Nu har jeg haft fat i en del tungt her på det sidste, og derfor synes jeg også, at det er tid til forandring. Derfor vil jeg i dag drage til et af mine yndlingsmusiklande, nemlig Canada, og finde noget godt elektronisk alternativt rock frem. Det skal nemlig handle om sangerinden Ché Aimee Dorval og hendes skønne The Crowned album fra 2023.
Jeg skal ikke skrive alt for meget om Ché og hendes baggrund, for sandheden er, at jeg ikke kender så meget til den. Jeg kan se, at hun i 2006 udgav hendes første album, og derefter er det så blevet til fire mere i eget navn. Det var dog igennem hendes samarbejde med en vis hr. Devin Townsend, at jeg selv for første gang stødte på hende. Hun har nemlig stået for den kvindelige vokal på flere af hans udgivelser, noget der startede på hans Ki album fra 2009. Højdepunktet fra deres samarbejde må dog nok siges at være Casualties of Cool albummet fra 2014, men det er ikke det, som det skal handle om i dag. I stedet er det hendes seneste og fremragende album The Crowned, der som sagt er dagens emne.
The Crowned åbner egentlig op med nummeret af samme titel, men til min store overraskelse er det ikke det, som jeg i dag vil åbne op med at skrive om. I stedet bliver det albummets sidste single, “Loveless”, der får den ære. På selve albummet er det placeret som det tredje nummer, og selvom Ché allerede har lagt et højt niveau med de to første, så føler jeg, at hun her tager det endnu højere op. Alene den vidunderlige afslappet måde, hvorpå det starter op, er jeg voldsomt glad for. Mikset af de forskellige instrumenter, der her forsigtigt giver deres klang, er så skønt at lytte til, og det føles nærmest helt meditativt, og selvom der kort efter bliver tilføjet lidt mere til det, så får denne meditative strøm stadig lov til at flyde stille og roligt i baggrunden, hvilket er skønt. Det samme er den vokal, som Ché kommer med dog også, og hun starter med at lægge ud med en afslappenhed, der fuldender dette indledende lydbillede. Var det her hun holdte nummeret, så ville jeg slet ikke beklage mig. Det gør hun dog i midlertidigt ikke, men det fører dog heller ikke til brok herfra. Jeg holder nemlig også utroligt meget af den måde, hvorpå hun stille og roligt tilføjer mere og mere intensitet til nummeret, indtil det så nærmest eksploderer i et rigtig dejligt og storladent omkvæd. Dog må jeg indrømme, at det der mest af alt sælger nummeret for mig er den mere stille del, blandt andet fordi at selvom den vender tilbage efter omkvædet, så er der alligevel sket nogle ændringer i lydbilledet, hvilket gør det ekstra spændende at lytte til.
“Loveless” og “The Crowned” plejede at være de to numre, der stod stærkest i min erindringer om albummet. Det er jeg også rigtig glad for, for det gjorde nemlig, at jeg i dag blev ret overrasket over, hvor godt at nummeret “Want That Soul”, der tager over efter “Loveless”, egentlig er. Det er bare dejligt lækkert lige fra start, med et god en rytme, skønne toner, og igen en vokal der bare sidder fuldstændigt i skabet. Her slår albummets elektroniske lyd også ekstra godt igennem, og jeg er vild med den lige fra start til slut, ligesom det samme gør sig gældende for den skønne bas, der ligger og kører i baggrunden. Alle nummerets passager er bare rigtig stærke, og derudover flyder de også rigtig godt fra den ene til den anden. Fra det lækre og lidt mere tilbagelænede vers til den lidt vildere opbygning, der så flyder ud i et vers, der igen tager den lidt tilbage. At det netop gør det har dog en fantastisk effekt, og derfor føles det også som det helt rigtige valg til nummeret. Det gælder også for resten af nummeret, for for mig står det i hvert fald som et, der er virkelig velskrevet. Det der dog for alvor for trukket det op til et tårnhøjt niveau er dog Chés vokal, som jeg allerede har nævnt, men som jeg simpelthen bliver nød til at fremhæve igen. Især i verset får den ekstra meget plads, og hold kæft hvor er det dog dejligt, for hun har en gudindes stemme. Derudover har hun også teknikken til at bruge den, men heldigvis går hun aldrig for langt med dette og holder det i stedet lige på den gyldne grænse, hvor det bare er så lækkert at lytte til.
Det er især i den første halvdel, at mine favoritnumre fra dette album ligger, for den næste af disse er nemlig albummets femte nummer, “Blood Red Son”. Her bliver lydbilledet en lille smule mørkere, og i blandt de elektroniske toner finder man også nogle, der bringer en lidt mærkeligere og lidt skæv følelse til nummeret, som jeg er rigtig glad for. Samtidig er der dog ikke givet helt slip på den tilbagelænethed, der hidtil har været at finde på numrene, og de to udtryk mikser rigtig godt sammen. Hvor det dog har været disse passager, som jeg har været størst fan af på de to forrige numre, så er det dog lidt anderledes her, for her synes jeg nemlig, at nummeret rammer toppen, når det lidt vildere omkvæd kommer på. Der er lidt mere skrald på her, og samtidig skruer Ché også op for styrken i hendes vokal, der især når toppen lige når resten går tilbage til det mere rolige, og det skaber en rigtig fed kontrast, der virker helt vildt godt. “Blood Red Son” er bare et vildt nummer, der igen flyder så fandens godt. Derudover er det også et nummer, hvor jeg især nyder at lytte til de elektroniske elementer, da jeg virkelig føler, at der er mange fede detaljer at finde her. For mig er det i den grad et af albummets absolutte højdepunkter, og helt sikkert en af de numre, som jeg i dag vil have i mine lytteanbefalinger.
Det bliver “Blood Red Son”, der i dag får lov til at blive det afsluttende nummer, som jeg skriver om. Det skal dog bestemt ikke ses som et tegn på, at det er her, at det gode på albummet stopper, tværtimod. Det har så meget mere at byde på, for blandt andet “Sensibillities”, det mere afslappede “He Sorta Loves Me”, formidable “Lionize” og ikke mindst det afsluttende “What is Enough (Desired and Adored)” er alle fantastiske numre, som jeg sagtens kunne have skrevet om. I stedet synes jeg dog, at det vil være bedre, hvis du selv udforsker albummet og giver dem et lyt. Det synes jeg nemlig, at de har fortjent.
The Crowned er et rigtig dejligt album, for selvom der går lidt tid imellem mine gennemlytninger af det, så står altid stærkere, når jeg pludselig har fået lysten til at sætte det på. Alle numrene på albummet har bare en sindssyg høj kvalitet, og selvom det denne gang var “Want That Soul”, der stjal min opmærksomhed, så kan det sagtens være et andet nummer, der overrasker mig næste gang. Det synes jeg er så fedt, og derfor er dette også min favorit af de udgivelser, som Ché har i eget navn. Det har nogle fantastiske numre, der er spækket med detaljer og en lyd, der er en fornøjelse at lytte til, og derfor vil jeg i den grad også anbefale, at du gør netop det.
Vil du gerne støtte op om Ché og hendes musik, så mener jeg, at albummet er til at få fysisk endnu. et er dog desværre nok også den eneste måde, der er at støtte op om hende, udover at spille hendes numre for andre selvfølgelig. Så vidt jeg ved, så er det nemlig mest i Canada, at hun tournerer med hendes musik, og de gange hun er kommet til Europa, så har det primært været Englang og Holland, der har fået glæde af hendes optrædener. Jeg håber dog på, at hun en dag kommer til Danmark og spiller, for jeg kunne virkelig godt tænke mig at se hende live med hendes eget materiale. Om det kommer til at ske, må tiden dog vise.
Dagens lytteanbefalinger kommer som sagt til at bestå af “Blood Red Son”, og derudover vil jeg også sætte “Want That Soul”, og så det mere afslappede “He Sorta Loves Me” på listen. De to første har jeg allerede sat ord på, og det sidste har også været en favorit, der derudover samtidig giver en ekstra god brede til albummets lyd. Den største anbefaling er dog altid, at du lytter det hele igennem, for ellers snyder du dig selv for noget god musik.
Musikskriveri 