Helt tilbage i mit første skriveri om bandet Quicksand fik jeg nævnt, at jeg for et par år siden fik købt en stor en stor samling CD’er af min fætter, men det er vist også en af de eneste ting, som jeg indtil videre har fået skrevet om fra den samling. Det er en fejl, og det skal der fandme rettes op på, for hold da op hvor var der mange fede udgivelser imellem. En del kendte jeg til, men en masse andre ting var helt nye for mig, og denne sidste gruppe hører dagens emne til. Jeg stiftede nemlig først bekendtskab med musikeren Melissa Auf der Maur, da jeg tilfældigt plukkede en CD med et blåligt cover ud fra denne samling og satte den på min afspiller. Alene der blev den spillet igennem en god del gange, og siden da har den fået lov til at vende tilbage dertil jævnligt. Melissas solo debut, der har titlen Auf der Maur, er nemlig en virkelig virkelig fed omgang alternativ rock, der i den grad sparker røv.
Inden jeg dog lige går i gang med at skrive om dette dejlige album, så vil jeg lige skrive lidt om Melissa Auf der Maur, hvis du nu selv heller ikke kender til hende. Melissa er en canadisk musiker, der startede hendes musikalske karriere i Montréal bandet Tinker, men som for alvor fik hendes gennembrud, da hun overtog rollen som bassist i bandet Hole. Her var hun med i perioden 1994-1999, hvorefter hun så tog videre til Smashing Pumpkins og fik rollen som deres livebassist, i hvert fald indtil bandet i slutningen af år 2000 for en kort stund gik i opløsning. Derefter startede hun så et par mindre projekter op, mens hun samtidig arbejde på materialet til hendes solodebut, der udkom i starten af år 2004.
Denne debut kom til at blive et album, der samlede de mange tråde, som Melissa havde lagt ud forinden. Et par af albummets numre kan nemlig spores helt tilbage til hendes tid i Tinker, hvor det samme kan siges om guitaristerne Steve Durand og Jordon Zadorozny, der optræder på en god del af albummet numre. Derudover er hendes andre tidligere grupper også repræsenteret på albummet, da både Eric Erlandson fra Hole og James Iha fra Smashing Pumpkins er iblandt de mange musikere, der har bidraget til musikken på albummet, og når jeg nu så nævner musikken, så tænker jeg, at det er den perfekte anledning til at gå i gang med at skrive om den.
Auf der Maur er et album med et rigtig højt gennemsnitsniveau, og det er blandt andet på grund af åbningsnummeret “Lightning is my Girl”. Det har en dejlig fed indledning, hvor der lige bliver støjet lidt af, og allerede her får man et godt indblik i selve lyden på albummet. Da nummeret så for alvor starter, så får man også et godt indblik i sangskrivningen, og her er der ikke så meget pis.Der er ikke tusindvis forskellige stilarter og genreblandinger. I stedet er det bare ligetil god rock med en lidt tungere støjende lyd, og det kan jeg nu engang godt lide. Derudover er det også bare dejligt solidt hele vejen igennem. Jeg har nævnt et par af de navne, der figurerer på albummet, og det har forhåbentligt givet dig en ide om, at det ikke bare er hvemsomhelst, der spiller her, hvilket også kan høres. De kan deres kram, og det synes jeg især skinner igennem i verset, hvor man ikke kan sætte den mindste finger på rytmen, hvor jeg igen kun kan bruge ordet solidt til at beskrive den. Derudover er selve lyden også virkelig dejlig at lytte til. Som sagt er det tungt og støjende, men samtidig er det også virkelig velproduceret, og det gør det rigtig dejligt at lytte til. Melissas vokal er også virkelig fed at lytte til. Hun har en god stemme, og jeg kan rigtig godt lide den måde, som hun synger på, for hun bare hendes stemme lidt kant, hvilket er dejligt. Derudover er jeg også fan af, at der lige kommer et par ekstra vokalspor ind i omkvædet, for det giver bare så meget ekstra.
Nu har så skrevet, at nummeret er mere ligetil, men det skal dog ikke misfortås som om, at det er et simpelt nummer. Der er nemlig et hav af dejlige detaljer, som man kan finde hele vejen igennem. Den støjende guitar der nogle gange lige kommer ind og giver noget lyd fra sig, de tordenskrald der i den senere del af nummeret kan høres og det keyboard der også nu og da kommer på, er alle elementer, der virkelig sørger for, at nummeret aldrig bliver kedeligt at lytte til. Der er hele tiden den der nye ting, der lige får lov til at bryde ind, og det er skønt.
Kigger man efter de store numre på Auf der Maur, så er det især albummets første del, som man skal rette øjnene imod, for her finder man nemlig alle tre singleforløbere. Den første er disse er nok også den største, måske fordi “Followed the Waves” også er det eneste nummer med en musikvideo. Det er dog ikke dette nummer, som jeg har tænkt mig at skrive om. I stedet er det albummets tredje nummer “Real A Lie”. Dette er et af de numre, der kan spores helt tilbage til Tinker, og man kan faktisk finde deres version af nummeret på Youtube, hvis man leder efter det, for bandet nåede nemlig at udsende det på en single, inden Melissa forlod dem til fordel for Hole. Denne første udgave er noget skramlet i lyden, hvilket er ret så forskelligt fra Auf der Maur udgaven, for her har man som sagt at gøre med noget rigtigt velproduceret støjrock. En anden forskel mellem de to numre er vokalen, for hvor det i Tinker versionen var Jordon Zadorozny, der stod for hovedvokalen, mens Steve Durand og Melissa var korvokalister, så er det Melissa, der styrer showet hele vejen igennem på dette albums version. Det gør hun pisse godt, og igen er jeg en stor fan af hendes stemme, ligesom det samme må siges om rytmesektionen på nummeret, for det er igen pisse solidt. Fed bas, fede trommer og skøn guitar. Hvad mere kan man ønske sig? Måske et dejligt fængende omkvæd? Hvis du har det sådan, så er du heldig her, for det har nummeret nemlig også, og her synes jeg faktisk næsten, at det er en skam bare at kalde det for dejligt fængende. Det rammer nemlig så voldsomt godt og er så fantastisk medrivende, at jeg ikke kan lade være med at synge med på det. Den opbygning der er til det er også så vanvittigt god. I første omgang bliver foden bliver lige taget fra speederen et kort øjeblik, og bilen får lige lov til at køre frit fremad, indtil foden så vender tilbage og i et passende tempo igen trykker ned på pedalen, indtil den når helt i bund. Simpelt men pisse genialt og virksomt. I anden omgang er der lige en variation på den, men den sidder også bare i skabet. Derudover er der også et par andre virkelig fede passager i nummeret. Lidt efter midten får det hele lige lov til kort at falde lidt fra hinanden, hvilket passer virkelig godt ind, og kort efter det kommer der et andet stykke, hvor Melissa går over og vokaliserer i stedet, hvilket også er virkeligt skønt at lytte til. Alt i alt synes jeg bare virkelig godt om “Real A Lie”, og jeg tror også, at det er mit favoritnummer fra albummet. Det er virkelig velskrevet, og selvom jeg også synes, at Tinker versionen er fed, så kan denne version altså bare lidt ekstra.
Det sidste nummer som jeg gerne lige vil sætte et par ord på, finder man i slutningen af albummet. Det er nemlig det, der teknisk set er albummet sidste, hvilket har titlen “I Need I Want I Will”. Jeg vil ikke sige, at der er et decideret stilskifte her, men lydbilledet bliver dog lidt mere eksperimenterende, hvor blandt andet Melissas vokal føles lidt mere svævende, mens der samtidig kører noget snakken over den, der skaber en mere futuristisk og dystopisk følelse. Samtidig er der heller ikke det der virkelig velstøbte fundament, som rytmesektionen skabte på de forrige numre. Det bliver lidt mere skramlet og løst her, men det er slet ikke nogen dårlig ting, for det er stadig et virkelig fedt nummer. Især omkvædet rammer igen rigtig godt. Her kommer Melissa vokal op til overfladen, og det samme gælder for guitarerne, der lige får noget ekstra volumen her, og det har en herlig virkning. I sig selv er nummerets første tre minutter utroligt monotone, men på den gode måde. Godt nok er det melodiske meget ensformigt, men vekslen i vokal, volumen og andre tiltag sørger for, at det er stadig er spændende hele vejen igennem. Det bliver heller aldrig for langt, for da nummeret når omkring de tre minutters spilletid slår det over i en mere smuk passage, der dog stadig har lidt dystert over sig, og det er en rigtig god måde at slutte albummet af på. Jeg synes, at det er et rigtig godt valg at lade et nummer som dette slutte albummet af. Det er lidt anderledes, men det føles virkelig som det, som resten af albummet har bygget op til.
Som sagt var Auf der Maur et album, der fangede lige med det samme. Det har en god tyngde og nogle virkelig gode melodier, der på en og samme tid er dejligt alternative og fængende. Samtidig byder det også bare på et hav af gode numre, og jeg kunne sagtens have taget fat i tre helt andre numre, uden at niveauet på nogen måde ville falde. Derudover er der også stadig et godt og varieret udtryk på albummet, og alt dette betyder bare for mig, at det virkelig er et album, der er værd at lytte til igen og igen og igen.
Så kommer jeg så til den mere “triste” del af skriveriet, for så vidt jeg ved er det ikke muligt, eller i hvert fald meget svært, at støtte op om Melissa og hendes musik. Efter Auf der Maur udgav hun yderligere en EP og et album, og derefter blev der så stille fra hende, i hvert fald når det kommer til albumudgivelser. Læser man om hende på Wikipedia, så kan man se, at hun allerede i starten af 00’erne var begyndt at overveje, om hun skulle stoppe med det musikalske, og jeg tænker ikke, at en strid med pladeselskabet over rettighederne til hendes egne sange i midten af det årti hjalp særligt meget med at få hendes interesse tilbage. Så vidt jeg kan se giver hun nu og da en optræden hist og her, men de lange turnerer lader ikke til at være noget, der er i hendes interesse længere, og fair nok. Hun har givet hendes bidrag til musikken, og selvom jeg da godt selv kunne tænke mig at høre mere fra hende, så skal hendes lyst også være til det.
Da hendes udgivelser ikke er blevet genoptrykt, og da hun sjældent optræder live, så er det som sagt næsten umuligt at støtte op om hende på den måde, og derfor bliver dagens eneste anbefaling også, at du går ud og spiller albummet for en ven eller et familiemedlem, som du tænker kan lide det. Sådan sikrer vi, at musikken ikke bliver glemt.
Nu valgte jeg i mit forrige skriveri at lade lytteanbefalingerne være tre helt andre numre, end dem som jeg havde skrevet om forinden, og jeg tror, at jeg vil bruge en lignende taktik i dag. Derfor bliver dagens anbefalinger “Beast of Honor”, “Head Unbound” og “Taste You”.
“Beast of Honor” kommer godt nok først lidt senere på albummet end de to andre, men det giver dig det bedste indtryk af albummets tunge lyd, da de andre er lidt blødere i det. Begge er dog stadig ekstremt fede, og skal jeg vælge en favorit iblandt de tre numre, så snupper “Taste You” nemt pladsen. Kongenummer, men det kan dog siges om det meste af albummet, og derfor er den største anbefaling som altid, at du lytter det hele igennem. Ellers snyder du dig selv for fantastiske “Real A Lie”, det mere legende “I’ll be Anything You Want” og det hammerfede “Followed the Waves”, og det ville jo være synd.
Musikskriveri 