Jeg må ærligt indrømme, at selvom Paul Simon hører til iblandt nogle af verdens største musikere, så er hans musik ikke noget, som jeg har lyttet alt for meget til. Jeg kender selvfølgelig til lidt af det, som han lavede sammen med Art Garfunkel, men udover det er mit kendskab til ham ret begrænset, dog lige med undtagelse af hans seneste udgivelse fra 2023, Seven Psalms. Det album synes jeg nemlig er ganske fascinerende, og derfor har jeg valgt det som dagens emne.

Nu plejer jeg så normalt lige at sætte et par ord på, hvordan jeg stødte på dette album, men jeg kan faktisk ikke helt huske, hvorfor jeg i sin tid satte dette album på for første gang. Muligvis havde jeg kigget på en anmeldelse af det, eller også var det bare for at vide hvad det egentlig var, som jeg solgte nede i pladebutikken. Uanset hvad, så fangede albummet dog med det samme min interesse, da jeg gav det det første lyt, for både musikken og albummets koncept havde noget særligt over sig. Disse to må jeg dog i dag også skrive om på en lidt anderledes måde, for hvis man lytter til Seven Psalms på den måde, som det er meningen, så skal man lytte til hele albummet, som var det et enkelt langt nummer. Det er dog også sådan, at jeg normalt lytter til det, så hvorfor ændre på det her?

På albummets første to minutter er der særligt to ting, der overrasker mig. Den første af disse er, hvor godt Paul Simon egentlig synger herpå. Da han optog albummet har han været 81 år, og selvom der måske lige er et par småtegn af aldring i stemmen, så synes jeg stadig, at den står ret stærkt. Derudover er guitarspillet også virkelig fedt at lytte til, for udover at det bare lyder skønt, så er det også dejligt komplekst. Det burde egentlig ikke overraske mig, at han kan bevæge sig fra den ene passage til den anden på en utrolig ubesværet måde, for manden er jo en fantastisk guitarist. Alligevel sidder jeg dog og både er utroligt overrasket og imponeret over hans evner, for selvom han virkelig varierer meget i det han spiller, så formår han samtidig at holde en god rød tråd igennem det lige fra albummets første sekund, og så helt til det sidste. Dette er imponerende i sig selv, men rosen stopper ikke her. Jeg synes nemlig aldrig, at albummet begynder at blive kedeligt, hvilket yderligere fortæller noget om guitarspillet. Det er nemlig primært kun det, en vokal og så en lille smule percussion nu og da, der udgør størstedelen af musikken. På Seven Psalms er der ikke trommer, der er ikke nogen bas, og for det meste er der sågar heller ikke nogen elektricitet i guitarerne. Det er fuldt ud akustisk fra start til slut, og på nær et par gæsteoptrædener, der for det meste er begrænset til noget vokalt, så er det kun Paul Simon og percussionisten Jamey Haddad, der står for musikken. Ganske vist bliver der brugt flere spor, både til en ekstra guitar men også til andre instrumenter, der alle er spillet af Paul, men lydbilledet er dog stadig ret simpelt, og at det derfor stadig kan være så spændende, som det nu engang er, ja det synes jeg sgu er fedt.
Udover at musikerne her har styr på deres kram, så må det samme også siges for teknikerne. Albummets lyd er nemlig fænomenalt god! Måske er det netop fordi, at det er et mere akustisk et af slagsen, for disse har det jo med lige at kunne lidt ekstra, når det kommer til lyden. Uanset grunden, så er det dog en fornøjelse at lytte til, både når det kun er guitaren og vokalen, der lyder, men også når der er flere elementer i spil. Her er det ligemeget om det så er de instrumentale gæsteoptrædener, hvor der lige kommer lidt strygere og fløjter ind over, om det er gæstevokalerne, eller om det er de passager, hvor der er ekstra mange ting i spil fra Paul og Jamey. Hele vejen igennem lyder det nemlig bare fantastisk.

Selve tonen på albummet er lidt mørk. Det har en tyngde over sig, hvilket skyldes den eftertænksomhed, der ligger i albummets lyrik. Så vidt jeg husker, så var Seven Psalms egentlig tænkt som et afskedsalbum, og selvom denne plan vist blev droppet kort efter albummets udgivelse, så skinner afskeden stadig igennem. For mig virker det i hvert fald som om, at Paul flere gange på albummet ser tilbage på hans karriere, ser hvad der var dengang, og hvad der er nu, her ved enden. Denne ende bliver især centraliseret i albummets sidste del, hvor der bliver sunget om døden, og om ikke at være klar helt klar til den, og selvom det måske alligevel ikke bliver det sidste album fra den legendariske musiker, så rammer teksten sgu stadig med sin tyngde.

Som sagt er jeg rigtig glad for både det musiske, det kompositoriske og det lydmæssige på albummet, men der er dog lige en sidste ting, som jeg mangler at nævne, nemlig den måde som albummet bliver holdt sammen på. Som jeg skrev tidligere, så kan det nemlig godt deles op i forskellige dele, og derfor ville det også føles som syv forskellige numre, hvis ikke det var for en enkelt ting, nemlig en tilbagevenden til et bestemt stykke fra albummets første del. Med jævne mellemrum vender Paul nemlig tilbage til denne passage, og det er der flere ting, der er fedt ved. For det første er det en virkelig god passage, og derudover bliver den kun bedre af, at han lige kommer med en lidt varieret udgave af den, hver gang han finder den frem igen. Det bedste er dog, at mellemrummene mellem den er perfekte. Albummet når lige at nå ud til den grænse, hvor det ville miste dets sammenhæng, hvis det fortsatte længere, men så kommer dette stykke på og får samlet det hele, og det virker bare så godt, netop fordi det lige når til den grænse. Jeg synes, at det er fuldstændigt genialt, og for mig er det albummets vigtigste element. Et er at sige, at der er et overordnet koncept på albummet, et andet er at få det til at føles som om, at der rent faktisk er det. Det gør dette stykke. Det er det, der er grunden til, at man får noget ekstra ud af at høre albummet fra start til slut. Det er det, der får det til at føles som en enhed, i stedet for bare syv numre med flydende overgange til hinanden, og derfor er det så dejligt vigtigt og så dejligt godt.

Jeg skal ikke sidde her og skrive, at Seven Psalms er det bedste Paul Simon album nogensinde. Det har jeg på ingen måde kendskab nok til mandens musik til at skrive. Det er dog den af hans udgivelser, og her er både solo og Simon & Garfunkel udgivelser inkluderet, der har fanget mig mest af alle. Det ændrer sig måske, når jeg en dag for alvor får taget mig sammen til at få lyttet det hele igennem, men indtil da kommer dette album til at forblive det, som jeg oftest sætter på, når jeg skal høre Paul Simon.

Jeg tænker ikke, at Paul Simon har behov for de store støtte, for når jeg tænker på, hvor mange Bridge over Troubled Waters og Greatest Hits, som jeg har langet over disken i min tid i pladebutikken, så må hans finanser fandme være i orden. Vil du dog alligevel gerne have albummet fysisk, så kan det stadig fås både på LP og CD. Her må jeg også lige komme med en anbefaling til, at det er den sidste du anskaffer dig, hvis du altså kan spille den, da den giver den mest flydende oplevelse. Jeg skal ikke kunne sige, om manden kommer til at turnere i Europa igen, men jeg kan dog se, at han her om et par dage giver det sidste show på en kortere nordamerikansk turne, så måske er der håb. Kommer han forbi Danmark, og har du en lyst til at se ham optræde, så vil jeg på det stærkeste anbefale, at du får købt en billet. Manden bliver 84 i år, så måske er det sidste chance for at nyde ham, mens han stadig er her, og det skal vi fandme huske at gøre, i stedet for at vente til efter han er død.

Der kommer kun en lytteanbefaling i dag, og det er hele albummet. Som sagt hænger det sammen fra start til slut, og derfor vil jeg ikke begynde at splitte det op, selvom det kan findes i individuelle dele på både Youtube, Spotify og hvilken anden streamingtjeneste, som det eller er på. Det er både af respekt for kunstneren og hans vision for albummet, men også fordi det bare fungerer bedst på den måde. Så find et sted hvor du kan lytte i fred og ro, og giv så ellers albummet en den halve time, som det forlanger. Det har jeg i hvert fald fået nogle gode stunder ud af.

Seven Psalms