Når det kommer til David Bowie, så har jeg aldrig helt været med på fanbussen, i hvert fald ikke for alvor. Selvfølgelig kan jeg både se og høre hvorfor, at han er kommet til at betyde så meget for så mange musikelskere verden over, og jeg respekterer ham i den grad også. Der er dog ikke mange af hans udgivelser, der for alvor har fanget mig. Ziggy Stardust synes jeg er et fint album, men heller ikke bedre, Heroes og Low har begge en fin A-side, men den ignorerer jeg for det meste og hopper i stedet direkte til B-siden, og sådan kan jeg egentlig fortsætte. Der er dog en af hans udgivelser, som jeg i den grad sætter pris på. Det er hans, desværre, sidste album Blackstar, og det er det, som dagens skriveri i dag skal handle om, da jeg synes, at det er et ualmindeligt fremragende album.
Som sædvanligt når jeg har med en kunstner at gøre, der virkelig er stor, så vil jeg skippe min introduktion af denne, da jeg vil tro, at 90% af mine læsere ved mere om Bowie, end jeg selv gør. Jeg vil dog ikke springe mit eget forhold til albummet over, da dette ikke bare blev min favorit med Bowie, men faktisk også min introduktion. Jeg kan ret tydeligt huske, hvordan jeg mandag d. 11. januar 2016 var på vej hjem i min dejlige mørkeblå Opel Agila, efter at jeg havde været en tur på Sjælland. Her kørte jeg og lyttede til radioen, hvor samtaleemnet var David Bowie, da han dagen forinden var gået bort. Jeg mindes blandt andet, at Kasper Eistrup var inde for at snakke lidt om hans oplevelser med Bowie, men endnu mere mindes jeg, at radioværterne på et tidspunkt satte albummets titelnummer på, og der fik jeg godt nok lige slået ørerne op. På dette tidspunkt kendte jeg primært kun til Bowie igennem Queen nummeret Under Pressure, og så et par enkelte af hans hits, så hans meget mere eksperimenterende side var totalt ukendt for mig. Den blev jeg dog med det samme glad for, og noget af det første som jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at sætte hele albummet på. Det gav mig en fantastisk lytteoplevelse, og jeg gik da også videre herfra med nogle af hans andre udgivelser. De gav mig dog ikke den samme wow-oplevelse som Blackstar, og derfor kom jeg heller ikke synderligt meget videre med Bowie, indtil jeg gav ham en ny chance, da jeg startede med at arbejde i pladebutik. Her gik det lidt bedre, men der er dog aldrig nogle af hans andre udgivelser, der har ramt det samme for mig, som Blackstar i sin tid gjorde.
Hvad er det så ved Blackstar, der gør, at jeg er blevet så glad for albummet? Ja til at starte med kan jeg jo skrive lidt om titelnummeret, der også står for at åbne albummet op, for det er så fantastisk! Allerede ved den dejlige okkulte indledning, der i den grad var med til at fange mig ved første lyt, finder man en masse helt utrolige elementer. Der en dejligt jazzet følelse over det, hvilket saxofonen blandt andet er med til at skabe, samtidig med at det som sagt også føles lidt okkult. Jeg er vild med den måde, at Bowie synger på her, for der er noget helt unikt over den, selv i Bowie regi. Vokalen har et lidt mystisk element over sig, og den passer så godt sammen med det instrumentale. Derudover er jeg også virkelig glad for det, som trommeslageren Mark Guiliana laver her, for hans spil flyder fuldstændig suverænt. Alene det er næsten grund nok til at sætte nummeret på, for det er jazztrommer, når de er bedst. Alt det andet der kører er dog også fuldstændig suverænt, og jeg nyder virkelig den mere eksperimentelle, syrede og mystiske første del af nummeret. Cirka midtvejs inde bliver der dog skiftet stil, og jazzen bliver udskiftet med noget, der er mere ovre i rocken. Det bliver lidt smukkere her, og det instrumentale får mig til at føle, at jeg nu er ude på en rejse i rummet. De bløde guitartoner der let klinger her, synes jeg er enormt dejlige. De er en stor del af det, der sætter stemningen af at være i rummet, selvom keyboardet og saxofonen også gør deres. I dette rummelige stykke er det mystiske forsvundet fra vokalen, da nogle af de effekter der før kørte på den her er blevet taget væk, men den er dog stadig fortræffelig. Alligevel spøger det eksperimentelle i baggrunden i form af noget korvokal, som Bowie også står for. Her er mystikken bibeholdt, og stille og roligt trækker den nummeret tilbage til det udgangspunkt, som den første del af nummeret satte. Det er også i dette spor, at resten af fortsætter i, og da jeg er en stor fan af det, så er det dejligt vidunderligt. “Blackstar” når næsten op på en 10 minutters lang spilletid, og det er herligt at lytte til lige fra start til slut. Der er så mange forskellige elementer at lytte til, hvilket gør det utroligt spændende at lytte til.
Jeg synes, at “Blackstar” er et meget vovet åbningsnummer, for det er noget anderledes end meget af det andet musik, som Bowie nåede at lave igennem tiden. Det giver mig dog bare en endnu større respekt for manden. Jeg holder utroligt meget af dette nummer, og det er nok også min favorit, når det kommer til Bowies store sangkatalog. Det er bare så uhyre interessant, og på trods af, at jeg i de sidste otte år har fået lyttet til det en god del, så er der stadig nye ting, som jeg lægger mærke til, hvilket bare får mig til at elske det mere.
Blackstar er sådan et album, hvor der ikke er et eneste dårligt nummer på, og derfor kunne jeg egentlig skrive om dem alle sammen. Jeg elsker “‘Tis a Pity She Was a Whore”, og jeg synes “Lazarus” er fantastisk, men det er dog “Sue (Or in a Season of Crime)”, som jeg vil gå videre til. Her er der noget mere gang i den i forhold til åbningsnummeret, men der er dog den samme jazzede følelse over det. Igen er jeg vildt imponeret over trommerne, for hold kæft hvor det dog bare svinger! Det samme gør sig dog også gældende for resten, og generelt er energien her bare fantastisk. Her er der også utroligt mange forskellige elementer, der kører igennem hele nummeret, og de biddrager alle med en masse spændende ting. Guitaren ligger i front, og den spiller noget virkeligt fedt, som bassen holder sig ret godt op ad. Det sidste er virkelig vigtigt, for jeg synes virkelig, at den ekstra bund som tonerne får er ekstremt vigtig. Vokalmæssigt er nummeret også i top, for Bowie synger virkelig skønt og med en fantastisk indlevelse. Selve fortællingen som nummeret kommer med er ret mørk, men der er stadig noget dejligt betagende over den, og som sagt så giver Bowie den alt hvad den kan trække, hvilket bare gør fortællingen endnu bedre. Det er et vildt skønt nummer, der kører på en fænomenal måde. Jeg tror ikke, at sangstrukturen er super kompleks, men alle de forskellige elementer gør virkelig, at den føles sådan. Det flyder bare så godt, og det værdsætter jeg virkelig.
Det sidste nummer som jeg i dag vil skrive om er også det sidste på albummet. Det har titlen “I Can’t Give Everything Away”, og sammenlignet med de andre så bliver der ikke eksperimenteret alt for meget her. Det er dog et nummer, der rører mig utrolig meget, for det føles for mig som et sidste farvel fra Bowie. Alene bare lyrikken synes at skrige det, og samtidig er der også noget melankolsk over det hele, der nemt kan give mig en klump i halsen. Samtidig er der dog på sin vis også en lidt håbefuld stemning over det, og kombinationen af disse to resulterer i et helt utroligt skønt stykke musik. På “I Can’t Give Everything Away” bliver det lidt mere elektronisk, og det er det, der primært driver det hele sammen med trommerne og bassen. Igen er der dog også en god del andet at finde, og her kan saxofonen blandt andet nævnes, da den leverer nogle skønne indslag, mens den mundharmonika, der til tider spiller med, også er dejlig at lytte til. Strukturmæssigt minder nummeret meget om “Sue (Or in a Season of Crime)”, for det er på samme måde egentlig ret simpelt, men de mange elementer får det alligevel til at føles super varieret, hvilket igen er dejligt. Det jeg nyder mest ved nummeret er dog vokalen, for igen er Bowie bare fuldstændigt på, og kombineret med det lyriske så giver det en præstation, som jeg sent vil glemme. Allerede ved første lyt satte dette nummer sig bare fast i mig, og lige siden har det også været et af mine helt store højdepunkter på albummet. Det er en fantastisk afslutning, ikke bare på Blackstar, men også på David Bowies karriere, i hvert fald hvis man kigger på det, som han nåede at udgive, mens han stadig var i blandt os.
For mig står Blackstar som en af de bedste fødselsdags- og afskedsgaver, der nogensinde er blevet givet i musikkens historie. Det er et album, hvor alt bare virker, og for mig er det her, hvor Bowie rammer hans karrieres højdepunkt. Det er så velskrevet hele vejen igennem og alle musikerne er så pisse hamrende dygtige, hvilket gør, at alle albummets numre bare står så fantastisk stærke. Alene det er bare så utroligt imponerende, og når man så tænker på, at de sidste vokaloptagelser blev lavet otte måneder før Bowie gik bort, ja så bliver det bare endnu mere imponerende. Det er bare et så fantastisk album, og jeg tror aldrig, at jeg vil blive træt af at lytte til det.
I dag kommer der ikke nogen støtteanbefaling, og det er til dels på grund af, at Bowie er så stor, at han ikke har brug for den. Det er dog også på grund af, at der er en enkelt negativ ting ved Blackstar, og det er prisen. Pladeselskaberne valgte desværre i sin tid at skrue prisen på albummet voldsomt op, faktisk helt op til det dobbelte af standardprisen på en LP, hvis jeg ellers husker rigtigt, og lige siden har det gjort det svært for mig, at anbefale pladen. Finder du den til en rimelig sum, så kan jeg kun anbefale, at du snupper den, men ellers er jeg lige ved at anbefale det modsatte. Det gør mig en smule trist, og derfor håber jeg virkelig, at dette i fremtiden bliver ændret, så jeg igen af hele mit hjerte kan anbefale dette suveræne album.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at blive de tre numre, som jeg har skrevet om, nemlig “Blackstar”, “Sue (Or in a Season of Crime)” og “I Can’t Give Everything Away”. Jeg har blandt andet valgt disse numre, da det er mine tre favoritter fra albummet, men også fordi at de giver et godt indblik i albummets lyd. Enhver kombination af albummets numre ville dog have virket, for det er som sagt stærkt fra start til slut, og derfor er min primære anbefaling som altid, at du lytter det hele igennem. Blackstar er et sandt mesterværk, og jeg synes i den grad, at Bowie med dette album afsluttede hans karriere på toppen. Det er som sagt min personlige favorit fra hans diskografi, og det skal der i den grad meget til at ændre.
Musikskriveri 