For seks uger siden indledte jeg min lille refleksionsserie med spørgsmålet “Hvordan startede din musikalske interesse?”, og for mig er svaret ganske enkelt. Det var nemlig lydene fra en dommedagsklokke, der for alvor satte det hele i gang. Jeg har igennem mine refleksioner brugt en metafor omkring en musikalsk dør, hvor jeg har beskrevet hvordan de forskellige ting, som jeg har skrevet om, alle var med til stille og roligt at åbne denne dør mere og mere op. Det er dog ikke tilfældet med dagens emne, for her var der ikke noget med at tage fat i dørhåndtaget og så stille og roligt skubbe til. I stedet gik tonerne af Metallicas musik direkte op til døren og gav den det største los som du overhovedet kan forestille dig, og med det blev mit liv ændret totalt. Pludselig var musik ikke bare noget, som jeg nød. Det blev i stedet noget, der kom til at betyde alt for mig, og denne betydning har lige siden da været den samme. Denne ændring kan spores tilbage til et enkelt album, nemlig Metallicas fuldstændige vilde, fantastiske, fremragende, forrygende, suveræne, geniale, smukke, brillante, vidunderlige, monsterfede og idiotisk formidable mesterværk, Ride the Lightning, og det er det, som det i dag skal handle om.
Nu forholder det sig sådan, at jeg lige siden fødslen har været en total idiot, og dette viste sig blandt andet med Metallica, for omkring 3-5 måneder før at jeg stødte på Ride the Lightning, så var der en ven, der spillede noget af deres musik for mig. Jeg mindes, at det var noget fra Kill ‘Em All, men da jeg kun lyttede til det med et halvt øre og derefter sagde, at jeg foretrak klassisk musik, så gik det ikke her hen og ændrede mit liv. I stedet skulle jeg vente lidt tid endnu, til en dag hvor jeg sad foran min computer og så noget Youtube. Dette har nok været lidt over otte måneder efter min første oplevelse med spillet Kingdom Hearts 2, hvis musik jeg skrev om i sidste uge, men selv så lang tid efter havde spillet stadig en stor plads i mine tanker, især fordi jeg nu havde fået adgang til det store internet, og derfor også adgang til en meget større mængde information omkring denne dejlige spilserien. Min gamle playliste fra dengang afslører, at jeg havde opdaget, at der eksisterede nogle hemmelige slutninger i dette spil, og dem var jeg gået i gang med at se. På playlisten er der fire af dem i rækkefølge, hvor den første er falsk, mens de næste to er officielle og fra det første spil i serien. Den sidste er en blanding af både sand og falsk, og samtidig er det også den vigtigste Youtube video, som jeg nogensinde har set. Her var der nemlig en, der havde fået den geniale ide at erstatte den originale lyd med Metallicas “For Whom the Bell Tolls”, og det kom som sagt til at ændre alt for mig.
Selv den dag i dag føler jeg en nærmest uendelig mængde af glæde, når jeg hører de første toner af “For Whom the Bell Tolls”. Nummeret stod i mange år som mit absolutte favoritnummer, og derfor har jeg også fået knyttet en masse følelser til det, der alle kommer op til overfladen ved det første klokkeslag. Helt naturligt begynder min krop også at bevæge sig til musikken, når resten af instrumenterne kommer på, samtidig med at jeg ikke kan lade være med at smile. Da jeg hørte nummeret for første gang, var det en fuldstændig overvæltning af min musikalske forståelse, for jeg tror aldrig i mit liv, at jeg på det tidspunkt havde forestillet mig, at musik kunne lyde sådan. Jeg var dog med et forelsket, og mine minder fortæller mig, at jeg konstant hørte dette nummer i to uger i træk, endda uden egentlig at vide hvad det var. Om det så er sandt, kan jeg dog ikke sige, minder har det jo med at ændre sig over tid, men jeg ved dog, at der gik noget tid, før jeg faktisk begyndte at finde ud af, hvem der stod bag musikken, og hvad nummerets titel var. Jeg kunne nemlig ikke gøre andet end bare at nyde dette nummer i fulde drag, og det forstår jeg egentlig også godt selv den dag i dag, da der er bare så meget fedt i det. Bare den måde at det starter på, med den voldsomt fede kombination af guitar og trommer, hvorefter bassen så kommer ind med dens dejlige unikke solospil, det er så pisse fucking fedt! Det er hamrende hårdtslående, og det at klokken så stadig får lov til at slå i takt med, at omgangens sidste guitartone bliver slået an, det sætter prikken over i’et. Fremdriften her er også perfekt. Jeg elsker hvordan trommerne driver det hele frem, og især da Lars bliver gjort selskab af Cliff i rytmesektionen begynder det hele bare at svinge på en fuldstændig fantastisk måde, og det bliver kun endnu bedre, når de to guitarer så også stemmer i. Denne indledning har bare så meget kraft i sig, og der er samtidig også så meget variation i spillet, så det føles aldrig som om, at der er gået lidt over to minutter, når Hetfield for første gang kommer på med hans vokal, hvilket vidner om, hvor godt det er. Det bliver dog kun endnu bedre når det når til verset, og det er blandt andet på grund af førnævnte vokal, der trækker niveauet endnu højere op, end det i forvejen var. Hetfields vokal er så pisse fed, og kombineret med det lyriske tema, som jeg virkelig er fan af, jamen så rammer man igen perfektion. Hver enkelt strofe på dette nummer er bare så kraftfuld og rammende, at man næsten skulle tro, at det var løgn. Jeg har aldrig fået læst den novelle, som nummeret er baseret på, så jeg ved ikke, hvor tæt op af den originale tekst nummeret lægger sig, men uanset hvad så rammer det bare lige på, og det gælder især nummerets andet vers. Alene den måde det indleder på med “Take a look to the sky just before you die, it’s the last time you will”. Jamen altså det bliver ikke bedre! Dette nummer har alt hvad jeg skal bruge, og jeg kan høre det igen og igen uden nogensinde at blive træt af det. Den kaotiske afslutning runder det hele af på den bedst tænkelige måde, for den måde Kirk bare giver den hele armen på er bare så lækker. Ord kan ikke beskrive min kærlighed til dette nummer, for ikke engang det at skrive, at det betyder alt for mig, føles som nok. Dette nummer ændrede mit liv totalt, og den dag i dag er det stadig en betydelig del af mit fundament. Det startede min musikalske rejse, og for det vil jeg altid være Metallica taknemmelig.
Da jeg endelig tog mig sammen til at finde ud af hvad det egentlig var, at jeg havde siddet og hørt i en god del tid, så fandt jeg hurtigt ud af, at det var Metallica, der stod bag musikken. Efter lige at have verificeret at det virkelig kunne passe, så blev jeg selvfølgelig nød til at finde ud af, hvad de ellers havde lavet. Min verificering havde ledt mig til en video med et mørkt blåt cover, med en elektrisk stol i midten og et Metallica logo i toppen, og derfor gav det selvfølgelig mening for mig at klikke på andre videoer med et lignende billede. Det ledte mig til et andet nummer fra Ride the Lightning, og det ramte også plet lige med det samme. “Creeping Death” var titlen, og det havde den samme pisse fede lyd som “For Whom the Bell Tolls”. Der blev trykket af lige med det samme, og kan man andet end elske den dejlige aggressive guitarlyd? Nej er mit svar, og derfor lyttede jeg med stor glæde videre til nummeret. Igen er der en sublim og genial indledning til nummeret, for det bliver sat i gang på en måde, der både føles storladen og sindssygt tung. Det der dog virkelig får det til at føles fedt, er at det så lige bliver taget en tak ned, da det kun er den ene guitar, der følger op på dette, for det sænker intensiteten en lille smule, og derfor føles det så meget tungere, voldsomt og fedt, når resten af bandet så kommer med på riffet. Det er et så simpelt trick, men hold da kæft hvor det dog bare virker! Derudover bliver det så kun endnu federe af, at det der bliver spillet er et af de bedste stykker i metalhistorien efter min mening, for det er så hamrende dejligt aggressivt! Det er heldigvis også dette stykke, der kommer til at stå for det instrumentale i verset, og denne gang har Metallica igen taget inspiration i litteraturen, specifikt i det gamle testamentes fortælling om Moses og jødernes flugt fra Egypten. Ligesom med “For Whom the Bell Tolls”, så er hver enkelt strofe her også bare perfekt, og Hetfield gør det kun bedre med sin fantastiske måde at synge på. Igennem verset og den efterfølgende opbygning til omkvædet stiger niveauet bare fra sekund til sekund, og når omkvædet så rammer, er det helt oppe og ringe. Jeg elsker, at guitarerne her bare får lov til at skrige, imens trommer, bas og vokal fortsætter med at køre for fulde drøn. Det er så dejligt fedt, at ord igen ikke rækker til at kunne beskrive det, og det samme gælder for Kirks suveræne solo. Det hele er så vanvittigt godt skruet sammen, at man skulle tro det var løgn, og derfor er det mig også ubegribeligt, at nummeret ikke har nået toppen endnu. Efter soloen kommer der nemlig et af de bedste fællessangs-stykker, som jeg nogensinde har lagt ører til, og da jeg for første gang skulle se Metallica live, gik jeg og glædede mig i dagevis til, at jeg sammen med resten af publikum skulle stå og brøle “Die!” til det. Det er så fantastisk godt set af de fire drenge, for det tager stemningen endnu højere op, og endelig kommer det så helt op og ringe i det sidste vers og omkvæd, hvor genialiteterne fortsætter ved, at der lige kommer noget ekstra korvokal på omkvædets strofer. Det cementerer fuldstændigt dette som et af de bedste numre i metallens historie, og for mig er det kun lige overgået af “For Whom the Bell Tolls” og så et par andre. Igen er udfasningen af nummeret også forrygende, og det at bandet vælger at afslutte det hele med åbningsstykket runder det perfekt af. For satan hvor er det dog bare fucking fedt!
“For Whom the Bell Tolls” og “Creeping Death” blev de to numre, der startede min rejse med Metallica. Så vidt jeg husker tog Youtube mig dengang videre til “Master of Puppets” og andre af de store numre, og selvom jeg selvfølgelig vendte tilbage og dyrkede resten af Ride the Lightning, så var det disse to numre, der kom til at definere albummet for mig. Derfor er det også dem, som jeg i dag vil holde mig til at skrive om, selvom jeg dog også er gigantisk fan af resten af albummets numre, da de som en samlet enhed udgør det album, der tager positionen som nr. 2 på min personlige liste over de bedste udgivelser nogensinde. I lang tid var det min klare favorit, og efter otte år havde jeg egentlig ikke troet, at det skulle miste pladsen. Det skete dog, men det er en anden historie.
Når det kommer til Ride the Lightning, så er der kun en enkelt anbefaling herfra, og det er, at du får hørt albummet, uanset om det så kun lige er to sekunder siden, at du sidste havde det på. Det kan bare så meget, og selvom Master of Puppets nok objektivt set lige er den lille bitte smule bedre i sin helhed, så er det altid Ride the Lightning, der vil stå som favoritten hos mig, da jeg bare har så mange ekstra følelser knyttet til det. Igen kan ord ikke beskrive, hvor meget jeg elsker dette album, for uanset om jeg er helt nede i kulkælderen eller oppe i den højst tænkelige ekstase, så gør dette album kun mit humør bedre, når jeg lytter til det.
Jeg vil slutte dette skriveri af med et par links, først og fremmest til den Youtube video, der startede det hele for mig, dernæst til selve Ride the Lightning, og til sidst til to fantastiske liveudgaver af de to numre, som jeg har fokuseret på i dag. Dette er slutningen på min lille serie af refleksive skriverier, i hvert fald for denne gang. Derfor håber jeg også, at det har været interessant læsestof. Er det her det første af dem, som du læser, så kan resten findes på siden, alle med “En Musikalsk Begyndelse” som den indledende titel, og ellers så håber jeg igen bare, at du har nydt det hele.
For Whom the Bell Tolls (Kingdom Hearts)
Musikskriveri 