I mit første refleksive indslag, fik jeg lige kort nævnt, at jeg var, og er, glad for det symfoniske. I starten kom dette primært til at udfolde sig igennem filmmusik, og det er også det, som det i dag skal handle om. Filmmusik kom nemlig at blive et væsentligt omdrejningspunkt for mig, da jeg var barn, og det blev det, som jeg primært nød at høre, da jeg var mellem 10 og 13 år gammel.
Hvad der lige blev det første stykke filmmusik, der fik fanget min interesse, er jeg lidt usikker på. Der er dog tre forskellige kandidater, som jeg vil mene er mest sandsynlige. Den første af disse er det sublime lydspor til Ringenes Herre filmene, for dem kom jeg heldigvis til at se i en ret tidlig alder. Selvom jeg stadig ikke var helt musikalsk vågen endnu, så gjorde musikken dog et fantastisk indtryk, og især nogle af de mere action-prægede temaer stod som mine favoritter. Det var også de temaer, der kørte inde i mit hoved, når jeg og mine venner utallige gange legede, at vi kæmpede mod orker og andre onde fantasivæsner. Når jeg tænker tilbage på det i dag, så kan jeg også godt forstå, at jeg netop blev glad for de temaer, for hold da op hvor gjorde Howard Shore et fantastisk stykke arbejde med musikken til trilogien. Det er så genialt, og jeg lytter stadig jævnligt til det. Som sagt er de temaer, der kører under action-sekvenserne fantastiske, og har jeg brug for underlægningsmusik til lignende situationer, blandt andet når jeg sidder og hygger mig med videospil, så er det Ringenes Herres actionmusik, der er førstevalget. “Khazad-dûm” fra “Eventyret om Ringen”, er fuldkommen fantastisk, det samme er “The Battle of the Hornburg” fra De To Tårne, og har man brug for noget actionmusik med lidt opbygning, så er der ikke noget bedre end “The Fields of Pelennor” fra Kongen Vender Tilbage. Især sidstnævnte betyder så utroligt meget for mig, for jeg kan høre det og næsten perfekt se den fantastiske scene udspille sig for mit indre. Det er dog ikke kun den musik, der kører under kampscenerne, der har sat sig. “The Lighting of the Beacons” fra den sidste film er vidunderligt, og især midterdelen af det synes jeg er noget af det smukkeste musik, som jeg kender til. Mens jeg sidder og lytter til det er jeg faktisk lige ved at fælde en tåre, for så godt er det. Derudover bliver jeg også altid glad, når jeg hører “The Shire”, mens der er noget fuldstændigt magisk over den første del af “The Host of the Eldar”, noget der generelt gælder for det meste af den mere elverfokuserede musik. “Théoden King/The Funeral of Théodred” er jeg også fuldstændig vild med, og jeg kan blive ved. Det her lydspor er bare så magisk fra start til slut, og der så mange følelser i det. Om det er nogle, som jeg selv tillægger, eller om andre også har det sådan, ved jeg ikke. Jeg ved dog, at de tre lydspor til denne fantastiske trilogi er forbandet gode, og de står i den grad som mine favorit lydspor overhovedet. De fanger noget virkelig magisk, og jeg bliver aldrig træt af at lytte til dem.
Jeg har aldrig fået anskaffet mig Ringenes Herre musikken i fysisk format, hvilket er en fejl. Det fik jeg dog til gengæld gjort med dele af musikken til Star Wars, for det er nemlig et andet lydspor, der også kom til at betyde utroligt meget for mig. Jeg er lidt usikker på, om mine forældre nogensinde har set filmene, og denne usikkerhed gælder især de tre, der kom mellem 1999 og 2005. Af en eller anden grund havde de dog lydsporet til den første af disse, Den Usynlige Fjende. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt som lille stod med denne CD i hånden og tænkte, at den så spændende ud. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, hvad det skulle komme til at betyde for mig senere hen, for som så mange andre, så blev jeg fanget af det fantastiske Star Wars univers, og musikken dertil kom til at betyde rigtig meget for mig. Igen blev det de mere action-prægede temaer, der kom til at fylde hos mig. Først var det “Duel of the Fates”, netop fra Den Usynlige Fjende, der virkelig ramte. Det samme gjorde “Qui-Gon’s Noble End” fra samme film, der er en fortsættelse til “Duel of the Fates”. Disse to står som numre, som jeg er ret glad for, men de blegner i forhold til to af de temaer, som man finder på lydsporet til Sithfyrsternes Hævn. “Battle of the Heroes” og “Anakin vs. Obi-Wan” blev nemlig begge storfavoritter for mig, og især det første stod mig nær. Jeg husker, at da jeg endelig fik en mobiltelefon, der kunne optage lyd, så var “Battle of the Heroes” et af de første numre, som jeg optog, så jeg kunne have det med mig overalt. Jeg har vidst stadigvæk telefonen et eller andet sted den dag i dag, men om optagelsen stadig er derpå, tvivler jeg lidt på. Jeg kunne dog egentlig godt tænke mig at høre den igen, om ikke andet så bare for at høre hvor ringe lyden egentlig var. Det gjorde dog intet for mig dengang, for glæden ved det nummer var total.
Ligesom med Ringenes Herre lydsporet, så udviklede Star Wars sig også til mere end bare kamptemaerne. Musikken fra de første tre film gik jeg også hen og blev rigtig glad for. Her står “The Imperial March” selvfølgelig som et af de virkelig stærke numre, men jeg er også voldsomt glad for den musik, der bliver spillet i Dagobah scenerne, da der er noget fuldstændigt magisk over dem. Især “Yoda and the Force” er fuldstændigt vidunderligt smukt, og det er igen et nummer, hvor tårerne nærmest kommer frem, når jeg lytter til det. Det er skønhed i musikalsk form, og det er et fremragende eksempel på, hvor stærk musikken til Star Wars er. Dette nummer kæmper sammen med “Battle of the Heroes” om favoritpladsen, men der er dog også en tredje kandidat til denne, nemlig “Emperor’s Throne Room” fra Jedi-ridderen Vender Tilbage. Jeg elsker den dystre stemning, der er på dette nummer, og det er især den mere stille del af det, som jeg er fuldstændig vild med. Det er ondt på den mest fantastiske måde, og det er et sandt mesterværk, hvis du spørger mig. Igen er der dog mange andre numre, end lige de tre at fremhæve, og hele vejen igennem de seks første film synes jeg virkelig, at der er nogle musikalske perler at finde.
Nu har jeg haft fat i det mere symfoniske, men det var dog ikke kun denne type filmmusik, der ramte mig i min tidlige alder. Der var nemlig en tredje film, hvis soundtrack virkelig ramte plet. Dette var filmen Highlander, hvis lydspor bestod af et miks af musik fra Michael Kamen og Queen, og hvor først nævnte stadig gav noget skønt symfonisk til filmen, så var Queens biddrag mere ovre i rocken.
Ligesom Ringenes Herre og Star Wars, så gik Highlander hen og blev et definerende element for min barndom og min udvikling som person. Derfor betyder musikken også ekstra meget for mig, og fra det symfoniske er det især nummeret “Training Montage”, der her står som en favorit. Det er et smukt nummer, og for mig rammer det virkelig godt. Det tager mig med det samme tilbage til en film, som jeg holder holder utroligt meget af, og derudover er det også bare virkelig skønt komponeret. Det er dog Queens musik, som jeg primært forbinder med filmen. Da jeg for første gang så filmen, var jeg ikke væsentligt interesseret i rockmusik, men på trods af det var der to numre, der virkelig satte deres aftryk på mig. De står da også i dag som to af mine absolutte favoritter fra Queens sangkatalog, og den første af disse er det formidable nummer “Princes of the Universe”. På Queens A Kind of Magic, hvor de fleste numre fra filmen figurerer, så er det “Princes of the Universe”, der lukker albummet. I filmen er det dog det, der indleder det hele, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske også skulle have gjort det på albummet. Ikke fordi at den egentlige albumåbner “One Vision” er dårlig, men når man har muligheden for at åbne op med et nummer, hvis indledning er så dejligt episk, som den er på “Princes of the Universe”, så er det mig en gåde, hvorfor man ikke gik med den. På den anden side, så er det Queen, der i dag er kendt over hele verden, og ikke mig, så måske ved de lidt bedre. Uanset hvad, så synes jeg dog, at dette nummer er så utroligt skønt. Med de fantastiske strofer “Here we are, born to be kings, we’re the princes of the universe, here we belong” så bliver stemning fandme sat, og resten af nummeret er vildt storladent, samtidig med at der også er godt skrald på. Queen er mest kendt for deres mere pop-rockede numre, men hold da op hvor viser de her, at de også kan det hårde. Samtidig er der også lidt af de progressive elementer, som bandet også gennem tiden har leget med, for sangstrukturen er i hvert fald ret unik, og det synes jeg er fedt. Der bliver taget nogle dejlige og interessante skift, og det er sådan et nummer, hvor man ved første lyt til tider ikke har nogen ide om, hvor det er på vej hen. Derudover er der en rigtig god energi over det, og især i den afsluttende solo kommer der gang i den, i hvert fald indtil det igen slår over i det storladne endnu engang.
Det er dog ikke “Princes of the Universe”, der står som mit favoritnummer fra Queen. I stedet er det det oversmukke nummer, “Who Wants To Live Forever”. På trods af hård konkurrence fra “Bohemian Rhapsody”, som jeg har utroligt mange gode minder med, så er der bare noget helt særligt over “Who Wants To Live Forever”. Bare åbningen er utrolig skøn, hvor Brian May får vist, at det ikke kun er Freddie Mercurys vokale egenskaber, der stod stærke i Queen. Hans skønsang er utrolig smuk, og samtidig synes jeg, at der er et virkeligt smukt budskab i lyrikken, hvilket yderligere bare bliver forstærket af det orkestralske i baggrunden. Noget andet der er fedt ved at Brian May indleder nummeret er, at Freddie så kan tage over i andet vers, for selvom Brian synger fantastisk, så kan man kun sige, at Freddie stemme har langt mere kraft i sig, hvilket passer perfekt til den opbygning, som der er i “Who Wants To Live Forever”. Det bliver bare mere og mere intenst, mens det på samme måde også bliver smukkere og smukkere, og da det sidste omkvæd her kommer på, så har jeg ofte kuldegysninger. For fanden hvor er det dog bare fedt, smukt, fantastisk og genialt, og så er det ikke engang tæt på at være slut. Udover at være fantastisk med sin vokal, så er Brian May også fantastisk på en guitar, og den solo han fortsætter nummeret med er overskøn. Resten af nummeret er utroligt spektakulært og storladent, og jeg synes, at det virkelig får udnyttet den indledende opbygning til fulde. Det er bare et fantastisk nummer, som i den grad står virkelig stærkt hos mig, selvom det vel snart er en 20 år siden, at jeg for første gang hørte det. Sammen med de andre numre fra både Queen og Michael Kamen, så forstærker det virkelig Highlanders historie, som et lydspor nu engang skal gøre. Det er lidt ærgerligt, at der aldrig nogensinde kom nogen som helst form for fortsættelse til Highlander, men på den anden side er det måske også fint nok at slutte, mens legen er god.
Hvis jeg skal vende tilbage til min musikdørs fortælling, så begyndte den for alvor at blive åbnet, da jeg opdagede filmmusikken. Lige pludselig begyndte jeg at høre en god del mere musik end før, og der var også en større glæde ved den. Der var dog stadig lang vej til, at musikken for alvor skulle blive en interesse, som jeg for alvor ville følge, for på dette tidspunkt stod den stadigvæk ikke alene. Den var i stedet akkompagneret af scener og historier, og jeg tror ikke, at musikken på samme måde ville have haft en effekt på mig, havde den stået alene. Det tog lige nogle år mere før, at dette skulle ændre sig, men det er en historie til en anden gang. Det nytter jo ikke at springe frem og tilbage i det hele.
Som med de andre refleksive skriverier, så vil jeg ikke komme med decideret anbefalinger i dag, men jeg vil dog alligevel lige smide nogle link til de forskellige udgivelser, som jeg i dag har berørt, hvilket selvfølgelig inkluderer et link til samtlige 9 timer, 50 minutter og 1 sekunds musik fra Ringenes Herre. Man skal jo ikke gå på kompromis vel? Jeg vil dog kun give links til de nævnte Star Wars lydspor, da det primært er musikken fra episode 1-6, som har rørt mig.
Star Wars : Den Usynlige Fjende, Sithfyrsternes Hævn, Imperiet Slår Igen, Jedi-ridderen Vender Tilbage
Musikskriveri 