Når det kommer til at skrive om en kunstner, som jeg allerede har haft fat i en gang, så plejer jeg gerne at vente i hvert fald en 5-6 måneder, før jeg går i gang med næste skriveri. Derfor virker det måske lidt mærkeligt, at jeg allerede igen tager fat i David Bowie, kun tre måneder efter at jeg skrev om hans Blackstar album. Det var sådan set heller ikke planen, at der her så kort efter skulle komme endnu et skriveri omkring ham. Faktisk var jeg usikker på, om jeg overhovedet ville skrive mere om ham, i hvert fald indtil at jeg ved et tilfælde hørte et nummer fra hans Outside album fra 1995. Dette album viste mig nemlig en side af Bowie, som jeg ikke kendte til, og den blev jeg meget hurtigt voldsomt glad for. Så meget endda, at jeg igennem den sidste måned har haft en enormt stor lyst til at skrive om det, noget der blandt andet har været en af grundene til, at der var lidt stille på siden i et par uger. Det er dog en helt anden historie, som jeg ikke vil komme ind på her.

Outside er som sagt et ret nyt album for mig, selvom det egentlig ikke burde have været det. Dengang jeg først begyndte at dykke ned i David Bowies katalog, så var der nemlig en eller to venner, der anbefalede mig at tjekke Outside og albummets efterfølger Earthling ud. Det fik jeg dog vist kun gjort halvt, for hvor jeg kan huske, at jeg fik lyttet til Earthling et par gange, så har jeg ingen erindring om at have lyttet Outside igennem før for et par måneder siden. Grunden til det var måske, at Earthling ikke rigtigt fik sat sig hos mig, eller måske hoppede jeg bare videre til noget andet i stedet, hvem ved? Heldigvis fik jeg dog en ny grund til at give albummet et lyt her omkring otte år efter den første anbefaling, en grund der kom fra noget af en omvej. Det var nemlig live CD’en Bowie at the Beep, der gjorde, at jeg gav albummet en chance. Normalt er denne CD en opsamlingsCD, der indeholder optagelser, som Bowie lavede for BBC i perioden 1968-72, men er man den heldige ejer af Deluxe CD’en, hvilket vi er nede i pladebutikken, så får man lige en ekstra CD med, der indeholder optagelser fra en optræden i år 2000. Her spiller Bowie numre fra i hvert fald otte forskellige udgivelser, og en af disse er Outside, der bliver repræsenteret med et enkelt nummer. Fornylig kom dette nummer så ved en tilfældighed på nede i butikken, og det fangede min opmærksomhed med det samme. En indledning, der nærmest tager en ud i det ydre rum, stod for at starte nummeret op, og derefter gik det så hen og blev noget så dejligt tungt, hvilket jeg slet ikke var forberedt på. Med det samme noterede jeg mig nummerets titel, og derefter skulle jeg så finde frem til, hvor fanden det stammede fra. Svaret var Outside, og derefter forelskede jeg mig som sagt meget hurtigt i albummet.

Så er det så sådan, at min viden omkring baggrunden til albummet er noget begrænset af, at jeg kun rigtig har kendt til albummet i et par måneder. Jeg har læst mig frem til, at David Bowie og Brian Eno her genoptog det musikalske samarbejde, som de havde kørende på de tre Berlin udgivelser, Heroes, Low og Lodger. Derudover ved jeg også, at albummet egentlig startede med at have titlen Leon, men denne blev skiftet, da pladeselskabet i første omgang ikke var helt med på ideen om at udgive albummet. En god gennemarbejdning af materialet hjalp dog på det, og d. 25. september 1995 så Outside, hvis fulde titel faktisk er 1. Outside (The Nathan Adler Diaries: A Hyper Cycle), så dagens lys for første gang, dog ikke til den varmeste modtagelse blandt publikum og anmeldere, hvilket dog heldigvis har ændret sig siden. Til sidst skal det nævnes, at de originale Leon optagelser faktisk er at finde ude på det vilde internet, så er/bliver du fan af Outside, så kan det anbefales, at du tjekker disse sessions ud.

Og efter en god lang lang introduktion, så er det endelig tid til, at jeg får skrevet lidt om musikken på Outside, og den er der meget af. Faktisk er der 19 numre i alt, men jeg synes faktisk, at de alle holder ret godt. Der er ikke nogle numre, hvor jeg sidder og rynker på panden og tænker, at det nummer da sagtens kunne være undværet. I stedet har jeg faktisk en ret stor mængde favoritter fra albummet, og de første af disse finder man allerede ved albummets start, da jeg synes, at numrene “Leon Takes Us Outside” og “Outside” er fantastiske indledningsnumre. Det er dog ikke dem, som jeg vil skrive om, for i stedet vil jeg springe videre til albummets fjerde nummer, der har titlen “A Small Plot of Land”. Er man til noget mere psykedelisk musik, så vil man helt sikkert blive glad for dette nummer, for der tager Bowie, Eno og resten af albummets musikere det nemlig ret langt ud. Lige fra start er det dejligt mærkeligt, hvor især Sterling Campbell og Mike Garson får lov til at lege, førstnævnte på trommer og sidstnævnte på klaver, og det der kommer fra dem er noget så suverænt. Jeg elsker simpelthen bare klaverspillet og den intense energi, der er i det, mens trommerne har denne her dejlige skæve tilgang, der virker rigtig godt sammen med klaveret. De to får lov til at dominere i et godt stykke tid, og først til sidst i dette legende stykke begynder de andre musikere rigtigt at komme med. Her kommer Eno på med noget rigtig fedt synthesizer, der bidrager enormt meget til stemningen, mens Bowie kommer på med en vokal, der også har denne skæve følelse over sig, som jeg er vild med. Som sådan er det egentlig et meget monotont nummer, men alle de ting der kommer fra de forskellige instrumenter får holdt det friskt hele vejen igennem, og det er nok en af grundene til, at dette nummer har sat sig ekstra godt fast hos mig. Det er bare en oplevelse at lytte til det, og ligesom man tror, at man er med på, hvad der egentlig foregår, så kommer der noget nyt ind og trækker det i en anden retning, hvilket er vidunderligt. Det kulminerer så alt sammen til sidst i et stykke, hvor alle får lov til at flippe ud. Det intense klaverspil kommer frem igen, efter at det lige har gemt sig lidt i baggrunden. Guitaren fortsætter det solospil, den begynder på i midten af nummeret og trommer, bas, vokal og synthesizer er også med igen, hver især med deres egne suveræne indspark til nummeret. Det er sådan et nummer, som man kan lytte til hundredvis af gange uden at have opfanget alle detaljerne, og det er lige sådan nogle numre, som jeg er rigtig stor fan af. For mig tager “A Small Plot of Land” bare det høje niveau, som de tre foregående numre har sat, og trækker det endnu længere op. Allerede her føler jeg, at albummet for mig er en af de bedste Bowie udgivelser, som jeg nogensinde har hørt, og derfor er det vildt at tænke på, at niveauet slet ikke har nået toppen endnu.

Udover at “A Small Plot of Land” bare er et utroligt fedt nummer, så er der også en anden grund til, at jeg valgte at skrive om det, for for mig er det indledningen til min favoritdel af albummet. Denne del fortsætter med nummeret “Segue – Baby Grace (A Horrid Cassette)”, hvilket også giver anledning til at skrive om den historie, som albummet fortæller. Her har Bowie nemlig efter sigende ladet sig inspirere af Twin Peaks, og derfor er albummet egentlig en usammenhængende fortælling omkring et mord på den fjorten-årige pige Baby Grace og opklaringen af det. Generelt set står de mere klassiske numre for denne fortælling, men undervejs er der nogle numre, hvor musikken lige tager et skridt tilbage og i stedet lader det narrative tage over. “Segue – Baby Graec (A Horrid Cassette)” er et af disse narrative numre, og selvom det langt fra er det mest spændende på albummet, så er der alligevel et eller andet ved det, der fascinerer mig utroligt meget. Det er Bowie, der fortæller på nummeret, men han har brugt en synthesizer til at lege med sin stemme, hvilket giver den en lidt særpræget klingen. Derudover synes jeg også bare, at det som instrumenterne laver i baggrunden lyder vildt fedt, og specielt det som guitaren laver er jeg rigtig glad for. Det er svært at sætte ord på, hvad det helt præcist er ved dette nummer, som gør mig så glad for det, som jeg nu engang er. Et eller andet specielt kan det dog, og selvom det nok ikke er i blandt mange andres favoritter, så er det et af de numre, som jeg glæder mig til at lytte til, når jeg sætter albummet på. Og nårh ja, så skal det selvfølgelig lige nævnes, at der på dette nummer er en flydende overgang til albummets bedste nummer, nemlig “Hallo Spaceboy”.

Til dem der ikke kender til Outside albummet, og til dem der ikke lige fangede det i min tidligere beskrivelse af det, så er det dette nummer, der fik mig til at give Outside en chance til. Jeg havde som sådan aldrig tænkt, at jeg skulle høre et Bowie nummer, der kunne klassificeres i industrial genren, men det er dog lige netop den genre, som Bowie her lader sig inspirere af, hvilket resulterede i et fuldstændigt fantastisk nummer. Alene den måde hvorpå det flyder fra det forrige nummer, der var af den mere stille slags, har en uhyre god effekt. Med det samme går speedometeret fra 20 til 100, og farten stiger kun jo længere ind i nummeret, at man kommer. Som sagt er der denne her ydre rums stemning i starten af nummeret, der er skøn og lytte til, men igennem hele denne indledning kan man bare fornemme, at hele lortet snart skal til at eksplodere. Det sker også, og det gør det på den bedste industrial måde, hvor man bare kan se diverse maskiner pumpe løs for ens indre. Det er så hamrende vildt at lytte til, og jeg kan ikke lade være med at lade mig rive med, når dette stykke kommer på. Det er dog ikke fordi, at dette nummer er et pumpenummer hele vejen igennem, faktisk tværtimod. I versene tager det nemlig lige foden lidt af speederen og går tilbage til rumstemningen, og det er et virkelig godt valg. Det gør nemlig, at hvert enkelt omkvæd så føles ekstra tungt. Det er dog langt fra det eneste, der gør, at jeg er så stor fan af nummeret, som jeg er. De mange variationer i de forskellige stykker trækker også nummeret virkelig langt op for mig. Sammenligner man det første vers med det andet, så er der en god del forskelle imellem dem, og sådan er det også med mange af de andre passager. Det gør bare nummeret virkelig interessant at lytte til, og igen tager det en masse gennemlytninger, før man har opsnappet alle de mange enkelte detaljer, der er at finde. Lige meget om man fokuserer på bas, trommer, guitar eller synthesizer, så er der fede ting at finde, og sammen skaber de så bare et fuldstændigt genialt nummer, der efter min mening klart er det stærkeste på albummet. Det er Bowie, når han er bedst, for her overskrider han nemlig igen grænserne for, hvad hans musik kan.

Som sagt har jeg en masse favoritter fra dette album, og de skal selvfølgelig alle lige nævnes, selvom jeg vil undlade at skrive alt for meget mere til dem. I starten skrev jeg, at jeg er meget glad for de to indledende numre, og også de tre numre der kommer lige efter “Hallo Spaceboy” kan virkelig noget. “The Motel” er en fantastisk kontrast til det forrige nummer, “I Have Not Been To Oxford Town” føles som et lidt mere klassisk Bowie nummer, og det er bestemt ikke en dårlig ting. Det stærkeste af de tre føler jeg dog er “No Control”, hvor det virkelig bliver elektronisk. Derudover bliver jeg også nød til at fremhæve “The Voyeur of Utter Destruction (As Beauty)” og “Wishful Beginning”, hvor det sidste især er et nummer af den lidt skæve slags, der samtidig også har en fantastisk dejlig dyster stemning over sig. Derudover skal “We Prick You” nævnes, og det skal “I’m Deranged” i den grad også, for hold kæft hvor er det dog bare godt! Her må jeg vist så også begynde at holde, for nu har jeg efterhånden fået nævnt 13 ud af 19 numre i dette skriveri. For mig viser det dog bare hvor sindssygt højt et niveau, at dette album har.

Som sagt for endnu en gang, så er Outside et nyt album for mig, og derfor må tiden vise, hvilken effekt det har på mig i fremtiden. Måske får det mig til at gå igennem resten af Bowies ting, og måske kommer jeg til at reevaluere nogle af dem, for som jeg nævnte i mit forrige skriveri, så er det langt fra alle hans ting, der virkelig har sat sig. Alt dette må tiden dog vise, og i stedet kommer der bare en gigantisk anbefaling herfra til, at du lige tjekker Outside ud. Det er et album, som jeg slet ikke hører folk snakke om, og det er fandme en skam. For mig er det nemlig Bowie på hans absolutte højeste niveau.

Desværre er der ikke mulighed for at opleve dette mesterværk live længere, for Bowie døde jo desværre alt for ung. Mangler du albummet i din samling, så tror jeg godt, at det kan skaffes, men jeg er dog ikke helt 100% sikker. Uanset hvad, så synes jeg dog, at du skal give det et lyt eller et genlyt, og derefter lige snakke med en ven eller to eller tre eller flere om det, for det fortjener altså noget mere omtale, end det på nuværende tidspunkt får.

Hvor skal man så starte med sådan et lyt eller et genlyt? Min anbefaling er selvfølgelig som altid, at du starter ved starten og slutter med slutningen, men vil du lige have et par smagsprøver først, så vil jeg komme med et par anbefalinger her, selvom det godt nok er svært at vælge tre numre ud, når det generelle niveau er så højt, som det nu engang er herpå.
Jeg vil mene, at et rigtig god første smagsprøve på albummet vil være titelnummeret. “Outside” får virkelig sat stemningen rigtig godt, og derudover er det også bare et fedt nummer. Derudover er “I’m Deranged” også et fantastisk nummer, og selvfølgelig får “Hallo Spaceboy” lov til at snuppe pladsen som den sidste anbefaling. Det nummer kan altså bare noget helt helt særligt, men det gælder generelt for hele albummet, og derfor kommer der igen en gigantisk anbefaling til, at du lytter det hele igennem.

Outside (Album)

Outside (Nummer)

I’m Deranged

Hallo Spaceboy