Jeg har før skrevet om atmosfærisk musik, og i disse har jeg også lige strefet det meditative en smule. I dag vil jeg dog gå noget længere end bare at strejfe det, for dagens emne bliver nemlig et, hvor det fra start til slut er uhyre atmosfærisk og afslappende. Det er H. Takahashi’s Low Power album, som jeg her har med at gøre, et album som jeg kun har kendt til i relativt kort tid, men som på den korte tid har gjort et vældigt indtryk på mig, og derfor fortjener at blive skrevet om.
Mit første møde med japanske H. Takahashi, eller Hiroki Takahashi hvilket er hans fulde navn, kom i juletiden i 2024, hvor den metalfokuserede musikhjemmeside MetalSucks var ude at spørge forskellige kunstnere om, hvilke fem ting de igennem 2024 havde lyttet til gentagende gange. Normalt er det ikke noget, som jeg går synderligt meget op i, men da jeg så, at Devin Townsend var iblandt dem, der var blevet spurgt, så blev jeg nød til at tjekke den ud. Det var dog ikke fordi, at jeg er gigantisk fan af manden, hvilket jeg nu engang er, at jeg klikkede ind på siden. Nej det var mere fordi, at jeg mener at have en god ide om, hvad han normalt går og lytter til, og derfor vidste jeg også, at denne liste i den grad ville blive unik. Der var nemlig ikke noget som helst metal at finde her, i stedet var de fem ting næsten udelukkende af den mere ambiente slags, der så lige blev yderligere krydret med en playliste bestående af numre fra 1900-1910. Det medførte lidt undren hos nogle af de metalhoveder, der ikke lige er bekendt med Devin, men da jeg heldigvis for lang tid siden stiftede bekendtskab med ham, så kunne jeg springe denne undren over og i stedet gå i gang med at lytte til de forskellige ting, der lå på listen. Heriblandt var H. Takahashi, som jeg på dette tidspunkt aldrig havde hørt om før, og det var da også ham, der klart blev min favorit fra listen.
Hvorfor var det så at H. Takahashi, og nærmere betegnet hans Low Power album, gik hen og blev min personlige favorit fra denne liste? Det er fordi, at det lige fra start bare ræsonnerede med mig på en måde, som kun få andre udgivelser af den slags har formået at gøre. Stilmæssigt er dette album ovre i det elektronisk ambiente, og det er ikke fordi, at man har med voldsomt mange elementer at gøre her. Faktisk er det nok kun et keyboard, der spiller hele vejen igennem, men der bliver lavet nogle forskellige loops med dette, og de skaber et samlet lydtæppe, som jeg synes er virkelig dejligt at lytte til. Et eksempel på dette er det dejlige nummer “Blue”, der indleder med nogle simple toner, der så stille og roligt bliver suppleret med andre lag. Disse flyder sammen på en rigtig skøn måde, der resulterer i et ret bredt lydbillede, der også har fin med variation i sig. Godt nok er stemningen den samme fra start til slut, men der er nogle forskellige skift i de stykker, der bliver spillet på hvert enkelt loop. Samtidig hjælper det også gevaldigt, at der netop er en god del forskellige loops, for hvert enkelt rummer nemlig nogle detaljer, der gør, at der hele tiden er noget nyt fokusere på, hvis man da har lyst til det. Det er nemlig også dejligt dragende, og man kan hurtigt fortabe sig fuldstændigt i det, da der er denne meditative stemning over det. Det gør det også lidt svært at gå i detaljer, men jeg må dog skrive, at jeg er virkelig glad for den bund, hvis man da kan kalde den for det, der hele vejen igennem sørger for en stabil bundlinje, som resten så kan spille over. Det er på en måde et fast punkt i et ellers ret flydende nummer, som man altid kan vende tilbage til, hvis man vil udforske de yderligere detaljer, der dog på ingen måde skal skubbes til side, da de også er utroligt dejligt. Det er dem, der primært sørger for variationen, og det giver nummeret det ekstra skub, der tager det fra godt til fantastisk efter min mening, og dette element er gennemgående på hele albummet.
Low Power er et lidt spøjst album, for selvom det består af otte forskellige numre, så har jeg svært ved at adskille dem fra hinanden, da jeg føler, at det er et album, der skal høres fra start til slut. Der er dog alligevel et nummer, som jeg gerne vil fremhæve, da nummeret “Dust” står særligt klart for mig på dette album. Her er det nogle lette lysere toner, der dirigerer nummeret fra start, og der er noget over dem, der gør, at de rammer mig lidt mere end resten. De er som sådan egentlig ret ensformige, men alligevel er det også dem, der sørger for variationen, og med den bund der så bliver tilsat til dem, jamen så sker der bare noget helt specielt for mig. Dette bliver så yderligere forstærket, når der lige kommer et ekstra lag af lyse toner, der samtidig er det sidste element, der bliver tilføjet. Der behøves dog heller ikke mere, for med dette ekstra lag bliver det så dejligt dragenede. De tre elementer kører egentlig hver for sig, men fungerer samtidig perfekt sammen, og det skaber noget, som jeg simpelthen ikke kan lade være med selv at engagere mig i. Når jeg lytter til dette album, så bliver jeg nemlig ved med at fange mig selv i, at jeg sidder og nynner / vokaliserer med på numrene, og det er på en måde, der er unik for dette album. Når jeg plejer at nynne med på et nummer, så følger jeg nemlig tonerne, men det sker ikke her, for der går jeg naturligt ind og kreerer et helt nyt lag til det. Det synes jeg er voldsomt interessant, og samtidig også voldsomt fedt. Det er nemlig lidt en ny måde for mig at opleve musik på, og det er herligt at blive udsat for. Det er dog først på “Dust”, at det for alvor begynder, og derfor betyder det nummer lidt mere for mig, end de tre foregående.
Dette ekstra engagement fortsætter på nummeret “Labyrinth”, og det er skønt på samme måde, som det er på “Dust”, ligesom det også opstår fuldstændigt spontant. Det gør, at det på samme måde som “Dust” betyder lidt mere for mig end resten. Jeg vil dog ikke gå meget dybere med det, da der ikke er fandens meget mere at skrive til dette album. Det er simple, men alligevel interessante, keyboard loops, der skaber en dejlig atmosfære, der har en unik effekt på mig, og det er det. Om det så bare er mig, som dette album har denne effekt på, ja det må du fortælle mig. Hvorom alting er, så er jeg dog utrolig glad for, at Devin lige fik inkluderet dette album på hans liste, for det har fået en dejlig betydning for mig. Jeg har endnu ikke fået dykket videre ned i resten af H. Takahashi’s værker, men den tid kommer helt sikkert. Så må tiden vise, om de kan leve op til Low Power.
Jeg er lidt usikker på, om H. Takahashi’s musik kan findes i fysisk format i Europa. Jeg ved at nogle af hans udgivelser er blevet trykt her, og støder du på dem og tænker, at du er i humør til lidt eletronisk og atmosfærisk, så vil jeg anbefale, at du giver dem et forsøg. Det vil jeg i hvert fald selv gøre. Derudover vil jeg også anbefale, at hvis du har en ven, som du mener kunne have glæde af noget mere meditativt, så kan du med god samvittighed anbefale dette album.
Jeg har som sådan ikke rigtigt lyst til at komme med individuelle lytteanbefalinger i dag, men har du lige brug for en smagsprøve, så kan du prøve enten “Dust” eller “Labyrinth”, da de for mig har en ekstra effekt. Den eneste rigtige lytteanbefaling bliver dog, at du lige giver hele albummet en chance, da jeg synes, at det kan noget. Om du så er af samme mening, ja det får vi at se.
Musikskriveri 