Da jeg for lidt over et år siden skrev mit første skriveri om Devin Townsend, så kom jeg med en trussel om, at jeg højst sandsynligt kommer til at skrive om stort set alle af hans udgivelser. Denne trussel vil jeg også følge op på i dag, for endnu engang er det min favoritmusiker, som det skal handle om. Udtrykket på dagens emne, hvilket er hans 2009 album Ki, er dog meget anderledes end det, som jeg tidligere har skrevet om. Progressivt er det vel stadigvæk, men metallen har dog kun en birolle på dette album, hvor det ellers leger både med rocken, bluesen, jazzen og også lidt country endda, alt sammen som sagt på en progressiv måde.
Devin Townsend har igennem hans karriere haft en del grupper foruden hans soloprojekt. Strapping Young Lad er en af dem, Devin Townsend Band en anden og i dag tager jeg fat i en tredje, nemlig Devin Townsend Project. Dette projekt blev startet efter, at han i en toårig periode havde trukket sig fra at turnere, og i stedet så fokuserede på at skrive musik og producere, blandt andet så han kunne bruge mere tid sammen med hans familie. Alle disse tre ting fik han gjort, og samtidig fik han i denne periode også sagt farvel til både alkohol og stoffer, så alt i alt var det en meget sundere Devin, der i 2009 vendte tilbage til hans vanlige rolle på musikscenen. Det gjorde han med det, som han kaldte Devin Townsend Project, der originalt var tiltænkt som et projekt bestående af fire vidt forskellige udgivelser. Det kom dog til at ende med i alt syv udgivelser i dette navn (otte hvis man splitter dobbeltalbummet Z² op), hvor Ki er det første album i rækken. Selvom alle disse udgivelser hver for sig virkelig holder, så synes jeg dog især, at det er de fire første, der er spændende. Ikke nødvendigvis fordi de er bedre end dem, der kom efter, men fordi de er så forskellige fra hinanden. Meningen med Devin Townsend Project var nemlig at lave fire udgivelser, der hver især havde deres unikke lyd, og det må man sige, at han gjorde. Seriens andet album Addicted kom til at være det album, der mest minder om de udgivelser, der kom efter, Deconstruction blev en suveræn blanding af hans progressive og ekstremmetals udgivelser, Ghost blev et skønt afslappende album, og Ki, ja det tænker jeg, at jeg vil begynde at gå mere i dybden med.
Ki var som sagt det første album i denne serie (det udkom i maj 2009), og derfor også det første album som man kunne høre fra Devin efter hans toårige pause. Det er et album, der får mig til at ønske, at jeg dengang kendte til ham, så jeg kunne have oplevet det fra udgivelsesdatoen. Som jeg hentydede til i min indledning, så er det nemlig så dejligt meget anderledes fra resten af hans diskografi. Hørte man det dengang det udkom, så ville man måske rynke noget på panden, når nummeret “A Monday” åbner albummet op. Det er nemlig et uhyre smukt og afslappende indledningsnummer, som jeg også har hørt utroligt mange gange igennem tiden. Man har dog før hørt udgivelser, hvor der netop er et roligt nummer, der åbner det hele op, et nummer der derefter bliver afbrudt på den mest flabede måde af noget uhyre voldsomt. Det er dog ikke tilfældet her, for efter at de sidste toner fra “A Monday” har lydt, så fortsætter albummet med dejlige “Coast”. Dette nummer er igen også et dejligt afslappende et af slagsen, men samtidig også et nummer der virker er fedt. Bare det instrumentale alene er så lækkert at lytte til! I starten er det kun en guitar og trommer, men det er også mere end rigeligt, for hold da op hvor får de bare skabt et dejligt lydbillede. Guitarlyden er meget ren i det, der er ikke de store effekter på, men det virker perfekt til de stykker, der bliver spillet på den. Jeg ved ikke rigtigt hvor, at jeg skal placere lyden rent genremæssigt, for der er vel både lidt rock, lidt blues og lidt jazz over den. Uanset hvor lyden er henne, så dirigerer den dog nummeret videre perfekt sammen med trommerne, alt imens Devin synger med hans dejlige smukke rene stemme. Denne er også noget mere afslappet, for den er næsten hviskende, men som altid også umådelig skøn at lytte til. Igennem hele første vers er det kun disse tre elementer, der får lov til at give lyd fra sig, men fra andet vers og frem kommer keyboard og bas også med, og det gør nummeret bedre. Især den atmosfære som keyboardet bidrager med, synes jeg er fantastisk, og her har Devin igen fået musikeren Dave Young med sig, der også havde en rolle i Devins Devin Townsend Band. Det er for det meste småting, som Dave bidrager med, men det er jo også ofte de små detaljer, der kan tage et nummer fra godt til virkelig godt. En sidste ting som jeg synes er værd at fremhæve i selve nummeret er, at det føles som et nummer, der langsomt stiger i intensitet. Det er ikke meget, men for hvert vers, for hvert omkvæd og for hver anden lille passage som det nu byder en på, så stiger det, lige indtil at der til sidst begynder at blive introduceret et mildt kaotisk element til det. Det er endnu en af de ting, som jeg er rigtig glad for her, for igen er det bare noget, der lige tager det en ekstra gang op i niveau. Det kunne sagtens have fungeret rigtig godt uden denne stigning og uden dette afsluttende kaos, men det at det er der gør altså bare, at nummeret får en ekstra dimension til sig, en dimension der gør, at man kan lytte til det igen og igen og igen.
“Coast” er et lækkert nummer. Når jeg lytter til det, kan jeg altid se mig for mig ude på en afslappet køretur, du ved en af dem der hvor man ikke skal nå noget, måske har man endda ikke nogen destination. Man er bare ude og køre, og mens man gør det, så kan man sidde og nyde det landskab, som man passerer. Det er noget, som jeg nyder rigtig meget. Både at forestille mig mens jeg lytter til nummeret, men det er også bare noget, som jeg generelt godt kan finde på, når jeg har lyst til en køretur i bilen, og på disse ture har “Coast” også fået lov til at komme på rigtig mange gange.
Nu kommer problemet så. Hvad fanden skal jeg nu skrive om? “Coast” er det nummer, jeg har lyttet til mest, så det var nemt at vælge, men ved resten af numrene er niveauet så dejligt højt, at det er svært for mig at udvælge en favorit. Albummets næste nummer “Disruptr” er så dejligt fedt. Det er et slags pseudoheavy nummer, der langsomt bliver mere og mere tungt, indtil det virkelig eksploderer lidt over midten. Her er det især vokalen, der står for at drage det mod metallen, og det viser meget godt, hvor langt Devin kan strække hans vokal. Albummets fjerde nummer “Gato” er dog også vanvittigt godt, og det samme gælder for smukke “Terminal”. I sidste ende tror jeg dog, at det bliver “Heaven Send”, som jeg vil fortsætte med. Dette er albummet længste nummer, og det er ikke et nummer, der repeterer en a-b-c stykke struktur. I stedet starter det med en passage, lader den udvikle sig over et godt stykke tid, hvorefter det derefter skifter over til næste passage, der så får samme tur. Den første passage kører stille og roligt derudaf i et fornuftigt tempo, og igen er det noget afslappet. Det giver blandt andet plads til, at man kan nyde trommerne ekstra godt, der her bliver spillet af blues trommeslageren Duris Maxwell. Igennem hele albummet spiller han rigtig godt, men det er især i de afslappede stykker, hvor han virkelig skinner igennem. Her føler jeg, at presset på trommerne er lidt større end ellers, da alle de andre elementer er noget nede i volumen, men det er dog aldrig noget problem for Duris. Bassen skal også nævnes på dette nummer, for den får ofte lov til at ligge over guitaren i lydstyrke. Det er især mærkbart i starten af nummerets anden passage, hvor der begynder at komme noget ekstra energi i nummeret. Her er bassen en stor del af den fremdrivende kraft, og selvom det ikke lyder voldsomt komplekst, så synes jeg stadig virkelig godt om det, som bassisten Jean Savoie spiller her. Derudover skal sangerinden Ché Aimee Dorval også nævnes på dette nummer. Hun har en rolle på flere af albummets numre, men hun er især fremtrædende på dette. Hun er en skide dygtig sanger, og lige så snart hun kommer på for første gang, så begynder nummeret at blive ekstra energisk.
Det jeg især synes er fedt ved “Heaven Send”, er dets progression. Der kommer bare mere og mere på det, indtil det igen når et slags pseudoheavy punkt, hvor det igen er vokalen, der primært står for det tunge. Derefter går det dog fuldstændigt ned igen, da det når til soloen, hvorefter opbygningen så starter forfra igen. Det er en tilgang, som jeg synes rigtig godt om, og det er også en af de grunde til, at nummeret kan bære dets længde. På trods af at nogle af passagerne er godt lange, så sørger denne udvikling i intensitet for, at det aldrig begynder at blive kedeligt, og det er også derfor, at jeg stadig nyder nummeret i dag, selvom jeg har hørt det jeg ved ikke hvor mange gange.
Ki er et album, der har et virkelig bredt udtryk, for på nær de virkelig rolige numre, så synes jeg, at hvert enkelt nummer har nogle elementer, der gør, at de ikke vil kunne placeres i helt samme genre som resten af albummets numre. Dette er især gældende for albummets niende nummer “Trainfire”, hvor stilen vel bedst kan beskrives som en slags country. Det er et pissefedt nummer, og jeg elsker den måde hvorpå instrumenterne får lov til at tøffe lige så stille og roligt afsted på. Starten af nummeret giver virkelig en følelse af, at man er ude at køre i et gammeldags tog, hvilket især skyldes den måde, at trommer og bas driver nummeret frem på. Derudover kommer Dave Young nu og da med et par klassiske piano toner, og jeg tror også, at det er ham, der spiller nogle milde harmonika lignende toner på hans keyboard. Alt dette, plus en guitar der svinger mellem at bidrage med enten lavmælte eller lidt tydeligere toner, skaber en rigtig dejlig atmosfære. Denne finder man dog kun i selve verset, for lige så snart nummeret når til omkvædet, så bliver det noget mere energisk, og senere hen også storladent. Starten af omkvædet er virkelig fængende, og det efterfølgende tungere stykke er også rigtig fedt. Det får nummeret helt op ringe og giver samtidig nummeret det unikke udtryk, som mange af albummets numre har. Igennem to vers og omkvæd får dette nummer lov til at træffe afsted, og derefter bliver det så langsomt bremset op. Stille og roligt forsvinder diverse elementer fra nummeret, indtil at det kun er lidt løst guitar spil, der kan høres. Der kommer lige en enkel vokalpassage til sidst, en passage som Ché står for, og sammen med udfasningen af resten, så er denne passage en rigtig herlig måde at runde nummereret af på.
Jeg vil også så småt begynde at runde mit skriveri af her. Som altid, og specielt når det er om Devin, at jeg skriver, så har en masse mere, som jeg kunne skrive til dette album. Jeg kunne fremhæve alle fire efterfølgende numre, for “Lady Helen”, “Ki” især, “Queit Riot” og fantastiske “Deamon Lague” kan alle bare noget helt særligt. Ligesom resten af albummets numre, så elsker jeg dem utroligt højt, og det er blandt andet en af grundene til, at Ki nok kan placeres på en top fem liste over de Devin Townsend udgivelser, som jeg har hørt mest.
Ki var det første Devin album, som jeg hørte, hvor udtrykket var markant anderledes, end hvad jeg var vant til. Der er som sagt flere af den slags, jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at der er mange endda, men Ki var nu min første, og nok også den udgivelse som jeg elsker allermest af dem. Dette album kan noget helt helt særligt, så kender du det ikke, så giv det et lyt.
Som altid vil jeg slutte af med en støtte anbefaling, for hvis du synes noget musik er fed, så er det vigtigt at du støtter op om den, så kunstneren har en grund til at fortsætte. Det kan gøres ved albumkøb merchandise, koncertbilletter og ikke mindst ved at snakke om musikken. Jeg håber inderligt, at du vil gøre mindst en af disse ting omkring dagens emne, da det som sagt betyder en masse for mig.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at blive “Coast”, “Gato” og “Trainfire”. Det er tre numre, som jeg føler giver et godt indblik i albummets lyd, og den brede der er i netop den. Der er dog kun virkelig gode numre på dette album, så byder bare en af disse tre anbefalinger, så vil jeg anbefale, at du fortsætter med resten af albummet.
Musikskriveri 