Igennem de seneste par år har jeg haft lyst til at tage afsted til Næstved Metalfest, for hvert år synes jeg nemlig, at de har kunne præsentere nogle ret imponerende programmer. Derfor var det også nemt for mig at tage beslutningen om, at nu skulle det endelig være, da jeg hørte, at et af festivalens hovednavne i år var Blind Guardian, et band som jeg i lang tid virkelig har haft lyst til at gense.

Blind Guardian var dog langt fra det eneste navn, der trak i mig, for festivalen bød igen i år også på en masse andre fede navne. Nogle af dem kendte jeg allerede i forvejen, men der var også en del, som jeg ikke kendte til. Det var et af disse, der stod for at åbne dagen. Selvom jeg havde hørt en god del godt om Cabal, så var det ikke et navn, som jeg havde nået at lytte til. Det kunne jeg dog hurtigt se var en fejl, for hold da kæft hvor havde de dog en god energi over sig. De leverede en omgang hård, vild og fuldstændig kompromisløs fed metal, og især deres forsanger Andreas Bjulver kom godt ud over scenen. Det var en så dejlig medrivende oplevelse, og jeg blev da også nød til at komme med ud i både circle- og moshpits. Desværre havde bandet dog en udfordring, og det var, at de stod for at åbne festen. Det gjorde, at publikum til dels var lidt sløve, og derudover var der også for lidt, der var mødt op på det tidspunkt. Bandet gjorde deres bedste for at få sat gang i den derude, og det føltes også som om, at der blev bedre og bedre. Især da en Wall of Death blev sat i gang var folk med, og det gav mig en forsmag på, hvordan en Cabal koncert skal være. Derfor er det helt sikkert også et band, som jeg skal ud og opleve live igen på et tidspunkt, for med et publikum der er varmet op, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at dette band kan få sat en gigantisk fest i gang.

Næste band på programmet var death/thrash metal bandet Endarken, og dem havde jeg fornøjelsen af at opleve på Café Von Hatten i starten af året. Der gav de mig en rigtig god oplevelse, så derfor var jeg også spændt på at se, hvordan de ville klare det på en noget større scene. Det vidste sig hurtigt, at det slet ikke var noget problem for dem. Måske hjalp det dem, at i hvert fald et par af medlemmerne kom fra omegnen af, for de gav den i hvert fald alt hvad de kunne. Jeg er især stor fan af hvordan Henrik Rangstrup, der er den ene af bandets guitarister, formår at komme ud over scenekanten. Han er bare så fed at se på, og da han lige på et tidspunkt dukkede op helt nede foran publikum, blev det bare endnu bedre. Han er dog ikke den eneste i bandet, der kan trykke den af, for også bandets sanger, Hjalte Sejr Bertelsen gav den så meget gas. Også han var en tur nede foran scenen, og det gav fandme mange ekstra point. Alt i alt var hele bandet dog fulde af energi, og det var en stor fornøjelse at opleve dem endnu engang.

Festivalens mindre scene Bastionnen var desværre ikke en, som jeg brugte alt for meget tid ved, da lydniveauet var lidt for højt til et fjols, hvis ørepropper ligger hjemme på spisebordet, så han helt sikkert ikke glemmer dem. Derfor holdte jeg mig primært i baggrunden her, hvilketgjorde mine oplevelser noget mere overfladiske. Der var dog en enkelt undtagelse, for da norske Course of Fate gik på blev jeg simpelthen nød til at smutte helt op foran, da jeg med det samme kunne mærke, at dette her lige var noget for mig. Stilen var nemlig progressiv og lige på den rigtige måde. Med dejlige melodiske passager, og en sanger der stilmæssigt mindede mig en smule om Bruce Dickinson, leverede de en virkelig fed koncert, hvor de virkelig havde publikum med sig. Forsangeren blev endda bedt om at skifte fra hans engelske til hans norske, hvilket han vidst blev noget overrasket over. Han efterlevede dog kravet til stor glæde for os alle. Skønt band som jeg helt sikkert kommer til at lytte mere til.

På trods af at den mindre scene var halv utilgængelige for mig, så kom jeg i den grad ikke til at mangle musik, for den store bød nemlig på et hav af gode oplevelser. Grand Magus leverede en virkelig fed optræden med deres mere klassiske heavy metal, hvor jeg synes, at Manowar inspirationen stod stærk. På trods af at der igen var lidt mangel på publikum, denne gang på grund af et godt jævnt regnskyld, så leverede bandet stadig en rigtig fed optræden. Selvom de kun var tre mand, så fyldte de scenen godt op, og især bassisten var jeg glad for, da der i den grad var kraft i hans otte-strengede bas. Jeg tror det er første gang, at jeg oplever sådan en bas live, og det er da nærmest kriminelt. Flere bassister på sådan en tak!

Et andet band hvor regnen også gik ind og ødelagde tingene lidt var Floatsam & Jetsam. Dette klassiske heavy metal band havde jeg egentlig aldrig regnet med at skulle opleve live, da jeg aldrig rigtig har lagt mærke til, at de har givet koncert i Danmark. Der er det så måske bare mig, der har sovet i timen, men uanset hvad så er jeg dog taknemmelig for, at Næstved valgte at booke dem. De var nemlig enormt fede, og på trods af at det pissede ned, så kunne jeg i den grad kun blive oppe foran for at opleve dem. Det var vi dog desværre alt for få, der gjorde, hvilket jeg synes var synd, for på trods af, at de har været i gang i over fyrre år, så spillede de stadig med en pisse fed energi. Bandet virkede dog heldigvis godt tilfredse med det tilbageværende publikum, og vi havde da også en fest.

Nu må jeg så skrive, at jeg i dette skriveri ikke er fået helt kronologisk til værks. Jeg har nemlig valgt at springe et band over, i hvert fald indtil nu. Dette er bandet Vulvatorious, der som det tredje band spillede på den store scene, og her leverede de festivalens hidtil største overraskelse for mig. På samme måde som Cabal, så er det et band, som jeg har hørt folk tale om, men som jeg ikke har fået fulgt op på, så jeg gik ind til det uden helt at vide, hvad jeg skulle forvente. Ud fra deres bandfoto gættede jeg mig dog til, at det nok var noget black metal. Det fik jeg ret i, og samtidig fik jeg ret i den formodning, som jeg også havde, nemlig at det nok ville blive fedt, for hold da kæft for et band! Allerede ved lydprøven kunne jeg høre, at de godt nok bragte nogle kvaliteter med sig, for her fyrede de noget ordentligt fedt og tungt musik af, der i den grad fik hevet mig op foran. Her var der gang i tre guitarer, en bas og så trommer, og de fem instrumenter skabte bare et så voldsomt dejligt lydbillede, hvilket nok blandt andet skyldtes den ekstra guitar. Derudover var der også en sanger, og på samme måde som resten af bandet allerede viste, at de virkelig kunne noget under lydprøven, så fik forsangeren også givet et prej om, at hun ville levere en optræden, som jeg sent kommer til at glemme. Da bandet for alvor gik i gang, så fyrede hun den nemlig af med sådan en omgang fed energisk og nærmest punket optræden, at man skulle tro, at det var løgn. Hold kæft for en attitude og en aktivitet som hun kom med. Hun var overalt! Både på scenen, nede foran publikum, ude i blandt publikum og sikkert også alle mulige andre steder. På et tidspunkt hoppede hun nemlig ned fra scene, over hegnet til publikum og gik derefter ud på en vandretur, der føltes som om, at den varede i fem minutter. På trods af at frontfiguren var væk, så var hun dog ikke savnet. Dels fordi hun stadig sang i sin trådløse mikrofon, men også fordi resten af bandet holdte fast i publikum med deres fede måde at spille på. Dette var ikke bare et band med en sjov forsanger. Dette var et band, der spillede noget fandens fedt musik, og som i den grad levede op til den attitude, som de kom med. Det var en omgang fantastisk black metal, der er endnu et bevis på, at den danske metalscene virkelig kan noget!

Og så er vi ellers ved at være til vejs ende, sådan næsten da. Nu fik jeg jo nemlig skrevet, at det var Blind Guardian, der fik mig til at købe en billet, og det var dem, der var dagens egentlige hovednavn. Jeg har i de sidste par uger glædet mig enormt meget til dette gensyn, for da jeg for nogle år siden så dem på Copenhell, var det en fantastisk oplevelse. Sådan blev det heldigvis også i dag. Igen har vi med et band at gøre, der efterhånden har fyrre år på bagen, men hvad betyder det egentlig? Ingenting. Hansi, André, Marcus og Frederik kan sgu stadigvæk. Sammen med deres medbragte bassist og keyboardspiller gav de os en fest bestående af en masse gamle kendinge, og samtidig også en god del nye numre fra deres seneste album. Det var jeg især glad for, for jeg synes virkelig, at det er et album, der holder. Alligevel var det dog under klassikerne, at festen var størst, og her må Hansi have verdens nemmeste job, for halvdelen af publikum skråler jo med på teksterne fra start til slut. Under visse numre er jeg overbevist om, at han bare kunne lægge mikrofonen fra sig og så ellers bare sidde og kigge på publikum., for numrene skal nok blive sunget for fuld skrald alligevel. Så doven er den formidable forsanger dog ikke. Han leverede en rigtig god præstation og havde samtidig nogle rigtig dejlige interaktioner med publikum. Sættet var fantastisk, og foruden de nye numre var jeg virkelig glad for inklusionen af “A Past and Future Secret” og begge “Bard’s Song”, hvor især fortsættelsen over i “The Hobbit” delen vakte et jubelsskrig fra mig. Derudover var det også en genialitet at slutte af med “Valhalla”, der blev præsenteret som vores nationalsang. Her var publikum ekstra meget med, og når man tænker på, hvor meget der allerede var blevet skrålet med inden da, så synes jeg, at det er imponerende. Formidabel koncert at slutte af på. Det der når alle bare er med fra start til slut, når alle bare synger med og ingen står og snakker for sig selv, det kan sgu noget.

Første dag på Næstved var i den grad en succes. Alene det var hele billetten værd, og så er det endda først lige begyndt.