I det sidste stykke tid har jeg beskæftiget mig ret meget med ting, der udkom efter årtusindskiftet, så i dag tænker jeg, at det er blevet tid til en forandring. Det er dog langt fra den eneste grund til, at jeg har valgt at skrive om det tyske band Tomorrow’s Gift. Siden første lyt har jeg nemlig været rigtig glad for dette dejlige halvpsykedeliske progressive rockband.
Hvis du så sidder og tænker, at du ikke har hørt om Tomorrow’s Gift før, så er jeg ikke overrasket. Det havde jeg nemlig heller ikke selv, da jeg for første gang stod med deres plade i hånden. Dette tyske band kom nemlig aldrig rigtig ud af den hamborgske undergrund, muligvis på grund af at deres musik i den grad må siges at være eksperimenterende. Bandet havde i starten Bernd Kiefer på bas, Manfred Rürup på keyboard, Gerd Paetzke på trommer, Wolfgang Trescher på fløjte, Carlo Karges på guitar og Ellen Meyer på vokal. Her var den primære sangskriver Carlo, og dette er faktisk en guitarist, som jeg med sikkerhed kan sige, at du før har hørt spille, da han senere hen var med til at stifte bandet Nena, du ved dem med de 99 luftballoner. Der var han så vidt jeg ved med på alle udgivelser, men hos Tomorrow’s Gift var han dog kun med på den første, der udkom i 1970, ligesom det samme gælder for resten af medlemmerne på nær Bernd og Manfred, der udgav et yderligere album under dette navn.
Jeg selv stødte først på bandet, da jeg en dag pludselig sad med deres debutalbum i hænderne nede i butikken. Dette debutalbum gav os en stor overraskelse nede i butikken, for det viste sig at være vanvittigt værdifuldt. Derudover viste det sig også at være vanvittigt godt, for jeg blev i hvert fald ret imponeret over det, da vi hørte det igennem for at sikre os, at det kunne spille fejlfrit. Nu og da har jeg sidenhen selv sat det på over streaming, og især igennem det sidste halve år har afspilningerne taget til, da det for alvor fik taget i mig, efter at jeg i en periode havde jeg hyggede mig en god del med den tyske undergrunds prog- og krautrock scene, hvor jeg blandt andet kom til at høre dette album igennem en god del gange.
Hvad er det så, der gør, at jeg er blevet så glad for dette album? Ja det er jo musikken, og allerede ved albummets første nummer begynder nogle af dets styrker at vise sig. Det otte minutters lange “Riddle in the Swamp” giver nemlig et perfekt indtryk af, hvad man har i vente. Der er blandt andet noget fløjten, der i den grad gør, at lydbilledet kommer til at minde lidt om Jethro Tull. Der er også et fedt keyboard, og derudover guitar, bas, trommer og vokal, der sammen med de andre elementer samler sig i et dejligt progget nummer, der i den grad ikke er bange for at tage nogle anderledes skift. Selve verset er egentlig ret ligefremt, men til gengæld kan nummeret derefter finde på at tage ud på nogle længere instrumental stykker, og her ved man aldrig helt, hvad man kan forvente. I første omgang er det fløjten, der får lov til at styre en af disse, mens den næste i den grad er guitarens legeplads. Begge er ret så forskellige fra hinanden, selvom de dog har en ting tilfælles, nemlig tempoet. At sige at det går decideret stærkt er måske lige en tand for meget, men det er i hvert fald deroppe af, og der bliver virkelig lireret nogle fede ting af, specielt i det andet instrumentalstykke, da de andre instrumenter også trykker den lidt ekstra af her. Keyboard læner sig meget op af guitaren, men kommer dog stadig med sit helt eget bidrag, mens trommerne og bassen også er utroligt dejlige at fokusere på her. Det er godt flippet, men det bliver aldrig for meget, og derfor føles det heller ikke som et otte minutters langt nummer.
Tomorrow’s Gift er et album, hvor man virkelig kan finde nogle lange numre. Åbningsnummeret er et af dem, mens et andet er nummeret “The First Seasons After the Destruction”, der når helt op på tretten minutters spilletid. Albummet har dog også kortere numre, og her synes jeg især, at nummeret “Tenakel Gnag” er et af de fedeste. Det er også et af de numre, hvor Ellen Meyers vokal spiller en større rolle og virkelig får lov til at gøre et indtryk. Det er en lidt mørkere vokal, som hun kommer med, og den minder mig lidt om Jinx Dawsons fra Coven, og da jeg godt kan lide den, så gør det bestemt ikke noget, at Ellen kommer med noget i samme stil. Jeg synes virkelig, at det er en lækker måde, som bandet strikker den første del af nummeret sammen på. Det fungerer virkelig godt kun at lade det være vokal og guitar, der kører i første del af hver strofe, for så derefter at sætte resten på halvvejs igennem, især fordi guitaren går over og spiller noget dejligt melodisk her. Derudover sætter trommerne bare resten af instrumenterne så godt i gang, og det giver en rigtig fed følelse til nummeret. Senere hen går det væk fra disse pauser, og i stedet får det bare med at køre i et tempo, der føles lidt højere og lidt vildere end på “Riddle in a Swamp” uden noget som helst stop. Keyboardet giver ikke meget lyd fra sig i en god del af nummeret, men til gengæld leverer fløjte og bas igen nogle passager hele vejen igennem. Fløjten er helt sikkert det, som man vil lægge mærke til først, men bassen skygger den, og det giver et rigtig fedt lydbillede. Denne får også lov til at spille lidt solo henimod slutningen af nummeret, hvor det går over i endnu et dejligt instrumentalstykke, og her får bassen og de andre selskab af keyboardet. Dettes indtog varsler også et skift i nummeret, og det er jeg rigtig glad for, for selvom det kører rigtig godt i starten, så kan dette lidt mere syret stykke også noget helt særligt. Sammen udgør disse to stykker et rigtig fedt nummer, og det er helt sikkert et af albummets højdepunkter for mig.
Der er så en grund til, at jeg her fik skrevet højdepunkter i flertal, for dem er der flere af. Jeg vil ikke komme ind på alle sammen her, for det er der for mange af, men “How You Want to Live” bliver jeg dog lige nød til at skrive lidt om. Alene åbningen er jeg virkelig glad for, for den har en fed udvikling. Keyboardet indleder det hele med nogle dejlige toner, og herefter kommer bas og fløjte så på. Igen er det helt sikkert sidstnævnte, der især stjæler billedet ved første lyt, men bassen er dog også fantastisk lækker og vigtig for stykket. Det føles næsten som om, at man er på vej ud på et eventyr, når man hører denne passage, men nummeret skifter dog over i et andet lidt tungere stykke, og det er ovre i dette hjørne, at nummeret forbliver for det meste. Det slipper dog på intet tidspunkt det progressive, og derfor bliver man også præsenteret for en masse fede passager igennem hele “How You Want to Live”. Jeg er især voldsomt glad for det instrumentalstykke, der kommer henimod midten, for igen er der tale om et stykke, hvor udviklingen bare er fantastisk. Fløjten fungerer her som bindeled mellem dette og et andet stykke, og jeg synes, at afslutningen af det ene af disse og så starten af den anden begge fungerer fantastisk godt her. Især trommerne er jeg glad for i den anden del, men bassen går også ind og spiller noget helt vildt lækkert.
Alt i alt er “How You Want to Live” bare et fuldstændigt fantastisk prognummer, og det er muligvis også min absolutte favorit fra hele albummet. Det er dejligt velstøbt, det flyder fantastisk hele vejen igennem, og det giver en en super interessant lytteoplevelse.
Når det kommer til den tyske kraut- og progrock scene, så er jeg stille og roligt begyndt at udforske den mere og mere. Det har givet en masse fede lytteoplevelser, men alligevel ligger Tomorrow’s Gift stadig som en af de bedste. Det er bare et virkelig skønt album, der i den grad fortjener at blive lyttet til noget mere, end det på nuværende tidspunkt gør. Jeg synes i hvert fald, at det er en glemt perle. Desværre blev gruppen som sagt opløst, og selvom deres album er blevet trykt op igen her i den senere halvdel af 2010’erne, så ved jeg ikke hvor meget, at et køb af det vil støtte. Derfor vil jeg i stedet i dag komme med en anden opfordring, nemlig at hvis du synes, at dette album er interessant, så gør dig selv en tjeneste og dyk ned i nogle af de andre udgivelser fra den tyske scene, for der er altså en masse spændende at finde.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at bestå af “Tenakel Gnag”, “How You Want to Live” og så albummets andet nummer, “Prayin’ to Satan”, som jeg ikke har omtalt endnu. Det er dog et virkelig fedt et, der er lidt anderledes end resten, og derfor også gør albummet lidt bredere. Fanger disse tre numre dig, så vil jeg i den grad også anbefale, at du giver resten af albummet et lyt, for det har jeg i hvert fald selv fået nogle gode stunder ud af.
Musikskriveri 