For syv måneder siden skrev jeg om JFK Jr. og deres fantastiske EP Djähn. Det er dog ikke den eneste EP, som bandet har sendt ud, og da jeg er voldsomt glad for deres musik, så er det heller ikke den eneste, som jeg kommer til at skrive om. Derfor vil jeg i dag tage fat i deres Black EP, der blev den første af de tre EP’er, som bandet udsendte i 2016.

Før jeg dykker ned i musikken, så er der dog lige et par ting, der skal nævnes, og her vil jeg starte med en lille opsummering af bandet. JFK Jr. kommer fra København, genremæssigt ligger de i den hårde rock, og bandets besætning består af Jesper Møgelhøj på vokal og guitar, Hans Graudal på lead guitar, Tue Jørgensen på bas og Michael Plambeck på trommer. Sidstnævnte har jeg en familierelation til, og det var også denne, der for en god del år siden gjorde, at jeg for første gang lyttede til bandets musik. Senere var den en lille del af det, der gjorde, at jeg tog til min første JFK Jr. koncert, selvom deres musik dog var en langt større del af dette grundlag, og de mange efterfølgende koncerter har jeg kun taget til udelukkende på grund af bandets fede musik og dejlige energiske optræden.

Med det på plads, så tænker jeg, at det er tid til at rette fokusset på bandets sorte EP. Denne er som sagt første del af en serie af EP’er, som bandet udgav i 2016, der udover Black kom til at indeholde de to andre EP’er Red og Grey. Selvom de tre generelt alle har en god energi over sig, så vil jeg mene, at det er på Black, hvor energiniveauet er på sit højeste, hvilket åbningsnummeret “No Regrets” er et rigtig godt eksempel på. Det efterlader heller ikke en nogen som helst tvivl om, hvilken genre man her har med at gøre, for allerede ved start får en godt forvrænget guitar fortalt, at det er det hårde, som JFK Jr. gør sig i. Denne står alene til at starte med, mens der kun er et par få indspark fra resten af instrumenterne. De kommer dog med, og dette skaber en herlig opbygning, der virkelig lægger op til noget stort. Dette store når lige at blive varslet af nogle hurtige slag på trommerne, inden at bandet så går over i et dejligt energisk stykke, hvor jeg bliver revet fuldstændigt med. Guitarerne er så dejligt lækre her, og jeg er både fan af deres lyd, og det som de spiller. Det bliver også kun endnu bedre, da den ene af dem går over og spiller et kort solostykke, der giver det allerede høje energiniveau et ekstra skub opad. Det er dog ikke kun guitarerne, der her skal roses. Trommerne er virkelig fede, og der er også givet fin plads til bassen, hvilket jeg er glad for, da den virkelig tilføjer en god dynamik til nummeret.
Med denne indledning får bandet vist, at de i den grad kan deres kram, når det kommer til de energiske stykker. Det er dog ikke det eneste, som JFK Jr. kan finde ud af, og det beviser de med det stykke, der kommer direkte efter. Her falder intensiteten nemlig en god del, og i stedet for at det fortsætter med at være lige på og råt, så går “No Regrets” over i et mere melodisk stykke, hvor de to guitarer får en lidt renere lyd. Jeg er virkelig glad for deres sammenspil her, for mens den ene holder sig til et at spille i den dybere ende af spektrumet, så kommer den anden med lidt lysere toner, hvilket skaber en fed kontrast. Det er dog ikke de to, der her er i fokus, for det er nemlig her, hvor Jesper kommer med hans første vokale biddrag til EP’en. Han har en dejlig rå måde at synge på, og det er med til at sørge for, at energien stadig forbliver i dette mere melodiske vers, selvom trommerne og bassen dog også holder godt fast i den i baggrunden. Det kommer nummeret til gode i det, som jeg virkelig synes, at bandet er mestre i at skrive, nemlig omkvædet. Disse er altid utroligt fængende i JFK Jr.s numre, og på “No Regrets” er der ingen undtagelser. Pludselig er der en energieksplosion, hvor bandet bare giver den fuld gas, og det er så skønt at lytte til. Her går bandet tilbage til noget af det, der var i indledningen, men denne gang er det dog langt vildere, for her er der nemlig også vokal på, og Jesper rammer totalt plet med den. Især den anden del af dette stykke er så pisse fed, og det er mig totalt umuligt ikke at nikke godt med til det, samtidig med at jeg på bedste vis også skråler med på vokalen. Derfor er det også omkvædene på dette nummer, der i den grad er højdepunkterne, og hver gang der kommer et, så nyder jeg det i fulde drag. Med “No Regrets” starter bandet EP’en ud uden noget pis, og det er jeg i den grad fan af.

Heldigvis så er JFK Jr. dog ikke kun i stand til at trykke speederen i bund, og på det næste nummer, der har titlen “Is This For Real”, går de lige lidt ned i fart, og selvom der stadig er lidt knas på guitaren, så har den heller ikke samme kraft som på forrige nummer. Det gør, at bandet kan være lidt mere følende her, og selvom det aldrig bliver helt pænt, rent og stille og roligt, hvilket primært skyldes den stadigvæk aggressive vokal, så er det dog alligevel lidt ovre i det smukke. Dette kan primært høres hos den ene guitar, der spiller nogle dejlige skønne lysere toner, mens den anden holder rytmen. Bassen er dog også dejlig lækker at lytte til her, og igen har den godt med plads, så man kan virkelig nyde den. “Is This For Real” er dog ikke et blødt nummer, for lige så snart at det når til det første omkvæd, så går det over i en mere hårdtslående stil, og jeg må sige, at selvom jeg synes at det første vers er rigtig godt, så er resten af nummeret dog så meget bedre. Det er ikke så meget fordi, at det er hårdere her, men mere på grund af det hav af små detaljer, der kommer ind over nummeret sammen med det tungere udtryk. Guitarerne er mega fede, og selvom det kun er den ene af dem, der spiller i vers nummer to, så synes jeg fandme, at det er lækkert at høre på. I omkvædene er begge dog på, og her spiller de også virkelig fedt, hvilket blandt andet skyldes den fede bund, som bassen leverer til dem. Generelt set er jeg en monster stor fan af den måde, som Tue spiller på bassen igennem resten af nummeret, for det er så dejligt flydende, og jeg nyder at fokusere på den. Det samme gælder for trommerne, for der bliver også spillet suverænt godt på dem. Det er dejligt teknisk, og der er også en god mængde variation på den måde, der bliver spillet, hvilket gør det utroligt spændende at lytte til. Dette sidste er generelt også gældende for hele nummeret, for der bliver varieret lidt mere i sangstrukturen her, end der blev gjort på “No Regrets”, og det har jeg bestemt ikke noget imod. Det sidste stykke af nummeret byder på et fedt nyt stykke, hvor Hans rigtig får lov til at lege med hans pedaler. Dette skaber et dejligt støjbillede, som Jesper synger over, mens Tue og Michael holder rytmen fast. Det virker bare rigtig godt, og det gør “Is This For Real” til et dejligt interessant nummer at lytte til. Det er dog med et omkvæd, at bandet vælger at slutte det hele af med, og her tager de det lige en ekstra tak højere op end på de forgående, hvilket er skønt.

Black fortsætter med at være en utrolig fed EP, men da jeg kan se, at jeg allerede ved andet nummer har fået skrevet en god del, så tænker jeg, at jeg vil begynde at stoppe her. Det er dog ikke fordi, at hverken “Take You Out” eller “Running” mangler i kvaliteter i forhold til de to første numre, for de er begge mega fede. “Take You Out” er ligesom “No Regrets” et nummer, hvor energien bare er i top, og det er så fedt at lytte til. Jeg kan ikke sidde stille, når jeg lytter til det, og det er kendetegnet på et rigtig godt nummer. Derudover er “Running” også fantastisk, og her får JFK Jr. kombineret det energiske med det melodiske på en endnu bedre måde end på den andre nummer. Det er så skønt at lytte til, og alt virker bare her. Bassen er igen utrolig lækker at lytte til, vokalen er fantastisk og energisk, guitarerne er på samme tid både mega fede og utroligt skønne, og trommerne svinger på en forrygende måde. Det er bare fedt fra start til slut, og ligesom de andre numre, så sætter det et rigtig højt niveau.

Black blev de første toner fra JFK Jr., som jeg fik lov at lytte til. Da jeg satte dem på for første gang, var det primært for at høre, hvad min fætter gik og legede med. Jeg husker, hvordan at jeg bagefter var efterladt med en tanke, der nogenlunde lød i stil af “Okay, det er sgu ret fedt det der”, men jeg tror ikke, at jeg på det tidspunkt endnu vidste, hvor glad jeg skulle gå hen og blive for bandets musik. Det gør utroligt meget for mig, og af den grund lytter jeg også med jævne mellemrum til det. Det er fed, tung rockmusik, og det er dejligt.

Desværre er bandet kun at finde digitalt, så jeg kan ikke komme med en anbefaling til, at du støtter op om dem ved at købe deres udgivelser fysisk. Skulle du se, at de en dag spiller i nærheden af dig, så kan jeg dog i den grad anbefale, at du tager ud og ser dem. Deres show er dejligt energisk, og jeg har selv kun gode koncertminder med bandet. Derudover vil jeg selvfølgelig også anbefale, at du sender musikken videre til en ven, hvis du bliver glad for den, da det betyder utroligt meget for mindre bands.

Jeg kommer i dag kun til at komme med en enkelt lytteanbefaling, og det er til hele EP’en. Den er på fire numre, og derfor synes jeg ikke, at det giver mening for mig at vælge tre af dem ud. Det vil også være svært, da jeg ikke er i stand til at udvælge mine egne favoritter fra Black. Alle fire numre er rigtig stærke, og samlet set byder de på omkring 15 minutters dejlig musik. Er du til den hårde rock, så giv Black et lyt, og derefter kan du så gå videre til nogle af deres andre udgivelser, hvis du synes, at det du hører er fedt.

Black