I dag har jeg igen fat i et en udgivelse, hvor det smukke møder det voldsomme. Den franske duo Alcest mikser nemlig noget black metal sammen med noget shoegaze, og resultatet af dette er utroligt smuk at lytte til. Det kan man blandt andet høre på albummet Spiritual Instinct, og det er det, som jeg i dag vil skrive om, da det i sin tid blev min introduktion til denne duo.
Som sagt er Alcest en fransk duo, men originalt var det egentlig et enmandsprojekt, der bestod af musikeren Neige, hvis borgerlige navn er Stéphane Paut, der i sin tid startede projektet helt tilbage i år 2000. Det tog dog lidt tid for ham at finde formen til det. Først var det ment som et ret råt black metal projekt, og der var kortvarrigt nogle andre medlemmer med, men med udgivelsen af EP’en Le Secret i 2005 tog projektet en anden drejning og gik over imod den lyd, som duoen i dag har. Denne drejning blev fortsat på Alcests første album fra 2007, Souvenirs d’un autre monde, hvor grundfundamentet til projektet for alvor blev lagt. I 2009 blev dette fundament så yderligere udbygget, for her kom trommeslageren Winterhalter med, der dog til dagligt går under navnet Jean Deflandre. Siden da har de to stået fast sammen om Alcest. Neige har primært stået for sangskrivningen igennem de 16 år, hvor de to har arbejdet sammen, men på deres seneste album, der udkom i 2024, er de dog begge krediteret som sangskrivere. I alt er det blevet til otte fantastiske udgivelser fra Alcest, og i dag er det den syvende af disse, som det skal handle om, der som sagt har titlen Spiritual Instinct.
Det blev Sort Søndag radioværten Anders Bøtter, der kom til at stå for denne introduktion. Så vidt jeg husker er han nemlig ret glad for Alcest, og derfor valgte han også at spille lidt fra det nye album, lige efter det var udkommet henimod slutningen af 2019. Det fangede mig med det samme, og jeg blev nød til at tjekke resten af deres ting ud, hvilket kun gjorde mig yderligere interesseret i Alcest. Det var nemlig bare lutter fantastisk musik, der var på de udgivelser, og selv albummet Shelter fra 2014, hvor det sorte lige blev droppet, er jeg ret glad for. Kvaliteten på alle duoens udgivelser er generelt bare ret høj, og derfor svinger det også ofte mellem hvilken en af dem, der er min favorit. Det er dog oftest enten Spiritual Instinct eller det fantastisk Les voytages de l’âme fra 2012, som jeg vender tilbage til, og derfor er det en yderligere god grund til, at det er den første af disse, som det i dag skal handle om.
Jeg kan ikke huske hvilket et nummer, som Anders Bøtter i sin tid spillede i Sort Søndag, så om “Les jardins de minuit” blev den første eller anden lytteoplevelse, som jeg havde med Alcest, kan jeg ikke sige. Jeg ved dog, at jeg allerede dengang blev lige så glad for indledningen til nummeret, som jeg er den dag i dag. Den måde bassen og trommerne starter det hele op på er fremragende, og sådan bliver de ved, mens guitaren ellers bare ligger og flyder på bedste shoegaze manér. Det er bare skønt at lytte til, for det er så voldsomt smukt, mens bunden samtidig sørger for, at det er lidt hårdtslående. Det smukke bliver så yderligere forstærket af en skøn vokal, der lige kommer ind og laver noget vokalisering, der følger guitaren. Denne drømmende indledning får man lov til at nyde i omkring halvandet minut, og den får demonstreret duoens shoegaze evner frem. Derefter er det dog tid til, at deres sorte side også skal se dagens lys, noget som guitaren og trommerne primært får lov til at stå for. I bedste black stil bliver der virkelig hamret til på de to instrumenter, og guitaren er selvfølgelig også dejligt forvrænget. Det er dog ikke alt det smukke, der forsvinder her, for selvom der bliver spillet med godt tempo på bassen, så synes jeg, at den bevarer lidt af udtrykket fra starten, da dens lyd ikke ændrer sig mellem disse to stykker. Denne er generelt bare dejlig at lytte til, og selvom den aldrig tager en hovedrolle i nummeret, så er der stadig fin plads til, at den kan få lov til at lægge en herlig bund.
Denne black metal del får lov til at stå alene i omtrent lige så lang tid som indledningen, og det er dejligt at lytte til. Der er rigtig god variation i de forskellige stykker, der bliver spillet i det, og det er fedt. Det er også disse toner, der kommer til at fortsætte nummeret, men der bliver dog tilsat en dejlig drømmende vokal til dem, som Neige står for, og det er lækkert at lytte til. Hovedvokalen er på fransk, og derfor har jeg ingen anelse om, hvad der bliver sunget, men det er også ligegyldigt, for det lyder smukt. Samtidig er der også en korvokal i baggrunden, der primært står for at vokalisere, og mikset af de to er simpelthen bare vidunderligt. Til at starte med bliver der primært sunget rent, men senere hen kommer der en mere klassisk skrigende black metal vokal på, og det giver nummeret en virkelig varierende vokaloptræden, hvilket jeg synes er fantastisk. Selvom instrumenterne ikke på samme måde kan skifte i lyd, så er der dog mange skift i det, som de spiller, for nummeret er ikke opdelt i vers og omkvæd, og det gør, at man bliver taget ud på en dejligt spændende rejse lige fra start til slut. For det meste er det den tungere lyd, der får lov til at definere rejsen, men der er også tidspunkter, hvor nummeret lige vender tilbage til det blødere og smukkere, og det gør det hele dejligt uforudsigeligt, hvilket jeg nyder. Alt i alt synes jeg bare, at “Les jardins de minuit” virkelig er en stærk måde at åbne albummet op på, og det får virkelig sat mine forventninger til resten af albummet op, når jeg lytter til det.
På Spiritual Instinct er der seks numre, men det er fandme ikke nemt for mig at udvælge dem, som jeg synes, der skal fremhæves. Albummet har nemlig ikke et eneste dårligt nummer, for niveauet er tårnhøjt lige fra start til slut. Derfor vil jeg også bryde med min normale tilgang og gå direkte til albummets afsluttende nummer. Ligesom “Les jardins de minuit” perfekt får startet den musikalske rejse, som Spiritual Instinct tager en på, så slutter titelnummeret det ligeledes også af på samme måde. Hvor det første nummer dog primært holder sig til det tunge, så er det på “Spiritual Instinct” det skønne, der får lov til at dominere. Rytmesektionen åbner nummeret op lidt i samme stil som på det første, og det fungerer altså bare. Det giver plads til, at guitaren igen bare kan ligge og flyde, først med en dejlig ren lyd, der dog ændrer sig til at være godt forvrænget i den anden del af nummerets instrumentale åbning. Denne er jeg rigtig glad for, men det er dog når vokalen kommer på, at jeg synes, at det hele for alvor bliver fuldstændigt fantastisk. Vokalen er igen ovre i den drømmende afdeling, og det synes jeg er skønt, ligesom jeg samtidig er voldsomt glad for den måde, at den følger guitaren på. Sammenspillet mellem dem er bare fantastisk, og jeg er især glad for, at guitaren lige vælger at slå ekstra hårdt an på de toner, der kommer samtidig med, at de vokale strofer starter. Det fungerer bare rigtig godt.
Ligesom i indledningen, så er der nogle skift mellem det bløde og det hårde, og når det er den sidstnævnte del, der kører, så overtager guitaren også hovedrollen, mens vokalen går over i noget vokalisering. Selvom det bliver tungere, så synes jeg dog stadig, at det forbliver smukt, men skiftene gør dog, at der kommer noget variation i nummeret, og det gør, at det aldrig bliver kedeligt og ensformigt at lytte til.
Strukturen i “Spiritual Instinct” er noget mere klassisk, end den var på åbningsnummeret, og det er også dejligt, for det betyder, at det flere gange vender tilbage til det dejlige rene vokalstykke, hvilket er skønt. De første to af disse er ret identiske, men der kommer dog mere knald på i den anden halvdel af nummeret, hvilket dog ikke på nogen måde gør det ringere. De tungere stykker af nummeret sørger dog for at holde det hele dejligt spændende, for her sker der hele tiden noget nyt. Igen får det smukke dog aldrig lov til at forsvinde, og det er så dejligt. Jeg vil ikke gå så langt som at kalde nummeret for meditativt, men det har alligevel en eller anden form for beroligende effekt på mig. Jeg kan ligesom bare få lov til at slå lidt fra og så bare nyde de steder, hvor musikken tager mig hen.
Udover at være et virkelig dejligt nummer i sig selv, så er “Spiritual Instinct” som sagt også en virkelig perfekt afslutning på det hele. Igennem albummet har de andre numre bare bygget noget helt fantastisk op, og dette kulminerer så her på den bedst tænkelige måde. Det er jeg rigtig glad for, for selvom de individuelle numre alle er stærke, så bliver de bare så meget stærkere, når man hører albummet igennem fra start til slut. Jeg elsker det virkelig, og derfor er det også sjældent, at jeg vælger kun at høre et enkelt nummer fra albummet.
For mig er Alcest endnu et bevis på, at den franske musikscene bare er uhyre interessant. De franskmænd kan noget virkelig unikt, når det kommer til musik, og derfor er det også en scene, som jeg holder øje med. Der er bare så mange fantastiske bands at finde her, og for mig står Alcest som en af favoritterne. Duoens musik kan bare noget helt særligt, og den er altid dejlig at vende tilbage til.
Hvis du også gerne vil støtte op om Alcest, så er de fleste, hvis ikke alle, af deres udgivelser tilgængelige fysisk. Derudover optræder duoen også live, og selvom jeg desværre ikke kan se nogle datoer for en optræden i Danmark, så håber jeg, at det på et eller andet tidspunkt sker, så jeg selv kan få lov til at opleve sådan en. Synes du, at Alcests musik er fed, så vil jeg derudover også anbefale, at du deler den med en ven, da det er den bedste måde at hjælpe de to musikere på.
Dagens lytteanbefalinger bliver først og fremmest hele albummet, da jeg som sagt synes, at det sender en på en helt utrolig rejse. Skal du dog lige bruge et par smagsprøver, så vil jeg anbefale, at du giver “Protection”, “Sapphire” og “L’île des morts” et lyt, da jeg synes, at de tre numre er dem, der står stærkest for sig selv. Samtidig har de også hvert deres udtryk, og derfor giver de en god ide om, hvad du har i vente.
Musikskriveri 