Et af mine håb med denne side er, at jeg nu og da kan finde et eller andet frem, som du ikke har hørt om før, og som du derefter bliver glad for. Om det er lykkedes, kan selvfølgelig kun du sige, men det er i hvert fald det, som jeg ser som den største mulige gevinst for mig med siden. Nu og da kommer der dog også nogle sidegevinster, for af og til sker det, at jeg i min skriven opdager et eller andet nyt stykke musik, som jeg slet ikke kendte til. Dette skete blandt andet med mit Caroline Polachek skriveri, hvor jeg opdagede, at hendes “Spring is Coming With a Strawberry in the Mouth” i virkeligheden ikke var hendes eget nummer. I stedet var det et cover gruppen Operating Theatre, og det er netop dem, som jeg i dag vil skrive om. Jeg har nemlig lyttet jævnligt til deres musik siden da, og jeg er kun blevet mere og mere glad for den med tiden.
Inden jeg dog går i gang med at skrive om musikken, så vil jeg som altid først lige starte med at skrive lidt om selve gruppen bag den. Operating Theatre var en gruppe fra Irland, men det var en lidt atypisk gruppe, når det kommer til musikken. Her var fokusset nemlig splittet mellem teater og musik. De to hovedpersoner i gruppen var musikeren Roger Doyle og skuespillerinden Olwen Fouéré, og fra de startede gruppen i 1980, og så til dens afslutning i 2008, nåede de at lave en god del forskellige stykker og musikken dertil. Jeg kan også se, at de med gruppen fik en vis anerkendelse, for de havde nemlig selveste Bono som producer på det værk, som jeg i dag vil fokusere på. Dog kan jeg ikke selv skrive meget mere om Operating Theatre, i hvert fald ikke noget, som du ikke selv ville kunne læse dig til på Wikipedia, så i stedet vil jeg lade musikken komme i fokus.
Hvad er det så for et album, som jeg i dag vil fokusere på? Teknisk set så er det det, der hedder Spring is Coming With a Strawberry in the Mouth / Rapid Eye Movement, et album der udkom i 2023. Dette er en sammensætning af en EP fra 1986 og halvdelen af et album fra 1981, der henholdsvis har de to titler, som 2023 albummet består af. Det er dog kun den ene af disse to, som jeg i dag vil skrive om, da den første del nemlig primært er den, der interesserer mig. Denne del åbner op med nummeret af samme titel, og jeg tror her, at det bliver første gang, at jeg her kommer til at skrive om et nummer, som jeg allerede har skrevet om. Der er dog en stor forskel på de numre. Hvor Caroline Polacheks version er virkelig velproduceret og har en gudeskøn vokal over sig, så føles den originale version lidt mere rå, og vokalen rammer samtidig heller ikke tonerne på samme perfekte måde, som Caroline gør. Det er dog slet ikke nogen kritik, for det er blandt andet det, der gør, at jeg langt oftere hører denne originale version. Det klæder på en eller anden måde bare nummeret, at det ikke har den moderne og perfekte lyd. I stedet er der noget skævt over de elektroniske toner, og det giver dem deres helt egen særprægede og unikke lyd, hvilket tilføjer noget ekstra charme til nummeret. Det har den moderne version ikke på samme måde, for som sagt er lyden mere ovre i den moderne perfekte bane, og derfor har man også hørt noget lignende før. Det gør selvfølgelig ikke noget, men det giver bare ikke den samme lytteoplevelse, som den originale version gør. Det samme kan også siges om vokalen. Her synger Caroline fantastisk skønt hele vejen igennem nummeret, mens Elena Lopez, der er sangerinden på den originale version, tilføjer nogle skæve elementer til hendes sang, der igen gør det utroligt unikt og nærmest uforglemmeligt. Begge ting virker selvfølgelig, men den sidstnævnte skævhed gør bare, at jeg langt oftere finder den version frem, da der er noget helt særligt ved den.
“Spring is Coming With a Strawberry in the Mouth” er et sjovt nummer, blandt fordi der eksisterer disse to lidt modstridende versioner. Til at starte med var jeg langt større fan af Caroline Polachek versionen, som jeg synes var en forbedring på alle fronter. Dog kunne jeg alligevel ikke lade være med at give originalen et lyt nu og da, og stille og roligt blev jeg mere og mere glad for den, indtil det lige pludselig gik op for mig, at det var blevet den, som jeg primært lyttede til, når jeg skulle høre dette nummer. Det gjorde også, at jeg samtidig begyndte at lytte mere og mere til resten af albummet, og stille og roligt begyndte det også mere og mere at fange min interesse.
Der er to andre numre, som jeg også virkelig synes godt om på dette album, og det er de to efterfølgende numre. Det første af disse har titlen “Part of my Make-up”, og på dette nummer er der blevet foretaget et skifte i vokalen. Her er det nemlig Olwen Fouéré, der synger, og det gør hun for det meste på en mere hviskende måde, hvilket passer godt til den mere afdæmpede stil, der her bliver lagt for dagen. Det elektroniske har dog samme unikke følelse, som det havde på første nummer, og det tilføjer noget mystik til de toner, der bliver spillet. Denne mystik er at finde igennem hele nummeret, men der bliver dog vekslet lidt i intensiteten af den i skiftene mellem vers og omkvæd, og dette synes jeg fungerer virkelig godt. Der er noget mørkt over verset, men det svinder lidt hen, når omkvædet kommer på. Det bliver aldrig decideret lyst, men alligevel synes jeg dog, at det bringer lidt håb til mystikken, hvilket passer godt ind i nummeret.
“Part of my Make-up” er et lidt monotont nummer i den måde, som det flyder på. Det bliver dog aldrig kedeligt, for selvom det kører meget på samme måde, så bliver der nu og da vekslet i de elektroniske toner, og i den måde som vokalen bliver fremført på. Det er et nummer, som jeg virkelig nyder, og det minder mig lidt om noget af det, som Propaganda lavede på deres fantastiske A Secret Wish album, dog med en lidt skævere lyd.
Det sidste nummer, som jeg vil skrive lidt til, er nummeret “Queen of No Heart”. Her er der igen blevet byttet rundt på sangerinderne, og Elena Lopez er igen i front. Stemningen fra forrige nummer bliver dog bibeholdt i starten, for først er det mystisk, og derefter bliver det så også lidt mere håbefuldt. Man kan dog lige fra start fornemme, at det her nummer ikke er et afdæmpet et af slagsen, og denne fornemmelse bliver kun forstærket for hvert ekstra element, der bliver tilføjet. Især når en dybere elektronisk tone kommer på, ved man, at nu skal det til at gå løs, og her skuffer trommeslageren Sean Devitt på ingen måde. Den måde han spiller på minder mig lidt om de trommer, som man ofte finder i industrial genren, for de pumper løs på samme fabrikagtige måde. De dybe elektroniske toner forstærker denne følelse yderligere, og det lægger et rigtig dejligt fundament for resten af nummeret. Der er et utroligt solidt synth-pop nummer, og igen synes jeg, at der kan drages nogle sammenligninger mellem det, og så det som Propaganda gik og lavede i samme periode. Hos Operating Theatre er tonen dog igen noget mere skæv, og især vokalen virker virkelig godt her. Der er samme fremgangsmåde som på albummets første nummer, og den har bare noget unikt, fascinerende og fedt over sig, som jeg er virkelig glad for.
På dette album er der selvfølgelig nogle flere numre, blandt andet “Atlantean” og “Satanasa”, der også var en del af EP’en fra 1986. De er dog lidt anderledes end de tre første numre, blandt andet fordi de er instrumentale, og måske er det også derfor, at de ikke helt fanger mig på samme måde. De er dog stadig dejligt interessante, for igen er der bare noget unikt over dem lydmæssigt. Derudover vil jeg også lige nævne nummeret “There Are Loves”, som jeg også virkelig nyder, men som jeg dog ikke helt ved hvor hører til, da det vidst hverken er fra 1986 EP’en eller 1981 albummet Rapid Eye Movement, der står for at slutte dette samlede album af med en 29 minutters lang “Revolution 9” inspireret afslutning. Denne er også interessant at lytte til, men man skal i den grad være til den slags eksperimenterende form for musik for at nyde den.
Synes du, at dette stykke musik er interessant at lytte til, så kan du som altid støtte op om den ved at købe den fysisk. Jeg tror desværre ikke, at det på nogen måde er muligt at opleve musikken live eller i det teaterformat, som den oprindeligt blev skrevet til, da gruppen som sagt har været opløst siden 2008. Til slut vil jeg som altid også anbefale, at du lige sender musikken videre til en ven, hvis du altså kender en, som du tror vil sætte pris på musikken.
Dagens lytteanbefalinger bliver “Spring is Coming With a Strawberry in the Mouth”, “Part of my Make-up” og “Queen of No Heart”. For mig er det de tre stærkeste numre på albummet med flere længder, men resten er dog også en virkelig interessant lytteoplevelse, så er du til sådan en, så kan jeg kun anbefale, at du får hørt hele albummet.
Spring is Coming With a Strawberry in the Mouth / Rapid Eye Movement
Musikskriveri 