Black Sabbath er et band, der har betydet umådeligt meget for mig gennem tiden, og derfor har jeg i år også flere gange overvejet, om det ikke snart var tid til endnu et skriveri om dette fantastiske band. Især to udgivelser har jeg overvejet at skrive om, og her var Heaven & Hell den, som jeg i de sidste par måneder har hældt mest til. Det ændrede sig dog for to uger siden, da Ozzy gik bort. Selvom jeg går stærkt ind for, at man skal hylde musikere, mens de stadig er her, så er det jo samtidig stadig naturligt, at jeg lige er kommet til at lytte lidt ekstra til Sabbath, end jeg ellers har gjort på det seneste. Det er dog ikke klassikerne, som har draget mig her, i stedet er det det album, som jeg i dag vil skrive om, nemlig 13.
13 udkom meget passende i 2013, og dette album blev det sidste i rækken af Black Sabbaths studieudgivelser. Officielt set er det den 19. af slagsen, men personligt ser jeg det selv som nummer 20 i rækken, da jeg anser albummet The Devil You Know som en del af Black Sabbath diskografien, på grund af at man her finder den helt samme besætning som på 1981 albummet Mob Rules og på 1992 albummet Dehumanizer. Det er dog ikke de udgivelser, som det skal handle om, men det giver mig dog lejlighed til desværre at påpege, at hvor The Devil You Know vel godt kan kaldes for et slags gendannelsesalbum, så kan det samme ikke siges for 13. Godt nok er det Ozzy på vokal, Geezer på Bas og Iommi på guitar, men Bill Ward er desværre ikke bag trommerne på dette album, vist mest af alt på grund af nogle kontraktproblemer. I stedet kom det til at være Brad Wilk, der overtog rollen som albummets trommeslager, og han gør det også ganske udmærket.
Så vidt jeg husker, så var der stor spænding i metalmiljøet, da det blev annonceret, at der endelig skulle komme et nyt Black Sabbath album. Denne spænding blev også kun større, da singleforløberne for albummet kom ud, i hvert fald for mit vedkomme. Jeg var nemlig stor fan af både “God is Dead?” og “End of the Beginning”, og især den første kom jeg til at holde rigtig meget af, noget jeg stadig gør i dag. “God is Dead?” er nemlig et fantastisk nummer, der lige fra starten fanger min interesse med dets dejlige mørke toner. Jeg elsker den måde, hvorpå Sabbath her får blandet det rolige og det voldsomme, for hvor verset holder sig godt nede i intensitet, dog med en dejlig mørk og dyster atmosfære, så er der samtidig godt knald på omkvædet. Derudover virker sammenspillet mellem musikerne også bare fantastisk godt. Den unikke lyd som Iommi og Geezer skaber sammen er altså bare så skøn, og Brad Wilk får suppleret den godt op med hans trommer. Derudover fungerer Ozzy også bare perfekt ovenpå det instrumentale. Nummeret er inspireret af Nietzsche citatet, men hvor dette citat definitivt erklærer gud død, så sætter hovedpersonen i dette nummer dog mere et spørgsmålstegn ved det. Jeg synes, at Geezer virkelig er på toppen her, når det kommer til det lyriske, og den måde som Ozzy leverer den på er også bare kanon god. Især omkvædet rammer bare så pisse godt, og det er umuligt for mig at lade være med at synge med på det.
Generelt set hører “God is Dead?” nok til under doom metal genren, men samtidig så snyder det dog ikke en for de svingende heavy metal passager, som Tony Iommi også er så genialt god til at skrive. Sådan en kommer der nemlig i nummerets anden halvdel, og inklusionen af denne er jeg rigtig glad for. Den giver nummeret et ekstra element, der bryder med det lavere tempo, der ellers bliver sat for dagen, og det leder rigtig godt op til soloen. Samtidig tilføjer dette stykke også lidt ekstra spænding til nummeret, for det nye udtryk gør, at man godt kan fortsætte i yderligere 2-3 minutter, uden at det kommer til at føles monotont. I stedet kan man, efter at soloen er ovre, lige holde til en tilbagevenden til det tunge omkvædsstykke, der også slutter nummeret af. Det er dog ikke fordi, at jeg er træt af nummeret, at jeg skriver sådan. Det føles bare som det perfekte sted at slutte nummeret af. Havde det fortsat i yderligere fem minutter, havde jeg da ikke beklaget mig, men jeg tror dog heller ikke, at det så ville stå lige så stærkt, som det her gør.
13 er et album, der byder på et hav af gode numre. “End of the Beginning”, “Loner”, “Age of Reason” og “Dear Father” er alle numre, som jeg holder meget af, men der er dog lige to, der står over dem, og det første af disse er “Zeitgeist”. Dette nummer kan meget godt sammenlignes med især “Planet Caravan” fra Paranoid albummet, og også med “Solitude” fra det efterfølgende Master of Reality album. Det er et gigantisk plus for mig. Begge har jeg nemlig en enorm forkærlighed for, for de står begge blandt de Sabbath numre, som jeg har lyttet mest til. Det samme er også tilfældet for “Zeitgeist”. Ligesom de to andre er det et roligere nummer, der kommer med et brud på et ellers ret tungt lydbillede, og det virker fænomenalt godt. Samtidig inviterer nummeret også en til at læne sig tilbage og så ellers svæve frit rundt i ens indre, og jeg elsker det. Iommi’s fantastiske akustiske guitar er en drøm at lytte til, og Geezers bas ligeså. Jeg ved faktisk ikke hvilken en af de to, som jeg mest holder af på dette nummer, for begge er bare så fandens vidunderlige at lytte til, og som altid fuldender de bare hinanden. Derudover er der noget dejligt percussion, der kører i baggrunden, og igen leder mine tanker mig tilbage til “Planet Caravan”. Lyrikken er jeg igen også voldsomt glad for, og igen skal Geezer lige roses, ligesom Ozzy i den grad skal roses for hans levering af den. Et er hvad der står skrevet, noget andet er hvad der bliver sunget, og hvor det førstnævnte er rigtig godt, så er det sidstnævnte intet mindre end hamrende fantastisk. Det får mig til at tænke over, hvor vigtig Geezer egentlig var for dette band, for han fuldender både Iommi og Ozzy, hvilket er en yderligere grund til, at jeg anser denne mand som en af verdens bedste og vigtigste bassister nogensinde. Også her på “Zeitgeist” er hans basspil som sagt skønt at lytte til, ligesom det samme må siges om resten.
Og så er jeg ellers nået til et nummer, som jeg i den grad har haft op til overvejelse, om jeg ville skrive om. Havde det været for bare en måned siden, havde der ikke været noget problem, så havde jeg nemlig skrevet om “Live Forever” uden noget videre, men Ozzys død fik dog sat lidt tvivl i mig. Som sagt vil jeg til enhver tid helst hylde folk, mens de lever. Det at skrive om nogen eller noget, fordi de lige er døde, interesserer mig bare ikke på nogen måde, derfor måtte jeg også lige finde ud af med mig selv, hvorfor at det var dette nummer, som jeg i dag skulle skrive om. Var det fordi, at det var et af de første numre, som jeg tænkte på, efter jeg fik nyheden om Ozzys død overleveret, eller var det fordi det faktisk er en af mine favoritter fra albummet? I sidste ende er det det sidste, der er grunden. Jeg har altid synes, at dette nummer er fantastisk. Jeg elsker den dejligt tunge indledning, og jeg holder endnu mere af det svingende stykke, der derefter tager over. Det rammer bare så vanvittigt godt, at man næsten skulle tro, at det var løgn, når omkvædet så tager det endnu højere op. Alt fungerer bare på “Live Forever”. Iommi stopper ikke med at være en legende her, han fortsætter, ligesom han gør på resten af albummet. Vers, omkvæd og solo, alt fra hans side er bare på sædvanligvis bare dejligt tungt og fucking godt. Geezer komplimenterer ham også på hans vanlige vis, og igen er vokalen også fantastisk. Jeg har endnu ikke nævnt det, men normalt er lyrikken noget af det, som jeg først lægger mærke til til allersidst, og det plejer heller ikke at være den, der for alvor gør det største indtryk. Det er anderledes her. Her lægger jeg mærke til den, her lytter jeg til den, og her gør den fandme indtryk. Ideen om at hele ens liv ruller for ens øjne det øjeblik, når man dør, og tanken om at man hverken har lyst til at se på det, i hvad der føles som en evighed, men samtidig heller ikke har lyst til at det slutter, da man derefter dør, synes jeg er betagende. Det samme gælder endnu engang også for Ozzys leverance af vokalen, for den virker bare. Han var bare en unik sanger, ikke bare på grund af hans stemme, men også netop på grund af den måde han sang på, en måde der virker perfekt i Sabbath regi.
13 er et sindssygt imponerende album. Det blev skrevet af nogle musikere, der i deres unge dage skrev den ene klassiker efter den anden, og som her endnu engang gør netop det. For mig står 13 ikke i skyggen af det tidlige Sabbath, for mig er det ikke et album, der lyder som om, at det er skrevet for at lyde som det gamle. I stedet har det dets egen unikke udtryk, og med den står det side om side med resten af de legendariske Sabbath udgivelser. Lige så vel som jeg kan finde på at sætte Sabotage, Master of Reality, Paranoid, debuten, Vol. 4, Sabbath Bloody.. osv. osv. på, så kan jeg på samme måde finde på at sætte 13 på. Det holder bare fra start til slut, det byder på klassiker efter klassiker, og det er bare voldsomt fedt. Det er et album, der får mig til at ærgre mig lidt over, at det blev det sidste, der kom fra Sabbath. Der var nemlig snak om en efterfølger, men det blev desværre ikke til mere end det. På den anden side, så sluttede Sabbaths studiekarriere af på toppen med 13, og det er sgu også vigtigt.
Black Sabbath behøver ingen støtteanbefaling, men vil du have deres udgivelser fysisk, så findes de, endda også de udgivelser, hvor sangeren hverken hedder Ozzy eller Dio. Engang til næste år kommer deres sidste koncert ud i biograferne, så vil du nyde den, så er det bare med at holde øje. Går billetindtægten til det samme gode formål, som den fra støttekoncerten gjorde, så skal jeg i hvert fald selv se den. Derudover så nyd den musik, som bandet lavede, ikke på grund af at det nu er slut, men fordi det var dem, der startede det hele, og fordi det var dem der i lang tid bar fanen højest.
Dagens lytteanbefalinger er svære. Stort set alle numre kunne komme på denne liste, men jeg synes dog, at “God is Dead?” er selvskrevet. Resten kan du egentlig bare plukke ud, som du vil. En otte-sidet terning besluttede i sidste ende for mig, at det skulle være “Loner” og “Dear Father”, der blev mine lytteanbefalinger, men som sagt er hele albummet fantastisk, så giv det et lyt, uanset om du kender det eller ej.
Musikskriveri 