I mit forrige skriveri hev jeg et album fra bandet Julian’s Treatment frem, hvilket jeg kun havde kendt til i et kort stykke tid. Den stil vil jeg fortsætte i dag med det danske band Hos Anna, som jeg for omkring en måned siden lagde ører til for første gang. Det imponerede mig dog ret kraftigt, og jeg fik hurtigt lyst til at skrive om det. Derfor bliver dagens emne bandets anden udgivelse, der har titlen Med De Røde Sløjfer, hvilket blev min indfaldsvinkel til bandet.

Jeg må indrømme, at jeg er lidt usikker på, hvor kendt Hos Anna egentlig var og er. Jeg havde selv aldrig hørt bandet omtalt, før jeg for en måned siden satte Med De Røde Sløjfer på pladespilleren i butikken, da albummet skulle testes. Alligevel kan jeg dog læse mig frem til, at de i 1975 spillede i Fælledparken for et publikum på omkring 40000 mennesker til kvindernes internationale kampdag. Samtidig blev de dengang også anset som en af de første større danske grupper, hvor besætningen fuldt ud bestod af kvinder, så lidt af et navn må de da have været. Denne sidste status skulle dog ikke vare ved.
Bandet blev dannet i 1975 af fire kvinder med Irene Becker bag tangenterne, Hanne Rømer på saxofon og guitar, mens hendes søster Lotte stod for bas og violin, og til sidst var der så Karen Mortensen på trommer. Det var denne besætning, der sammen spillede for det gigantiske publikum, men efter det første album valgte Karen dog at forlade gruppen. Med hendes udgang af bandet forsvandt statussen som kvindeband også, for hendes erstatning blev nemlig Bent Clausen, og ydermere kom Pierre Dørge også med ind i billedet samtidig. Til bandets tredje album kom der en yderligere udskiftning i besætningen, da Lotte Rømer på det tidspunkt havde travlt sammen med C.V. Jørgensen, så her trådte Jette Schandorf ind i stedet. Dog ligner det ikke, at det er var nogle onde miner i bandet, for til deres sidste udgivelse, hvilket blev en liveudgivelse, så var både Karen og Lotte at finde derpå sammen med resten af de medlemmer, der gennem bandets fem årige karriere havde bidraget til musikken.
Kigger man på bandets besætning, så synes jeg sgu, at det er en ret stærk en af slagsen. Lotte Rømer kom som sagt over at lege sammen med C.V. Jørgensen i en kort periode, mens Irene Becker, Pierre Dørge og Bent Clausen gik hen og fik en god rolle i den danske jazzscene. Derudover tænker jeg ikke, at jeg behøver skrive meget omkring Jette Schandorf, da hun jo i den grad slog igennem med News. Hanne Rømer har jeg ikke hørt alt meget til, men et kig på hendes CV fortæller mig dog, at hun også har været godt aktiv på den danske musikscene, så det er faktisk kun Karen Mortensen, der ikke fik gang i karrieren efter, hvilket dog mere virker som et valg fra hendes side, efter hvad jeg kan læse.

Nok om bandet dog, for det er jo musikken, som det egentlig skal handle om. Hos Anna var som sagt ikke et band, som jeg havde hørt om, før jeg for en måned siden testede deres plade. Inden da havde pladeomslaget faktisk fanget min opmærksomhed, for med sin skrifttype på forsiden fik det mig i et kort øjeblik til at tro, at det var noget middelaldermusik af en art, hvilket lød spændende. Jeg har længe søgt efter en hel specifik keltisk stil, og måske var det netop dette album, hvor jeg kunne finde den. Et opslag på albummets katalognummer gjorde mig dog lidt skuffet, og jeg lagde det til side igen med en tro om, at det var noget 70’er pop, hvilket ikke lige var det, som jeg var i humør til der. Jeg kom dog som sagt til at lytte til det, da det skulle testes, og her blev det det første nummer på side B, som stod for min introduktion til dem. Dette nummer har titlen “Anna Med De Røde Sløjfer”, og der var med det samme et eller andet ved introduktionen, der bare fangede mig. Jeg kan huske, at tankerne i mit hoved lød på, at det forhåbentlig bare fortsatte sådan, men frygten for at det lige pludselig skulle tage en anden drejning var stor. Det gjorde det dog ikke, og det er jeg virkelig glad for. Hvad er det så ved denne introduktion, der gjorde mig så glad for den? Til at starte med kan man i hvert fald med det samme fremhæve både guitaren og klaveret, for hold da op hvor er det dog bare lækkert at lytte til. Især guitaren får virkelig ramt nogle dejlige toner, som får lov til at flyde over den dejlige og lidt melankolske melodi, som resten af bandet lægger for dagen. Jeg ved ikke om det er Pierre eller Hanne, der her spiller, selvom jeg dog vil gætte på den første, da det er ham, der står krediteret som sangskriver. På samme måde er jeg også lidt usikker på, hvem der her står for hovedvokalen, da både Irene, Hanne og Lotte er krediteret for vokal på albummet, og da jeg ikke lige for tiden har de bedste muligheder for at sammenligne deres tre stemmer, så må også dette forblive i det uviste. Hvem end der synger, så gør hun det dog godt, og denne vokal bliver godt forstærket af korvokalen, der tilføjer virkelig meget til det overordnede lydbillede. Det er dog ikke kun de ting, der er i forgrunden, der spiller godt sammen, for trommerne og især bassen er også uhyre lækker at lytte til. Det er bare så dejligt spændende at lytte til, men det gælder dog for alle nummerets elementer. Hvert enkelt instrument laver så dejligt meget, men det føles dog aldrig overdrevet, faktisk tværtimod, for lydbilledet virker virkelig komplet netop på grund af det.
Generelt set nyder jeg dette nummer fra start til slut, men skal jeg vælge nogle favoritpassager, så er det helt klart omkvædet og opbygningen dertil. Der rammer de altså bare noget helt perfekt. Selve melodien er fantastisk men også de enkeltstående elementer er jeg virkelig glad for. Vokalen rammer så godt i opbygningen, mens guitaren også er så dejlig at lytte til. Når man så kommer til selve omkvædet, så kommer der en rigtig dejlig vokalisering i korvokalen, der virkelig også bare tilføjer så meget dejligt til musikken. Det er bare så dejligt, når man lytter til et nummer, som man har absolut ingen forventninger til, og man så kommer ud med noget, der bare rammer en perfekt. Det var min oplevelse med “Anna Med De Røde Sløjfer”, og det gav mig i den grad lyst til at høre mere fra Hos Anna.

Da første nummer på side B var ovre, så var der kun et spørgsmål i mine tanker, nemlig om albummet kunne holde niveauet. Det svarede det efterfølgende nummer ja til, for på “Den I Fem” fortsætter det fede nemlig. Tempoet bliver lidt mere energisk, hvor trommer, bas og klaver lægger en rigtig fed bund, som guitaren så lige får lov at syre en lille smule ud over. Igen er jeg fuldstændig vild med dens lyd og dens spil, og det er heldigvis også sådan, at den fortsætter i verset. Her er der sket et skifte i sangerinden, men det forringer på ingen måde den vokale kvalitet. Stemmen er en lille smule mørkere i forhold til det forrige nummer, og samtidig føles den en smule mere kraftfuld, hvilket både passer rigtig godt til stemningen og lyrikken.
Der er en rigtig fed progression i dette nummer, der kan høres særdeles godt på Pierres guitar. Som nummeret skrider frem kommer der nemlig mere og mere i dens spil, og dennes når toppen da den lige går over i lidt solo. Her kan jeg med sikkerhed sige, at det er Pierre på guitar, for Hanne kommer nemlig på samme tid på med hendes saxofon, som hun får fri plads til at lege med. Det er dog ikke kun i forgrunden, at der er plads til leg, for både bas, trommer og klaver bliver også vildere og vildere i dette instrumentalstykke, og her kan man rigtig høre de dejlige jazzelementer, som bandet fletter ind i deres musik. Uanset hvilket instrument man vælger at fokusere på, så er man garanteret end virkelig spændende oplevelse, for de viser hver især, at de virkelig har styr på deres instrument. Ligesom på det forrige nummer så sker der en masse her, og selvom de måske tager den lige til grænsen med det vilde, så holder de den der og går aldrig over. Det resulterer i et virkelig fænomenalt stykke musik, som jeg i den grad nyder. Det får lov til at slutte af med et sidste vokalstykke, men for min skyld kunne det sagtens have fortsat i lidt længere tid. Det er et sindssygt godt nummer, hvor hvert enkelt musiker får vist sine yderst kompetente evner frem, og det er skønt at lytte til.

Når jeg nu allerede har spoleret enhver form for kronologisk rækkefølge ved at starte med side B, så kan jeg lige så godt gå hele vejen og springe tilbage til det fjerde nummer på albummets første side. Her finder man nemlig nummeret “Voldført”, og det er for mig også et af albummets højdepunkter. Igen er der rigtig god energi at finde, faktisk endnu mere end på “Den I Fem”, og selvom der indtil videre har været nogle rigtig gode numre på albummet, så synes jeg, at det er her, hvor albummets højeste niveau for første gang rammes. Der er ikke den store optakt til nummeret, et par hurtige trommeslag sætter det i gang, og så er det ellers bare derudaf med resten af instrumenterne. Det er samme sangerinde, der står for vokalen her, som det er på “Den I Fem”, men denne gang er hun dog ikke alene, for til at starte med bliver hun i hvert fald gjort selskab af en korvokal, der i den grad bare får det hele til at ringe. Det er en fantastisk måde at starte ud på, og havde der ikke været lidt mørke over lyrikken, så havde der i den grad stået fest på programmet. Alligevel kan instrumenterne dog ikke lade være med at trække i den retning, og især saxofonen må her siges at være skyldig, da den bare har den svingende følelse over sig. Guitar og klaver gør dog også deres del, men det er bestemt ikke noget negativ. Det samme gør sig gældende for de mange passager, der kører i nummeret, for det gør det rigtig spændende at lytte til. Der sker hele tiden noget, og det holder sig ikke til a-b- og c-stykker, hvilket er skønt. Igen gør det, at der er rigtig mange forskellige elementer at forholde sig til, men sætter man sig ned og lytter opmærksomt, så får man i den grad noget af en oplevelse ud af det.

Det sidste nummer som jeg i dag vil skrive om er lidt af en udstikker i forhold til resten. Samtlige numre på albummet har nemlig en kvindelig forsanger, lige med undtagelse af “Skyen” altså, hvor Pierre står for vokalen. Tempoet er blevet godt sænket her, og det bliver også lidt mere eftertænksomt. Hanne Rømer åbner albummet op med lidt dejligt guitarspil, hvorefter Pierre følger det op med lidt bas, mens Lotte er skiftet over til en skøn violin. Lydbilledet bliver til sidst fuldendt af lidt nænsomt klaverspil og percussion, og det kan virkelig noget. På trods af at jeg lige skulle give det et par lyt, før det helt slog igennem, så rammer den her åbning mig nu på en meget stærk måde. Det er et mega fedt nummer, og når man så tænker på, at det kommer lige efter det mere energiske “Den I Fem”, så bliver det bare endnu bedre. På trods af at der er en stor kontrast mellem de to numre, så passer de nemlig alligevel ret godt sammen, og det giver altså noget. Igen er der en rigtig god progression i nummeret, for det stiger stille og roligt i intensitet, uden at det dog nogensinde går ud over følelsen i musikken. Igen er der også bare en masse skønne elementer i spil. Hannes guitarspil er dejligt lige fra start til slut, og det samme gælder for Lottes violin, mens Irenes klaver er til tider drømmende at lytte til. Bunden er også rigtig solid, og selvom jeg naturligt selv søger mere mod bassen, så giver et lyt på trommerne også den dejlige oplevelse, som kun et par bløde jazztrommer kan give en. Selvom Pierre får lov til at stå for vokalen igennem det meste af nummeret, så kommer der dog lige en passage, hvor de kvindelige vokaler kommer på med noget vokalisering, og hold da kæft hvor er det dog himmelsk at lytte til. Perfekt valg der så derefter kommer lidt i baggrunden til fordel for violinen. Derefter får de lov til at lægge kor til Pierres hovedvokal, og det munder ud i det perfekte sidste stykke af nummeret. Det er et genialt drømmende og eftertænksomt nummer, som jeg virkelig er begyndt at holde meget af. Som så mange af albummets andre numre, så bliver det bare bedre for hvert lyt, og dem kan jeg godt love dig for, at der kommer mange flere af i den nærmeste fremtid!

Indtil videre så synes jeg, at det er dette album, der står stærkest i Hos Annas diskografi. Tiden må dog vise om flere lyt kan ændre dette, men uanset hvad, så kommer gruppen til at have en plads i mit musikalske univers i fremtiden. Jeg er overrasket over, at det først er nu, at jeg hører om bandet, for hold da op hvor er der da bare en masse kvaliteter hos dem. I hvert fald er dette album en rigtig perle, som jeg er rigtig glad for ikke er overset hos mig længere. Det kan sgu noget helt særligt, og ligesom med mine andre skriverier der omhandler det mere ukendte, så håber jeg, at det kan sørge for, at flere i fremtiden kommer til at kende til bandet.

Hos Anna har i lang tid været opløst, og som så meget andet dansk musik, så er det ikke blevet genoptrykt siden det udkom. Derfor er det svært at give en støtteanbefalinger til det i dag, og jeg må derfor bare nøjes med at skrive, at hvis du nyder musikken, så sørg for at dele den videre, så denne perle ikke går tabt. Jeg synes i hvert fald, at det er et utroligt interessant værk, der fortjener meget mere opmærksomhed, end det hidtil har fået.

Dagens lytteanbefalinger kommer til at starte med “Anna Med De Røde Sløjfer”, da det som sagt blev min introduktion til bandet, og derudover er det også et fantastisk nummer. Desværre er det dog ikke at finde enkeltvis på hverken Youtube eller anden streaming, så du må selv lige finde det på videoen med det fulde album. Til gengæld findes begge de to efterfølgende anbefalinger heldigvis enkeltvis, og det bliver numrene “Den I Fem” og “Jukebox-Johnny”, som jeg i dag vil anbefale, at du giver et lyt. På begge er der god energi, og jeg synes, at de viser en god del af bandets kvaliteter frem. Generelt set er det dog et rigtig stærkt album, der virkelig når nogle gode højder fra midten og frem, så jeg vil helt klart anbefale, at du hører det fra start til slut.

Med De Røde Sløjfer

Den I Fem

Jukebox-Johnny