Det undrer mig noget, at der kom til at gå næsten et år, før jeg fik lavet et skriveri omkring bandet Dead To A Dying World. Dette band har jeg nemlig haft lyst til at skrive om næsten lige siden denne sides begyndelse, men hver gang jeg har haft det op til overvejelse, så har der været en grund til at gå med noget andet i stedet, i hvert fald indtil nu. I dag er det nemlig endelig blevet tid til at skrive om dette vidunderlige band, der sublimt får blandet black- og doom metal sammen, mens de samtidig også får krydret det med nogle overordentlige skønne og smukke passager.

Før jeg går mere i dybden med det, så skal bandet dog lige introduceres ordentligt. Så vidt jeg kan læse mig frem til, så blev Dead To A Dying World dannet tilbage i 2010 i Dallas, Texas, og året efter udsendte de deres debutalbum, et album som jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke kendte til før i dag. Derfor kan jeg heller ikke skrive alt for meget om det, så i stedet vil jeg fokusere på efterfølgeren Litany, der udkom i 2015. Da dette album udkom var der foretaget en del udskiftninger i besætningen, og så vidt jeg kan læse mig frem til, så var det kun bassisten James Magruder (der dog i dag er at finde på guitar), guitaristen Sean Mehl og sangeren Mike Yeager, der var tilbage fra den oprindelige opsætning. Derfor bød Litany også på nogle nye ansigter i form af Cyrus Meyers på trommer, Eva Vonne på Viol, Gregg Prickett på guitar og Heidi Moore, der er anden del af bandets vokale duo. Af disse fire er det dog kun de kvindelige musikere, der er at finde på bandets tredje udgivelse Elegy fra 2019, der desværre også er det seneste album fra bandet. Om bandet derefter blev endnu et offer for Corona virussen, ved jeg ikke. Der har dog været meget lyd fra dem siden da, men jeg håber inderligt, at jeg på et tidspunkt i fremtiden kan få lov til at høre nyt fra dem.

Det er dog ikke fremtiden, som det i dag skal handle om. I stedet er det som sagt albummet Litany, som det skal dreje sig om. Jeg er lidt usikker på, om det blev dette album, eller om det var efterfølgeren Elegy, der blev min introduktion til bandet. Jeg blev nemlig så begejstret for det af dem som jeg hørte først, at jeg derefter blev nød til at lytte videre til mere fra bandet med det samme. Album nummer to gik lige så godt ind, og jeg synes faktisk, at begge udgivelser er på lige fod med hinanden. Derfor kan jeg ikke udvælge en favorit blandt dem, og derfor faldt valget af dagens emne helt naturligt på Litany, da det er det første af de to i Dead To A Dying Worlds diskografi.

Med det sagt, så er det på tide at skrive om selve Litany, der åbner op med nummeret “The Hunt Eternal”. Dette er den perfekte demonstration af den blanding af genrer og elementer, som jeg skrev om tidligere, da alle tre har en stor plads i dette nummer. Først indledes nummeret med noget smuk viol, der så bliver erstattet af en black metal passage, der så selv senere bliver erstattet af noget doom. Med så mange forskellige elementer kunne man godt frygte, at det måske ville virke lidt rodet, men her er det faktisk lige det modsatte, for alle skiftene foregår på en dejlig flydende og naturlig måde, der ikke føles forstyrende. Kontrasten mellem black- og doomstykkerne virker rigtig godt her, for selv om begge er tunge, så er det på hver deres måde. I blackstykkerne finder man den velkendte aggression, der kendetegner genren, mens at det i doomstykkerne i stedet føles tungt, eftertænksomt og trist. Det tydeligste tegn på dette kan høres i vokalerne og det skift der er i teknikkerne. Når det er black så står Heidi for den klassiske hæse blackvokal, mens at Mike tager over i doomstykkerne og bruger sin gode rene stemme, som han lige giver et strejf af sørgmodighed. Der er selvfølgelig også skift i det instrumentale, hvor tonerne går fra blackens hurtige stime af anslag og så over i den klassiske doomstil, hvor hvert enkelt tone får lov til at hænge i et godt stykke tid. Begge stykker er rigtig gode at lytte til, både vokalt og instrumentalt, udover selve stykkerne, så er jeg især fan af den viol, der for alvor kommer frem i mikset i slutningen af anden omgang af begge. Den tilføjer noget nyt til lydbilledet, som jeg ikke har hørt blive brugt før i denne sammenhæng. Jeg vil dog ikke gå alt for meget mere i detaljer med de to stykker, da Litany er et lidt svært album at skrive om, i hvert fald hvis skriveriet skal holdes i en nogenlunde længde. Albummet er nemlig ret langt, og bare åbningsnummeret alene varer 16 minutter og 44 sekunder. Der er faktisk kun to ud af seks numre, der ikke når over en spilletid på 14 minutter, og selvom det heldigvis aldrig føles monotont og ensformigt, så betyder det, at der er en god del detaljer, som jeg må springe over og lade dig om selv at opdage. Jeg bliver dog lige nød til at sætte et par ord på “The Hunt Eternal”s tredje udtryk, nemlig det smukke. Undervejs bliver det tunge nemlig helt brudt ned et par gange, for i stedet at blive erstattet af nogle virkelig dejlige og skønne stykker, der bare virker helt forrygende godt. Alene det første er utroligt smukt at lytte til, og samtidig har det også en rigtig god opbygning i sig, hvor det hele tiden bliver lidt mere og mere intenst, hvilket jeg synes primært er trommernes fortjeneste. Det bliver dog aldrig vildt, og det skønne består hele vejen igennem og topper i den grad, da Heidi kommer ind med en skøn ren vokal. Det virker bare så godt, og den måde det så derefter skifter nådesløst tilbage til black er perfekt, og igen er det disse kontraster mellem de forskellige stykker, som jeg er voldsomt glad for. Dem fortsætter bandet heldigvis også med at bruge igennem resten af nummeret. Noget andet der er heldigt er, at det ikke bare er tre forskellige passager som bandet skifter mellem her. Der er en god del flere at finde, og der bliver heller ikke kørt efter en a-b-c struktur, så “The Hunt Eternal”er dejligt uforudsigeligt og spændende hele vejen igennem. Det tager en på en fed, skøn og interessant rejse, og denne er jeg virkelig glad for.

Jeg synes primært, at det er de lange numre der på Litany er hovednumrene. Det er her, hvor bandet får demonstreret deres kunnen på den absolutte bedste måde, men jeg føler dog, at jeg vil bringe min egen oplevelse af albummet til skamme, hvis jeg ikke skrev lidt om nummeret “Cicatrix”, da jeg simpelthen synes, at dette er så voldsomt fantastisk. Det er et nummer, hvor det smukke får lov at være dominerende, og jeg tror, at dette blandt andet bliver leveret af en dulcimer. Der kommer i hvert fald nogle toner fra et instrument, som jeg ikke føler, at jeg er alt for bekendt med, og disse får lov til at klinge næsten hele vejen igennem nummeret. Sammen med violen og de to vokalisters rene vokaler, så får de skabt et dejligt lydbillede, hvor udtrykket er et sørgende et af slagsen, hvilket passer rigtig godt til resten af det, som bandet har lagt for dagen. Jeg er især glad for vokalerne her, for de passer bare så godt sammen. Heidi har styr på de lysere toner, mens Mike supplerer dem med nogle dybere. Derudover kommer der også senere hen i nummeret nogle flere ind i billedet, og sammen får de altså bare skabt noget virkelig dejligt. Selvom jeg er rigtig glad for alle numrene på Litany, så er det dette nummer, som jeg altid husker bedst, og det er også blevet min favorit herfra. “Cicatrix” har bare dette melankolske element over sig, som jeg er voldsomt glad for, og derfor gør det noget helt særligt for mig. Det er simpelt og måske endda en smule monotont, men det er også det, der gør, at det rammer så godt som det nu engang gør.

Jeg vil i dag holde mig til kun at skrive om disse to numre, da det ellers enten bliver for langt, i hvert fald hvis jeg skal gå i detaljer med resten. Litany fortsætter dog med at være et uhyre godt album, og nummeret “Eventide” tager perfekt over fra “Cicatrix” med en skøn trist indledning, der lægger godt op til, at noget doom kan komme ind og tage over. Det er også primært disse to lydbilleder, der her får lov til at dominere, da blacken lige for et øjeblik er lagt til side. Den kommer dog tilbage allerede på det næste nummer “Beneath the Loam”. Jeg synes de to numre passer rigtig godt sammen, for “Eventide” får efterladt en i den perfekte stemning til det næste, hvilket også bliver udnyttet rigtig godt. Skal jeg udvælge et nummer som værende albummets stærkeste, så bliver det helt sikkert “Beneath the Loam”, der får den ære, for her går alting bare op i en højere enhed, og er man til lidt blackened doom, så bliver man helt sikkert glad for det.
Nummeret “Narcissus” får lov til at slutte albummet af, og det gør det virkelig godt, men inden da kommer der lige et kortere nummer, der kun er på omkring de seks minutter, med titlen “Sick & Sunder”. Det er lidt i samme stil som “Cicatrix”, og de leverer begge et smukt mellemrum imellem det vilde og det voldsomme. Det fungerer rigtig godt, og jeg synes, at de sammen gør albummet så meget stærkere i dets helhed. Litany varer lidt over en time og ti minutter, men jeg synes aldrig, at det føles sådan, når jeg lytter til det, og det er en fin fortaler for albummets kvalitet.

Så vidt jeg ved, så er det desværre ret svært at støtte op om bandet fysisk, da jeg ikke mener, at deres udgivelser er blevet genoptrykt i noget tid. Forhåbentligt ændrer det sig på et tidspunkt, da jeg ikke selv nåede at anskaffe mig denne udgivelse på plade, men indtil da er den bedste måde at støtte op om bandet på nok primært at anbefale deres musik videre til andre. Jeg håber ikke, at det er slut med bandet, for jeg synes at de sammen skabte noget unikt, som jeg bestemt ikke ville være ked af at høre mere af. Jeg vil dog lade det være op til tiden at vise, om der kommer mere fra dem, og indtil da vil jeg bare nyde det, der er.

Dagens lytteanbefalinger er lidt svære, og det er af flere grunde. Jeg synes, at “The Hunt Eternal” giver et rigtig godt indblik i albummets lyd, men samtidig synes jeg ikke helt, at det når det ikke op på samme niveau som de to midternumre. Derudover har jeg lyst til at give en anbefaling til “Cicatrix”, da jeg som sagt er rigtig glad for det, men på den anden side er det ikke et nummer, der føles som den stærkeste repræsentant for albummet. Jeg tror dog, at det er disse to, som jeg vil gå med, da de stadig giver et godt indblik i albummets overordnede lydbillede, og det er også de to numre, som jeg vil holde mig til i dag. Skulle eg komme med en tredje anbefaling, så vil de nemlig nå over en halv times spilletid, hvilket ikke giver så meget mening, da de jo primært er ment som smagsprøver. Jeg vil dog af hele mit hjerte anbefale, at du giver Litany et lyt, da jeg synes, at det er et utroligt stærkt album. Det er et, som jeg selv finder frem med jævne mellemrum, og selvom det ikke længere er at finde på Spotify, så har bandet det heldigvis liggende på deres egen hjemmeside. Det er også til denne side, at jeg i dag vil henvise dig til, og her kan du i bunden finde Litany i en fuldt afspillelig version, der også lyder noget bedre end det på Youtube.

Litany