Når det kommer til film og serier, så er det to ting, som jeg stort set aldrig beskæftiger mig med, for de to medier har simpelthen bare fyldt mindre og mindre for mig igennem tiden. Det samme kan dog ikke siges om musikken derfra, for ofte finder jeg nemlig et lydspor frem, som jeg så lytter til med stor glæde. De kan bare noget helt særligt for mig, og derfor er det også på tide, at jeg skriver om et af mine favoritlydspor, nemlig det til filmen Blade Runner, der for over tredive år siden blev lavet af Vangelis.

Jeg ved ikke helt hvornår, at jeg for første gang fik åbnet ørerne op for dette dejlige stykke musik. Det var ikke, da jeg så filmen for første gang, for det var nemlig i forbindelse med en engelsktime i gymnasiet, hvilket på ingen måde er skyld i, at filmen den dag i dag har en ret stor plads i mit hjerte, nærmest tværtimod. Heldigvis fik jeg senere hen givet filmen en chance til, og der fik jeg øjnene op for, hvilket mesterværk den egentlig er, hvilket nok også var grunden til, at jeg på et eller andet senere tidspunkt i mit liv fik lyst til at lytte til lydsporet, noget som jeg sidenhen har fået gjort rigtig meget. Måske er det faktisk det lydspor, som jeg igennem tiden har lyttet mest til af dem alle sammen. Og hvorfor så det?

Svaret på det spørgsmål tror jeg er, at det er fordi at det officielle lydspor til filmen netop ikke bare er et lydspor, i hvert fald ikke i den klassiske forstand. Normalt går et lydsporsalbum jo bare slavisk igennem hvert enkelt nummer, der er blevet komponeret til filmen, men på Blade Runner er det anderledes, især i albummets første del, hvilket også er den del, der virkelig ræsonnerer med mig. Det gør sig gældende med det samme på åbningsnummeret “Main Titles”. Her åbner det nemlig ikke op med hovedtemaet, som man ellers skulle tro, men i stedet med noget dialog fra filmen, der selvfølgelig har lidt underlægning til, og det er blandt andet det, der gør, at albummet skiller sig så meget ud. Det vil ikke bare være et normalt lydspor, i stedet vil det fortælle sin egen historie, der selvfølgelig stadig er baseret på den film, som musikken er lavet til . Det er en ret unik tilgang, som jeg kun har oplevet på dette album, og af en eller anden grund finder jeg den meget fascinerende. Derudover bliver det selvfølgelig heller ikke ringere af, at underlægningsmusikken samtidig er fantastisk. De dystre, dragende og smukke synthesizertoner som Vangelis lægger for dagen kan noget helt særligt, og de får med det samme ramt den fremtidsstemning, som skal bruges til filmen. Jeg elsker den kontrast, der her er på “Main Titles” imellem de lyse og mørke toner, for hvor de første står for at skabe det her fantastiske element, der er på nummeret, så står de sidste for at tilføje noget dystert til dem, og sammen får de virkelig fanget essensen af Blade Runners verden.
Allerede ved albummets første nummer synes jeg, at der sker noget vildt fedt, og sådan fortsætter det også, for “Main Titles” har nemlig en flydende overgang til det næste nummer “Blush Response”, hvilket yderligere forstærker følelsen af, at albummet har sin helt egen historie at fortælle. Igen kommer der fra start af nogle lydklip fra filmen, og for mig får de sat en nærmest eftertænksom stemning. Igen er det ret unikt og også virkelig genialt efter min mening, og musikken forhøjer kun alle de gode kvaliteter. Underlægningen til dialogen er fantastisk. Den mørke tone, der kører hele vejen igennem dette stykke giver igen en slags følelse af fare, af at noget er forkert, imens de lyse også får tillagt noget mystik til det hele, og især de sidste af disse synes jeg er interessante at følge i de stykker, hvor der ellers er skruet voldsomt ned for dem. Det er småting, som de her tilføjer, men alligevel giver de en masse ekstra til dialogen, hvilket jeg synes er fascinerende. Det er dog ikke kun musikken til dialogen, der er fantastisk, for det stykke, der kommer efter den er også virkelig fedt. Her fortsætter de lyse toner med at stå for det mystiske, denne gang også hjulpet af lidt elektronisk percussion, dog stadig også underlagt nogle mørke og dystre toner. Alene åbningen af stykket er yderst dragende, især på grund af den måde som de lyse toner bevæger sig på, og det hele bliver cementeret, da Vangelis så tilføjer endnu et lag til det hele. Jeg synes simpelthen bare, at det er så genialt og så dejligt at lytte til. Jeg kan lytte til det igen og igen og igen og igen uden at blive træt af det, for det er lige som jeg kan lide det. Mørkt, dystert og mystisk.

For mig er det albummets første fire numre, der virkelig sælger det hele for mig. Den måde det flyder direkte fra det ene nummer til det andet er bare så fænomenalt godt, og det samme gælder for kvaliteten af hvert nummer. “Wait For Me” fortsætter det gode momentum, som de to forrige numre har sat op, og på “Rachel’s Song” kulminerer det hele så i noget af det smukkeste, som jeg kender til. Denne første del er intet mindre end perfekt, og derfor er det også primært denne del, som jeg husker, når jeg tænker tilbage på albummet. Der er dog også nogle rigtig fede ting at finde på resten af albummet. “Blade Runner Blues” er et rigtig godt nummer, “Tales of the Future” er jeg fuldstændig vild med, for det er igen vildt mystisk og fuldstændigt dragende, og “Damask Rose” og “Blade Runner – End Titles” er også vildt gode. Der er dog et nummer på albummet, der foruden dets første fire numre lige står resten. Det er “Tears in Rain”, nok mest af alt fordi de spiller på Rutger Hauers fantastisk afsluttende monolog, som jeg har været vildt betaget af, lige siden filmen for første gang slog igennem for mig. Der er bare noget fuldstændigt smukt men også melankolsk over den, der virkelig får rørt mig, og igen er musikken med til at forstærke denne følelse for mig. Underlægningen under lydklippene fra filmen er fantastisk, og fortsættelsen efter den ligeså. Især kombinationen mellem de meget elektroniske toner og så de mere klassiske klavertoner virker på en fuldstændig fortryllende måde, der danner den perfekte afslutning til både film og album. Disse toner har jeg lyttet til et utal af gange, men ligesom med den første del af albummet, så er jeg aldrig nogensinde blevet træt af at lytte til dem. De kan bare noget helt særligt for mig.

Blade Runner er et interessant album for mig, for det var et album, der skubbede grænserne for, hvad et lydspor kunne gøre. Der er sikkert andre, der gør tingene på samme måde, men Blade Runner var det første, og er indtil videre også det eneste, der gav mig denne oplevelse, og derfor har det en helt speciel plads i mit hjerte. Jeg nyder det bare på en helt anden måde, end jeg gør med andre lydspor, og jeg er ikke i tvivl om, at det i rigtig lang tid kommer til beholde den plads, som det i dag har hos mig.

Desværre er Vangelis ikke i blandt os længere, så støtteanbefalinger er der ikke nogle af i dag. Det er der dog af lytteanbefalinger, og de består i dag af “Blush Response”, “Rachel’s Song” og “Tales of the Future”. Det er mine favoritter fra albummet, men generelt set er det hele fedt, så derfor vil jeg som altid selvfølgelig anbefale, at du lytter det hele igennem. Derudover kan du jo så bagefter lige sætte filmen på og nyde den endnu engang.

Blade Runner

Blush Response

Rachel’s Song

Tales Of The Future