Indtil nu har jeg altid prøvet at holde mig til at skrive om musik, som jeg har holdt af i længere tid. Nu og da er der lige et par nyere ting, som kommer på banen, men selv der plejer der at gå et par måneder, før jeg tager fat i det. Sådan skal det dog ikke være i dag, for i løbet af de seneste par uger har jeg gået og lyttet til noget, som jeg simpelthen bare må skrive om, nemlig albummet A Time Before This af bandet Julian’s Treatment. Det er noget halvobskurt progressiv rock fra 1970, der dengang selvfølgelig ikke fik den store eksponering fra gruppens pladeselskab, hvilket resulterede i, at det ikke kom ud til noget stort publikum. Det synes jeg er synd, og derfor håber jeg, at dagens skriveri kan bidrage til, at flere kommer til at kende til dette dejlige album.
Inden jeg går i gang med at skrive om albummet, så skal bandet selvfølgelig lige introduceres først. Julian’s Treatment var et band, der blev startet af musikeren og forfatteren Julian Jay Savarin, der engang i 60’erne tog turen fra den caribiske ø Dominica til England sammen med hans familie. Her blev han forelsket i den engelske musikkultur, og derfor startede han sit eget band, så han igennem musikken kunne fortælle nogle af de sci-fi historier, som han gik og bryggede på. Til dette projekt fandt han bassisten John Dover, guitaristen og fløjtespilleren Del Watkins, trommeslageren Jack Drummond og sangerinden Cathy Pruden. Selv satte han sig bag et hammondorgel, og så var bandet ellers i gang. De kom under pladeselskabet Young Blood, men kort efter udgivelsen af det første album opstod der problemer, hvilket resulterede i at bandet blev opløst. Det stoppede dog ikke Julian fra at fortsætte projektet, for i 1973 kom der nemlig endnu et album fra ham, denne gang bare under eget navn, og med en ny besætning hvor kun John Dover og Julian gik igen. Det gik dog desværre ikke meget anderledes end første gang, og endnu engang måtte projektet skrinlægges, denne gang forevigt. Julian gik herefter over til at skrive bøger, og det havde han vist fin succes med. Alligevel var det dog ikke sidste gang, at der kom musik fra ham, for fans og små pladeselskaber holdt hans musik i live, og lidt over 50 år efter fandt man så båndene til et sidste album, der egentlig skulle have været udgivet i 1974, men som i stedet måtte vente til 2025, før det så dagens lys.
Når nu at der her i år er udkommet et sidste album fra Julian, så skulle man tro, at det var igennem det, at jeg opdagede bandet. Det er dog ikke tilfældet, for i stedet var det igennem en søgen efter mindre kendt progressiv rock, at jeg stødte på bandet. Jeg har før nævnt, at jeg ikke føler, at Spotify er til den store hjælp, hvad det angår, men heldigvis så er der en masse forskellige forummer på internettet, hvor man kan få uhyre meget inspiration. Det var på et af disse, at jeg fandt en liste, hvor Julian’s Treatment var at finde på. Der var et kort skriv til det, og det synes jeg lød interessant. Derfor blev det naturligvis sat på, og med det samme var der bare noget, der klikkede. På trods af at jeg i min søgen havde fundet en lille liste på en 10-20 bands, som jeg i denne omgang skulle igennem, så blev gennemgangen flere gange afbrudt af en tilbagevenden til dette, og musikken blev kun bedre. Det var også noget, som jeg hurtigt fik spillet for andre, og nu er jeg så gået et skridt videre til at skrive om det. Så jeg tænker, at jeg her vil stoppe med at skrive mere om baggrundshistorien bag albummet og i stedet bare begynde at fokusere på musikken.
Albummet åbner lidt halvdystert med nummeret “First Oracle”, hvor grundhistorien bliver sat op af Julian og Cathy, førstnævnte selvfølgelig med hans dejlige hammondorgel, mens Cathy med hendes vokal får sat stemningen med lidt fortælling. Det er en rigtig solid åbning, der går direkte over i det dejlige instrumentalnummer, der på episk vis fortsætter denne stemningsopbygning. Det er dog først ved albummets tredje nummer “Phantom City”, at der får alvor kommer gang i løjerne. Det sker dog på bedste vis med lidt dejlig solo fra Julian. Under den sætter trommer og bas en rigtig god rytme, mens Del Watkins lige bidrager med et par fede lyde fra hans guitar, der nu og da kommer ind over orgelspillet. Alt dette sætter Cathy rigtig godt op, og jeg synes, at hendes vokal er ret fed. Det er en lidt dybere en af slagsen, men den står rigtig fint i kontrast til orgelets lysere toner, og det skaber et ret fedt lydbillede. Den rytme, som jeg før nævnte at bassen og trommerne satte, er en rigtig svingende en af slagsen, og den er så dejlig at lytte til. Ligesom Julian spiller vildt i fronten, så går de to andre også i den grad til den i baggrunden, og det er mega fedt. Derudover får Del også skiftet til sin fløjte, hvilket yderligere er med til at skabe et dejligt nummer. Var man i tvivl om genren til at starte med, så burde den tvivl i den grad være forsvundet her, for det er den umiskendelige dejlige klassiske proglyd fra Englang, som man her hører. Det betyder blandt andet, at der er plads til et godt langt instrumentalstykke i midten af nummeret, og det er blandt andet her, at fløjten kommer ind. Nummeret vender dog tilbage til det vokale henimod slutningen, der tager samme drejning som det, der var i starten.
På “Phantom City” blev mine ører for alvor slået op for Julian’s Treatment, for her skete der noget særligt. Det efterfølgende nummer skulle dog vise sig at være endnu federe. Det har titlen “The Black Tower”, og ligesom albummet blev åbnet op på en lidt halvdyster måde, så sker det samme her. Julians orgel er det, der sætter det i gang med et par små korte passager. Stille og roligt bliver hans passager dog længere og længere, og da trommer og bas så kommer på, kommer der en mega fed opbygning, hvor Cathys vokal også er med. Jeg elsker virkelig denne opbygning, for orgelet er mega fedt, mens jeg også synes, at den måde hvorpå Cathys vokal skifter fra den ene højtaler til den anden giver en virkelig fed effekt. Til at starte med blev jeg dog lidt skuffet over det, der kom efter, for hvor denne opbygning føles lidt ond, så er det efterfølgende stykke noget mere svingende. Tekstmæssigt holder det stadig fast i det, som opbygningen sætter op, men det instrumentale bliver lidt lysere, hvilket jeg lige sad og rynkede med panden over. Det er dog det dejlige ved det progressive, for det overrasker så ofte, hvilket jeg elsker, og da dette efterfølgende stykke så blev erstattet af et tredje, jamen så var jeg jo helt med på hvorfor, at det lige netop lød sådan. Endnu engang skiftes der nemlig i udtrykket, hvor det går over og bliver utroligt smukt, ikke mindst på grund af vokalen. Jeg synes virkelig, at dette stykke er åh så dejligt at lytte til, og den måde at nummeret når frem til det er genial. Det er bare sådan tre stykker, der viser at sangskriveren bag dem virkelig kan sit kram. Hver og en virker for sig, men som en enhed står de så meget stærkere. Efter det tredje stykke går “The Black Tower” endnu engang over og bliver vildt og svingende for en kort stund, inden det vender tilbage til den opbygning, der satte det hele i gang, hvilket jeg overhovedet ikke har noget imod. Det flyder bare fantastisk godt, og jeg er vild med det. Efter anden omgang af dette kommer der et dejligt solostykke, hvor både orgel og fløjte får lov til at lege, mens bas og trommer holder dejligt fast i rytmen. Især trommerne kan man med fordel også give lidt opmærksomhed her, for de er sgu også fede at lytte til her, selvom det selvfølgelig er fløjte og orgel, der er i fokus. I slutningen af dette stykke vender instrumenterne dog tilbage til et lidt længere opspil til nummerets hovedstykke, og jeg sidder altid bare og venter spændt på, at det endnu engang skal komme på, for hold da op hvor er det bare lækkert! Bandet snyder heldigvis ikke en, og for en sidste gang i nummeret kommer det på, hvorefter nummeret bliver rundet af.
Det her nummer kan bare noget helt særligt for mig. Det indkapsler bare det, der for mig gør den tidlige prog til noget helt særligt, og selvom genren bestemt ikke er blevet ringere igennem tiden, tværtimod, så er der altså noget herligt ved at vende tilbage til rødderne.
Albummet fortsætter med at være mega fedt, og direkte efter “The Black Tower” kommer “Alda, Dark Lady of the Outer Worlds” hvilket også er et rigtig fedt nummer. Her får guitaren lov til at starte det hele op med lidt dejligt smukt akustisk spil, der er rigtig dejligt at lytte til. Udover at det viser lidt af Dels kunnen frem, så giver det også et fint lille afbræk fra den ellers ret ensformige lyd, som albummet indtil videre har haft, og selvom det ikke som sådan er tiltrængt, så synes jeg alligevel, at det er et godt valg, da det udvider albummets lydbillede. Efter 40 sekunder kommer Julian dog igen på med hans hammondorgel, og man bliver som lytter taget tilbage til det, der har været kendetegnet fra bandet indtil nu. Igen er der en rigtig fed og interessant passage, hvor Cathy virkelig giver den alt hvad hun kan med hendes vokal, men hver strofe bliver skåret af på en ret abrupt måde, og kun et svagt ekko af hendes stemme kan høres, mens alt det andet er fuldstændig væk. Det er dog igen bare et fedt valg, der endnu engang helt falder i proggens ånd. Det er en rigtig fed måde at lave verset på, og det gør også, at omkvædet kommer til at føles noget vildere, da der her er godt gang i den. Nummeret fortsætter med endnu et stykke kort guitarspil, inden at det går tilbage til verset, og også her fungerer det rigtig godt. Selvom sangstrukturen ikke er af den mest komplekse slags, så er der alligevel fint med ting, der holder det interessant, og som sagt er der også bare nogle spændende progressive tiltag, der virkelig gør, at jeg nyder nummeret. Det fortsætter som sagt den fremragende stil, som albummet har lagt for dagen, og jeg nyder det virkelig.
Albummet slipper på ingen måde det gode, da det går videre fra “Alda, Dark Lady of the Outer Worlds” og så over i “Altarra, Princess of the Blue Women”. Jeg vil ikke skrive mere til det, for selvom det er en af mine favoritter, så er der to andre numre, som jeg gerne vil have fat i. Det første af disse er instrumentalnummeret “The Terran”, hvor det igen bare svinger helt vildt fedt. Del er her at finde på sin guitar, og sammen med John Dover og Jack Drummond sætter han det hele i gang, hvorefter Julian kort efter træder til. På dette nummer får alle fire musikere virkelig lov til at lege, og det udnytter de hver især. Jack Drummond har nogle vildt fede solostykker på sine trommer, mens både Julian og John Dover svinger totalt fedt på deres instrumenter i hovedstykkerne. Det er så fed bas og hammondorgel, der er gang i her, og sammen følger de to hinanden rigtig godt og skaber noget fuldstændigt suverænt. Del får selvfølgelig også plads til at lave en rigtig fed guitarsolo, og meget mere er der faktisk ikke at skrive til nummeret. Det er en musikalsk legeplads, og alle fire leger fantastisk på den, både hver for sig men i den grad også sammen. Det er bare instrumentalmusik, når det er absolut bedst, og hver gang nummeret kommer på, så bliver jeg bare noget så glad.
Jeg synes, at A Time Before This fungerer så dejligt fedt lige fra starten af, og sådan fortsætter det helt til slutningen. Derfor er det også svært at skrive om alle albummets højdepunkter, for der er en god del. Jeg bliver dog nød til at skrive om det sidste af slagsen, der kommer på det afsluttende titelnummer. Det får nemlig samlet alt det, som jeg synes er fedt ved albummet og får rundet det af på bedste vis. Det har denne dejlige mystiske åbning, hvor hammondorgelet stille får lov til at lyde, mens Cathy på samme vis nynner nænsomt over det. Orgelet stiger dog langsomt i intensitet og ender ud i et stykke, hvor det bliver noget vildere. Dette stykke er ret fedt, og jeg synes, at trommerne her har en rigtig fed opbygning. Man kan høre dem rumle lidt afdæmpet i baggrunden, men de tager hele tiden til i lydstyrke, indtil de til sidst kommer helt op at ringe, hvorefter de sammen med de andre instrumenter får sat det næste i gang. Det er dog her, hvor det første af det som jeg elsker ved nummeret gør sig gældende, nemlig de mange forskellige og også lidt uventet retninger som nummeret tager en i. Dette stykke får en til at forvente, at det virkelig skal op og ringe, men i stedet går det ned i intensitet, da det første vers kommer på banen, og det er bare et rigtig spændende valg, der samtidig virker rigtig godt. Når man så taler om verset, så synes jeg, at det er et rigtigt interessant et af slagsen. For mig føles det her som om, at der i det instrumentale er et lysere lydbillede, måske på grund af hammondorgelet og fløjten, mens det lyriske er det stik modsatte. Det virker dog ret godt sammen alligevel på trods af modsætningerne. Også i omkvædet er der samme stemningskontraster, hvor jeg synes, at det musikalske har en dejlig fed episk følelse over sig, mens det lyriske stadig holder sig i det mørke. Det virker dog endnu bedre end i verset, og jeg er også voldsomt glad for den abrupte måde, hvorpå der bliver skiftet fra vers til omkvæd.
Som sagt så er dette et nummer, der samler alt det fede ved albummet, og derfor er der selvfølgelig også et dejligt svingende instrumentalstykke i midten af nummeret, hvor der rigtigt bliver gået til den. Julians hammondorgel kører for fulde drag, mens Del laver et hurtigt skifte til guitaren, som han lige lirer lidt af på, inden han senere hen vender tilbage til fløjten. Johns bas er også fantastisk lækker at lytte til her, og ligesom hammondorgelet så svinger den helt vildt fedt. Jack holder for det meste fast i rytmen gennem dette stykke, men han får lige givet den lidt ekstra til sidst, og endnu engang har de fire musikere fået skabt en legeplads, hvor der rigtigt bliver leget. Dette instrumentalstykke kunne man næsten kun forvente ville komme, for sådan nogle har der været igennem det meste af albummet. Til gengæld føles det efterfølgende noget mere stille vokalstykke en lille smule uventet. Igen kommer der en mystisk, og også lidt mørk, stemning over nummeret, og den er helt sikkert velkommen. Dette stykke føles som den helt naturlige afrunding af nummeret, og den ender også i et herligt crescendo, hvorefter nummeret så selvfølgelig lige fortsætter tre minutter endnu, for hvorfor ikke. Igen er det de uventet drejninger, der kommer i spil, og jeg synes stadig, at det virker. På dette sidste nummer holder bandet i den grad ved, og jeg må også sige, at det er et af albummets bedste, på trods af en ellers ret hård konkurrence.
Dette album er et rigtig godt eksempel på, at der findes meget meget musik derude, som kun er kendt til af et fåtal af mennesker, men som stadig kan noget helt særligt. Det er en overset perle, der i den grad fortjener mere opmærksomhed, end albummet dengang fik, og det håber jeg også, at det i fremtiden får. Jeg nyder det i hvert fald virkelig meget for tiden, og det tænker jeg også, at jeg kommer til at blive ved med at gøre.
Støtteanbefalingerne i dag er lidt svære, for selvom albummet er blevet genoptrykt sammen med de andre udgivelser, som Julian Jay Savarin lavede, så ved jeg ikke, om der er nogle tilbage fra bandet, som kan nyde godt af pladesalget. Koncerter kan jeg heller ikke lige se som en ting, der kommer til at ske. I stedet vil jeg så bare anbefale, at hvis du synes om albummet, så spiller du det lige for en ven, som du ved også er interesseret i det progressive. På den måde kan albummet komme ud til flere og gøre glæde, hvilket jeg kun kan se som en god ting.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at blive tre sammenhængende numre. To af dem har jeg allerede skrevet om, for det er “The Black Tower” og “Alda, Dark Lady of the Outer Worlds”, mens jeg lige smed en kort bemærkning til det sidste, der har titlen “Altarra, Princess of the Blue Women”. Jeg synes, at denne del af albummet virkelig har gang i noget godt, og derudover danner de også et godt indtryk af det overordnede lydbillede, som man finder på albummet. Som sagt er hele albummet dog af rigtig høj kvalitet, og jeg kan kun anbefale, at du lytter det hele igennem, da jeg i hvert fald har fået nogle rigtig gode musikoplevelser fra det.
Musikskriveri 