I mit forrige skriveri fik jeg taget hul på første del af det hvide album, og i dag vil jeg så fortsætte med del 2. For mig at se, så er der på denne del langt færre “store” numre end på den første, og det er både herligt og problematisk. Herligt fordi det betyder, at der her er en større chance for, at jeg kan give dig inspiration til at høre et nummer, som du måske ikke har hørt i lang tid, problematisk fordi der er alt for meget godt at vælge imellem her. Faktisk står hele denne del langt stærkere, end jeg lige huskede, da jeg i min forberedelse til skriveriet begyndte at lytte albummet igennem. På det tidspunkt var jeg ret sikker på hvilke fire numre, som jeg her ville tage fat i, og selvom nogle af dem stadig står fast, så er der nogle andre, som jeg har været nød til at lægge til side, da de blev overstrålet af nogle af de numre, som jeg selv lige havde glemt.
Fra albummets start var der tre numre, som alle var oppe til overvejelse ved skriveriets start. “Yer Blues” har jeg været uhyre glad for lige siden, at jeg så Rolling Stones’ Rock and Roll Circus show, da der her er en fantastisk udgave af nummeret spillet af John Lennon, Eric Clapton, Keith Richards og Mitch Mitchell. Mere kommer jeg dog ikke til at skrive om det nummer i dag, og det samme gælder for “Everybody’s Got Something to Hide Except Me and My Monkey”, der også er en af mine favoritter, men som jeg simpelthen bliver nød til at springe over, så den samlede læsetid for dette dobbeltalbumsskriveri ikke når over de tredive minutter. Et nummer som jeg dog ikke kan springe over er “Helter Skelter”, for udover at det er et fantastisk nummer i sig selv, så har det også haft betydning for mig i længere tid end resten af Beatles sangkatalog. Som jeg skrev i første del, så var det nemlig først i slut 10’erne, at Beatles for alvor begyndte at betyde noget for mig, men da “Helter Skelter” ofte betegnes som et af de første heavy metal numre, eller i hvert fald som en stor inspiration til genren, så havde jeg af gode grunde lige været nød til at give det et lyt noget tidligere. Dette første lyt gav da også hurtigt anledning til at lytte det igennem op til flere gange efter, for jeg indså hurtigt, at det sgu er ret fedt. Der er knald på lige fra start, ikke bare på guitarerne men også i den grad på vokalen, hvor McCartney virkelig går hårdt til den. For mig er det dog hans basarbejde, der virkelig sælger nummeret for mig, og jeg synes egentlig, at det er ret sjovt, at der på dette heavy metal inspirerende nummer næsten er mere knald på bassen, end der er på guitarerne. Den får lov til at ligge dejligt højt i mikset, mens guitarerne, i hvert fald i verset, holder sig længere bag i. De kommer dog fuldt på i omkvædet, og her får deres dejlige forvrænget lyd lov til at slå rigtigt godt igennem. For dog lige at vende tilbage til bassen, så er jeg som sagt rigtig glad for den. Jeg synes, at der kommer nogle ret spændende passager fra den, og især det der bliver spillet efter andet vers og under nummeret andet opbyggende stykke, er jeg er meget glad for. Når nu der dog er så meget aktivitet hos både bas og guitarer, så er der ekstra meget pres på trommerne, da de er de eneste til at sørge for, at der er et solidt fundament at vende tilbage til. Heldigvis er det dog ikke noget problem, når man har Ringo bag sættet. Hele vejen igennem styrer han butikken ganske solidt, og derudover leverer han også det legendariske skrig, der slutter nummeret af, hvilket flere bands senere hen har imiteret.
Igennem hele nummeret bliver der bare gået til den, og henimod slutningen er det næsten som om, at bandet simpelthen ikke kan få sig selv til at stoppe igen, for flere gange får tonerne lige lov til at ringe ud, men de snyder en, og lige som man tror, at nummeret er ovre, så går det i gang igen, hvilket er rigtig fedt. Det blev som sagt senere hen set som en stor inspiration til heavy metal bevægelsen, og det giver sgu også god mening, for det har noget af den samme hårdtslåenhed, som man finder i den genre. Fra start til slut er det pisse fedt, og alt i alt kan jeg kun skrive, at det er et genialt nummer, som jeg har været glad for lige siden, at jeg for første gang hørte det.
I modsætning til “Helter Skelter”, så er “Savoy Truffle” et nummer, som jeg først senere hen kom til at synes rigtig godt om. Det er endnu et Harrison nummer, og der er noget dejligt flippet over det, hvilket blandt andet skyldes de saxofoner, der er inde over nummeret. De giver bare en dejlig glad følelse til det hele, hvilket yderligere bliver understreget af det hammondorgel, der også er at finde her. Det har især en dejlig passage efter andet vers, som jeg synes ret godt om, men gennem hele nummeret bidrager det bare med dets unikke lyd, og det er en af de ting, der trækker nummeret godt op i niveau. På dette nummer er bassen længere tilbage i mikset, men der sker stadig en masse lækkert hos den, og det samme gælder for trommerne. Selvom guitarerne ofte lidt gemmer sig bag saxofonerne og hammondorgelet, så synes jeg, at både Lennon og Harrison laver nogle rigtigt fede ting. Den ene af dem følger orgelet, mens den anden følger saxofonerne, og hver især får de givet noget støtte til de passager, hvilket giver dem noget kant. Lyrisk er nummeret også fyldt med en masse lækkerier, bogstaveligt talt, og der kommer også lige en reference til et af albummets tidligere numre.
Hvad der har gjort, at jeg er blevet så glad for dette nummer, er jeg faktisk lidt i tvivl om. Måske er det bare den lidt festlige følelse over det, der har fanget mig, eller måske er det noget helt andet. Uanset hvad, så er det et nummer, som jeg synes rigtig godt om, selvom jeg lige havde “glemt” det, inden at jeg i min forberedelse gav albummet et lyt. Det er dog bare en af de ting, der gør, at jeg nyder disse skriverier så meget, for nogle gange genopdager man noget, som man ikke lige havde givet alt for mange tanker til i et stykke tid, og det er jo herligt.
Hvis der er noget, der i den grad har delt vandene på det hvide album, så er det i den grad “Revolution 9”. Jeg har flere gange i butikken hørt, at folk springer det over med det samme, når det kommer på, ligesom jeg også har hørt, at der er nogle der har slettet det fra deres digitale kopier af albummet. Jeg nyder det dog selv rigtig meget. Det er forbandet syret og fuldstændigt langt ude, men det kan sgu også noget, i hvert fald for mig. Der er bare noget fascinerende over det, hvor alle de forskellige lydspor, der her er mikset sammen, får taget en ud på en totalt kaotisk rejse, der dog alle sammen ender i det samme udgangspunkt, nemlig det gentagende lydklip “Number 9”, der flere gange dukker op igennem nummeret. Det er igen et nummer, hvor Beatles eksperimenterer dejligt meget, og det er endnu et af de numre, der giver albummet dets store brede. Hvad meningen med det er, skal jeg ikke kunne sige, hvis der overhovedet er en, men jeg synes, at det er interessant at lytte til. Det understreger det, der allerede begyndte at gøre sig gældende ved Rubber Soul, nemlig at Beatles ikke var et band, hvor det bare gjaldt om at være de mest populære. I stedet havde man faktisk at gøre med fire dygtige musikere, der alle var nysgerrige og havde lysten til at skubbe til musikkens grænser. Uanset om man kan lide “Revolution 9” eller ej, så må man sige, at de her endnu engang gjorde netop det. Jeg tror ikke, at nogle af de andre store bands på det tidspunkt ville have turde vove at inkludere dette nummer på et album, men det gjorde Beatles, og det er fedt, og det respekterer jeg dem virkelig meget for.
Jeg skrev i første del, at jeg er ret glad for den måde, hvorpå det hvide album flyder fra nummer til nummer. Det føles bare dejligt naturligt hele vejen igennem, men ingen steder synes jeg, at det er bedre understreget end ved overgangen mellem de sidste to numre. Det er et så genialt valg, at man fra det fuldstændige kaotiske “Revolution 9” går videre over i det umådeligt smukke “Good Night”. Her er Ringo den eneste Beatle, der optræder, men han er dog i fint selskab af et dejligt orkester, der lægger den skønneste baggrund til. Strygerne og fløjterne leverer især nogle skønne bidrag, mens et kor også er med til virkelig at forstærke det vokale. Når man snakker om det, så synes jeg, at Ringo gør det rigtig godt her, og det var også det helt rigtige valg at lade netop ham synge det. Der er bare et eller andet rart ved hans stemme, som jeg ikke tror de andre ville kunne fange på samme måde. “Good Night” er hverken Beatles bedste nummer, og det er heller ikke her, hvor de er mest opfindsomme. Alligevel synes jeg dog, at det er den perfekte måde at slutte dette forrygende album af på. Hele vejen igennem har det været et godt rock album, hvor der ofte var godt gang i den, så det at de tager den helt ned til sidst har bare en så meget større effekt. Det er et nummer, der bringer mig en stor mængde glæde, hver gang jeg hører det, og derfor nyder jeg det altid, også selvom det egentlig er en indikation på, at dette fantastiske album er ved at være ved vejs ende.
Som sagt står det hvide album som min favorit fra Beatles katalog, og selvom mit favoritnummer med dem til tider ændrer sig, så har dette album haft den solide position som min favorit i mange år efterhånden. På trods af dets lange længde, så har jeg hørt det igennem et utal af gange, langt flere end Beatles andre udgivelser. Det kan bare noget helt særligt for mig, og det tror jeg, at det vil blive ved med at kunne.
Nu er Beatles ikke en gruppe, der har særligt meget brug for en støtteanbefaling. Skulle du dog alligevel have lyst til at støtte op om dem, så kan det hvide album sagtens fås fysisk. Om de to resterende Beatler spiller numre derfra til deres koncerter, skal jeg ikke kunne sige, men der er nogle klassikere derpå, så chancen er der.
Både “Helter Skelter” og “Savoy Truffle” kommer til at indgå i denne dels lytteanbefalinger, men jeg tænker dog, at den sidste lytteanbefaling nok hellere skal være et andet nummer end de to sidste. Som sagt deler “Revolution 9” jo vandene, mens jeg føler, at “Good Night” virker bedst i albummets sammenhæng. Hvad skal den sidste lytteanbefaling så være? Se den er jo svær, for der er så mange gode numre bare på denne del. Nogle af dem har jeg nævnt, mens jeg dog hverken har fået nævnt “Mother Nature’s Son”, “Long, Long, Long” og “Cry Baby Cry”, alle værdige numre til en anbefaling. Nu har jeg dog to numre, hvor der er godt gang i den, så jeg tænker, at det er et af disse mere stille numre, der får æren af den sidste anbefaling, og her står “Long, Long, Long” som favoritten, da det bare er uhyre skønt. Ligesom den første del, så er hele anden del af det hvide album dog også bare fyldt med fantastiske numre, og derfor kan jeg kun anbefale, at du giver det hele et lyt. For mig er det Beatles, når de er bedst. Om det så er sådan for dig, eller om du har en anden favorit, tjah det ved du jo bedst selv.
Musikskriveri 