Selv her et år efter at jeg skrev mit første skriveri til siden, har jeg stadig en god lang liste over kunstnere, som jeg virkelig gerne vil skrive om. I dag bliver der dog slettet et navn på denne liste, endda et af de ældste derfra, for endelig har jeg besluttet mig for at skrive om The Tolkien Ensemble. Jeg kommer dog ikke til at skrive om det album, som jeg ellers har haft til overvejelse i jeg ved ikke hvor lang tid. Deres At Dawn in Rivendell må nemlig lige vente til et senere tidspunkt, før jeg får taget fat i det, for her på det seneste er det en af deres andre udgivelser, der har stjålet min opmærksomhed, nemlig Leaving Rivendell.
På trods af at Danmark er et lille land, så har vi danskere en fandens masse ting at være stolt af, og for mig er The Tolkien Ensemble en af disse mange ting. Det er nemlig en dansk gruppe, der blev startet i 1995, og som i 1997 udgav deres første album med Tolkien familiens tilladelse. Denne tilladelse fortsatte de med at give til yderligere tre udgivelser, hvor især gruppens tredje album blev en stor succes, da de her havde selveste Christopher Lee med, som jo er skuespilleren bag Saruman i Peter Jackson filmene. Dette samarbejde fortsatte heldigvis også på det næste album, der er dagens emne, og som også blev gruppens sidste udgivelse. Dette album udkom i 2005, men så vidt jeg kan se fortsatte gruppen med at give koncerter helt frem til 2021.
Så vidt jeg kan se, så var det de to musikere Caspar Reiff og Peter Hall, der stod for at skrive gruppens musik, men de var dog langt fra de eneste musikere, der var involveret i projektet. Morten Ryelund Sørensen var også med helt fra start, både som violinist, producer, korsanger og dirigent, og derudover er Signe Asmussen og Øyvind Ougaard også to meget nævneværdige musikere, der var involveret fra start til slut i gruppens albumudgivende periode. Derudover var Kurt Ravn også involveret som sanger på tre ud af fire af gruppens udgivelser, og Povl Dissing var også lige forbi med en optræden som Gollum på gruppens andet album. Gruppen holdte sig dog heller ikke til bare at samarbejde med en enkelt af skuespillerne fra Ringenes Herre filmene, for i 2018 startede de nemlig et koncertsamarbejde med Billy Boyd, der spillede Pippin i filmene. Til slut skal det lige nævnes, at gruppen også havde et samarbejde med en anden dansk Tolkien fan, da man på omslaget til samtlige af gruppens udgivelser finder illustrationer fra selveste Dronning Margrethe, lavet tilbage i start 70’erne, da Dronningen her blev inspireret af Tolkiens fantastiske værk.
Jeg fik selv stiftet bekendtskab med gruppen i 2015, specifikt i juni måned hvor Christopher Lee gik bort i en alder af 93 år. På det tidspunkt kendte jeg absolut intet til hans musikalske karriere, for den skulle man åbenbart først for alvor tale om, efter manden var død. Da jeg lærte, at han udover at have været en fantastisk skuespiller også var involveret med musik, blev jeg dog nød til at kigge nærmere på hans karriere, og det ledte naturligvis til, at jeg opdagede The Tolkien Ensemble. Hvornår jeg helt præcist lærte, at det var et dansk projekt, ved jeg ikke, men deres musik fangede dog med det samme, og specielt At Dawn in Rivendell har jeg hørt meget af. Det samme kan dog ikke siges om Leaving Rivendell, da det først er i de sidste 2-3 uger, at jeg har hørt musikken derfra. Her var jeg nemlig så heldig, at albummet dukkede op nede i butikken, og det skulle jeg bare have. Det kom på ingen måde til at skuffe mig, for den CD er virkelig blevet gennemlyttet siden.
En af grundene til at jeg er blevet så begejstret for albummet er nummeret “Legolas’ Song of the Sea”, for det har bare den mest magiske stemning over sig. Det er så dejligt eventyrligt lige fra starten, og her er det DRs sinfonietta, der står for at levere det instrumentale. Det er bare så magsik at lytte til, og især den måde som strygerne og hvad jeg vil tro er en obo arbejder sammen på er bare fuldstændigt fantastisk at lytte til. Derudover bliver det så bare endnu bedre, når Kurt Ravn så kommer ind på vokal, for han synger nemlig så vidunderligt dejligt her, og han fungerer perfekt sammen med orkesteret. Sammen tager de en på en virkelig skøn rejse, der er dejligt fortyllende og spændende. Især nummerets midterdel er jeg helt betaget af, for her er det vokale højdepunkt, men generelt set er jeg dog forelsket i hele nummeret. Det flyder bare så godt fra start til slut. Der er et par enkelte punkter, som det nu og da vender tilbage til, men ellers så bliver man hele tiden mødt af noget nyt på denne rejse, og det holder jeg virkelig af.
Et andet nummer der virkelig står ud efter min mening er det, der kommer lige efter “Legolas’ Song of the Sea”. Her forbliver man dog i det elviskse, og det er noget, som The Tolkien Ensemble i den grad har forstand på at ramme rent musikalsk. Kombinationen af et strengeinstrument, måske en harpe, nogle strygere og så en dejlig kvindelig vokal er en klassisk måde at skabe denne atmosfære på, og det er langt fra første gang, at jeg hører den. Den er dog så dejligt effektiv, at det er ligemeget. Med det samme jeg hører musikken bliver jeg transporteret til Lothlóriens skove, hvor jeg kan se elvernes skovhuse stråle foran mig i al deres skønhed. Alene dette er fantastisk skønt at lytte til, men nummeret har et enkelt element mere at byde på, nemlig Christopher Lees recitering af den sang, som Galadriel synger, da triogiens helte forlader Lothlórien. Denne recitering fuldender nummeret, og jeg er så glad for den måde, hvorpå det er mikset sammen. Hans vokal ligger nemlig på samme niveau som resten af musikken, og derfor er den også en lille smule utydelig. Det har dog en rigtig dejlig effekt, der yderligere bliver forstærket af den måde, som han reciterer på. Det er bare vidunderligt smukt at lytte til, og jeg kan slet ikke få nok. Det er også et nummer, der føles perfekt balanceret, når det kommer til kompleksiteten. Det er på ingen måde et nummer, der tager en ud på en krævende rejse, men samtidig er det heller ikke for simpelt. Det rammer den gyldne mellemvej mellem de to, og derfor kan jeg lytte til det igen og igen uden at blive træt af det.
Nu har jeg skrevet lidt om to af de elviske numre, men det er dog langt fra det eneste, som The Tolkien Ensemble formår at ramme rigtig godt. De kan nemlig også godt finde ud af at lægge musik til dværgene, hvilket bliver bevist med “Song of Durin”. Her er det Jørgen Ditlevsen, der står for den primære vokal, men med sig har han dog også Radiokammerkoret, og det er deres inklusion, der virkelig sørger for, at nummeret får den rette stemning. Det rammer lidt af den samme følelse, som et stort kirkekor kan ramme, og det passer godt til de store haller, som man kan forbinde med Tolkiens dværge. Hver eneste gang dette kor kommer på, så er jeg bare glad. Selvom dette kor dog er så uhyre vigtigt for nummeret, så er det dog ikke det eneste element, der sørger for at det virker. Et andet er de blæsere, vel nok nogle trompeter eller lignende, der nu og da gør deres indtog. De bidrager med noget, der gør det hele ekstra storladent, og det samme kan sige om strygerne på nummeret. Det jeg dog elsker allermest er nummerets fortælling, der igen er taget direkte fra bøgerne. Det fortæller en historie om dværgefolkets begyndelse, deres storhedstid, om det mørke der i deres senere tid tog over, og samtidig også om det håb som de stadigvæk har for deres fremtid. Her synes jeg virkelig, at The Tolkien Ensemble har forstået at lægge musik til digtet, for det virker bare fra start til slut. Igennem hele vejen gør Jørgen Ditlevsen det rigtig godt, og jeg elsker de forskellige elementer, der lægger musik til ham undervejs. Nogle milde strenge i begyndelsen, det virkelig storladne i midten, og de dystre strenge og klokker i slutningen. Derudover synes jeg også, at valget af at lade et kor synge de sidste to linier er et rigtigt godt valg. For mig føles det som et slags amen til at slutte det hele af på, hvilket passer perfekt til denne storladne kirkeagtige stemning, som nummeret sætter for dagen.
Der er mange flere numre, som jeg kunne skrive om fra dette album, men det vil jeg dog undlade, for at holde mit skriveri i en passende længde. Nu har jeg dog haft fat i en god del numre, hvor det klassiske element virkelig skinner igennem, så derfor føler jeg også, at jeg ikke vil repræsentere albummet rigtigt, hvis jeg ikke får skrevet, at det bestemt ikke kun er et klassisk album. I stedet er det lidt et miks mellem det klassiske og det folkelige, for både “Song of Eärendil”, de forskellige numre, der involverer Tom Bombadil, plus et par andre numre, får trukket en mere over i noget folk. Dette bliver også gjort suverænt godt, og derfor er Leaving Rivendell et album, der bare er stærkt fra start til slut. På trods af at det er over en time langt, så er det aldrig kedeligt. Jeg har selvfølgelig mine favoritter på albummet, for det kan ikke undgås. Der er dog ikke et eneste nummer, som jeg synes er dårligt, og det er alligevel noget af en bedrift, når man tænker på, at albummet har 22 numre i alt.
Jeg mindes, at jeg tidligere har skrevet i et Tolkien skriveri, at jeg er lidt skeptisk, når det kommer til musik om hans fantastiske værker. Hans univers fylder nemlig så gigantisk meget i vores kulturarv, og derfor er der også en god del udgivelser, der netop forsøgte at ride på denne bølge, især lige efter at Peter Jacksons filmiske fortolkninger udkom. Den musik der udkom fra The Tolkien Ensemble føles dog ikke sådan. I stedet føles det som et kærlighedsbrev til universet, et forsøg på at bidrage med ens egen musikalske fortolkning af universet, og det lykkedes virkelig. Læser man i det hæfte, der hører med til CD versionen af dette album, så vil man kunne læse, at allerede da albummet udkom i 2005, så vidste gruppen, at det også ville blive deres sidste. De havde lavet al den musik, der skulle til for at dække denne dejlige fortælling, og i stedet for at malke koen videre og begynde at lave en masse til Silmarillion, så holdte de her, hvilket jeg virkelig respekterer. Det siger yderligere noget, om den integritet der er over gruppens musik, og det er blandt andet det, der gør, at jeg stadig lytter til den med den glæde, som jeg nu engang gør.
Støtteanbefalinger er desværre svære at komme med i dag. Gruppens udgivelser er for længst udgået, så hvis du vil eje dem fysisk er den eneste vej at købe dem brugt, hvilket ikke gør meget for gruppen. Derudover kan jeg se, at deres sidste koncert var i 2021, og selvom det nødvendigvis ikke betyder, at de er stoppet for al tid, da de havde en kort pause mellem 2013 og 2015, så er det på nuværende tidspunkt umuligt at støtte op om dem ved at dukke op til deres koncerter. Derfor er der kun en eneste støtteanbefaling i dag, og det er, at hvis du kender nogen, som du tror ikke kender til gruppens musik, så spil den for dem. Jeg synes, at den er virkelig fantastisk, og selvfølgelig håber jeg, at du også er af samme mening.
Nu fik jeg så skrevet, at albummet har en masse gode numre, og for at illustere dette, så kommer dagens lytteanbefalinger i dag til at bestå af tre numre, som jeg ikke har skrevet om, nemlig “Bregalad’s Song”, “The Ents’ Marching Song” og “Tom Bombadil’s Song (IV)”. Det kunne nemt have været disse tre numre, som jeg i dag havde skrevet om, for de er virkelig virkelig gode. Det samme kan dog også siges om åbningsnummeret “The Riddle of Strider (II)”, de fire numre der omhandler Théoden, “Song of Eärendil” og “Oliphaunt”, hvor jeg virkelig har fået en lidt sær forkærlighed for det sidste. Den vil jeg dog ikke komme mere ind på, for det vigtige her er at skrive, at albummet virkelig byder på en fantastisk omgang musik og et virkelig dejligt varieret lydbillede. Derfor er dagens største anbefaling også, at du lytter det hele igennem, så du ikke snyder dig selv for et rigtig dejligt mesterværk.
Musikskriveri 