For tredje år i træk var jeg i går forbi den dejlige Vindmøllerock festival, og for tredje år i træk kom jeg derfra med nogle dejlige musikoplevelser, og dem skal der selvfølgelig sættes nogle ord på!

Festivalen blev åbnet op kl. 16 af rapperen Papillon, der med sig havde guitaristen Jon Brændsgård Toft, og da jeg gik op til scenen, må jeg ærligt indrømme, at det ikke var med de store forventninger. Rap er bare ikke det, der fænger mig mest, men her blev jeg dog ret positivt overrasket. Jeg synes nemlig, at Papillon optrådte med en rigtig god energi, og kunne jeg også godt lide hans tekster. Mange af dem trak forbindelser til Djursland, og der blev både sunget lidt om Femmøller, Århus og dykkerpiraten Dynamit Åge. Efter en fem-seks numre overlod Papillon så scenen til Jon, som gav os en fire numre på hans akustiske guitar. Også her synes jeg, at teksterne var virkelig gode, og især det sidste nummer, der omhandlede det at stå i kø i en Netto, kunne virkelig noget. Alt i alt fik de to musikere startet dagen ud på en rigtig god måde, og skule jeg støde på dem igen, så vil jeg da helt sikkert stoppe og lytte til dem spille.

Fra noget som jeg overhovedet ikke kendte til, til noget som jeg efterhånden vel nok har set fem-seks gange, hvis ikke mere. Nu var det nemlig blevet tid til noget MaMe, og det er en duo, som jeg virkelig holder af. Den består af Mariann Sørensen og Mette Brass, og sammen spiller de noget rigtig fedt musik, der vel nok bedst kan beskrives som en lidt poppet omgang flower power. Instrumenterne blev der skiftet lidt rundt på i løbet af koncerten. Til at starte med var der gang i to akustiske guitarer, den ene af dem blev så skiftet ud med en bas, og senere kom der også en harmonika i spil. Uanset hvilke instrumenter der blev spillet på, så var der dog et fællestræk ved hele koncerten, og det var, at det var suverænt godt. De to er virkelig dygtige til at skrive sange, og derudover passer deres stemmer bare så godt med hinanden. Der blev budt på både gamle kendinge, hvor “Bølgerne”, “Fucking Fantastisk” og “I Mørket er Alle Katte Grå” stod som mine højdepunkter, men derudover var der også to nye numre, som jeg ikke mindes at have hørt før, nemlig “Flyv Flyv Felukka” og “Søløve Valsen”. Især det sidste af disse imponerede mig rigtig meget, og det ser jeg virkelig frem til at høre en anden gang til en MaMe koncert.

Dagens tredje koncert blev givet af musikeren Jens Ref, og her havde jeg fået et tip om, at det nok skulle blive fedt. Det blev det i den grad også. Det var den klassiske kombination af akustisk guitar, mundharmonika, og så en dejlig god blues vokal, og det virker jo hver gang. Jeg blev især imponeret over af hans evner på guitaren, og derudover kunne jeg også godt lide numrenes tekster, og ikke mindst den vokal der leverede dem. Lydmæssigt formåede han at genskabe den dejlige gamle blueslyd, og det havde en bare en nærmest uimodståelig charme over sig. Fed fed fed oplevelse!

Så blev det så tid til noget af det, som jeg virkelig havde glædet mig til at høre på Vindmøllerock, nemlig Jonathan Zacho. Hans musik var blevet beskrevet for mig som psykedelisk folk punk, og det lød bare så fandes spændende, at jeg var nød til at høre det. Med sig havde han taget bassisten Thomas Thomsen, og sammen leverede de to en rigtig fed koncert, hvor især Jonathan virkelig gav den gas på hans akustiske guitar. Det var fandme en energi og en spilleglæde, der ville noget. Lige fra start blev det på ingen måde skjult, at de to havde et politisk standpunkt, og jeg kunne hurtigt trække tråde tilbage til Røde Mor. Der blev sagt et par ting eller tre om systemet, og det fik Jonathan sunget på en virkelig fed måde. Jeg kunne ikke lade være med at stå og tænke på John Fogerty, når jeg hørte Jonathans vokal, for den havde lidt af den samme rå styrke, hvilket var vildt fedt. Derudover var hans tekster dejligt finurlige, og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at synge med på så meget, som jeg kunne. Jeg havde høje forventninger til denne koncert, og jeg blev på intet tidspunkt skuffet. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg kommer til at opleve en koncert med ham!

Dagens femte navn var endnu et, som jeg ikke kendte til, nemlig Lassa Crew, men også her var der en rigtig god oplevelse at finde. Bandet spillede lidt blødere rock, hvor hovedpersonen var svenske Lasse Hedenström, der stod for vokalen og noget akustisk guitar. Resten af bandet bestod så af guitaristen Janus Hentze, keybordspilleren Raian Alsharif, trommeslageren Jonas Becher og bassisten Nikolaj Skovdal Sønder. Endnu engang var det nogle rigtig kompetente musikere, der stod på scenen, og de leverede nogle skønne numre, der tekstmæssigt skiftede mellem at være på svensk og på engelsk. Udover at jeg var glad for selve kompositionerne, så var jeg også rigtig glad for Lasses vokal. Den var virkelig dejlig at lytte til og havde bare en svensk charme over sig, hvilket kun gjorde den bedre. Glimrende koncert!

Indtil nu havde der været en lidt mere folkelig stemning på Vindmøllerock, men det skulle så sandelig ændre sig, da Clean Boys gik på scenen. De spiller nemlig dejligt punk, og det gør de med en energi, der bare slår igennem. Det er et band, som jeg har set en god del gange efterhånden, og hver gang leverer de varen. Tidligere på året udgav de et nyt album, der har titlen Great Humankind, og derfor blev der også spillet en god del numre fra det. Det gjorde bestemt heller ikke noget, for det er pisse fedt, og “The Rat Race” og “Play With Your Poo slog begge virkelig godt igennem. Derudover spillede bandet bare med deres vanlige charme og humor, og vi fik blandt andet lov til at opleve verdens korteste stoner nummer, der kun lige varede omkring 10 sekunder. Til slut rundede bandet af med at spille nummeret “Hail the Godfather” som en hyldest til en af deres tidligere trommeslagere Mulle, der desværre gik bort for nyligt. Dette var åbenbart det sidste nummer, som han havde spillet live med bandet, og kombineret med den ekstra energi som både band og publikum gav, så resulterede alt dette i en virkelig god og også rørende afslutning på koncerten, men ikke mindst af alt, en fantastisk hyldest til Mulle.
Ser du Clean Boys spille i nærheden af dig, så kan jeg kun anbefale, at du tager afsted og ser dem. De sparker så fantastisk meget røv, og derudover er de også pisse dygtige musikere. Som altid var det en fornøjelse at høre dem spille, og jeg ser allerede frem til næste gang.

Dagens næste oplevelse blev for mig Tres. Igen et band som jeg har set før, og også et band som jeg før har skrevet om. De spiller noget dejligt mørkt og dystert musik, og lige siden jeg første gang hørte dem spille på Hva’Bar, har jeg været fan. I aften skuffede de bestemt heller ikke, og selvom de vist selv havde lidt problemer med lyden på scenen, så lød det som en drøm ude foran. bandets mørke vokal er noget så pisse fed at lytte til, og det lydtæppe som keyboard og guitar leverer dertil er også bare vidunderligt. Det kan noget helt helt særligt, og jeg glæder mig til, at de en skønne dag får udgivet et album, for så skal det fandme gennemspilles. Det var også det perfekte tidspunkt, at bandet fik lov til at spille på, for hvor alle andre havde spillet i dagslys, så var solen på dette tidspunkt endelig svundet hen, og det bidragede yderligere til den fede stemning, som bandet leverer. I dagene op til Vindmøllerock var Tres et af de navne, som jeg havde fremhævet til dem, som jeg havde anbefalet at tage derud, og som altid skuffede de ikke. I stedet synes jeg faktisk, at de bare bliver bedre og bedre.

Lige da det først blev annonceret, hvem der skulle spille på årets festival, så vidste jeg hvilket band, der ville stå for årets bedste oplevelse, for er der nogen der ved, hvordan man spiller koncert, så er det fandme drengene i Juvenile. Jeg har både set og skrevet om dem før, og det vil jeg blive ved med, for dette band er simpelthen bare så sindssygt fucking fedt! Hver gang jeg ser dem bliver de bare bedre og bedre og i aften var på ingen måde nogen undtagelse. De spiller med en attitude og vildskab, der smitter så utroligt meget af, og det var da også dem, der fik suverænt mest gang i publikum. Det er der fandme heller ikke noget at sige til, for når en guitarist lige pludselig bare hopper ned fra scenen og løber rundt og spiller blandt publikum, så kan det ikke andet end at sætte gang i folk. Det var dog ikke kun Dres, at der var fut i, for resten af bandet gav i den grad også gas. Både Asbjørn og Rasmus spiller bare noget så voldsomt fedt, og derudover er Emil selvfølgelig en fantastisk frontmand. Igen er det attituden der gør en god del af det, men også bare hvert enkelt medlems musikalske evner er så overdrevet fantastiske. Showmæssigt ramte dette band fuldstændigt plet hele vejen igennem. Dres var ude blandt os flere gange, på et tidspunkt blev der lige pludselig hevet en ekstra guitarist op fra publikum, under “Goodbye J.R.” spændende Emil lige pludselig bare væk fra scenen, og mens resten af bandet så bare skurede op og op for tempoet, så kom han til sidst tilbage med en ny øl i hånden og tilsluttede sig den noget hurtigere version af nummeret. Det er bare så vidunderligt at være tilskuere til, og da bandet sluttede af med et cover af The Stooges “I Wanna Be Your Dog”, hvor Emil selvfølgelig fik halsbånd på og blev luftet flere gange ude blandt publikum, så var der ingen tvivl om, at Juvenile i år var kongerne af Vindmøllerock. De kom, de så, og de fucking sejrede! Suveræn afslutning på en helt igennem fantastisk dag! Jeg glæder mig allerede til næste år.