Mit sidste skriveri i 2024 kom til at omhandle noget, som jeg er umådelig glad for. Jeg sluttede nemlig året af med et skriveri om Dan Turèll & Halfdan Es fantastiske Glad i Åbningstiden album, og her lidt over otte måneder efter er det endelig blevet tid til at vende tilbage til denne dejlige duo. Det vil jeg gøre med det album, som jeg klart har hørt mest ud af gruppens tre udgivelser, nemlig Telefon til Afdøde, og det kan måske lyde lidt underligt for dem, der kender til duoens udgivelser. Pas på Pengene og Glad i Åbningstiden er nemlig klart de største og nok også de stærkeste udgivelser, der er udkommet i disse to geniale menneskers navn, og det er også her, at man finder de store hits. “Hyldest til Hverdagen”, “Jeg Skulle Have Været Taxichauffør”, “Gennem Byen Sidste Gang” osv. osv. De numre elsker jeg også utroligt meget, og det samme gælder også for de mindre numre fra de to udgivelser, men alligevel er det som sagt Telefon til Afdøde, som jeg oftest vender tilbage til. Og hvorfor så det?
Ja hvorfor så egentlig det? Måske er det fordi, at dette var den første udgivelse, som jeg kunne følge lige fra starten. Pas på Pengene blev nemlig udgivet et par år før min fødsel, og selvom jeg var kommet ud af min mors mave, da Glad i Åbningstiden udkom, så kan maks have været et år på det tidspunkt, og der var jeg alligevel ikke gået alt for meget i gang med musikken. Det var jeg til gengæld, da Telefon til Afdøde udkom, og her havde jeg endda også et rigtig stærkt forhold til Dan Turèll & Halfdan Es fantastiske musikalske univers. Derfor glædede jeg mig også afsindigt meget til at høre, hvad de nu kunne byde på, her 26 år efter Dans alt for tidlige død.
Jeg blev som sådan ikke skuffet, da jeg for første gang hørte dette album, for det var bestemt ikke et dårligt album. Det kunne dog ikke helt nå op på det tårnhøje niveau, som de to foregående udgivelser havde sat. Ganske vist kunne “Folk i Vangede”, og et par af de andre var da heller ikke helt ringe. Der var da også to numre, der virkelig fangede mig, men mit overordnede indtryk var dog dengang, at det ikke helt kunne måle sig med de andre udgivelser. Derfor var det også stadig de to 90’er udgivelser, som jeg fandt frem, når jeg skulle høre lidt DT & HE. Det skulle dog lige så stille komme til at ændre sig.
Hvornår denne udvikling startede skal jeg ikke kunne svare på, men på et eller andet tidspunkt begyndte jeg at finde dette album frem uden egentlig at tænke alt for meget over det, og det var der især to grunde til, nemlig de to fantastiske numre som jeg før nævnte. Det første af disse er “Provins Parcelhus Baghave Blues”. Jeg har altid elsket det eftertænksomme, og det må man virkelig sige, at dette nummer er. Dan Turèll og hans måde at fortælle på er selvfølgelig en af grundene til det, men hold da op hvor er det også bare virkelig Halfdan Es fortjeneste. Det lydbillede han sætter op i starten, den indledning han giver Dan Turèll. Nøj hvor er den dog bare god! Man hører et tog, der stille og roligt kører afsted af på skinner, og derefter kommer der så lidt keyboard på med nogle åh så skønne toner. Det lægger bare det perfekte bagtæppe til Dan Turèlls fortælling, og det er et så godt eksempel på den forståelse, som Halfdan E har af Dan Turèll. Den musik han kommer med føles altid så passende, så Dan Turèllsk, for for mig fanger han nemlig nogle af de samme stemninger, som Dan beskæftigede sig med i hans digte og romaner. Samtidig kommer Halfdan heller aldrig til at overstråle Dan, som jo er hovedpersonen her, og alt det er grunden til, at disse tre udgivelser alle er så fandens stærke.
Fortællingen i dette nummer er jeg voldsomt glad for. Som sagt er det eftertænksomt, og samtidig er det også bare klassisk Dan Turèll. Manden kunne virkelig male et billede med hans ord, og det gør han også her. Man kan klart forestille sig de forskellige scener foran sig. Manden iført hovedtelefoner og en walkman, der sidder i toget og stirrer med et fjernt blik ud af vinduerne, mens resten af hverdagstoglivet går sin daglige gang. Den klassiske baghave med børn der leger mens forældrene kæmper den evige kamp om at holde haven i orden. Tilbagevenden til manden fra første scene, hvis blik nu afslører den nagende tanke, der er dukket op i hans indre. En tanke der plager ham i et godt stykke tid, indtil han så pludselig trækker på smilebåndet med et ansigtsudtryk, der tydeligt afslører at hans tvivlende tanker er blevet fejet til side. En positiv konklusion er nået, og hans tanker er nu drevet over til noget andet.
Det er så effektivt. Det er så skide effektivt, men det virker samtidig så let, og det er en de ting, som jeg elsker ved Dan Turèll. Han har en så fantastisk unik og dejlig måde at fortælle på, og det er “Provins Parcelhus Baghave Blues” et virkelig godt eksempel på. Albummet har dog et endnu bedre eksempel, og det er det efterfølgende nummer. “Biografi & Testamente” er et næsten ti minutters langt nummer, men det føles det dog slet ikke som om. Nummerets titel afslører egentlig dets handling, for det er Dan Turèll, der her remser hans livshistorie op. Om den passer, eller om det er noget, som han bare opdigter, det skal jeg ikke kunne sige. Det føles dog fuldstændig troværdigt, og jeg elsker den måde, som fortællingen bare stille og roligt traver frem på. Igen synes jeg, at Halfdan E bidrager med noget fuldstændigt genialt. Det er ret monotont, for for det meste kører det i den samme bane. Hele tiden er der dog lige et eller andet nyt, en eller anden spændende tilføjelse, der sørger for, at det aldrig bliver kedeligt. Måske ændrer trommespillet sig lidt, måske kommer der lige lidt fra bassen, eller måske er det noget helt andet, der sker. Hvad end der sker, så er det dog interessant. Der er lige et enkelt reelt skifte i dette nummer, et kort et der vel optræder omkring en tre gange i løbet af nummeret, men ellers er det som sagt monotont på en virkelig skøn måde. Igen kommer det på intet tidspunkt til at overstråle Dan, men det tilføjer noget fuldstændigt fantastisk til hans oplæsning. Denne er i forvejen forrygende god, men sammen med musikken når den bare et helt nyt niveau, som jeg holder virkelig meget af.
Når jeg så nu har fat i oplæsningen, så bliver jeg nød til at fremhæve Dans indlevelse, for den er så dejlig. Det føles aldrig som om, at han bare sidder og læser op af en tekst. Det føles som en mand, der her sidder og løst remser op af hans mange livsoplevelser på en så dragende måde, at man bare bliver nød til at lytte med. Sammen med musikken får hver enkelt strofe dannet et tankebillede for mit indre, men det bliver hurtigt erstattet af det næste, der er fuldstændig anderledes. Måske er det endnu en af de ting, der gør, at nummeret er så spændende. Her kommer der også hele tiden noget nyt ind, og for mig virker det bare. Jeg kan i hvert fald nemt sætte dette som mit favorit Dan Turèll nummer, og her mener jeg virkelig mit favorit Dan Turèll nummer. Det slår nemlig ikke kun alt det, som han ellers lavede sammen med Halfdan E. Det slår også alt det, som han lavede sammen med Sølvstjernerne, og derfor er det som sagt mit ubestridte favorit nummer med Dan Turèll.
“Provins Parcelhus Baghave Blues” og “Biografi & Testamente” er klart de to numre, der sælger dette album for mig. Det har dog også en masse andet at byde på. “Folk I Vangede” er genialt. Jeg elsker “Humphrey Bogart Morgen”, “Hotel Blues” har også denne fantastiske dejlige mørke følelse over sig, og albummets sidste nummer “Monsteret Fingerstein (Selvportræt)” kan altid få tårerne frem i mine øjne, da jeg ved, at det på en eller anden måde nok er min sidste afsked med denne mand, som jeg holder utroligt meget af, selvom jeg aldrig rigtig har kendt ham. Derudover er der så også de andre numre på albummet, som jeg også holder utroligt meget af, men som jeg vil undlade at nævne her, så det ikke bliver for langtrukkent.
Telefon til Afdøde bliver som sagt højst sandsynligt det sidste Dan Turèll & Halfdan E album, der udkommer. Allerede på Glad i Åbningstiden trak Halfdan E på nogle tidligere optagelser, der blev lavet langt før, at der blev tænkt på dette projekt, og på Telefon til Afdøde tror jeg, at det er tilfældet for alle. Det gør dog på ingen måde albummet ringere. I stedet føles det næsten som en kærlighedserklæring til en ven. Et sidste punktum sat til hans ære. Ånden er der i hvert fald stadig. På samme måde som de to forrige udgivelser, så får man en herlig og unik musikalsk oplevelse serveret her, der for mig udgør noget af det bedste musik, der nogensinde er blevet lavet i Danmark.
Sidst jeg så efter, så kunne dette album, og i øvrigt også de to foregående, fås i fysisk version. Har du derfor lyst til at støtte op om dette herlige projekt, så kan jeg anbefale, at du anskaffer dig et eksemplar. Koncerter er nemlig ikke en mulighed, da Dan Turèll nu har været bortgået i over tredive år efterhånden. Du kan dog altid også hjælpe ved at fortælle andre om dette album, og det synes jeg også er den bedste måde, når det kommer til dette album. Som sagt står det nemlig i skyggen af de to forrige, og det synes jeg er synd, da det i den grad har kvaliteterne til at stå ved deres side.
Dagens lytteanbefalinger kommer til af bestå af “Folk i Vangede”, “Provins Parcelhus Baghave Blues” og “Biografi & Testamente”. Det er ikke de mest overraskende anbefalinger, som jeg her i dag kommer med, men som sagt så er det de to sidste, der især sælger albummet for mig, og derfor ville det være underligt ikke at have dem med. Derudover er “Folk i Vangede” bare klassisk Dan Turèll & Halfdan E, og det er også et godt eksempel på albummet mindre mørke side. Alt i alt er albummet dog pisse stærkt som en samlet enhed, og derfor anbefaler jeg som sædvanligt med hele mit hjerte, at du hører det hele igennem. Det har det nemlig fortjent.
Musikskriveri 