For næsten et år siden skrev jeg mit første skriveri om det dejlige power-metal band Blind Guardian, og derfor synes jeg også, at det er ved at være på tide, at jeg får taget fat i dem igen. Det er nemlig et band, der havde stor betydning for mig i de første år, hvor jeg for alvor begyndte at interessere mig for musik, og selvom de måske ikke har helt den samme betydning for mig i dag, så er det stadig et band, som jeg altid nyder at lytte til. Nu har jeg så allerede skrevet om min favorit fra deres diskografi, så i stedet kommer det i dag til at handle om den første udgivelse, som jeg hørte fra bandet, nemlig At the Edge of Time, som bandet udgav i 2010.
I dag vil jeg ikke bruge alt for meget plads på at skrive om selve bandet og mit eget forhold til dem, da jeg har været igennem det i mit forrige skriveri. Skal du dog lige have en opsummering, så er Blind Guardian et tysk band, der blev dannet i midt 80’erne. Siden begyndelsen har de beskæftiget sig med power-metal, og de må i den grad siges at være nogle giganter indenfor genren. I starten af bandets karriere var de meget inspireret af speed metal, men senere gik deres musik hen og fik nogle mere symfoniske og progressive træk. Det var disse senere træk, der definerede mit første lyt til bandet, da jeg for efterhånden 15-16 år siden for første gang hørte deres musik igennem computerspillet Sacred 2. Dette spil havde de nemlig skrevet et nummer til, og da jeg hørte det, fangede det med det samme min interesse.
Det er også netop dette nummer, som jeg vil lægge ud med at skrive om, da netop dette nummer , der har titlen “Sacred Worlds”, står for at åbne albummet op. Det er dog ikke helt det samme, som det man finder i computerspillet. Bandet valgte nemlig at tilføje lidt ekstra til deres albumversion, heriblandt en længere symfonisk åbning. Denne vidunderlige start på nummeret får sat en rigtig god stemning op, der til at starte med bare oser af dejlig mystik. Efterhånden bliver det dog mere og mere storladent, og en dejlig episk følelse får blandet sig med mystikken, og mere og mere bliver man klar til en rejse i de fantastiske fantasiuniverser, som bandet beskæftiger sig med. Jeg synes virkelig, at dette er en fed indledning, ikke bare til nummeret, men også til albummet. Ikke bare fordi det lyder fantastisk, men også fordi det flyder så godt med resten. Nogle metaludgivelser har det med at åbne op med et kort stykke episk musik, der så bliver erstattet af noget hårdtslående, men selvom det også går over i det tungere her, så synes jeg ikke, at det “erstatter” det symfoniske. I stedet er overgangen dejlig organisk, og det føles som den helt naturlige vej for nummeret at gå.
Det er dog ikke bare åbningen, der skal fremhæves på “Sacred Worlds”, for generelt set er det nemlig bare pisse fedt. Allerede ved den første hårdtslående passage forsikrer bandet en om, at de virkelig kan deres kram, og sådan fortsætter det bare igennem resten af nummeret. Samtidig er lyden også himmelsk på dette album, og det skal alle de mange teknikere i den grad roses for, heriblandt Charlie Bauerfeind, der har været hovedmanden bag den. Han har været med til at stå for den tekniske side af bandets musik siden 1998, hvor han for første gang bidrog med hans evner til albummet Nightfall in Middle Earth, og han har lige siden da virkelig brilleret på denne front. Det er dog ikke albummets lyd, der imponerer mig mest på dette nummer. I stedet er det selve progressionen i det, for den er intet mindre end fuldstændig utrolig! “Sacred Worlds” er et nummer, der består af et hav af forskellige passager, og selvom der er et par enkelte, der bliver gentaget, blandt andet et hamrende dejligt omkvæd, så føles det mere som en undtagelse end normen. Det første vokalstykke er fuldstændigt anderledes end det, der kommer efter nummerets første omkvæd, og sådan fortsætter det også igennem resten af nummeret. Dette giver en følelse af, at nummeret tager en med på et eventyr, hvor man aldrig helt ved, hvad der nu skal ske, og det gør det utroligt spændende at lytte til. Samtidig må jeg også bare rose bandet til skyerne for den måde, hvorpå de går fra det ene stykke til det andet. Igen føles det nemlig bare fuldstændigt naturligt hele vejen igennem, og det er imponerende, når man tænker på, hvor mange individuelle passager dette ni minuttes lange nummer består af. Det er faktisk først noget, som jeg er begyndt at tænke over nu, hvor jeg virkelig har skulle fokusere på numrene for at skrive om det, og det forstærker bare yderligere den naturlighed, som jeg føler, at ikke bare dette nummer, men faktisk hele albummet har.
For mig er “Sacred Worlds” virkelig et mesterligt nummer. Alene bare de tekniske aspekter ved det, både lyden og sangskrivningen, er totalt overvældende, og det samme gælder for resten. Hansi Kürsh er en formidabel sanger, og han sejrer totalt både på de blødere og mere melodiske stykker, men i den grad også på de hårdere af slagsen. Guitarspillet på André Olbrich og Marcus Siepen kan der heller ikke sættes en finger på, og det samme gør sig også gældende for det trommespil, som Frederik Ehmke leverer. Alt sammen sidder bare lige i skabet, og det er en af de ting, der gør, at jeg stadig her mange år efter mit første lyt stadig elsker nummeret så utroligt meget. Det er et sindssygt nummer at åbne et album op med, for det sætter et ekstremt højt niveau, der er svært at følge op på, men resten af albummet formår dog netop at gøre det. “Sacred Worlds” vil dog altid stå som et af albummets absolutte højdepunkter for mig, for det kan noget helt helt særligt.
At the Edge of Time er sådan et album, hvor jeg som sådan kunne skrive om hvert enkelt nummer, for de kan alle noget helt særligt. Derfor er det også lidt svært for mig at udvælge, hvad der skal skrives om. “Tanelorn (Into the Void)” er en af mine favoritter fra albummet, og det samme gælder for “Valkyries” og “Wheel of Time”, men i dag må jeg nøjes med kun lige kort at nævne dem her. I stedet vil jeg så dykke lidt ekstra ned i “Curse My Name”, da det udover at være en af mine favoritter også er et nummer, der er lidt anderledes end resten af albummet. Her dropper bandet nemlig de tungere elementer, der ellers dominerer det meste af albummet, og i stedet går de over til en mere folkelig lyd. Den passer dog rigtig godt til bandet, for igennem tiden er de nemlig blevet portrætteret som skjalde, og det her nummer føles bare som et, der kunne blive spillet i en middelalderkro. Kombinationen af akustisk guitar og fløjte er virkelig vidunderlig at lytte til her, og jeg elsker også den sækkepibe, der indimellem dukker op. Det er dem, der sammen med noget violin, og så selvfølgelig også Hansis vokal, sørger for den folkelige følelse, der hele vejen igennem gennemsyrer nummeret. Derudover bliver jeg også nød til at nævne trommerne her, for hold da op hvor er de dog en fornøjelse at fokusere på. Der rammer Frederik Ehmke bare totalt plet. Jeg elsker de dybere shaman agtige trommer, som han spiller på i starten, og derudover er hans marcherende trommer under nummerets lange mellemstykke også virkelig dejlige. Igen skal nummerets progression også lige fremhæves, for der bliver på samme måde som på “Sacred Worlds” virkelig vekslet mellem de forskellige passager på “Curse My Name”, og igen flyder det perfekt fra stykke til stykke. Det er jeg altså bare fan af, for det tilføjer et ekstra lag til et nummer, der allerede er spækfuldt af detaljer. Udover at være et fantastisk nummer i sig selv, så synes jeg også, at “Curse My Name” er placeret rigtig godt på albummet. Det ligger som det femte nummer derpå, og efter nogle numre hvor det er gået rigtig stærkt, her tænker jeg på “Tanelorn (Into the Void)” og “Ride Into Obsession”, så kommer dette nummer lige og sænker tempoet en smule, så man kan få lov til at trække vejret. Jeg mindes, at “Curse My Name” i sin tid havde sin plads på min gamle Windows Media Player playliste, der primært bestod af numre fra udgivelser, som jeg virkelig nød og derfor havde downloadet fra Youtube. Det betyder, at jeg allerede dengang var en fan af nummeret, noget som jeg i den grad også stadig er i dag.
Nu nævnte jeg før titlerne på nogle af mine favoritter fra albummet, men der er dog to numre, der står over dem. Det første af disse er selvfølgelig “Sacred Worlds”, mens det andet er albummets niende nummer, der har titlen “A Voice in the Dark”, og det er netop det, som det nu skal handle om. “A Voice in the Dark” var singleforløberen til albummet, og ligesom “Sacred Worlds”, så er det også et af de første Blind Guardian numre, som jeg kan huske, at jeg hørte. Her går Blind Guardian virkelig til den, for tempoet er skruet fuldt op, og det føles også mere lige på end resten af albummet. Det er dog slet ikke nogen dårlig ting, tværtimod, for det giver en ekstra dybde til albummets udtryk, og derudover er det også bare enormt fedt. Lige fra start efterlader det ingen tvivl om, hvor det er på vej hen, for den indledende passage er hurtig og hårdtslående, og sådan fortsætter det meste af nummeret også. Alligevel formår bandet dog at væve et par mere melodiske passager ind i det hele, og igen tager jeg hatten af for den flydende måde, som de gør det på.
Der er mange ting at elske ved dette nummer, men en af dem som jeg er gladest for, er den opbygning som der er til omkvædet. Denne består af to dele, og især den første synes jeg bare fungerer vanvittigt fedt sammen med resten. Det føles bare så fandens episk, og jeg kan ikke sige helt præcist hvad det er, der får det til at skille sig ud fra resten. Alt virker dog på de fire strofer, og især da det kommer på af anden omgang virker det fænomenalt godt. Resten af opbygningen er også virkelig lækker, for selvom det episke lige forsvinder lidt igen, så leder det stadig en rigtig godt videre til omkvædet, og det sørger for, at det ligesom den første del af opbygningen så kan trække det hele op til det højeste niveau igen.
“A Voice in the Dark” er et yderest fedt nummer, og det er et nummer, som især fans af thrash- og speed-metal vil blive meget glade for. Samtidig vil fans af George R.R. Martins “A Song of Ice and Fire” / “Game of Thrones” univers også få lidt glæde af nummeret, for lyrikken dertil er nemlig inspireret af dette univers. Dengang jeg først stødte på det og virkelig gennemlyttede nummeret, kendte jeg ikke til det univers, så da jeg senere hen fandt ud af det, begyndte lyrikken at få en helt anden betydning for mig, end den dengang gjorde. Det var en ret sjov oplevelse, og sådan er det med mange af bandets numre. De baserer ofte deres tekster på fantasy og science fiction fortællinger, men på en måde så de formår at virke selv hvis man ikke har kendskab til universet. Kender man dog til de historier, som lyrikken er baseret på, så får numrene lige et ekstra skub opad, og det er skønt. Sådan er det for mig med “A Voice in the Dark”. Det er et fantastisk nummer i sig selv, men efter at jeg har fået en bedre forståelse for konteksten, så rammer det lige en ekstra tand bedre, og det er fedt.
At the Edge of Time blev et album, der kom til at have en stor betydning for mig, da jeg først startede min rejse i metallen. Især de tre numre, som jeg i dag har fremhævet, stod ud dengang, og senere er der så kommet yderligere numre til fra albummet. For mig står det som en af Blind Guardians klassikere, for hver gang jeg lytter til det er det bare en fornøjelse.
Vil du støtte op om Blind Guardian, så kan det gøres blandt andet ved at købe deres udgivelser fysisk. Derudover så kan jeg også anbefale, at du tager ud og ser dem live, og læser du dette skriveri omkring dets udgivelsesdato, så har du netop snart muligheden for at gøre det, da bandet gæster Næstved Metalfest i slutningen af august. Det kan kun blive en fantastisk oplevelse, og jeg glæder mig voldsomt meget til at se dem igen.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at blive de tre numre, som jeg har skrevet om. “Sacred Worlds” er et fantastisk nummer og en fantastisk albumåbner, og selvom det måske er lidt voldsomt at komme med en ni minutters lang anbefaling, så er det på den anden side et af dets bedste numre, og derfor også en af de bedste til at sælge albummet. Derudover vil jeg anbefale, at du giver “A Voice in the Dark” et lyt og til slut er “Curse My Name” en god måde at vise albummets brede på. Som altid anbefaler jeg dog, at du lytter det hele igennem fra start til slut, da det bare holder hele vejen igennem.
Musikskriveri 