Her på det seneste har jeg været i ekstra meget humør til det progressive, hvilket er grunden til, at genren lige for tiden har fået lidt ekstra plads på siden. Det stopper ikke i dag, for her skal det nemlig handle om en udgivelse, der i den grad kan betegnes som en af mine favoritter fra genren. Kunstneren bag det er Derek Sherinian, albummets titel er Planet X, og det er en fænomenal blanding af progressiv rock/metal, der også lige får lidt fusionsjazz oven i hatten.
Kender du ikke Derek Sherinian, så har du noget fantastisk musik i vente. Han er voldsomt dygtig bag et keyboard, og af den grund har han også leget med en god del af de store navne. Her kan Dream Theater, Black Country Communion og Alice Cooper blandt andet nævnes, men listen er dog meget længere. Det er dog primært hans soloudgivelser, som jeg kender ham igennem, og den første af disse er Planet X, der udkom i 1999. Denne udgivelse blev både startskuddet til Dereks solokarriere, ligesom den også blev startskuddet til bandet af samme navn, der året efter kom med deres debut. De to hovedmænd bag det band var Derek og Virgil Donati, der var bandets trommeslager, og det er også Virgil, der på albummet Planet X slår på tønderne. Derudover finder man på besætningslisten Brett Garsed, bedst kendt for hans tid som guitarist for John Farnham, og bassisten Tony Franklin, der har spillet med på jeg ved ikke hvor mange udgivelser. Man kan kun sige om ham, at han er en erfaren herre, og at hans evner på en båndløs bas er meget eftertragtet.
Jeg kan som sådan ikke huske, hvordan at jeg kom i gang med Derek Sherinians musik. I lang tid holdte vi hans Oceana album i pladebutikken, men om det lige blev startskuddet, kan jeg ikke huske. Jeg ved dog, at det var med Planet X, hvor tingene for alvor tog fat, for det album fangede mig bare lige med det samme. Lyden derpå er fantastisk, og numrene er både medrivende og tekniske, hvilket er lige noget for mig, og da albummet er instrumentalt, så kommer man ud på nogle rigtig dejlige rejser.
En af disse rejser får lov til at åbne ballet, og det er albummets tredelte “Atlantis” nummer, der også må siges at være et af dets højdepunkter. Den første del af nummeret hedder “Apocalypse 1470 B.C.” og her får man hurtigt en fornemmelse for, hvad der er i vente. En kort episk introduktion indleder, et mere sejtrækkende stykke tager over, og derefter bliver det dejligt teknisk. Det er i dette sidste spor, at nummeret primært holder sig, og det kommer der også nogle voldsomme fede ting ud af. Især de stykker hvor der er lidt mere tempo på, er jeg voldsomt glad for, for det flyder bare så fantastisk dejligt. Samtidig er man heller ikke i tvivl om, at de fire musikere i den grad kan deres kram, og er man til teknisk bas, keyboard, guitar eller trommer, så kommer man i den grad ikke til at mangle lækkerier. Både keyboardet og guitaren leverer nogle fremragende soloer, og de har også det til fælles, at der samtidig er noget mega lækkert bas- og trommespil, der ligger bund til dem i de passager. Her er jeg især glad for valget af Tony Franklin som bassist, for den båndløse bas giver bare så meget ekstra til nummeret. Jeg er en gigantisk fan af den type bas, og derfor er dens spil bare en sand fornøjelse at fokusere på. Den måde, hvorpå tonerne lige flyder en tand mere, kan altså bare noget. Det skal dog ikke fuldstændigt stjæle billedet fra de to solister, og her må jeg bare fremhæve den solo, som Brett Garsed leverer i midten af nummeret. Den er så fantastisk, og samtidig er guitarlyden nærmest drømmende god, og for mig er det nummerets højdepunkt. Det var i den grad med til at sælge albummet for mig, da jeg gav det det første lyt, og jeg holder stadig voldsomt meget af det.
Med første del af “Atlantis” får albummet i den grad leveret på den tekniske front, men heldigvis falder det ikke i den fælde, at det fuldt ud fokuserer på det aspekt. På anden del af nummeret bliver der nemlig tilføjet en god del følelse til det, og det er helt klart også denne del, der er min favorit af nummerets tre dele. “Sea of Antiquity” hedder den, og her tager bandet den lige ned i intensitet. Der bliver givet plads til en mere stille passage, hvor keyboard og bas primært er i fokus, og det er så skønt at lytte til. Keyboardet indleder dejligt atmosfærisk, hvorefter det så går over og spiller en skøn klaverpassage, alt imens bassen ligger i baggrunden og i den grad formår at skabe en undervandsstemning. Denne bliver den ved med at sørge for igennem resten af nummeret, og nøj hvor er den bare dejlig! Det er dog ikke kun de to, der spiller her, for igen får guitaren lov til at stjæle billedet med en igen utrolig vellydende solo. Den giver bare så meget til nummeret, og hvem har brug for vokal, når en guitar kan synge på sådan en dejlig måde? I hvert fald ikke mig. Derek skal dog også lige fremhæves her, for jeg er ret så vild med det, som han spiller i baggrunden. For det meste er det mere ovre i nogle mere elektroniske baggrundstoner, men gør dig selv en tjeneste og læg mærke til det stykke, hvor han lige hopper tilbage til klavertonerne, for det synes jeg i hvert fald selv er et fantastisk valg. Det er en lille detalje, men det er detaljer som den, der gennemsyrer hele albummet og gør det til det fantastiske værk, som det er.
“Atlantis” slutter af med “Lost Island” delen, men den vil jeg ikke komme alt for meget videre ind på. Jeg synes, at den kombinerer de to forrige på en rigtig god måde, og især den afsluttende del er jeg virkelig glad for. Igen er der massere af lækkerier fra de forskellige musikere, og man kan få en masse glæde af at fokusere på hver enkelt af dem.
For mig at se, så er “Atlantis” som sagt et af albummets højdepunkter. Det har dog syv andre numre at byde på, og disse leverer alle en rigtig god oplevelse. Der er dog tre numre, der efter min mening lige står lidt over de andre. “Crab Nebulae” og “Money Shot” er de to første, og begge de numre får mig altid til at lytte ekstra godt efter, for de kan bare noget. Mere vil jeg dog ikke skrive til dem, udover at de kommer til at udgøre dagens to første anbefalinger. Det tredje af slagsen kommer jeg dog ikke udenom, for det er min favorit fra albummet med den dejlige titel “Space Martini”. Det nummer er intet mindre end fuldstændigt genialt, og det stjal med det samme pladsen som favoritnummer, ikke bare fra Planet X, men fra hele Derek Sherinians samlede katalog af numre. Alene trommeindledningen får mig til at spidse ører, for den er så dejlig energisk. På en eller anden måde synes jeg bare, at der ligger en form for glæde i den, og den smitter. Denne måde at spille på fortsætter stort set igennem hele nummeret, og det er bare så dejligt. Det er de andre instrumenter dog også. Især den melodi, som de ligger til nummerets hovedpassage, er jeg fuldstændig vild med. Igen er de glade følelser på spil, for når jeg lytter til dette stykke, så bliver jeg taget på en hyggelig spadseretur igennem rummet. Nummeret har dog også sine mere “alvorlige” passager, men selvom stemningen bliver skiftet lidt, så er det dog stadig bare dejligt at lytte til. Igen står solostykkerne også får nogle af nummerets højdepunkter, og her er jeg endnu engang særligt glad for guitaren. Der kan Brett fandme noget.
For mig gør Planet X en masse ting rigtigt. Det er spændende og teknisk, men det bliver aldrig for meget af det gode. Der får stadig lov til at flyde godt, og der bliver givet plads til stykker, hvor teknikken lige bliver taget et eller to niveauer ned, så man lige får et pusterum. Derudover er det lydmæssigt bare dejligt, både rent kvalitetsmæssigt, men også den rum-lyd som instrumenterne skaber synes jeg er fed. For mig var det alt sammen med til at åbne mine øjne for Derek Sherinians musik, og det har givet en del gode oplevelser siden.
Dagens støtteanbefalinger er de sædvanlige. Husk at støtte op om musikken, hvis du kan lide den, for det er måden, at kunstnerne kan fortsætte på. Om du gør det ved pladekøb, koncerter eller ved bare at sprede den videre er helt op til dig.
Dagens lytteanbefalinger har jeg allerede været igennem, men skulle du have glemt dem igen, så er det “Crab Nebulae”, “Money Shot” og “Space Martini”, der er mine anbefalinger til en smagsprøve. Jeg vil dog helt klart anbefale, at du hører hele albummet igennem, for jeg synes, at det har en masse spændende at byde på.
Musikskriveri 