Dagens skriveri bliver et lidt kortere et af slagsen, mens det samtidig også bliver lidt anderledes. Jeg vil i dag nemlig bryde med det normale albumformat og i stedet fokusere på fire individuelle numre, som jeg virkelig nyder, men som jeg ikke ville kunne komme forbi med min normale tilgang. Det kan enten være fordi, at nummeret kun er at finde på en single eller også fordi det befinder sig på et album, hvor resten ikke interesserer mig helt på samme måde. Med det skrevet, så vil jeg hoppe direkte ned i dagens første nummer, nemlig Takykardias fantastiske “L’Enfant de ton enfant sauvage”.

Jeg har før haft fat i Takykarida med deres Better album, og selvom det var det, der stod for min introduktion til bandet, så var det “L’Enfant de ton enfant sauvage”, der virkelig vakte min interesse for dem. Det kan jeg takke P6 radioværten Carsten Holm for, da det var ham, der i sin tid tog fat i det, desværre som den eneste på kanalen. Det er et nummer, der kun er at finde på singlen med samme titel, hvor det er akkompagneret af en prolog og en epilog, og sammen står de tre numre for en rigtig stærk lytteoplevelse. I dette skriveri vil jeg dog kun fokusere på hovednummeret.
På Better kører de fleste numre enten i et middeltempo eller langsommere med kun et par enkelte undtagelser. Det er dog ikke tilfældet her, for der er et rigtig godt tempo på lige fra start, og allerede de første keyboardtoner er jeg ret glade for. For mig er der en slags eventyrlig følelse over dem, der bare rammer rigtig godt. De er dog kun en lille del af nummeret, og man bliver hurtigt mindet om, at bandet leger i trip-hop genren. Dybe bastoner erstatter det eventyrlige, mens Luna Matz kommer på med hendes dejlige vokal, og den kan jeg virkelig ikke få nok af her, for hun synger bare så fantastisk dejligt. Jeg er dog også utrolig glad for trommerytmen , for den flyder forrygende godt. Sammen med vokalen er det trommerne, der virkelig får givet nummeret den dejlige energi, som det har, og derudover er det også bare ret spændende at høre de forskellige retninger, som Troels Dankert tager dem i. Blandet sammen med den dejlige atmosfære som David Nedergaard laver med sit keyboard, så virker det bare utroligt godt. Også her bliver der taget en masse fede og spændende valg, der yderligere er med til at løfte nummeret til et virkelig højt niveau. Det er et virkelig smukt nummer, der er skrevet som en hyldest til Lunas afdøde farmor, og selvom jeg ikke fatter en brik af det, der bliver sunget, da det er på fransk, så rammer følelserne i det mig stadig. Jeg har lyttet til det et utal af gange, og hvert enkelt lyt forøger kun min kærlighed til nummeret. Det er også dette nummer, der i sin tid startede mine overvejelser om at lave et skriveri af denne type, da jeg virkelig synes, at det, og resten af singlen som det er en del af, fortjener at få al den mulige opmærksomhed, som det kan få. Derfor får det en kæmpe lytteanbefaling herfra.

Det kommer til at blive en lidt spøjs blanding af numre, som dette skriveri skal bestå af. Fra dejlig nymodens trip-hop pop vil jeg nemlig gå en god del tilbage i tiden og finde et nummer fra 1963 frem. Havde jeg skrevet dette skriveri for et par uger siden, så havde det været en god del mere aktuelt, for det er nemlig den danske melodi grand prix vinder “Dansevise”, som jeg vil tage fat i. Dette Grethe og Jørgen Ingmann nummer har jeg kendt til i mange år, men som så mange andre af slagsen så var det først efter en pladetest i butikken, at jeg virkelig fik ørerne op for det. Dels fordi jeg på det tidspunkt bare havde fået en større forkærlighed for 60’er lyden, men også fordi jeg lige pludselig begyndte at lægge mærke til de strygere, der er at finde på nummeret. Allerede ved starten laver de en ret mørk atmosfære sammen med guitaren, og det overraskede mig lidt, da det ikke var sådan, at jeg huskede nummeret. Der er dog flere af denne slags passager, hvor det hele går hen og bliver en lille smule mørkt og melankolsk, hvilket jeg jo har en forkærlighed for. De passager gjorde, at jeg lige blev nød til at give nummeret nogle ekstra gennemlytninger, og det førte til, at jeg opdagede, at nummeret ikke bare indeholdte et par spændende passager, som jeg synes om. Det flød også på en lidt mere interessant måde, end jeg lige kunne huske, og lagt sammen med alle de andre elementer gjorde det, at nummeret lige pludselig stod som et langt stærkere et af slagsen for mig. Udover strygerne og sangstrukturen, så skal både Grethe og Jørgen jo også lige nævnes, for det er jo dem, der er de bærende elementer. Grethe synger rigtig godt, og jeg kan godt lide den måde, hvorpå hun veksler mellem kraften i hendes stemme. Derudover synes jeg, at Jørgens guitarspil er fantastisk at fokusere på. At han var en dygtig guitarist skal slet op til diskussion, for det var han, og det kan virkelig høres her. Jeg elsker de forskellige skift han har, ikke bare i selve tonerne, men den generelle måde han spiller på. Ofte får tonerne lov til at hænge lidt, indtil han så lige pludselig kommer med en hurtig stime af hurtige og korte anslag, der på sin vis er den komplette modsætning af det forrige. Det nyder jeg virkelig, og som alt det andet så gør det nummeret noget mere komplekst, end jeg ellers lige havde regnet det for. Det har ikke ført videre til, at jeg har gået de to musikeres diskografi igennem for at finde ud af, om de lavede mere af denne slags, men det kan være det på et tidspunkt sker. Indtil da vil jeg dog bare fortsætte med at nyde denne lille perle.

Fra 60’erne vil jeg nu gå frem til midten af 90’erne, for at finde det næste nummer frem. Jeg holder dog alligevel fast i en af musikerne fra den gamle skole, for det nummer som det skal handle om nu er nemlig 1996 indspilningen af “Bella Notte”, som house/technogruppen Dr Baker lavede i samarbejde med Poul Bundgaard. Dette nummer stødte jeg på for et par måneder siden, da jeg sammen med min søster hørte en CD, hvor der var alternative versioner af klassiske Disney numre på. Indtil albummets 11. nummer havde det været et ganske fint album, men så skete der noget helt fortryllende. Nogle elektroniske toner kom på, der lagde et ret godt beat, mens der kort efter kommer nogle lyde fra et keyboard, der sætter en lidt mørk stemning op. Oven på det begynder Poul Bundgaard så at synge med sådan en energi og inderlighed, der bare fangede mig fuldstændigt. Denne version står lidt i kontrast til originalen og de mere klassiske fortolkninger af den, for hvor de med deres mere lysere instrumentalside får trukket sangeren i en retning, så trækker det her nummer ham en lidt anden vej, hvilket virkelig giver pote. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at jeg nogensinde har hørt Poul Bundgaard synge bedre, og når man så tænker på, at manden på det tidspunkt havde døjet med helbredet i længere tid og var blevet reduceret til at sidde i kørestol, ja så bliver det kun endnu mere imponerende. På dette nummer veksler han rigtig meget med kraften i hans stemme, og han går fra at levere stroferne på den blideste måde til at give den hele armen. Det er så skønt at lytte til, og der rører mig utroligt meget. Det er dog ikke kun hans fortjeneste, at nummeret står så stærkt som det gør, og derfor vil jeg selvfølgelig også lige sætte et par ord på det instrumentale. Beatet der starter nummeret op får egentlig lov til at fortsætte ret uforandret igennem hele nummeret, mens det med keyboardet dog er lidt anderledes, da det har til opgave at følge Pouls sang og lægge underlægning til det. Det er et så vigtigt element i nummeret, og det er simpelthen bare vidunderligt at lytte til. For det meste holder det sig i mellemlaget af lydbilledet, men nogle gange går det lige lidt længere frem, og det er her, hvor nummeret er skønnest. Det sidste, som jeg lige synes skal nævnes, er den bas, der hele vejen igennem bygger en rigtig dejlig bund med dens fede men simple bastoner. Det er måske ikke så teknisk, men det fungerer til gengæld perfekt, og det er jo det vigtigste. Lidt smukt klaverspil og et par små indslag fra et kor bidrager med de sidste elementer til dette skønne nummer, og sammen med alt det andet så skaber de et vidunderligt nummer, som jeg er kommet til at holde rigtig meget af.

Det sidste nummer som jeg i dag vil skrive om er også fra 90’erne, men dog i en lidt anden genre. Det er nemlig det afsluttende nummer på trioen Sound Of Seductions tredje album Welcome, der har titlen “The Encore (S.O.S. Welcomes the Sound of Kashmir). Som den afslører, så er dette nummer et samarbejde mellem Sound Of Seduction og Kashmir, og det er et virkelig vellykket et af slagsen. Det åbner med nogle skønne guitartoner, der bliver krydret med nogle lavmælte atmosfæriske bidrag i baggrunden. Under denne har den kvindelige S.O.S. forsanger Christina Groth og Kasper Eistrup en lille duet sammen, men dette er dog ikke repræsentativt af resten. Da tonerne af det får lov til at slutte af, kommer der nemlig virkelig godt med knald på, mens Remee overtager vokalen i verset. Selvom S.O.S. for det meste var mere ovre i det elektroniske, så kan dette nummer kun klassificeres som et, der genremæssigt ligger i den hårde rock, men de får det virkelig til at virke. De får blandet nogle af deres egne erfaringer fra det elektroniske ind i lyden og strukturen, og det skaber altså bare noget, der virkelig virker. Verset er dejligt hårdtslående, omkvædet er virkelig medrivende, og Kashmir giver den bare hele armen som backing band lige fra start til slut. Derudover er der også et par dejligt spændende passager, der lige tager nummeret lidt på afveje, og det er alt sammen med til at skabe et virkelig fedt nummer. Det er ikke et, hvor jeg normalt graver alt for dybt ned i lydbilledet, når jeg lytter til det, og derfor vil jeg heller ikke gøre det her. Det er bare et pissefedt rocknummer, som jeg er virkelig glad for, og som jeg derfor synes fortjener et lille kort skriv. Resten af albummet har ikke fanget mig helt på samme måde, så jeg holder mig for det meste bare til at lytte til dette nummer, som den gode Niels Fez var så venlig at introducere mig til i hans ugentlige fredagsprogram på P6 Beat.

Og det var så det. Fire numre som jeg har svært ved at skrive om i en albumsammenhæng, men som jeg virkelig elsker og derfor også virkelig har haft lyst til at skrive lidt om i lang tid. Mere er der egentlig ikke at skrive til dem, så i stedet vil jeg bare smide et link til hvert enkelt et af dem, og så må du se, om de rammer dig lige så godt.

Takykardia – L’Enfant de ton enfant sauvage

Grethe og Jørgen Ingmann – Dansevise

Dr Baker med Poul Bundgaard – Bella Notte

Sound Of Seduction med Kashmir – The Encore (S.O.S. Welcomes the Sound of Kashmir)