Tidligere på dette år fik jeg skrevet to skriverier, der omhandlede de to thrash-metal bands Essence og Killing. Disse bands har haft en enorm betydning for mig, og derfor har de begge to også indtaget positionen som to af mine favorit thrashbands fra den danske scene. Ingen af dem er dog favoritten, for over dem står Impalers nemlig, et band som jeg har været møjhamrende glad for lige siden jeg for første gang stødte på dem. Nu er det så endelig også blevet tid til at skrive om dem, og det kan kun gøres med et skriveri deres sande mesterværk fra 2015, nemlig albummet God From The Machine.
Så vidt jeg ved, så begyndte Impalers historie, da bandet i 2007 blev dannet i Haderslev af hovedmanden bag projektet, Søren Crawack. Hvordan resten af besætningen dengang så ud, kan jeg ikke sige alt for meget om, og det samme gælder for hvordan, at den udviklede sig igennem årene 2007-2012. Jeg ved dog, at da bandets første officielle udgivelse, med titlen Power Behind The Throne, så dagens lys i 2013, så var det med Søren på rytmeguitar og vokal, Thomas Carnell på leadguitar, Kenneth Frandsen på bas og Rasmus Kjær på trommer. Samme besætning finder man også i dag, og selvom det sidst var i 2019, at der kom nyt musik fra bandet i form af EP’en From Ashes To Iron, så kan man heldigvis stadig opleve disse fire musikere på en scene sammen, noget som jeg har haft fornøjelsen af en masse gange.
Det var også netop sådan, at jeg for første gang stødte på dette fantastiske band, nemlig da de spillede på Copenhell i 2013. Det år blev det første, hvor jeg tog ud til Refshaleøen for at nyde nogle fede dage med metalmusik, og det års festival stod samtidig også for min første festivalsoplevelse overhovedet. Af den grund mødte jeg derfor netop også op noget træt på festivallens tredje dag, for efter en rigtig god opvarmningstorsdag og en endnu bedre fredag, så følte jeg, at energien var ved at være brugt op. Derfor mindes jeg også, at jeg stod lidt bagi, da Impalers åbnede lørdagen op på den dengang mindste Pandæmonium scene. Jeg kom dog hurtigt godt langt frem op imod scenen, for bandet spillede bare så fucking fedt og med så utroligt meget energi, at jeg ikke selv kunne lade være med at blive smittet af den. Pludselig var jeg igen frisk og oplagt til endnu en dag med musik, men endnu vigtigere, så var jeg også pludselig blevet en ret stor fan af Impalers. Allerede bare i pauserne mellem de forskellige koncerter som jeg skulle se, så fandt jeg deres musik frem på telefonen og begyndte at lytte til den. Det fortsatte også efter festivallen, og derfor lyttede jeg ekstra godt med, da Anders Bøtter et år senere kunne præsentere ny musik fra bandet i hans radioprogram Sort Søndag. Jeg mener, at det var nummeret “Destination: Warfare”, der her blev spillet, og det lovede fandme godt for Prepare For War EP’en som nummeret var en forløber for. Med den forhøjede Impalers virkelig niveauet for deres musik, og da de så kort tid efter annoncerede, at der var et nyt album på vej i foråret 2015, ja så gik jeg hen og blev rigtig spændt på at lytte til det. Forventningerne til dette album var tårnhøje, og de forventninger levede bandet sgu ikke op til. I stedet kom de med noget, der overgik alle mine forestillinger og forventninger, for God From The Machine skulle ikke bare vise sig at være et fantastisk album, nej det var sgu i den grad et mesterværk.
Ligesom på bandets første album, så bliver der på God From The Machine åbnet op med en melodisk passage på nummeret “Future Void”. Denne åbning er både smuk og dejligt melankolsk, og selvom der i slutningen af den lige kommer et lille strejf af håb, så kan man dog i baggrunden nemt fornemme det stormvejr, der er på vej, et stormvejr der stille og roligt tager til i styrke, indtil det så endelig bare får lov til at brage fuldstændigt igennem. Med det samme kommer der den fart, der kendetegner et rigtigt thrashnummer, og alene det som guitarerne og bassen laver er så dejligt fedt her. Trommerne er dog det, der for alvor får imponeret mig ved denne stormfulde åbning, for hold kæft hvor spiller Rasmus dog bare fedt! Det er bare en fornøjelse at lytte til, og ligesom resten af bandet, så slipper han på intet tidspunkt speederen, der i den grad er blevet trykket i bund. Verset i “Future Void” er skønt at lytte til, men nummerets højdepunkt er dog for mig omkvædet, for dem er Impalers pisse gode til at skrive. Det er ligesom på så mange af deres numre dejligt medrivende, og det lægger også fantastisk godt op til, at man skal synge med. Dog skal nummerets solo også lige nævnes, for den kan fandme også noget. Det føles som en kortere en af slagsen, men den er fed, og der er god energi i, og her må jeg bare tage hatten af for Thomas, for han kan sgu noget med en guitar. Med alle disse elementer, plus lidt flere, så leverer Impalers et skønt åbningsnummer, der i den grad viser, at det ikke var et lykketræf, at deres debutalbum blev så fedt, som det nu engang blev. Bandet har virkelig nogle evner, når det kommer til sangskrivning, og selvom jeg er rigtig glad for åbningsnummeret på det debutalbummet, et nummer der har titlen “Fear”, så synes jeg virkelig, at man på “Future Void” kan høre, at bandet imellem de to udgivelser virkelig fik forbedret deres evner. Det er dog ikke den eneste forbedring, som albummet byder på, for lydkvaliteten har også fået sig et godt løft her. Det er ikke fordi, at lyden på debuten er dårlig, slet ikke, men den blegner sgu lidt i forhold til efterfølgerens. Her står alt bare lige ekstra klart, og det klæder det så godt. Det og alt det andet står klart med det samme på “Future Void”, og det fedeste ved det er så bare, at albummet slet ikke har toppet endnu.
Når det kommer til at udvælge God From The Machines bedste nummer, så er jeg i den grad ikke i tvivl om, hvilket jeg ville vælge. “Prepare for War” vil nemlig alle dage stå som albummet stærkeste og også det suveræne højdepunkt. Alligevel vil jeg dog ikke sige, at det er min favorit fra albummet, for selvom jeg elsker det umådeligt meget, så er det oftest albummets titelnummer, der kommer lige efter “Future Void”, som jeg sætter på først. Spørger du mig hvorfor, så har jeg dog lidt svært ved at komme med et klart svar, og jeg mindes også, at jeg til at starte med havde det som en klar 3’er på albummet, når det kom til favoritterne. Det voksede og voksede dog på mig, og jeg tror, at det er fordi, at det bare gør så mange ting rigtigt. Alene starten er virkelig fed, både når nummeret bliver spillet for sig selv, men så sandelig også når det bliver spillet sammen med resten af albummet. Her sker der et eller andet, der får mig til at føle, at “Future Void” egentlig bare var en lille smagsprøve, og at det først for alvor er nu, at det hele går i gang. Det er måske lidt underligt, men det er sådan jeg bedst kan beskrive denne indledende opbygning på “God From The Machine”, for den tager den stemning, som “Future Void” fik bygget op, og trækker den så op til næste niveau. Derudover er alt det andet også bare lige en tand bedre her. Det føles lige lidt ekstra hurtigere, lige lidt mere aggressivt, og derfor er det også bare ekstra fedt! På samme måde som på “Future Void”, så står verset her som et rigtig stærkt et, men igen er det dog omkvædet, der for alvor rammer plet. Igen er det dejligt medrivende og fællessangsindbydende, men Impalers vælger dog også at gøre brug af en kliché her, for der kommer lige lidt ekstra korvokal med på slutningen af det. Det er dog slet ikke en dårlig ting, for der er en grund til, at det er blevet en kliché. Det virker nemlig! I stedet for at det bare er Sørens vokal, der slår sejren hjem med de sidste strofer, så føles det som om, at det er bandet, der som en samlet enhed hamrer den fuldstændigt fast. Det skubber medrivelsesfaktoren to niveauer yderligere op, og det kan man jo kun elske. Det er dog ikke kun vers, omkvæd og solo, der på dette nummer er højdepunkterne, for mellemstykket efter andet omkvæd er også bare idiotisk godt. Det bliver bygget virkelig godt op, blandt andet af den måde hvorpå Søren lige trækker hans vokal lidt ekstra i slutningen af andet omkvæd, og derefter er det bare perfekt. Jeg elsker kontrasten mellem lead og rytme, for den måde hvorpå Thomas egentlig kører i samme tempo her, mens resten skifter imellem at følge ham, og så derefter lige går over til at køre lidt hurtigere, det kan sgu bare noget, og når der så kort kommer vokal på, ja så bliver det bare endnu bedre. Ved afslutningen bliver der så lagt perfekt op til noget solo, og sådan en får man heldigvis også, hvilket sørger for, at jeg kan i den grad kan få lov til at skrive, at dette nummer er så fucking dejligt perfekt skrevet. Det flyder så fantastisk fra start til slut, og her 10 år efter albummets udgivelse har jeg sgu stadig svært ved at fatte, hvordan fanden bandet kunne ramme dette niveau.
Der er mange numre, som jeg kunne tage fat på i dette skriveri om God From The Machine. “Prepare for War” er som sagt albummets største og bedste nummer, “Destroy the Meek” og “I am Revolution” er også konge, og ligesom på forgængeren så finder man også her et fantastisk instrumentalnummer, denne gang i form af “The Walls of Eryx”. Der er dog et nummer, som jeg synes er langt vigtigere end stort set alle de andre, for selvom det i dag for mig “kun” har positionen som albummets stærke 3’er, så synes jeg i den grad, at “Beyond Trinity” er albummets vigtigste nummer. Grunden til dette er, at hvis man lige ser bort fra debutens fantastiske “When the World Hungers”, så er det her første gang, at Impalers for alvor sænker tempoet. Det bliver gjort lidt på samme måde, som Metallica gjorde med “Fade to Black” på deres Ride The Lightning album, og ligesom det nummer er det fjerde på Ride, så har “Beyond Trinity” også placeringen som albummets fjerde nummer. Lidt svag Geigertæller lyd, et enkelt bum, og så derefter Oppenheimers klassiske citat “Now I’ve become Death, the Destroyer of Worlds” sørger for indledningen, og derefter går Impalers så i gang med at spille et noget mere melodisk nummer. For at sætte en rigtig stor prik over i’et, så synger Søren også her med en ren vokal, og det er virkelig dejligt at lytte til, ikke bare fordi at hans stemme klarer det rigtig godt, men også fordi det yderligere sætter en streg under den udvikling, som Impalers havde imellem deres to første fuldlængde udgivelser. Det er nok for meget at skrive, at det var et decideret modigt valg fra deres side, men på den anden side, så havde de indtil da primært holdt sig til et hurtigt tempo og en god rå vokal, og selvom det ikke var første gang, at man hørte ham bruge sin rene vokal, den ære snuppede deres cover af Motörheads “The Hammer, så føles den her bare mere prominent. Det er dog ikke fordi, at bandet fuldstændigt kaster deres kendetegn til side her. I omkvædet vender de aggressive toner og den rå vokal tilbage, og det samme gælder for nummerets afsluttende del, og det skaber et dejligt stærkt nummer, der forstår at blande det mere melodiske med det dejligt vilde. Dengang nummeret udkom, så syntes jeg, og det synes jeg også stadig i dag, at det virkelig klædte bandet at tage dette skridt. Det udvidede deres lydbillede fænomenalt meget, og det viste, at bandet ikke bare havde tænkt sig at køre med den samme thrashformel igen og igen, hvilket jeg sætter pris på. I stedet havde de lyst og mod på at skubbe til deres egne grænser, og det fortsatte de heldigvis også med på deres efterfølgende album, The Celestial Dictator.
Hvis du kan mærke på dette skriveri, at Impalers har betydet en fandens masse for mig, så har jeg gjort et eller andet rigtigt, for det har de nemlig. Jeg tror, at Impalers var det første danske band, der gav mig oplevelsen af, at den danske musikscene i den grad kunne måle sig med den internationale, og selvom der senere hen er andre bands, der også har imponeret mig på samme måde, så står Impalers alligevel lige lidt højere end dem. I lang tid følte jeg, at God From The Machine var det bedste danske svar på Ride the Lightning, og da det i lang tid stod som mit favoritalbum over dem alle, så siger det ikke så lidt. Lige siden det udkom, så har God From The Machine stået for mig som den bedste metaludgivelse fra Danmark OVERHOVEDET, og af den grund har det også en solid placering på min top 10 liste, og selvom jeg lige vil sætte et af Dan Turéll og Halfdan Es mesterværker over det, så snupper albummet stadig pladsen som en stærk 2’er i blandt de bedste danske udgivelser nogensinde. God From The Machine kan kun beskrives som et mesterværk, og jeg er ikke i tvivl om, at når albummet om 10 år kan fejre dets 20 års jubilæum, så lytter jeg stadigvæk til det med den samme glæde, som jeg gør i dag.
Vil du gerne støtte op om Impalers, så kan du blandt andet gøre det ved at købe God From The Machine fysisk, ligesom det samme gælder for deres andre udgivelser. Derudover vil jeg også kraftigt anbefale, at du tager ud og ser bandet spille, hvis de giver en koncert i nærheden af dig. Har du ikke set dem før, så kan jeg kun sige, at de kommer til at give dig en fantastisk fed og energisk oplevelse, og har du set dem før, jamen så ved du jo udmærket godt, hvorfor du skal tage afsted og se dem igen. Sidst men ikke mindst, så vil jeg i den grad anbefale, at du fortæller andre om bandet og deres musik, for på den måde sørger du for, at flere får lov til at opleve deres musik.
Her til slut kommer der som sædvanligt tre lytteanbefalinger, og i dag kunne de ikke være nemmere. Skal du bruge en smagsprøve på albummet, så er det nemlig selvfølgelig “Prepare for War”, som du skal starte ud med. Objektivt set er det bandets bedste nummer, og selvom jeg som sagt har en anden som favoritten, så er det fandme tæt løb imellem de to. Derudover vil jeg selvfølgelig anbefale min egen favorit, der er albummets titelnummer, og sidst men ikke mindst, så bliver “Beyond Trinity” også en kæmpe lytteanbefaling herfra. Dog er hele albummet bare fantastisk, og den største anbefaling er som altid, at du lytter det hele igennem fra start til slut.
Musikskriveri 