Sidst i 2024 fik jeg skrevet ikke bare et, men to koncertskriverier om den fantastiske jazz/hip-hop trio Clothing Club, der lige fra de første toner fik fanget mig totalt. Jeg har dog ventet lidt med et skriveri om deres geniale debutalbum Fresh Fade, da jeg tænkte, at det måske ville være lige lovlig meget med tre skriverier så tæt på hinanden. Nu føler jeg dog, at der er gået tilpas lang nok tid til, at jeg kan lave mit tredje skriveri om trioen, og derfor vil jeg ikke længere holde tilbage med at skrive om Fresh Fade.
Som vanligt skal denne trio dog lige introduceres først, inden jeg begynder at gå i dybden med deres musik. Clothing Club er som sagt en trio, og dens lydbillede bliver skabt af tre instrumenter, nemlig keyboard, bas og trommer. Bag keyboardet finder man Nikolaj Anton Berg, i bandet kendt som Deepchain, mens Rasmus Lykke, med tilnavnet MS Lowkey, står for bassen. Sidst men ikke mindst er der så Thorbjørn Ingemann Lervig på trommer, og ligesom de andre har han også fået et alias, hvilket er Phairo Z. Trioen kommer fra Århus, men hvor længe den har eksisteret, er jeg dog lige usikker på. Jeg ved, at deres første single blev udsendt i starten af 2024, men hvor lang tid de inden da har spillet sammen, har jeg dog ikke finde frem til. Jeg ved dog, at siden de udgav deres debutalbum, så har de haft fart på, ikke bare i Danmark hvor de har spillet et hav af koncerter, men også i udlandet hvor de både har været forbi Norge og Tyskland.
Det var selv igennem en koncert (som du kan læse mere om her), at jeg for første gang stødte på Clothing Club. Det var en så fuldstændig magisk en oplevelse, at jeg simpelthen blev nød til at se dem endnu en gang blot halvanden måned efter, for deres musik er bare så utrolig lækker at lytte til. Den måde hvorpå trioen får blandet jazz med hip-hop, og så derefter krydrer det en ekstra gang med lidt house, kan bare noget helt særligt, og det gør sig gældende lige fra det første nummer på Fresh Fade, der har titlen “Jumbo XL”.
Det indleder med en dejlig rytme sat af trommer og bas, der i den grad får signaleret, at dette er et nummer, som man sagtens kan bevæge sig til. Da keyboardet kort efter kommer på, sker der dog noget underligt, for på sin vis bryder det både de forventninger, som jeg synes, at indledningen sætter, mens det samtidig passer helt perfekt ind. For mig gør det, at albummet lige fra starten er et unikt et af slagsen, og det sætter jeg pris på.
Med alle instrumenterne på banen, så kommer “Jumbo XL” for alvor i gang, og det viser sig hurtigt, at det er et af den slags numre, hvor tonerne bare flyder perfekt. Deepchains keyboard ligger i fronten af lydbilledet, og derfor er det også det, der er det ledende element i nummeret. Det er rigtig fedt at lytte til, og selvom der bliver leget godt, så synes jeg, at der samtidig er en rigtig fin balancegang i keyboardets spil. Det tager en på nogle spændende ture, men de bliver aldrig overdrevet, for man bliver altid taget tilbage til noget velkendt, inden at det går for langt ud. Det er dog ikke kun keyboardet, der får lov til at lege, for samtidig sker der også en masse på bassen, der er mindst lige så fedt at følge, og jeg nyder virkelig at fokusere på det, der sker lidt længere tilbage i lydbilledet. I modsætning til de to andre instrumenter føles trommerne dog lidt mere simple, i hvert fald hvis man sammenligner dem med andre jazztrommer. Det er dog på ingen måde en kritik af dem, for jeg synes, at det er et rigtig godt valg at holde tingene lidt nede her. Det skaber det solide fundament, som de andre to kan lege lidt ekstra på, og det binder virkelig nummeret sammen. Samtidig er det dog heller ikke så simpelt, at man som lytter ikke kan finde en masse spændende detaljer, og især hen imod slutningen bliver der lige givet en god del ekstra på dem, hvilket er en fornøjelse at lytte til.
Da de dejlige toner fra åbningsnummeret har flydt ud, så fortsætter det herlige på Fresh Fade. Jeg elsker det efterfølgende nummer “Hot Stoff”, og jeg er også glad for albummets fjerde nummer “Batique”, og selv den kortere mellemsekvens, der forbinder de to numre er rigtig fed. Er der dog et nummer fra albummets første tredjedel, og egentlig også bare fra hele Fresh Fade, som jeg skal vælge som en favorit, så er der kun et valg, og det er “Boutique”. Her sætter Clothing Club tempoet op, og det resulterer i et så fantastisk nummer. Keys og bas starter det op, hvor bassen især får sat et fantastisk bund til det hele, mens keyboardet lige så let flyder ovenpå. Da trommerne kommer på bliver tangenterne dog mere aktive, og sammen skaber de tre bare noget helt magisk. Hele vejen kører nummeret egentlig i den samme rytme, men de ting der bliver tilsat eller taget fra sørger for, at det hele tiden føles frisk. Her tager Clothing Club også nogle rigtig gode valg, for jeg synes, at det er en rigtig fed måde, hvorpå de først får bygget nummeret godt op i intensitet, derefter tager en god del af luften ud af ballonen, for så til sidst at blæse den endnu mere op, end den blev i første omgang. Det er en klassisk tilgang, men den virker stort set altid, og her er der ingen undtagelse. Ligesom med det første nummer, så føler jeg, at rollefordelingen er den samme, hvor keys og bas får lov til at give den lidt ekstra, mens at trommerne sørger for at holde rytmen helt fast, så de to altid har noget solidt at vende tilbage til. Sammen tager de tre en på en rigtig fed rejse, og hvert enkelt instrument leverer nogle fantastiske bidrag til det, så selv når man har lyttet til det rigtig mange gange, så er der altid et par nye detaljer at finde. For mig er det her, hvor trioens magi for alvor slår igennem, og derfor er det som sagt også mit yndlingsnummer fra albummet.
Så kommer der så et velkendt dilemma, for jeg sidder her med tre-fire numre, som jeg alle gerne vil skrive om, samtidig med at jeg også ved, at jeg kun har plads til at skrive om et enkelt nummer mere, hvis jeg gerne vil holde skriveriet i en læsbar længde. Jeg har sidste ende valgt at gå med det nummer, der gav mig den bedste liveoplevelse af dem, og det er også slutningen på albummet, nemlig nummeret “Master Shorts”. Det er et fabelagtigt nummer, hvor tempoet er sænket en god del i forhold til “Boutique”, men til gengæld svinger det så bare hammergodt. Det starter igen bare ud med en fed fed rytme, hvor bassen denne gang er i front. Der er lidt ekstra effekt på her, og det giver den en lyd, der er super lækker at lytte til. Den får dog ikke lov til at være i front hele tiden, for den og keyboardet skifter nemlig mellem at være det ledende instrument, hvilket tilføjer noget ekstra dybde til nummeret. Jeg er som sådan lige stor fan af begge instrumenter her, for mens bassen er utrolig lækker, så bliver der spillet nogle utroligt skønne og smukke ting på keyboardet. Trommerne får også lov til at sætte en god del forskellige aftryk, og jeg synes virkelig, at det skift der er i spillestilen henimod slutningen er formidabel. Om der bliver skiftet over til en bongotromme eller lignende, eller om det bare er fordi, at der bliver slået med håndflader i stedet for trommestikker, skal jeg ikke kunne sige. Der er dog en kraftig ændring i lyden, men det er dejligt lækkert at lytte til, og det passer godt til den mere stille stil, som nummeret slår over i. Det er et rigtig godt nummer at slutte albummet af med, for det runder det hele af på en rigtig god måde. Det er også en af grundene til, at det er blevet en af mine favoritter, selvom det dog primært er Clothing Clubs liveudgave af det, der for alvor fik fanget mig. Når dette nummer bliver spillet er de nemlig rigtig gode til at inkludere publikum, og mine koncertminder med “Master Shorts” kommer altid frem, når jeg lytter til det på albummet.
Som sagt, så var det kærlighed ved første lyt, da jeg for første gang stødte på Clothing Club. Denne kærlighed har kun vokset sig stærkere siden da, og jeg finder jævnligt deres musik frem. Så vidt jeg husker, så blev der til den sidste koncert nævnt, at bandet tog i studiet i starten af dette år, og jeg glæder mig virkelig meget til at høre, hvad resultatet af det bliver. Det er band med et kæmpestort potentiale, og jeg glæder mig til at følge deres udvikling.
Vil du gerne støtte op om bandet, så kan du primært gøre det ved at dukke op til deres koncerter, hvilket jeg i den grad kan anbefale. Begge gange jeg har set dem har været en rigtig positiv oplevelse, for de skaber bare en rigtig god stemning, som jeg føler alle kun kan blive glade af, og derudover er det også bare tre pisse dygtige musikere, som hver især er en fornøjelse at overvære. Så vidt jeg ved er det desværre kun til deres koncerter, at de sælger deres album, men det er jo så bare en ekstra god grund til at komme afsted. Til sidst vil jeg som altid også anbefale, at du lige får sendt musikken videre til en ven, så så mange som muligt kan få et kendskab til denne vidunderlige trio.
Når nu jeg måtte gemme et par numre væk til fordel for “Master Shorts”, så tænker jeg, at det kun er rimeligt, at de får lov til at være dagens lytteanbefalinger. Derfor er det i dag numrene “MS Lowkey” og “V-nec”, som jeg i dag vil give links til. Jeg kan dog ikke få mig selv til at udelukke “Boutique” fra mine lytteanbefalinger, så det bliver den sidste anbefaling, og også den næststørste. Æren af at få den største anbefaling går dog som altid til hele albummet, for der er så meget guld at finde fra start til slut. De numre jeg har skrevet om kunne alle have fået individuelle anbefalinger, og det samme gælder for numre som “Batique” og “Deepchain”, for at nævne et par stykker. Fresh Fade er bare et fantastisk album, og uanset om du kender til det eller ej, så er der en gigantisk anbefaling herfra, til at du hører det.
Musikskriveri 