Det er sket et par gange, at jeg har sat mig ned for at skrive et skriveri om et album, som jeg så har været nød til at stoppe midti, fordi det alligevel ikke føltes som det rigtige skriveri at skrive. Et af disse kasserede skriverier var et, der omhandlede Candlemass og deres andet album Nightfall, som jeg prøvede at skrive om for næsten et år siden. Nu prøver jeg så igen, for det er nemlig et album, der betyder enormt meget for mig, og så må vi se, om det denne gang kan blive til et fuldendt skriveri.
Til dem der ikke kender bandet, så er Candlemass et svensk band, der spiller noget rigtig dejlig doom metal, en genre som de også selv var med til at definere, da den i midt 80’erne for alvor begyndte at tage form. Bandet blev dannet i 1984 af dets definitive hovedmand og bassist Leif Edling sammen med trommeslageren Matz Ekström og rytmeguitaristen Mats Björkmann. Efter omkring halvandet år fik de sammen med leadguitaristen Klaus Bergwall og sangeren Johan Längqvist udgivet deres formidable debutalbum Epicus Doomicus Metallicus, der af mange, inklusiv mig selv, bliver anset som bandets absolutte hovedværk. De to sidste var dog kun sessionmusikere og blev derfor aldrig permanente medlemmer af bandet, i hvert fald ikke i denne omgang. Det er dog ikke de eneste to, der ikke er at finde på efterfølgeren Nightfall, for imellem de to udgivelser gik Matz Ekström også ud af bandet. Hans erstatning blev trommeslageren Jan Lindh, og i samme omgang fik bandet også en permanent leadguitarist i form af Lars Johansson. Dette skulle blive bandets faste instrumentale kerne, hvis man da lige ser bort fra perioden 1997-2001, hvor de to “nye” ikke var med. Noget der dog aldrig har været helt stabilt i bandet har været vokalen, for her er der blevet skiftet meget i løbet af tiden. Der er dog tre sangere, der efter min mening er de mest ikoniske. Robert Lowe fra det amerikanske band Solitude Aeternus, der er af samme genre som Candlemass, var i fem år med i bandet, hvilket resulterede i tre udgivelser, hvoraf jeg især er fan af albummet Death Magic Doom fra 2008. Derudover skal Johan Längqvist også med på denne liste over ikoniske forsangere, da han både har været med på nogle rigtig stærke udgivelser, mens hans samtidig også er den forsanger, der har været med i bandet i næstlængst tid. I 2018 vendte han nemlig endelig tilbage til bandet, og her kunne han samtidig for første gang kalde sig permanent medlem. Bandets mest ikoniske forsanger må dog siges at være Messiah Marcolin, der kom med i bandet på Nightfall, og som derefter fortsatte med at synge de to efterfølgende udgivelser Ancient Dreams og Tales of Creation. I denne periode fik Candlemass virkelig skabt et navn, og da han i starten af 00’erne kom med igen, så fortsatte bandet stilen med deres fantastiske selvtitlede album Candlemass, der udkom i 2005. Til dags dato er det dog det sidste med Messiah på vokal, da han året efter gik ud af bandet.
Nu tænker du så måske, at det er lidt underligt, at jeg starter mine Candlemass skriverier med Nightfall, når jeg nu egentlig synes, at debuten er det bedre album. Det er det måske også, men da det blev Nightfall, der kom til at stå for min introduktion til bandet, så synes jeg, at det virkede passende at starte med det. Hvornår det lige helt præcist var, at jeg for første gang lyttede til dette album, skal jeg ikke kunne sige, men til gengæld ved jeg præcist hvilket nummer, der gav mig mit første lyt til bandets musik. Min første Candlemass oplevelse kom nemlig igennem den musikvideo, som bandet havde lavet til et af albummets numre. Denne var af den slags, som kun metalbands kan lave dem, for den var nemlig så dejligt lavproduceret og kikset. Det gjorde dog kun, at jeg kom til at elske nummeret endnu mere, end jeg ville have gjort, hvis jeg kun havde haft muligheden for en lydoplevelse med det, for der er bare noget fuldstændigt charmerende over den video. Inden jeg begynder at skrive om den og nummeret som den tilhører, så tænker jeg dog, at jeg lige vil gå over et par af albummets andre numre først.
Nightfall har som så mange andre metaludgivelser en episk åbning i form af nummeret “Gothic Stone”, der fint får sat humøret til albummet. Den får også lige givet en kort smagsprøve på en af de virkelig fede passager, der kommer i det efterfølgende nummer, “The Well of Souls”, og det er det, som jeg vil starte ud med at skrive om.
Som sagt er stemningen sat op til at være episk, og det er også meget passende, for Candlemass spiller ikke bare doom metal. Genren her er nemlig nærmere bestemt epic doom metal, og det betyder blandt andet, at der er lidt mere tempo på, end der er i den mere klassiske doom. Det kommer ganske vist aldrig til at gå hurtigt, men til gengæld kommer det til at svinge lidt mere, end det normalt gør i genren, hvilket jeg bestemt ikke har noget imod. Efter en rigtig ved vokalåbning, der er en direkte fortsættelse fra albummets første nummer, så kommer resten af instrumenterne på, og det er bare skønt at lytte til. Især guitarerne er her i fokus, og de har en voldsomt dejlig lyd. Lige fra start bliver det gjort klart, at det er dem og så vokalen, der skal stå for at være de ledende kræfter på albummet, hvilket dog betyder, at især bassen primært er et støttende element igennem alle numrene på Nightfall. For en der er glad for det instrument, så lyder det måske som en lidt ærgerlig ting, men sådan har jeg det ikke, for i bytte for nogle dejlige enkeltstående baspassager får man nemlig et overordnet lydbillede, der bare kommer til at stå så meget stærkere. Hele vejen igennem sørger bassen for at give en dybde til hver enkel guitartone, hvilket bare gør det hele så meget mere vellydende og bedre. Trommerne på albummet følger også halvt trop med bassen, for de virker aldrig som de mest komplekse, men nu og da kommer der dog nogle virkelig fede ting fra dem. Blandt andet får de virkelig slået igennem under omkvædet på “The Well of Souls”, og det er rigtig fedt.
Udover selve lyden på dette nummer, og resten af albummet i øvrigt, så er jeg også ret glad for selve progressionen i “The Well of Souls”. Det er nemlig flydende i dets struktur, og derfor tager det også en med på en fed fortælling. Det er få stykker i nummeret, der bliver genbrugt, og det gør, at det hele tiden føles dejligt frisk og spændende. Samtidig bliver det også bare bedre og bedre, jo længere man kommer ind i det, og især da man rammer nummerets tredje stykke, der er det som åbningsnummeret gav en smagsprøve på, så når det helt op og ringe. Det er også her, at der kommer en rigtig fed solo, og selvom det måske føles lidt tidligt, da nummeret ikke engang er ved halvvejspunktet, da den slutter, så virker det stadig rigtig godt. Det får nummeret til at føles noget anderledes end så mange andre klassiske metalnumre, hvilket er endnu en af de ting, der gør det rigtig spændende. De forskellige passager der følger efter den skuffer da heller ikke på nogen måde, og da det til sidst går tilbage til en af passagerne fra starten, så rammer det igen toppen.
Noget jeg ikke har fået nævnt endnu er Messiah Marcolins vokal, men det er fordi, at jeg har gemt det bedste til sidst. Hele vejen igennem nummeret synger han bare med en sådan fantastisk energi og stemme, der virkelig er med til at bære nummeret til de højder, som det når. Der er denne her teatralske følelse over den, hvilket bare passer rigtig godt til de tungere toner, der kommer fra det instrumentale. Allerede her på hans første vokale optræden for Candlemass viser han, hvorfor han kom til at blive så vigtig for bandet, for han leverer bare til topkarakter lige fra start.
På Nightfall er det ikke kun åbningsnummeret, der er stemningssættende, for nu og da er der nemlig et par korte instrumentalstykker. Jeg vil ikke skrive alt for meget til dem, men jeg synes dog virkelig, at nogle af dem er ret fede, og især “Codex Gigas” skal nævnes her, da det virkelig fortsætter rigtig godt fra der, hvor “The Well of Souls” slap. Det er bare så satans dejligt tungt, og jeg synes, at det er en fed inklusion på albummet. Det er dog ikke det, som det skal handle om. I stedet er det albummets fjerde nummer “At the Gallows End”, som jeg vil fremhæve. “The Well of Souls” åbner albummet rigtig godt op, og det er helt sikkert et stærkt nummer, men hold da op hvor bliver albummets allerede høje kvalitet bare hævet, når dette nummer kommer på. Med dejlige melodiske toner bliver det åbnet op, og i forhold til det som man hidtil har hørt, så bliver det lige holdt lidt nede i starten, selvom de tunge toner dog ikke kan holde sig fra at gøre deres entré, da Messiah kommer på med hans vokal. Åbningen har den fede kontrast mellem akustisk rytme og forvrænget lead guitar, der næsten altid bare virker. Det er et af de dejlige stykker, hvor det skønne møder det grimme, og det kan noget. Den akustiske klingen får også lov til at fortsætte i det første vers, og selvom den er svær at høre, da den for det meste bliver overdøvet af resten af instrumenterne, så synes jeg dog stadig, at den kan noget, og at den er værd at fokusere på. Det er dog Messiahs vokal, der her får lov til at styre nummeret, og det er dejligt. På en fed måde får han langsomt bygget stemningen op ved at starte i et lidt lavere register, hvorefter han så går højere og højere op i tonerne. Selvom han ikke når op på hans højeste, så er det stadig gået hen og blevet rigtig fedt, da han slutter den sidste strofe af i verset, og herefter går nummeret så fuldt ind på det tunge på en så dejligt medrivende måde, der gør, at jeg ikke kan sidde stille. Guitarerne og trommerne er bare så fede her, mens bassen igen lige er med til at give førstnævntes toner den sidste mængde dybde, som de mangler. Messiah følger også rigtig godt med, og sammen kreerer bandet et virkelig dejligt stykke her, der dog kun bliver endnu bedre, da det når nummerets første højdepunkt, nemlig omkvædet. Intensiteten er inden da bare blevet bygget så godt op, og det sekund omkvædet rammer, kan man bare føle, at det nu alt sammen skal udløses. Alt går bare op i en højere enhed her. Messiah rammer perfekt med sin vokal, og guitarerne og bassens underlægning dertil forstærker den yderligere. Derudover synes jeg også, at der lige bliver lavet et par fede ting på trommerne, for de kommer lige med et par ekstra slag her og der, der lægger yderligere til det hele. Det er sådan et omkvæd, der bare er den perfekte af slagsen, og jeg er så meget fan af det. Alene det gør nummeret til et så stærkt et af slagsen, og når man så tæller resten af nummerets elementer med, jamen så bliver det næsten ikke bedre. I modsætning til “The Well of Souls” mere flydende struktur, så følger denne her en mere klassisk en af slagsen, og derfor er der ikke så meget mere at skrive til det. Jeg må dog lige nævne, at jeg synes at kan høre, at der begynder at komme lidt ekstra fra hvert enkelt instrument efter omkvædet, og det værdsætter jeg virkelig meget. Det gør, at der stadig er en masse spændende at finde i den anden halvdel af nummeret.
Nightfall indeholder en masse fede numre, og foruden dem som jeg allerede har skrevet om, så er jeg også ret glad for “Samarithan” og “Mourner’s Lament”. Et nummer er dog kommet til at være den totale definition af albummet for mig, og det er nummeret “Bewitched”. Det er til dette nummer, at der blev lavet en totalt legendarisk musikvideo, og selvom jeg har set den massevis af gange efterhånden, så bliver jeg aldrig træt af den, ligesom jeg på samme måde heller aldrig bliver træt af selve nummeret, for det er bare så genialt. På selve albummet kommer nummeret efter “Mourner’s Lament”, mens at det i videoen lige bliver bygget op af Candlemass versionen af Chopins “Marche Funèbre”. Sidstnævnte opbygning er jeg en langt større fan af, for den passer bare så godt, men uanset hvilket nummers toner der kommer før det, så vil “Bewitched” altid sparke røv lige fra start. Den åbningspassage er bare så dejligt tung og skøn, og lige fra start var jeg fanget af den. Igen bliver niveauet dog lige forhøjet til næste niveau, når Messiah kommer på, og for mig vil dette altid være hans definitive vokalpræstation. Hans stemme flyder bare fra tone til tone på en sådan fantastisk og samtidig afvekslende måde, som jeg ikke kan andet end vise min største respekt for. Samtidig føler jeg dog heller aldrig, at han overgør det, for der er stadig fin med plads til det instrumentale, hvilket er så vigtigt. Sammen går de to elementer hånd i hånd, og det er det, der gør lydbilledet på “Bewitched” så stærkt, som det nu engang er.
Ligesom på “At The Gallows End”, så er jeg en voldsom stor fan af omkvædet på dette nummer. Det indledende instrumentalstykke, den efterfølgende første strofe og så den måde hvorpå det instrumentale igen kører solo lige efter. Hold da op hvor er det dog bare fandens godt! Derudover er der også noget keyboardorgel lyd, og den tilføjer bare det sidste lille men uhyre vigtige element, der får det hele til at ringe.
Fra start til slut elsker jeg bare det her nummer så utroligt højt, og det meste af lyrikken står stadig klart for mig, også selvom der lige er gået lidt længere tid end der burde, siden jeg sidst havde nummeret på. Er der plads til det, så synger jeg højlydt med, og derudover nyder jeg det hele i fulde drag, for det er sgu bare så dejligt. Udover verset og omkvædet, så er der også en god del andre stykker, der bare virker så skide godt her. Midterstykket efter det andet omkvæd er genialt, og soloen derefter er mindst lige så perfekt som omkvædet. Det hele rammer bare plet, og igen synes jeg, at det her er noget af det bedste, der nogensinde er kommet fra bandet. Det er bare altid sådan en fornøjelse at lytte til det her nummer, og jeg tror aldrig, at jeg kommer til at blive træt af det. For mig står det som et af de tre bedste Candlemass numre, der er blevet skrevet igennem tiden, men hvilke numre de to andre er, vil jeg dog vente lidt med at afsløre. Dog vil jeg lige skrive, at ingen af mine tre favoritter har den sammen forsanger, hvilket siger lidt om den mængde af kvalitet, der igennem årene er kommet fra bandet.
“Bewitched” blev ikke bare min introduktion til Candlemass, det blev også min introduktion til doom metal genren, hvilket blev en genre, der fik en voldsom stor betydning for mig i en god del år. I lang tid var det min favorit subgenre i metalverdenen, og selvom det progressive her har overtaget, så knuselsker jeg dog stadig doom. Det kan bare noget for mig, og derfor er jeg også bare så glad for, at Candlemass i sin tid fik introduceret mig til den. Heldigvis har jeg fået set bandet live en enkelt gang, og forhåbentligt kan jeg opleve dem endnu engang, når de gæster Danmark igen i slutningen af året. Det håber jeg i hvert fald voldsomt meget på, for første gang jeg så dem var forrygende.
Så vidt jeg ved, så er de fleste Candlemass udgivelser stadig til at få fysisk, så vil du støtte op om bandet, så er det en måde at gøre det på. Derudover kommer de som sagt til Danmark i slutningen af året, og jeg vil på det varmeste anbefale, at man tager forbi og ser dem, da de er fantastiske. På nuværende tidspunkt er det som sagt Johan Längqvist, der står for vokalen, og ham glæder jeg mig rigtig meget til at se. Havde jeg råd, så var jeg dog også lige smuttet en tur forbi Grækenland i september, da de her laver et enkelt show sammen med Messiah Marcolin, hvilket jeg også gerne gad opleve. Måske kan man håbe på, at de engang gentager det i Sverige, for så tager jeg gerne turen. Sidst men ikke mindst så vil jeg også anbefale, at du deler bandets musik med andre. Til det formål kan man til fordel bruge musikvideoen til “Bewitched”l, for selv hvis nummeret ikke lige skulle fange, så er min erfaring, at folk alligevel bliver godt underholdt af videoen.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at være de tre numre, som jeg har skrevet om, nemlig “The Well of Souls”, “At The Gallows End” og “Bewitched”. Selvom jeg er en stor fan af albummet i sin helhed, så er det de tre numre, der i den grad er de stærkeste fra albummet og derfor også dem, som man skal vælge, hvis man lige har brug for en smagsprøve eller to. Jeg anbefaler dog som altid, at du hører det hele igennem, for det er bare et rigtig godt album.
Musikskriveri 