Når det kommer til at skrive om musik, så er der altid et problem, der overskygger alle de andre. Der er simpelthen alt for meget god musik i omløb, og derfor er der også nogle ting, som jeg simpelthen bliver nød til at vente med at skrive om i alt for lang tid. Sådan er det gået med The Claypool Lennon Delirium, som jeg allerede overvejede at skrive om i de første måneder af sidens levetid. Nu er dagen dog endelig oprindet, for det skal i dag handle om denne dejlige progressive og psykedeliske duo og deres 2016 album, Monolith of Phobos.
The Claypool Lennon Delirium består, som navnet antyder, af musikerne Les Claypool og Sean Ono Lennon, der begge er godt bevendte i det mere mærkelige. Les Claypool har til dagligt sin gang i hans band Primus, hvor der i den grad bliver eksperimenteret med det musikalske, mens Sean også har leget rigtig meget med det alternative og avantgarde. Det var måske også netop derfor, at de to musikere kom godt ud af det med hinanden, da de i midten af 10’erne turnerede med hinanden, Les med Primus, og Sean med The Ghost of a Saber Tooth Tiger. Da denne turne var overstået, valgte de at indgå et musikalsk samarbejde, og det resulterede ret hurtigt i materiale til et helt album, der fik titlen Monolith of Phobos. Det blev udgivet i 2016, men det skulle dog ikke være det eneste, der kom fra denne duo. I 2017 udsendte de EP’en Lime & Lipid Green, mens det blev til endnu et album i 2019, med titlen South of Reality. Disse tre udgivelser har det tilfældes, at de alle tre er dejligt psykedeliske, progressive, og ikke mindst fantastiske. Derudover har de to fuldlængde udgivelser også det tilfældes, at det primært er Claypool og Lennon, der står for alle instrumenterne. På Monolith of Phobos er det faktisk kun dem, som man kan høre, mens at der lige er et par gæsteoptrædener på South of Reality.
Det var svært for mig at vælge hvilke af de to fuldlængde udgivelser, som jeg i dag skulle tage fat i. Som sagt er de begge to nemlig fantastiske, men i sidste ende blev det dog den første, som jeg valgte at gå med, netop fordi det er den første. Så kan der altid senere hen komme et skriveri om South of Reality.
Nu skrev jeg i sidste uge om Rush-albummet 2112, der bliver indledt med et dejligt sci-fi nummer. Det samme er tilfældet på Monolith of Phobos, og ligesom på Rush-albummet, så er det også titelnummeret, der indleder det hele. Her er det dog knap så langt, men dog stadig utroligt godt. De to musikere bruger starten af nummeret på at sætte en lidt mystisk stemning op, der giver en fornemmelsen af at drive rundt i det kolde tomme rum. På et tidspunkt bliver rummet dog lidt mindre tomt, hvilket en kvindelig vokal sørger for, og det føles nærmest som om, at man nu er drevet hen til denne monolit, som nummeret omhandler. Der kommer noget episk over det, men science fiction stemningen bliver dog bevaret, noget som blandt andet skal tilskrives bassen. Ligesom så meget andet hvor Les Claypool er involveret, så er denne rigtig godt fremme i mikset, hvilket jo er herligt for en fyr som mig, der sætter pris på instrumentet. Her lyder den rigtig skøn, og Claypool har en eller anden effekt på, der bare virkelig rammer plet for mig. Hans vokal er også rigtig god, for det er nemlig ham, der her står for den ledende af slagsen, mens Lennon i denne omgang står for korvokalen. Det er dog ikke det eneste, som han laver her, for på dette album står han blandt andet også for guitaren, og den komplimenterer bassen perfekt her. Lennon spiller på den på en ret atmosfærisk måde, hvor de fleste toner får lov til at hænge i et godt stykke tid, hvilket er skønt. Samtidig bliver der vist også leget lidt med en mellotron, og jeg tror blandt andet, at det er den, der står for den kvindelige vokal, som jeg tidligere omtalte. Det er dog ikke det eneste, der kommer fra denne, og den giver et par forskellige interessante indslag til nummeret. Det er dog primært guitar og bas, der er drivkræfterne sammen med vokalen, og alle tre leverer noget skønt. Guitar og bas er især vidunderlige at lytte til, og der får de to musikere med det samme endnu engang bevist, at de er mestre på de to instrumenter.
“Monolith of Phobos” er et virkelig skønt åbningsnummer, og det ligger dejligt ovre i det mere progressive. Det er dog ikke her, hvor albummet bliver, for på albummets næste nummer begynder det nemlig at blive lidt psykedelisk. Med en indledning fra Claypools bas starter nummeret “Cricket and the Genie – Movement I, the Delirium”, og derfra er det bare pisse skønt. Jeg undlod at gå alt for meget i dybden med bassen på det første nummer, for det er mere passende her, hvor Claypool virkelig leverer en formidabel præstation. Det han spiller svinger bare for vildt, og ofte får han lige spundet lidt ekstra ting og sager ind i hans spil, hvilket gør det så vanvittigt fedt at fokusere på. For satan hvor er det dog bare godt! Alene denne gør, at nummeret er fantastisk, men heldigvis er der dog også andre elementer at finde. Lennon har overtaget rollen som den primære vokalist, hvilket der i den grad ikke kan være tvivl om, da han stemmemæssigt minder meget om sin far. Han synger skønt, mens han samtidig også tilføjer lidt guitar til det hele. Ligesom med Primus, så ligger den dog bagved bassen i lydbilledet, og det kan sgu noget. Mellotronen kommer igen ind med nogle indslag, der er virkelig skønne, og jeg er især fan af det, der kommer efter de første par strofer i hvert vers, for det giver bare en fantastisk lyd til nummeret. Derudover får det også en lille solo, der er dejlig at lytte til. Til sidst skal trommerne også lige nævnes. Hvem af de to der her står for trommerne, ved jeg ikke, men hvem end det er, så gør han det sgu ret godt. Ligesom resten af instrumenterne, så svinger de rigtig godt, og de lægger en god bund til det hele. Det er måske ikke det mest avanceret, der bliver spillet på dem, men det skal det heller ikke være, da det ville distrahere fra det, der styrer i forgrunden.
“Cricket and the Genie” er et nummer, der er opdelt i to dele, og anden del er en skøn fortsættelse til den første. Jeg vil dog undlade at skrive om det, da der er to andre numre, som jeg simpelthen bliver nød til at nævne. Det første af disse er “Boomerang Baby”, som jeg virkelig elsker. Her er det Lennon, der indleder på guitar, mens Claypool er hoppet over på en kontrabas, som han her stryger, hvilket giver en fed effekt. På samme måde som Lennons guitar var noget atmosfærisk på det første nummer, så sætter denne også en virkelig skøn stemning, der virker perfekt sammen med guitaren, en stemning der bliver yderligere forstærket af det langsomme tempo, som nummeret har. Endnu engang er det Lennon, der står for hovedvokalen, og hans stemme har sgu bare en fed kant over sig, der virkelig går godt sammen med resten, og den rummelige effekt, der er sat til den, gør det kun bedre.
Hvis der er noget, som jeg virkelig er fan af på dette nummer, så er det i den grad dets midterstykke. Her føles det lidt som om, at der bliver taget lidt effekt fra guitaren, men det giver en dejligt klassisk rocket lyd, hvilket passer perfekt til det solospil, som Lennon her begynder at spille. Det er så lækkert at lytte til, og da mellotronen igen så kommer ind over med dens dejlige ældre lyd, så bliver det fuldstændig fantastisk. De to instrumenter følger hinanden i den sidste del af dette stykke, og det er her, at nummeret for mig når dets højdepunkt. Det er så skønt at lytte til, og det genskaber på sin vis lidt den ældre rocklyd, som man kender den fra slut 60’erne og 70’erne. Til denne fortsætter Claypool med at lave en solid bund på sin bas, mens trommerne også er virkelig skønne, noget som gør sig gældende hele vejen igennem nummeret, og det gør alt sammen virkelig lydbilledet komplet. Det er bare lækkert, og jeg er virkelig fan. Selvom dette stykke er favoritten i nummeret for mig, så gør det mig ikke spor, når det fortsætter videre, for “Boomerang Baby”s afslutning er utrolig smuk, og den får fuldendt det hele. Det er et vidunderligt nummer, og helt sikkert en af mine favoritter fra albummet. Om det er favoritten er jeg dog ikke helt sikker på, for der er nemlig også et andet nummer, der kan gøre sig fortjent til denne position.
Henimod slutningen af dette dejlige album kommer nummeret “Oxycontin Girl”, og dette er for mig albummets andet højdepunkt. Med lidt dejligt flippet basspil bliver det åbnet, og da Claypool lige har fået sat det skæve i gang, så går han over og begynder at lægge rytmen for nummeret, der igen er af den mere svingende af slagsen. Stille og roligt udvikler nummeret sig så, da der kommer flere og flere elementer på, og det begynder både at vildere og vildere, mens det samtidig også bliver mere og mere psykedelisk. Den måde hvorpå der bare bliver bygget og bygget i løbet af de første 90 sekunder er fænomenal, og når det kommer helt op at ringe er det så forrygende godt. Les Claypool står her for hovedvokalen, men ofte er Lennon stærkt inde på kor, og sammen får de altså virkelig ramt noget fedt. Er der noget, som jeg her er en stor fan af, så er det i den grad trommerne og bassen, for hold da op hvor lægger de bare en fantastisk rytme her. Som sagt så svinger det, og det gør det virkelig godt. Claypool gør det, som han er bedst til her, for han spiller nemlig på en dejlig skæv måde, som trommerne følger rigtig godt, og det er så dejligt at lytte til. Selvom jeg er helt pjattet med denne bund, så sker der dog også nogle vildt fede ting hos de andre instrumenter. Guitaren er mega fed at lytte til, mellotronen kommer endnu engang med nogle dejligt skæve indspark, og de to vokaler harmonerer fantastisk med hinanden. Hver for sig fungerer de forskellige elementer bare, og når man så samler dem, jamen så bliver det jo bare vanvittigt godt. “Oxycontin Girl” er et vildt spændende nummer at lytte til, til dels fordi der sker en masse spændende fra instrumenterne, og derudover er der også nogle dejlige drejninger i selve sangstrukturen. Det er lige et nummer for mig, og derfor står det som sagt også som en af mine to absolutte favoritter fra albummet. Det kan noget vildt fantastisk, og jeg kan lytte til det hundredevis af gange, uden at det på noget tidspunkt bliver kedeligt, og for mig er det kendetegnet for et skønt nummer.
Jeg var fanget af The Claypool Lennon Delirium allerede ved første lyt, og siden da har det været fast inventar i min musiksamling. Som sagt så er jeg voldsomt glad for begge deres fuldlængde udgivelser, og jeg kan ikke udvælge en af dem som en favorit. De har hver deres udtryk, og jeg er voldsomt glad for det. Det kan dog være, at der på et tidspunkt kommer en favorit, for jeg har læst, at der vist bliver arbejdet på noget nyt materiale, og det håber jeg i den grad er sandt, for jeg vil sgu gerne høre mere fra denne duo. De to herrer kan satme noget fedt sammen.
Vil du gerne støtte op om dette fantastiske projekt, så er deres udgivelser tilgængelige i fysisk format. Lige nu er der ikke nogen turne i gang, men jeg håber da, at de på et tidspunkt tager rundt og spiller sammen igen, for det vil jeg vildt gerne overvære. Indtil da så må jeg dog nøjes med deres indspilninger, som jeg i den grad sætter pris på. Gør du det samme, så husk lige at sprede musikken videre til venner og bekendte, så de også kan nyde denne dejlige syrede duo.
Dagens lytteanbefalinger bliver lidt svær, for der er rigtig mange stærke numre på Monolith of Phobos. Jeg vil selvfølgelig gå med både “Boomerang Baby” og “Oxycontin Girl”, men hold da op for et dilemma som jeg sætter mig selv i, når jeg skal vælge et sidste. Jeg tænker, at jeg holder mig fra de to Cricket numre, da de helst skal være sammen, men selv med dem udelukket, så er der stadig “Mr. Wright”, “Breath of a Salesman”, “Captain Lariat”, “Ohmerica” og “Bubbles Burst” at vælge imellem. Efter et gennemlyt af alle sammen føler jeg dog, at “Captain Lariat” vil være det bedste at give en anbefaling til, da jeg synes, at de tre anbefalinger så får givet et ret godt indtryk af albummet. Det hele er dog fantastisk, så den største anbefaling bliver, at du giver det hele et lyt. Bare vent til du når til slutningen, hvor det fantastiske nummer “There’s No Underwear in Space” slutter det hele af på en voldsom smuk måde!
Musikskriveri 