Når det kommer til dobbeltudgivelser, så er der blevet udgivet mange ikoniske igennem tiden. En af dem vil jeg dog mene står over alle de andre, og det kommer fra et band, som jeg før har skrevet om, nemlig The Beatles, der i 1968 udgav deres selvtitlede dobbeltalbum, hvilket ofte også bliver omtalt som det hvide album, eller The White Album på engelsk. Nu er det så sådan, at dobbeltudgivelser jo af sagens natur er ekstra lange, og derfor føler jeg, at de tre-fire numre som jeg normalt plejer at vælge ud simpelthen vil være for lidt til at give et godt overblik over albummet. Hvad er så løsningen på det? Tjah ganske enkelt så tænker jeg, at den bedste måde at takle mit lille problem på er ved at lave et dobbeltskriveri over albummet. Det er så første del af dette, som du her læser.
Som sagt så har jeg før skrevet om Beatles, da jeg i slutningen af sidste år tog fat i deres Revolver album. Dengang skrev jeg, at det ikke var mit favorit Beatles album, selvom det dog er på det, at man finder mit yndlingsnummer fra bandet. Nej favoritten har i stedet i lang tid været det hvide album, da jeg simpelthen synes, at der er så mange gode ting at finde her. Samtidig gør det det selvfølgelig heller ikke værre, at der her er dobbelt så meget Beatles musik sammenlignet med alle de andre af bandets udgivelser, hvilket for mig bestemt ikke gør noget. Det var dog ikke med det samme, at dette album tog førstepladsen på min personlige rangering af bandets udgivelser, da Abbey Road for en kort stund havde indtaget den, efter at jeg i slutningen af 10’erne fik ørerne op for bandets musik. Der var det især nummeret “I Want You (She’s So Heavy)”, der trak albummet op, men gradvist begyndte det at gå op for mig, at det hvide album i sin helhed gjorde mere for mig end Abbey Road. Noget der blandt andet tiltrak mig mere på det hvide album er overgangene mellem numrene, for jeg synes virkelig, at bandet her gør det rigtig godt. Det flyder bare dejligt naturligt, både ved de direkte overgange mellem numrene, men også bare når det ene nummer stopper, og det næste så kommer på. Det har jeg altid sat meget pris på, hvilket giver albummet et yderligere gigantisk plus i min bog. I sidste ende er det dog selve numrene, der fik erobret mit musikhjerte, og derfor vil jeg også fokusere på dem igennem resten af skriveriet.
Deler man albummet op i de to vinyler, som det i 1968 blev udgivet på, så kan man i den grad konstatere, at det er på den første vinyl, at man finder alle de store hits. Det første af disse finder man faktisk allerede ved åbningsnummeret “Back To The U.S.S.R.”, der får sat albummet virkelig godt i gang. Jeg tror også, at det er et af de numre, som de fleste også husker bedst herfra, og jeg er selv også ret glad for det. Skal man dog snakke om favoritter, så skal man lige et par numre frem, før man når den første af mine. Denne første favorit er nummeret “Glass Onion”, og det er et af mine absolutte højdepunkter fra albummet. I lang tid var det faktisk mit favoritnummer med bandet, indtil “Tomorrow Never Knows” kom og stjal den titel for et par år siden.
På “Glass Onion” finder man den dejlige halvpsykedeliske stemning, som The Beatles i deres senere år af karrieren til tider fandt frem, og denne er jeg virkelig glad for. Jeg synes primært, at det er vokalen og lyrikken, der står for denne, og det bliver så yderligere forstærket, når strygerne kommer på banen. De kommer bare med en dejlig skæv vinkel, hvilket virkelig er fedt. De er dog langt fra det eneste, der gør nummeret så dejligt at lytte til, som jeg nu engang synes, at det er. Vokalen har jeg nævnt, og her gør Lennon det skidegodt. Dog må man bestemt heller ikke snyde sig selv for et fokuseret lyt på McCartneys bas, for hold da kæft hvor er den bare lækker! Harrison gør det også fantastisk på den elektriske guitar, og den måde hvorpå han ofte lige laver et par pauser mellem hans toner er genial. Ringo er som altid fuldstændig suveræn bag trommerne, og her er der også bare så mange dejlige detaljer at finde. Lyrisk er det dejligt finurligt, og jeg nyder de masse referencer til bandets tidligere numre, som vist nok var Lennons måde at gøre grin med de mange teorier omkring bandets tekster, der gik deres gang blandt Beatles mange fans. Alt i alt er “Glass Onion” bare et nummer, hvor bandet fortsætter den gang, som de satte med numre som “Strawberry Fields Forever” og “I Am The Walrus”, og det synes jeg, at det gør på en fantastisk måde.
Efter “Glass Onion” fortsætter albummet på dejligste vis med “Ob-La-Di, Ob-La-Da”, hvilket er et rigtig godt nummer. Det er dog ikke en af mine favoritter, og jeg må da også indrømme, at jeg sætter langt større pris på den korte skævert, der kommer direkte efter, hvilket selvfølgelig er “Wild Honey Pie”. Igen kommer det psykedeliske element på banen, og det gør bare et eller andet for mig. Mere vil jeg dog ikke skrive til det, for det er mere et mellemnummer, som jeg rigtig nyder, når jeg hører hele albummet igennem, men som jeg aldrig ville kunne finde på at sætte på for sig selv. Det kan jeg til gengæld med nummeret “While My Guitar Gently Weeps”, hvilket jeg ikke tænker kommer som en overraskelse for nogen. Det er nemlig et nummer, som jeg tænker, at de fleste kan blive enige om er helt igennem formidabelt. Det er et af George Harrisons mange genialiteter, og det er også ham, der her er på vokal, mens hans rolle som den ledende guitarist er dog her blevet overtaget af ingen ringere end Eric Clapton, der leverer en fuldstændig fantastisk præstation. På det instrument er manden bare fantastisk, og det er så lækkert at lytte til det, som han laver. Det er dog nok noget, som de fleste har lagt mærke til tonsvis af gange, så i stedet vil jeg hellere skrive lidt om det, der bliver lavet på bassen. Her spiller McCartney nemlig pisse fedt, og på en måde formår han at lægge sig op af trommerne, mens han dog samtidig også lægger ekstra ting ind uafhængigt af dem. Ham og Ringo bidrager primært med korte enkelte toner under verset, mens de i omkvædet bliver sluppet noget mere løs, hvilket er fedt. Den rytme som de skaber er bare hamrende solid, og igen er der en stor anbefaling til, at man lige retter sin opmærksomhed imod den. Derudover skal Lennons guitararbejde også lige nævnes, for det er også ganske solidt og et virkelig vigtigt element for nummeret. Når det er sagt, så er det Harrison og Claptons arbejde, der i sin tid fangede mig totalt. Harrisons vokal er bare skøn at lytte til, og især i den sidste del af nummeret rammer den fuldstændig plet og viser hvilken skøn sanger, som han var. Clapton er som sagt også fantastisk på guitaren, og sammen bærer de to musikere de ledende roller så højt, som de nu engang kan bæres.
At Beatles var et band bestående af fire forrygende musikere bør aldrig være til nogen diskussion, og skulle det nogensinde gå hen og blive det, så synes jeg, at man skal give “Happiness Is A Warm Gun” et lyt, for hold da op hvor er det dog bare et fantastisk nummer, ikke bare på grund af dets dejlige komplekse og varieret struktur, men også bare fordi de tekniske aspekter ved nummeret er virkelig fede. Dette skyldes primært, at nummeret egentlig er en masse små sangfragmenter sat sammen til et nummer, og det gør, at det der er en masse tempo- og stemningsskift, hvilket er herligt at lytte til, når man er til det mere progressive, hvor lige netop disse ofte er at finde.
Allerede lige fra start synes jeg, at nummeret er herligt, for de indledende toner har en dejlig melankolsk følelse over sig, der virker rammer mig på en fed måde. Jeg elsker guitarspillet her, for det er så skønt at lytte til, og jeg er glad for, at det får lov til at fortsætte sådan gennem hele den første del af nummeret. Resten af bandet kommer sublimt med ind på det, og Harrisons sporadiske toner er en super god tilføjelse. Lennons vokal er jeg også særdeles glad for her, og samtidig danner lyrikken bare nogle dejlige tankebilleder, der ændrer sig radikalt fra strofe til strofe. Det samme sker som sagt i nummerets generelle struktur, hvilket jeg igen er rigtig glad for. Det gør bare nummeret rigtig interessant for en lytter som mig, der godt kan lide, når tingene går lidt ud over de sædvanlige rammer, hvilket man kun kan sige, at “Happiness Is A Warm Gun” gør. For mig er det en sand Beatles klassiker, og det er også et af de numre, som jeg oftest vender tilbage til på albummet. Det er bandets eksperimenterende side, når den er bedst.
På den første del af albummet er der en god del flere numre, som jeg er rigtig glad for. “Martha My Dear” har jeg en svaghed for, “Blackbird” står stadig stærkt for mig, selvom et hav af kedelige jazz versioner har prøvet at ødelægge det for mig, og selvom “Why Don’t We Do It In The Road?” måske ikke er det mest sofistikerede Beatles nummer, så har jeg stadig en forkærlighed for det, da det er med til at give albummet det brede udtryk, som det nu engang har. Ingen af disse står dog lige så stærkt for mig, som de forrige numre som jeg har skrevet om gør, og derfor vil jeg også begynde at runde mit skriveri om albummets første halvdel af her.
Første del af det hvide album er bare virkelig stærk, og derfor kommer der også en kæmpe anbefaling her til, at du lytter den og den anden halvdel igennem, for det selv snart 60 år efter dets udgivelse så holder det sgu stadig. Skal du bruge et par lytteanbefalinger til albummet, så er det mine tre favoritter, “Glass Onion”, “While My Guitar Gently Weeps” og “Happiness Is A Warm Gun”, som jeg vil gå med. Der er dog så mange andre fantastiske numre, og selvom jeg allerede har nævnt en del, så bliver jeg også nød til lige at give et skud ud til “The Continuing Story of Bungalow Bill” og “Julia”, for de er også bare fuldstændigt suveræne. Hvordan man holder niveauet så højt på næsten 50 minutter er mig en gåde, og at bandet så derefter kan levere en yderligere del, der er lige så lang og lige så god, det er jo bare ubegribeligt, men det siger bare noget om de fire musikeres kvaliteter og kunnen.
Musikskriveri 