Det var egentlig meningen, at mit første Megadeth skriveri skulle komme kort efter mit skriveri om Metallicas Ride the Lightning. De to bands har jo en vis forbindelse, og derfor synes jeg, at det ville have været passende at skrive om dem nogenlunde samtidig. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, men nu er det endelig blevet tid til, at jeg kan få krydset Megadeth af listen over bands, som jeg mangler at skrive om. Det kommer dog til at blive gjort med et album, som jeg kunne forestille mig ikke står som det oplagte valg hos andre Megadeth fans. For mig har Endgame dog i lang tid betydet en masse, og derfor er det det album, som jeg i dag vil skrive lidt om.
Når ens rejse i metallen starter med Metallica, så er det næsten umuligt ikke at blive eksponeret til Megadeth kort efter. Det var i hvert fald sådan, at det gik for mig, og det kan jeg ikke klage over, for i min bog er begge bands nemlig utroligt fede. Det tog dog noget tid, før jeg kom ordentligt i gang med Endgame. Jeg havde ganske vist hørt et af albummets numre rigtig meget, for “This Day We Fight!” var nemlig inkluderet i videospillet Guitar Heroes: Warriors of Rock, et spil som jeg virkelig nød at spille som ung teenager. Måske var det også derfor, at jeg på et tidspunkt fandt Endgame frem og gav det et lyt, eller måske var jeg bare på en tur igennem Megadeths diskografi. Uanset hvad, så var der dog nogle numre, som jeg virkelig blev glad for ret hurtigt, og det er også dem, der gør, at jeg ofte vender tilbage til dette skønne album.
Før jeg begynder at skrive om det, så synes jeg dog, at jeg lige vil kigge på bandet kort. Ikke så meget for at dykke ned i deres historie, for bandet er så stort, at de fleste der bare har beskæftiget sig en lille smule med metal kender til den. Nej i stedet er det besætningen, som jeg lige kort vil fokusere på, for denne har nemlig været noget skiftende igennem Megadeths historie. Der er dog en mand, der som altid er fast, og det er selvfølgelig selveste Dave Mustaine, eller MegaDave som fans kan finde på at kalde ham. Bandets legendariske guitarist, sanger og stifter slipper man nemlig ikke udenom. Det samme kan dog ikke helt siges om resten af besætningen. Godt nok er bassisten James LoMenzo kommet med i bandet igen, efter at medstifteren Dave Ellefson blev smidt ud igen tilbage i 2021, men da han kun har været med på to af bandet studieudgivelser, Endgame og så dets forgænger United Abominations, så føler jeg ikke, at man kan tillægge ham den samme ikoniske status som Ellefson eller nogle af de andre musikere, der virkelig fik sat deres præg på bandet historie. Det samme gælder også for de to resterende medlemmer af Endgames besætning, guitaristen Chris Broderick og trommeslageren Shawn Drover. Det er dog ikke ensbetydende med, at deres præstation på dette album er under det sædvanlige niveau, nej tværtimod. Hver enkelt musiker leverer nogle virkelig fede ting til albummet, noget der blandt andet kan høres på et af mine favoritnumre fra albummet, “44 Minutes”.
Allerede fra første sekund bliver jeg fanget af “44 Minutes”, for her får Megadeth frembragt en slags dystopisk lyd, som jeg er virkelig glad for. Denne her fede guitar indleder det hele, derefter kommer der nogle lydklip fra en politibetjents radiokald, og så begynder rytmeguitaren, bassen og trommerne sammen at spille nogle korte hamrende stykker, der virkelig hiver forventningerne op til nummeret. Man bliver så klar til, at der skal ske noget stort efter denne indledning, og det gør der heldigvis også. Da nummeret for alvor går i gang bliver man mødt af en fortsat hamren fra guitarerne og trommerne, mens bassen får lov til at køre derudaf på denne rigtig fede og dejligt tydelige måde, som jeg er stor fan af. Tilsammen får de skabt noget virkelig tungt, der passer rigtig godt til nummerets emne, for det handler nemlig om en af de voldsomste skuddueller i Amerikas historie, der fandt sted tilbage i 1997. Nummerets lyrik fortæller om denne episode og baggrunden bag den, og denne er i sig selv virkelig fedt sat op. Det er dog Mustaines måde at levere den på, der for alvor får den solgt for mig. Han synger på sin sædvanlige rå måde, og det giver det hele en ekstra tyngde. Samtidig kan jeg også rigtig godt lide hans indlevelse, for jeg synes, at hver enkelt strofe får sit helt eget udtryk, hvilket især kan mærkes i versene. Når andet vers kommer på, så føles det ikke som om, at man går tilbage til det samme, der skete i det første. Det har lige disse små unikke træk, der gør det ekstra spændende at lytte til, og det er så lækkert! For mig er det virkelig en af de ting, der trækker nummeret op fra godt til fantastisk. Det er dog ikke den eneste ting, for det instrumentale er også fandens lækkert at lytte til. Dave Mustaine har alle dage været kendt for at være en fantastisk sangskriver indenfor thrash-metal genren, og her er der ingen undtagelser. Nummeret er spækket med fede passager, og hver især er samtidig dejligt tekniske med massere af små detaljer, der bare gør det til en fornøjelse at dykke dybere ned i dem. Især de rytmedele der kører i soloerne efter andet vers synes jeg er utroligt fede at fokusere på, for der bliver lavet utroligt mange fede ting. Derudover er leadstykkerne også virkelig suveræne. Hvad end det er det fede stykke, der kører i nummerets omkvæd, eller det er en af de mange dejlige soloer, så er det sgu altid en fornøjelse at lytte til.
En anden af mine favoritter fra albummet er dets titelnummer. Igen er der denne her vidunderlige dystopiske lyd i starten, og igen rammer bandet bare fuldstændigt plet med den. Kombinationen af et lydklip af en stemme, der kører på en dejlig tung baggrund kan altså bare noget. Derudover slår trommerne virkelig igennem her, og det er en anden af albummets styrker, for trommelyden er altså bare i top. Slagene fra dem føles bare ekstra kraftfulde, og det tænker jeg både er Shawn Drovers, Mustaines og teknikeren og produceren Andy Sneaps fortjeneste. Det gælder i øvrigt også resten af albummets lyd, for den er altså bare virkelig i top.
Ligesom det forrige nummer, så byder “Endgame” også på en masse fantastiske passager. Starten er vidunderlig dejlig tung, hvor hver enkelt tone lige får lov til at hamre lidt ekstra igennem. Derefter begynder det så langsomt at bygge lidt mere tempo ind i passagerne, og her er jeg virkelig glad for den måde, hvorpå det til slut for alvor går fra denne opbyggende passage og så over til nummerets mere thrashede del. Det bliver gjort så dejligt simpelt, for nummeret får bare lige lov til at stoppe i et enkelt sekund, og så kommer der ellers fart på. Det er som sagt simpelt, men hold hvor er det også bare genialt, for det virker virkelig. Herefter følger der en dejlig thrash fest, der dog aldrig slipper den følelse af undergang, som indledningen fik bygget op. Især den første solo understreger dette, for den skriger bare fare, og det er så fedt.
Nu er det så sådan, at selvom Dave er vildt god til at skrive dejlige lynhurtige og tekniske thrashnumre, så er det ikke hans eneste styrke. Manden er nemlig også fantastisk god til at skrive numre, der er lidt mere melodiske og følende, og det er netop sådan et nummer, som det nu skal handle om. Selvom “A Tout le Monde” fra Youthanasia albummet nok er det største eksempel på disse kvaliteter, så synes jeg også, at nummeret “The Hardest Part of Letting Go… Sealed with a Kiss” illustrerer denne styrke rigtig godt. Det er et nummer, der starter med at være uhyre smukt og samtidig også dejligt melankolsk og det er bare voldsomt dejligt at lytte til. Guitarspillet er uhyre smukt, det orkestralske i baggrunden tillægger så meget skønhed, og sidst men ikke mindst er både lyrikken og vokalen fantastisk. Derudover kan jeg også bare rigtig godt lide det massive lydbillede, der bliver sat op her, for der er så mange fede detaljer gemt i det. Uanset om jeg fokuserer på vokalen, guitaren eller det orkestrale, så synes jeg altid, at lige lægger mærke til et eller andet nyt, som jeg ikke før havde tænkt over, og det synes jeg er herligt. Det er dog ikke kun i det skønne, at nummeret holder til. Det bliver nemlig vildere omkring midten, og også det er jeg rigtig glad for, for det giver det en større brede. Lige pludselig er det ikke bare et ulykkeligt kærlighedsnummer, lige pludselig kommer der lidt ekstra til det, og det er skønt. Ved første lyt er det virkelig et nummer, der er uforudsigeligt. Det kommer lige med de her pludselige drejninger, men det bliver gjort med omhu. Det er ikke overdrevet. Det er tilpas ligetil, og det er derfor, at nummeret i sidste ende er så godt som det nu engang er. Sammen med “44 Minutes” er det helt sikkert det, som jeg har lyttet mest til fra albummet, for det kan bare noget særligt. Derudover synes jeg også, at det hjælper albummet rigtig meget, for udover at det øger albummets brede, så kommer det også på det helt rigtige tidspunk. Alle de andre numre på albummet er sande thrash numre. Det går hurtigt, det er aggressivt, og derfor kunne udtrykket måske også blive lidt monotont, hvis det altså ikke var for dette brud i albummets anden halvdel. Samtidig har det også den klassiske forstærkende effekt, for efter at det lige har sænket pulsen en lille smule, så kommer et af albummets hurtigste og aggressive numre, nemlig “Head Crusher”, og det pludselige temposkifte gør bare, at det føles endnu vildere. Det gør det i sandhed til et perfekt nummer, for udover at det i sig selv er rigtig godt, så virker det også perfekt sammen med resten af albummet, og for en person som mig, der helst hører et album fra start til slut, så betyder det sidste virkelig virkelig meget.
Endgame er et lidt underligt album for mig, for det er ikke et album, som jeg på noget tidspunkt vil sige er Megadeths bedste. Samtidig burde det heller ikke være dette album, der skulle have mest betydning for mig fra denne periode, for da jeg var yngre, havde jeg virkelig en stor forkærlighed for dets efterfølger, der har titlen Th1rt3en. Jeg skamlyttede det album igennem, så derfor burde det stå højere for mig, hvis nostalgien ellers virkede. Det gør den dog ikke, og det samme gør den højere kvalitet fra nogle af bandets tidligere udgivelser heller ikke, for hvis jeg er i Megadeth humør, så er det stort set altid Endgame, som jeg sætter på. Det gør bare et eller andet særligt for mig, som jeg ikke helt kan definere, men som jeg dog sætter voldsomt meget pris på.
Megadeth har den størrelse, der gør, at en støtteanbefaling som sådan ikke er nødvendig. Alligevel vil jeg selvfølgelig anbefale, at du støtter op om dem, men endnu mere vil jeg anbefale dig at tage ud og se dem live, næste gang de kommer forbi dig. For en uge eller to siden annoncerede bandet nemlig, at det næste album bliver deres sidste, og derfor er det nok også ved at være sidste chance for at opleve dem på en scene. Det er noget, som jeg ikke selv har oplevet endnu, på trods af at jeg har været på en festival, hvor de har skulle spille en to-tre gange efterhånden. Der er dog altid kommet et eller andet i vejen, så derfor bliver jeg simpelthen også bare nød til at gribe chancen, næste gang den er der. Det her band har nemlig haft så meget betydning, ikke bare for mig selv personligt, men for metalscenen generelt.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at blive “44 Minutes”, “The Hardest Part of Letting Go… Sealed with a Kiss” og “Head Crusher”. Det er tre ret forskellige numre, så de giver et rigtig godt indblik i, hvad albummet har at byde på. Det er dog langt fra de eneste numre, der er fede. “This Day We Fight!” er et kongenummer, og den eneste grund til at det ikke er med som anbefaling er, at jeg synes det virker endnu bedre sammen med albummets åbningsnummer. Derudover har jeg også en forkærlighed for både “1320′” og “The Right to Go Insane”, og “Bite the Hand”, Endgame, og “Bodies” kan fandme også noget. Endgame er bare et fantastisk album med fantastiske numre og en fantastisk lyd, der som sagt gør noget helt specielt for mig. Det er min favorit, når det kommer til Megadeth. Sådan har det efterhånden været i noget tid, og sådan kommer det muligvis også til at fortsætte med at være i fremtiden. Det kan dog altid ændres, så tiden må vise, om det forbliver sådan.
Musikskriveri 