i genren. De kommer ikke med de store fornyelser til den, men bruger i stedet det der allerede er etableret i genren til en uhyre stor effekt. Alt lykkedes bare. Igen er vokalen skøn og indbyder til dejlig fællessang, igen kan det instrumentale bare noget helt særligt, og igen er nummeret uhyre velskrevet. Verset er fedt at lytte til. Det er tungt, det er medrivende og derudover synes jeg også, at det er genialt, det som der bliver lavet ved siden af rytmen. For mig lyder det lidt som, at der er nogle klavertoner, der kan høres fra start til slut i det, og derudover går en af guitarerne også ud og laver lidt ekstra i anden halvdel, hvilket virkelig forstærker det hele. Derefter kommer omkvædet så, og hold kæft hvor er det dog bare perfekt! Smukt og medrivende, hvor der igen kommer lidt ekstra folk ind i billedet, mens det dog samtidig på ingen måde bliver mindre tungt. Derudover er instrumentalstykket i midten også fuldstændigt vanvittigt genialt. Hvor er det dog godt set af bandet! Det tunge forsvinder lige kort, så det skønne til gengæld kan få lov til at stråle maksimalt, og det virker bare, og jeg tror egentlig også, at det er sådan at både dette nummer og resten af Trolds musik kan beskrives bedst. Det virker bare. Uanset hvilket nummer man lytter til, så træffer bandet bare så mange gode valg, og det synes jeg er fedt. Jeg har i den grad mine favoritter på albummet, og her står “Mod Den Endeløse Skov” som den absolutte af slagsen, men generelt for hele albummet gælder det bare, at det virker. Det er så dejligt sammenhængende. Det ligger på et så tårnhøjt niveau, og selvom jeg efterhånden har hørt det hundrede af gange, så siger jeg ikke nej tak til endnu en gennemlytning. Det er bare et genialt album.

I Skovens Rige har så meget at byde på. Jeg har skrevet om tre af de numre, som jeg selv synes er virkelig vigtige for albummet, men der er så meget mere godt at finde på det. “Troldmanden”, “Til Gilde Under Bøgen”, “Skovfesten” og den geniale afslutning i form af “Tudseleg”. For mig virker de bare alle sammen, og det gælder også resten af albummet, for sikke et mesterværk. Nogle gange hører man folk snakke om den svære to’er, men hvis dette var den svære, så glæder jeg mig fandme til at høre, hvad bandet kan byde på på den nemmere tre’er. Lige nu går Trolds udvikling i hvert fald kun en vej, og det er fremad mod endnu større højder.

Vil du gerne støtte op om bandet, så kan begge deres udgivelser findes fysisk. Derudover vil jeg i den grad også anbefale, at du tager ud og ser dem live. Har du set dem før, så ved du hvorfor. Har ikke set dem endnu, så kan jeg kun sige, at de i den grad kan levere en fest. Det oplevede jeg for et par uger siden i Næstved, og jeg håber fandme ikke, at der kommer til at gå alt for lang tid, inden jeg oplever det igen!

I dag kommer jeg til at sætte “Til Gilde Under Bøgen”, “Tusind År i Dvale” og “Mod Den Endeløse Skov” som mine lytteanbefalinger. Her har jeg valgt “Med Høtyv og Fakkel” fra, da det nummer fungerer bedst med indledningen, men både “Til Gilde Under Bøgen” og “Tusind År i Dvale” er i den grad værdige erstatninger. “Til Gilde Under Bøgen” er sammen med “Skovfesten” et af albummet mest festlige numre, for det byder i den grad både op til dans og fællessang, mens det samtidig også giver flere gode anledninger til at skåle. “Tusind År i Dvale” er derimod et af albummets tungere udtryk, men det er stadig pisse hamrende fedt, og det står helt sikkert også for et af albummets højdepunkter. Sidste anbefaling tænker jeg ikke, at jeg har brug for at skrive alt for meget til, da jeg allerede føler, at jeg har fået rost “Mod Den Endeløse Skov” til skyerne. Her har jeg dog lige en sidste anledning til at opfordre dig til at lytte til dette fantastiske nummer, og den anledning vil jeg i den grad følge op på! Dagens største anbefaling bliver dog som altid, at du giver hele albummet et lyt. Det er virkelig et stærkt et af slagsen, og for mig er der ikke et eneste dårligt nummer på det. Jeg fik skrevet det tidligere, jeg skriver det igen, sikke et fucking mesterværk!!

I Skovens Rige

Til Gilde Under Bøgen

Tusind År i Dvale

Mod Den Endeløse Skov