Hvad finder man på at skrive om, når det er d. 1. april? For mig var det svar ret nemt, for det er nemlig den perfekte anledning til et skriveri om James Lasts Non Stop Dancing 1973 album. Dette er dog ikke en joke, for jeg blev faktisk overrasket over, hvor godt at albummet egentlig virkede for mig, første gang jeg lagde ører til det. James Last havde nemlig lyttet til noget af den lidt tungere og psykedeliske rock, der på dette tidspunkt for alvor var på vej frem, og det havde han taget med på albummet.

Jeg kan forestille mig, at mange af dem der lige er lidt ældre end mig, alle kender til James Last og hans mange mange udgivelser. For folk der er yngre kan det til gengæld godt være, at dette er et lidt ukendt navn, og derfor vil jeg lige give ham en kort introduktion.
James Last, født Hans Last, var en tysk orkesterleder, der originalt startede sin karriere som jazzbassist. I midt 60’erne skiftede han dog jazzen ud med schlager, og med et hav af udgivelser blev han hurtigt et meget velkendt navn. Særligt hans Non Stop Dancing serie blev populær, hvor han lavede en masse hurtige covers af velkendte numre, der nærmest blev samlet i en slags potpourri. Så vidt jeg kan se blev der lavet omkring 30 af disse udgivelser, mens han samtidig også udgav et hav af andre titler ind imellem dem. På trods af alle de mange udgivelser, så lignede det dog ikke, at folk blev trætte af ham, for igennem hans karriere solgte han ret godt, og et hurtigt kig på Wikipedias estimat over hans salgstal i hans levetid viser, at han fik solgt omkring 200 millioner udgivelser. Ret imponerende må man vist sige, men endnu mere imponerende er det, at han på trods af hans store arbejde med hans mange udgivelser også havde tid til at turnere rundt over det meste af verden, noget som han først stoppede med et par måneder før han døde i 2015.

Om James Last virkelig nåede op på de 200 millioner albumsalg, skal jeg ikke kunne verificere. Jeg kan dog sige, at jeg overhovedet ikke ville blive overrasket, hvis det viste sig at være sandt, og det ville heller ikke chokere mig, hvis tallet var endnu højere. Jeg ser nemlig et hav af hans plader nede i butikken, og jeg er lige ved at sige, at der er mindst en af hans udgivelser i 95% af de brugt-samlinger, som vi får ind. Til at starte med var jeg på ingen måde imponeret over disse, da jeg i min umodenhed mente, at det var noget lort. Heldigvis så forblev jeg ikke dum, i hvert fald ikke på det punkt, for jeg kunne jo godt høre, at selvom musikken ikke var mig, så kunne musikerne deres kram. Jeg blev dog meget overrasket, da jeg en dag skulle teste hans Non Stop Dancing 1973 album, for der blev jeg i den grad mødt af nogle uventede toner. Jeg havde nemlig på ingen måde nogensinde forventet, at jeg på et James Last album skulle høre et cover af Hawkwinds “Silver Machine”.

Det er dog lige netop det nummer, som Non Stop Dancing 1973 åbner op med. Jeg husker tydeligt, at jeg lige fik rynket på panden og stod meget forundrende og lyttede. Hørte jeg virkelig rigtigt? Da jeg havde forsikret mig selv om, at det gjorde jeg faktisk, så blev jeg nød til lige at kalde ud til min chef, og han fandt det også ret sjovt. Det var dog ikke bare morsomt, for det kan faktisk et eller andet efter min mening. Den meget genkendelige hvislende lyd fra original versionen er stadig at finde her, men den tungere guitar er dog udskiftet med nogle blæsere, der giver denne mere hyggelige følelse over det. Samtidig er der et kor, der lægger bund til blæserne, og der er også noget klappen, der får det til at føles lidt mere folkeligt. Jeg må dog virkelig tage hatten af for basspillet her, for der er sgu gang i den. Desværre er det ikke lige til at se på coveret, hvem der spiller her, så jeg kan ikke give ros til en specifik person. Hvem end de er, så gør de det dog virkelig godt, og det er dejligt at fokusere på. Der er også lige en hurtig og virkelig solid guitarsolo henimod slutningen af denne korte udgave af “Silver Machine, der kun lige varer lidt under to minutter. Da de sidste toner af denne er ovre, flyder nummeret fuldstændigt perfekt over i det næste, der er en hurtig udgave af T. Rex nummeret “Children of the Revolution”. Denne udgave er også lidt mere folkelig end originalen, og igen er den tungere guitar erstattet af blæsere. Der er dog alligevel lidt guitar at finde her, der leverer en ganske fin udgave af det oprindelige riff. Igen fungerer det overraskende godt, og på sin vis er jeg sgu fan. Det er dog kun kort, at man lige kan nyde denne version, for efter at der kun er gået lidt over et minut, så flyder albummet over i noget nyt, og dette nye er selvfølgelig Alice Coopers “School’s Out”, for hvorfor ikke. At sige at jeg var totalt forvirret, da jeg hørte dette album for første gang, er lidt af en underdrivelse, for det var en total omvæltning af min verden. Ikke desto mindre er dette dog en rigtig sublim hurtig udgave af nummeret, og her taler jeg både om den lidt kortere version, der kendertegner James Lasts musik, men også om selve tempoet. Der er nemlig lidt mere gang i den her, end der er på den originale version, og jeg kan ikke lade være med at nikke med til det, for det er faktisk fedt! De der satans blæsere kører endnu engang ret godt, men guitaren også virkelig solid her. Der er en fed effekt på, der giver den en på sin vis lidt funket følelse, som jeg ret godt kan lide. Samtidig kører der noget klappen, der heller ikke gør det værre. Bassen er igen virkelig dejlig at lytte til, og når nummeret kommer til omkvædet, jamen så er det sgu bare fedt. Trommerne har en god marcherende følelse her, der virkelig virker. Koret synger det klassiske omkvæd, og sammen med blæserne holder de toppen af lydtæppet oppe, mens guitaren giver den godt gas med lidt solospil, og det virker bare. På en eller anden mystisk måde så virker det bare alt sammen, for jeg nyder det virkeligt, og det har ikke engang toppet endnu, for hvordan gør man en allerede fed version federe? Man tilføjer selvfølgelig lidt fantastisk hammondorgel til, og hold da op hvor topper denne fede stime af numre her. Det er så godt, og jeg er faktisk fuldt fanget efter de her tre første numre, noget som jeg dengang jeg for første gang hørte det ikke ville have troet muligt.

Forbliver dette album så lige så fedt, som det startede? For en der normalt er til James Last, så er svaret måske, men for en der gerne ville have hørt albummet James Last Plays Hard Rock, så bliver det en lille smule skuffende. Albummet går nemlig væk fra den hårde rock og over i noget blødere, da der bliver taget fat i Mouth & MacNeal nummeret “Hello-A”. Derefter fortsætter det så over i Greyhound nummeret “Black and White”, og det får mig heller ikke op og køre. Musikken er ganske udmærket, men for mig når den sgu ikke samme høje punkt som før, og det er selvfølgelig lidt ærgerligt. Der er dog håb, for da “Black and White” flyder over i nummeret “Standing in the Road”, originalt af Blackfoot Sue, så vender det hårdere tilbage. En ret fed guitar indleder her, og den lægger en rigtig god rytme, som trommer, blæsere og kor så følger op på. Udover guitaren, så er trommerne også dejligt gode her, og selvom de ligger lidt tilbage i lydbilledet, så har jeg dog alligevel glæde af at sidde og fokusere på dem. Nummeret svinger ret godt, og jeg kendte faktisk ikke til det, før jeg lyttede til denne version. Ligesom med de andre numre på albummet, så er dette kun en kort version, og her bliver der primært taget fat i slutningen af det originale, som James Last og orkester så vælger at slutte af på en dejlig storstillet måde.
Derefter er det så blevet tid til noget Uriah Heep, og dette er i form af nummeret “Easy Livin’”. Igen svinger det langt bedre, end jeg nogensinde ville have forventet fra et James Last album, men når man vælger at tage fat i numre som “Easy Livin’”, så hjælper det jo på det. Hammondorgelet er tilbage med dets dejlige lyd, mens guitaren fortsætter med at være skøn. Ligesom originalversionen, så kører dette nummer rigtig godt, og selvom David Byron her er erstattet af blæsere og kor, så fungerer det, men det bliver dog kun endnu bedre, når det flyder over i nummeret “Coming Closer”, der fungerer lidt som et miks mellem hoveddelen af “Easy Livin’” og så omkvædsdelen af “School’s Out”, hvor den normale lyrik dog er erstattet af ordrene “Coming closer”. Skal jeg vælge en yndlingsdel af albummet, så er det dette nummer, for her når det for mit vedkomne toppen. Instrumenterne får lidt friere tøjler her, og der bliver leget rigtig godt. Først er det hammondorgelets tur, men derefter giver både guitar og bas den også gas, og det er så fedt. Især bassen er jeg virkelig glad for, for det er skønt, når det instrument får lov til at udfolde sig. Trommerne skal dog også nævnes her, da de får et kort solostykke, hvor det primært kun er dem, der spiller, og det er altså også bare fantastisk. Jeg elsker den måde, som trommeslageren spiller på her, for det er dejligt, og samtidig skifter det også stille og roligt mellem venstre og højre højtaler, hvilket jeg synes giver en skøn effekt. Nu og da kommer der lige lidt input fra blæsere og kor, men ellers er det som sagt kun trommerne, der holder gang i nummeret, indtil at det så vender tilbage til det udgangspunkt, som det startede med. Det slutter dejligt bombastisk af, hvorefter albummet så går over i “Popcorn”. Det har jeg dog ikke tænkt mig at skrive mere om, og det samme gælder for resten af albummet. Det vender nemlig ikke tilbage til dette hårdere udgangspunkt, som det ellers har haft her i starten, og derfor er resten ikke noget, som jeg hører særlig tit.

Med denne ret uventede start på et Non Stop Dancing album, så gav James Last mig en overraskelse, som jeg er virkelig glad for. Selvom jeg selvfølgelig foretrækker originalversionerne hver for sig, så kommer der her en ret fed stime af korte, anderledes men stadigvæk også gode udgaver af en masse numre, der alle har betydet noget for mig. Det kan noget, og af den grund blev jeg også nød til selv at eje dette album. Om jeg fik købt den udgave, som jeg stod og testede, kan jeg ikke huske, men der står dog et James Last album i min pladesamling, som jeg uden nogen som helst form for skam kan sige, at jeg holder af.

Jeg gider ikke komme med støtteanbefalinger i dag, da det til dels er umuligt at få fat i dette album fra nyt tryk, og derudover ved jeg heller ikke, om der er andre af James Lasts udgivelser, der er fede på samme måde. Jeg vil dog anbefale, at du selv giver albummet et lyt, og måske også sender det videre til en ven, hvis du tænker, at der er en, der har brug for at høre nogle noget anderledes versioner af kendte rocknumre fra den hårdere side.

Der kommer i dag ikke links til lytteanbefalinger, da jeg vil blive ret overrasket, hvis jeg på nogen måde kan finde et link til de to forskellige sektioner, som jeg vil anbefale. Derfor må du selv finde albummet frem, og så kan du vælge at rode lidt rundt i det eller høre det fra start til slut. Mine personlige højdepunkter er de tre første numre, og derefter “Standing in the Road” og så til og med “Coming Closer”. Der er dog også et ret fedt nummer senere hen på albummet med titlen “Nothing”, som jeg er rigtig glad for. Dette er en dejligt funket sag, der baserer sig på temaet til filmen Shaft, som James Last også tager frem derefter. Resten af albummet er mere ovre i det klassiske Non Stop Dancing, men det er dygtige musikere, der spiller, og samtidig kommer der også et par andre sjove numre, som jeg ikke lige selv havde set komme, hvilket for mig er lige netop det, der gør Non Stop Dancing 1973 til et skønt album.

Non Stop Dancing 1973