Tredje dagen af Næstved Metalfest blev indledt af svenske Sorcerer, hvilket var endnu et band, som jeg havde set frem til at opleve. Desværre var der ikke samme store fremmøde som med Trold, så bandet kæmpede lidt af en kamp for at få publikum med. Derudover hjalp det heller ikke, at mange af bandets numre lige kræver lidt kendskab til teksterne, før man rigtig kan synge med. På trods af det så kæmpede bandet dog løs. De var energiske, og de gjorde alt for at sparke publikum i gang, så dagens første koncert kunne blive en god oplevelse. Heldigvis bar disse anstrengelser frugt, for stille og roligt kom der flere og flere hen til pladsen foran scenen, hvilket hjalp godt på det generelle engagement. Dette nåede sit højeste, da bandet til slut gik i gang med at spille nummereret “The Hammer of Witches”, for her var publikum dejligt godt med på fællessang. Lidt ærgerligt at det skulle tage så lang tid, men for mit vedkommende var det stadig en god koncert, så næste gang de kommer forbi Danmark, så kunne jeg helt sikkert godt finde på at tage turen for at se dem igen.

Næste band på den store scene blev Persefone, og her var endnu et band, som jeg havde set frem til at høre. Progressiv dødsmetal er nemlig noget, det tiltaler mig meget, så selvom jeg ikke havde hørt bandets musik før, så stillede jeg mig alligevel op i de forreste rækker, spændt på at se hvad bandet kunne byde på. Det skulle vise sig, at udover noget dejligt spændende og teknisk musik, så bød de på en fantastisk energieksplosion, for der var gang i dem. Alle fire på scenen gik til den, og det var dejligt medrivende at være vidne til. Deres energi smittede også af på publikum, og for mit vedkommende oplevede jeg dagens første moshpit plus et par mere, hvilket var skønt. Dejligt at se at publikum gav godt med energi tilbage til bandet. For det meste var Persefones musik godt tung, men de var dog ikke bange for at byde ind med lange melodiske passager. Det er jeg fan af, for det skabte nogle gode kontraster i musikken, hvilket gjorde den endnu bedre. Alt i alt var det en skøn optræden fra et band, som jeg nok lige må høre lidt mere af.

Og så blev det ellers tid til de store kanoner. Da jeg så, at Orphaned Land måtte aflyse, så tænkte jeg øv. Da jeg så så, at Artillery blev afløsningen, så tænkte jeg FUCK YES!! Det her fantastiske band har holdt den danske thrash fane højt i jeg ved ikke hvor mange år, men de virker i den grad ikke som et band, der på noget tidspunkt i den nærmeste fremtid har tænkt sig at stoppe. De gik nemlig til den med fuld energi, hvor alle bare var helt fremme og give den gas, og det gjorde virkelig, at de kom langt udover scenekanten. Det blev heller ikke ringere af, at vi fik en masse af deres virkelig fede numre serveret. Klassikere som “Khomaniac”, “By Inheritance” og “Terror Squad” blev spillet, og da tonerne af det sidste var ved at nå til ende, og man troede, at man nu skulle videre, så hev de fandme et nummer til frem. Mesterligt gjort! Man kunne også mærke på publikum, at efter vi havde haft to bands, hvor kendskabet til dem havde været noget mindre, så var der her noget, som vi alle kendte og kunne samles om. Ved hvert nummer kunne man se, at de mange moshere bare stod og ventede på det tidspunkt i nummeret, som de jo vidste ville være det perfekte til at skabe et pit til, og lige så snart det kom på, så var der ellers gang i den. Samtidig fik alle også bare sunget godt med, og på trods af at min egen stemme efterhånden var ved at give op, så skulle den fandme også bare have hele armen fra min side. Bedre erstatning kunne fandme ikke findes. Artillery viste i dag, at de stadig er kongerne af dansk thrash, og at de ikke har tænkt sig at abdicere lige foreløbigt. Fuck en fed koncert!

Så spurgte jeg mig selv: Hvem kan toppe sådan en koncert? Ja hvem fanden kan overhovedet matche den? Havde jeg der taget et kig på de resterende navne på programmet, så var det ikke Unleashed, som jeg havde regnet med skulle gøre det, for hvem fanden var de egentlig? Det var ikke noget, som jeg havde hørt om før, og da de blev annonceret som et dødsmetal band, så stod det klart for mig hvorfor. Lige med undtagelse af den progressive slags, så har jeg nemlig aldrig haft det helt godt med dødsmetal… I hvert fald når det kommer til plader. Her kommer jeg stort set altid til at kede mig, men til koncerter er det helt anderledes. Man skal nemlig stå tidligt op, hvis man skal overgå et dødsmetal band på scenen, for der er denne form for musik altid så dejligt intens, energisk og dragende. Derfor troppede jeg også op ved scenen, da det jo kunne ske at blive godt, især fordi det netop også var svensk dødsmetal, der jo ofte lige er en tand bedre end alt andet død. Godt blev det dog ikke. Det ville nemlig være en grov fornærmelse bare at kalde det for godt. Nej det var så fucking dejligt pisse hamrende over fantastisk, at jeg med det samme blev trukket så langt foran som jeg kunne komme uden at skulle skubbe, og som tiden gik og et par af de andre forsvandt foran mig, så kom jeg bare længere og længere op indtil jeg endte i den anden forreste række. Det var nemlig bare kanongodt. Dejligt tungt, dejligt voldsomt, leveret af nogle folk på scenen, der virkelig kunne deres kram. Forsangeren og bassisten var godt underholdende, og selvom der på et tidspunkt lige var et par tekniske problemer fra hans side, der skabte en lille pause, så lod han aldrig min opmærksom svinde over til noget andet. Det samme gjaldt også for resten af bandet, for jeg var i hvert fald underholdt hele vejen igennem. De serverede det ene fede nummer efter det andet, og jeh svingende automatisk håret til det, ligesom både djævlehorn og medsang også bare kom fra mig, uden jeg egentlig skulle tænke over det. For mig er det der, hvor musik virkelig giver mening. Når instinkterne bare tager over og giver den hele armen. Her vil jeg så gå tilbage til mit indledende spørgsmål, for overgik Unleashed Artillery, eller matchede de dem bare? Det er selvfølgelig et spørgsmål, som hver enkelt der oplevede begge koncerter kan svare forskelligt på. For mit vedkommende var Unleashed dog de bedste af de to. Ikke meget, men her følte jeg bare noget ekstra. Måske var det fordi, at jeg gik ind til det uden nogen form for viden omkring bandet, hvorefter den positive oplevelse så forstærkede oplevelsen, eller også var det bare mere mig. Uanset hvad, så leverede de dog dagens hidtil bedste oplevelse, og på trods af mit spøjse forhold til dødsmetal i albumformat, så tror jeg da nok lige, at jeg vil sætte en af deres udgivelser på, når jeg engang kommer hjem. Så må vi se, om den rammer på samme måde.

Og det var så egentlig det for denne dag. Der har været flere oplevelser end disse, blandt andet et fin live podcast med Lyden af Dansk Metal, men dagens vigtigste oplevelser er for mit vedkommende alle blevet beskrevet ovenover dette. Jeg vil dog ikke stoppe skriveriet af den grund, for jeg synes, at det virker passende med en afsluttende opsummering af disse tre musik dage, og det bliver i den grad en positiv en af slagsen. Hold da op hvor har det bare været fedt. Alene det musikalske program har været fantastisk, og her synes jeg virkelig, at Næstved Metalfest fortjener en stor hånd. Det har nemlig været en rigtig god blanding af fed metal. Her tænker jeg ikke kun genremæssigt, selvom det dog også her var dejligt bred, men også på blandingen af nyt og gammelt. Festivalen gav nemlig rigtig fin plads til begge dele, og det var en fornøjelse. Derudover synes jeg også, at det er rigtig fedt, at der var så meget dansk. Her var der nemlig en masse bands, der imponerede og viste, at de sagtens kunne måle sig med de større internationale navne. Samtidig vil jeg dog også rose netop de internationale, for her havde bookerne valgt helt rigtigt. Uanset hvilket band der var på scene, så var det fælles for alle, at de virkelig gav den gas. Der var ikke et eneste, der skuffede her, og det er dejligt. Ved andre af de større festivaler sker det jo, at der kommer et ældre band på programmet, som måske egentlig burde være holdt. Det var der dog som sagt ikke plads til her, og det var fedt. Derudover var det også bare dejligt at se, at det ikke kun var publikum, der støttede op om festen. Jeg så flere fra de forskellige bands, der blev her over flere dage. Nogle spillede første dag og kunne derefter ses resten af dagene, mens der også var nogle bands, der først spillede i dag, men som dukkede op allerede på førstedagen for at være med. Skønt skønt skønt. Det er sgu et godt bevis på, at dette er et ægte fællesskab, hvor både bands og publikum i sidste ende er lige, da vi elsker det samme, nemlig den dejlige metal.

Til sidst føler jeg, at der lige er en lille personlig ting, der skal nævnes. Nogle af dem der kender mig ved nemlig, at transporten til og fra en festival godt kan blive noget unik for mit vedkommende. Denne gang var ingen undtagelse, for da jeg på festivalens første dag lige skulle tjekke, hvornår shuttlebussen til den campingplads som jeg overnattede ved gik, så fandt jeg ud af, at jeg lige havde overset, at man skulle have tilmeldt sig til den i forvejen. Andre havde måske lige gået op og spurgt, om der var plads til en ekstra i bussen, eller havde i det mindste bestilt en taxa eller blaffet. Det lød dog alt for nemt, så i stedet valgte jeg at gå hele vejen tilbage til campingpladsen. Men hvad fanden. Der var jo også kun en 8-9 kilometer 😅 På den sidste dag snuppede jeg dog bilen, mest af alt fordi, at jeg havde hørt nogle andre snakke om regn og torden.

Med den lille anekdote af vejen, så er der kun en ting tilbage at skrive, og det er tak til Næstved Metalfest for en fed fed festival, tak til de bands der spillede, og i øvrigt også tak til dig der læser dette!