Jeg havde egentlig ikke regnet med, at der næsten skulle gå et år fra mit første skriveri om Pink Floyd, til at det næste skulle komme. Det er der i midlertidigt næsten gået, og derfor er det vist også ved at være på tide, at jeg fortsætter mine skriverier omkring dette skønne band. Så kunne man måske tænke sig, at jeg kom ud i lidt af et dilemma, for hvordan vælger man ens emne ud, når man har klassikere som Dark Side of the Moon, Wish You Were Here og The Wall foran sig? Tjah selvom Dark Side for det meste stjæler rollen som min favorit fra deres diskografi, så er der dog et album, som jeg langt hellere vil skrive om i dag, nemlig det “oversete” album Animals.

Pink Floyd kender alle, så introduktionen af dem springer jeg dejligt let over og går i stedet direkte videre til selve Animals, hvilket er det album, der kom midt imellem de tre udgivelser, som jeg før nævnte. På de tre udgivelser ligger der nogle af Pink Floyds største hits. Dark Side har “Time”, “Money” og en tre-fire-fem andre fabelagtige numre, som de fleste kan nynne med på i søvne, Wish You Were Here har nummeret af samme titel (der dog efter min mening er det kedeligste nummer på albummet), The Wall har “Another Brick In The Wall” og “Comfortably Numb”, og så har vi så Animals, der har…. ja hvad har Animals egentlig? I hvert fald ikke noget radiovenligt hit, for med undtagelse af det første og sidste nummer, der begge mere bliver brugt som indledning og konklusion end noget andet, så har de tre andre numre alle en længde på over ti minutter. Det er måske en af de største grunde til, at albummet ikke opnåede samme status som de andre, for selvom alle fire har nogle virkelig fede numre at byde på til elskere af det progressive, så har de samtidig også noget, der er mere tilgængeligt for den almene lytter. Her kræver Animals en god del mere af lytteren, men sætter man sig og giver albummet den tid, som det fortjener, så synes jeg i den grad også, at man bliver belønnet for det. Så vidt jeg ved, så har det da også et ret godt omdømme hos fans, og Roger Waters hiver vist også fint fat i materialet derfra, når han spiller nogle af bandets sange live. Alligevel synes jeg dog, at der er lidt for lidt snak om albummet, og det er synd, for jeg synes virkelig, at det er et progressivt mesterværk.

Hvornår jeg helt præcist lyttede til Animals for første gang, kan jeg ikke huske. Jeg ved, at det var efter Wish You Were Here og muligvis også efter Dark Side og Endless River, men derefter er det dog gætværk. Om jeg havde nået at høre det, inden en ven kom og på det kraftigste anbefalede mig at lytte til det, kan jeg heller ikke sige. Jeg ved dog, at det var efter denne anbefaling, at min kærlighed til albummet startede. Her sad jeg med et Pink Floyd album, der var rendyrket progressivt. Deres tidlige psykedeliske tendenser var ikke at finde her, og derudover er albummet også en smule vildere end deres to forrige udgivelser, hvilket alt sammen bare slog igennem for mig. Det blev hurtigt en af mine storfavoritter, og igennem tiden har jeg fået hørt det et utal af gange. Det er blandt andet på grund af, at jeg føler, at fokusset på færre numre giver pote her, for hvor der på andre Pink Floyd udgivelser kan være et lidt svingende niveau, hvor det går fra godt til fantastisk, så synes jeg her, at det er langt mere stabilt. De tre hovednumre, “Dogs”, “Pigs (Three Different Ones)” og “Sheep”, ligger alle bare på et utroligt højt niveau, og det giver en rigtig god flydende lytteoplevelse.

Nu kommer det svære så, for selvom jeg nyder de lange numre på dette album, så gør de det også svært for mig at dykke ordentligt ned i dem. Bare “Dogs” alene har en længde, der overgår nogle af mine andre skriveriers samlede lytteanbefalingers spilletid, så for at det hverken skal blive for langt eller for overfladisk, så må jeg gå lidt anderledes til værks, end jeg plejer. Her kommer jeg i stedet til at fokusere på enkelte passager, hvor jeg føler, at numrenes kvaliteter virkelig skinner igennem.
Den første af disse passager er fra “Dogs”, og det er det første vokalstykkke, hvor mange af nummerets fede elementer allerede viser sig. Her taler jeg blandt andet om den vidunderlige rytmeguitar, som Gilmour spiller, for hold da op hvor har den dog bare en dejlig lyd. I nummerets indledning står den primært alene og kan derfor høres ekstra godt, selvom den dog i den anden del af vokalstykket begynder at blive overdøvet af resten af instrumenterne. Den er der dog stadig, og igennem det meste af nummeret bliver den bare ved med at levere disse dejlige toner, der bare er så vigtige for nummerets lyd og følelse. Noget andet der bliver sat godt på plads her er selvfølgelig vokalen, og selvom den kun bliver bedre i de efterfølgende passager, da Gilmour putter noget mere energi i der, så får han allerede fra start leveret noget rigtig fedt. Derudover skal Wright også lige nævnes her, for hans præstation på keyboardet er også virkelig genial på dette nummer. I nogle af de senere vokalstykker ligger hans keyboard lidt længere tilbage, men her i starten får de dog lov til at være længere fremme, og man kan ligesom med rytmeguitaren bedre høre og sætte pris på det. Det bliver dog også ved med at være der, og man kan virkelig drage fordel af at fokusere på det.
Det næste stykke som jeg kort vil skrive om kommer lige efter det første vokalstykke. Her får Gilmour lige lov til at give den gas i en solo, her en lidt vildere en af slagsen. Det lyder vildt fedt, men det er dog trommerne, som jeg her synes er virkelig fede. I løbet af de første to minutter holder Mason sig lidt tilbage energimæssigt, men her får den virkelig gas, og jeg er vild med den måde, som han spiller på. Jeg har før skrevet, at jeg på ingen måde er en ekspert hvad angår trommer, men den måde han bygger de mere dybe toner op i intensitet, og så slutter af med et bækken virker bare fantastisk for mig. Derudover får han også lige vævet nogle ekstra elementer ind i sit spil, og det er bare en fornøjelse at lytte til. Energien i dette spil fortsætter ind i det næste stykke, og her får Mason virkelig vist sine evner som trommeslager frem.
Det sidste medlem af bandet skal selvfølgelig også have noget ros, og der hvor jeg synes, at Waters spil står stærkest på dette nummer er i Gilmours andet solostykke, og derefter også i det tredje vokalstykke hvor solorytmen fortsættes. Her bliver hans basspil bare lidt mere frit flydende, og det er jeg en stor fan af. Indtil da holder han sig mere i baggrunden, og selvom han stadig spiller på en fed måde der, så giver det bare lidt ekstra til hans spil, når det kommer længere frem i forgrunden.
“Dogs” er et genialt nummer på så mange måder, og selvom vokalstykkerne er rigtig fede, så er det mere de instrumentale stykker, der ligger imellem dem, som jeg virkelig holder af. Det gælder både solostykkerne, hvor blandt andet Wrights solostykke i starten af nummeret skal nævnes, men endnu mere gælder det de rytmiske stykker. De flyder bare så dejligt godt, mens de samtidig også forstærker nummerets stemning utroligt meget. For mig er det dem, der for alvor sælger nummeret for mig, men i den store helhed fungerer “Dogs” bare perfekt fra start til slut. Det er et langt nummer, men som sagt så kan man altså virkelig få en god lytteoplevelse ud af at høre det opmærksomt igennem fra start til slut. Jeg nyder det i hvert fald hver gang, at det kommer på.

Som sagt så synes jeg, at Animals holder et virkelig stærkt niveau fra start til slut. Der er dog et nummer, hvor det lige bliver ekstra fedt, og det er nummeret “Sheep”. For mig står det som noget af det fedeste progressive, der nogensinde er lavet, for her synes jeg virkelig, at bandet giver den alt hvad de har. Wright og Waters får sat en skøn indledning op, hvor førstnævnte giver nogle dejligt klingende toner, imens Waters på hans bas kommer med de dybe toner, der får givet det hele en stemning af alvor. Blandingen af de to virker bare særdeles godt, og over noget brægen fra får, får de sat nummeret i gang på den helt perfekte måde. Man kan bare mærke, at der er noget undervejs, og da det så rammer, når guitar og vokal med et lige pludselig kommer på, så svinger det altså bare noget så grusomt godt. Jeg er helt vild med det, for der bliver bare gået til den, og hvert enkelt bandmedlem får muligheden for at vise deres evner frem. Waters giver den ikke kun gas på bassen, der her har en ekstra fremtrædende rolle. Det er også ham, der står for vokalen, og selvom jeg generelt er større fan af Gilmours stemme, så virker Waters noget bedre på de mere rå numre, hvilket “Sheep” i den grad må siges at være. Til gengæld får Gilmour så bare spillet virkelig fedt på sin guitar, og der er altså bare nogle lækkerier at finde. Der er så meget skrald på hans toner under vokalstykket, og især når han lader dem hænge, har de en vild stor effekt. Han spiller dog med stor variation, og det gør det virkelig fedt at følge guitaren her. Den eneste der måske ikke gør det vildeste ud af hans spil er Mason, men det er også ret vigtigt her, for når resten af bandet flipper så meget ud, så er det vigtigt at have en solid rytme at vende tilbage til, og den får han lagt. Det er måske ikke det, der får mig til at sidde og spille lufttrommer, men hans spil er solidt, og i nogle få passager får han også lov til lige at give den lidt ekstra.
Jeg elsker vokalstykkerne i “Sheep”, men det er dog igen instrumentalstykkerne, eller snarere instrumentalstykket, som virkelig er det, der for alvor gør det fedt. Her bliver der vekslet mellem nogle mere afslappet og halvsyret passager, og så nogle stykker hvor bandet igen bare går til den. Igen synes jeg bare, at det tilføjer så meget til nummerets stemning, og især de stykker hvor Wright er mere dominerende holder jeg virkelig meget af. Der er dog for meget til, at jeg føler, at jeg kan gå i dybden med det, og derfor vil jeg nøjes med at komme med en kæmpemæssig anbefaling til, at du selv giver det et lyt. Det er så vanvittigt godt fra start til slut, og er der et nummer, som jeg skal vælge som favoritten fra Animals, så er det som sagt til enhver tid dette.

Som sagt så står Animals i dag som en af mine storfavoritter fra bandets diskografi sammen med Dark Side og The Endless River. De har alle tre virkelig meget fedt at byde på, og er jeg til lidt mere råt og rocket progressivt Floyd, så vil det til enhver tid være Animals, der ryger på. Det kan bare noget det album, og jeg synes stadig, at jeg den dag i dag lægger mærke til nye ting i det dejlige lydbillede, som albummet lægger for dagen.

Da Pink Floyd er gigantiske, så tænker jeg ikke, at de behøver den store støtteanbefaling. Animals og det meste af resten af deres katalog er tilgængeligt på plade, så ønsker du at have det fysisk, så er det til at finde. Derudover tænker jeg, at hvis du vil have fornøjelsen af at opleve nogle af numrene live, så er det Waters du skal tage forbi og høre. Til sidst vil jeg slutte af med at komme med en anbefaling til, at du lige deler albummet med en ven, når du selv er blevet smaskforelsket i det, for det fortjener altså lidt mere opmærksomhed.

Da numrene på albummet er så lange, som de nu er, og når der også kun er tre hovednumre, så tænker jeg ikke, at.min normale tilgang til anbefalinger fungerer her. I stedet vil jeg komme med en enkelt, nemlig til “Sheep”, og så vil jeg som sædvanligt anbefale, at du lytter hele mesterværket igennem.

Animals

Sheep