Hvis der er en ting ved Djursland, der i sin tid kom til at overraske mig, så er det den fantastiske musikscene, som man finder her. Der er et væld af gode bands, både nye og gamle, og i dag skal det handle om min favorit af disse, nemlig Killing. Dette thrash-metal band fik i sin tid virkelig overrasket mig med deres ufattelige energi, og denne bliver rigtig godt illustreret på deres Face the Madness album fra 2021.
Før jeg går i gang med at skrive om det, så vil jeg dog lige hurtigt give en kort introduktion til selve bandet. Killing blev dannet tilbage i 2013, og så vidt jeg ved, så var det dengang med den samme besætning, som det den dag i dag består af, nemlig Kristian Snedker Johannessen og Rasmus Holm Sørensen på guitarer, Jesper Fogh Skousen på trommer og Rasmus Soelberg på bas og vokal. Killings første udgivelse kom tilbage i 2018 i form af EP’en Toxic Asylum. Lige fra start var der godt med tempo på, og det blev bestemt ikke sænket, da bandet året efter sendte singlen “Raise Your Anger” ud. Jeg blev hurtigt fan af både EP og single, men det var dog først, da Face the Madness udkom, at det for alvor gik op for mig, hvor sindssygt fedt det her band egentlig er, da de her tog deres musik til et helt nyt niveau. Siden da har jeg anset bandet som et af de bedste thrash-metal bands, som Danmark har at byde på, og selvom der ikke er kommet noget ny musik fra dem siden 2021, så ved jeg, at der bliver arbejdet på det. Jeg mig virkelig til at høre det, som de har i støbeskeen, men det er dog ikke den fremtidlige musik fra Killing, som det i dag skal handle om, for der står jo Face the Madness i titlen.
Når det kommer til metal, så synes jeg ofte, at man støder på udgivelser, der lige skal åbnes op med noget stemningsmusik, ofte af enten den episke eller dystre karakter. Det pis gider Killing ikke, for de går til den lige med det samme på det fantastiske åbningsnummer “Kill Everyone”, og hold kæft hvor er det dog bare fedt! Deres vanvittige energi bliver vist frem lige fra start og det er så fandens dejligt. Jeg elsker den åbning, som nummeret har, for på små ti sekunder får bandet lagt op til en kæmpemæssig energiudladning, og den måde de gør det på, synes jeg er genial. Kort får alle instrumenterne lige leveret et par toner, derefter står den ene guitar alene i et par sekunder, hvorefter den anden så kommer på sammen med bassen. Derefter får trommerne så lige givet det sidste skud energi, så alt er klart til, at Rasmus Soelberg kan sætte prikken over i’et med et dejligt skrig. Det er sjældent, at jeg lytter til noget, der på en så effektiv måde kan få mig i humør til at svinge hovedet med til musikken, men det formår Killing at gøre her. Samtidig tillader de på ingen måde, at jeg stopper med det, for “Kill Everyone” slipper ikke det tag, som det har i en. I stedet kører det derudaf med speederen helt i bund, og det er fantastisk. Der er så meget god energi i verset, hvor jeg især er fan af guitarerne og Soelbergs aggressive vokal. Der skal dog i den grad også gives ros til trommerne her, for det er dem, der hele tiden sørger for, at energien bliver vedligeholdt. Igennem to vers får denne dejlige energi lov til at køre for fuld smadder, indtil at det så lige går over i dette geniale omkvæd, hvor intensiteten på en eller anden måde formår at nå et endnu højere niveau. Det er så fucking fedt, og den medrivende energi gør det umuligt for mig ikke at synge med på det. Nøj hvor rammer det altså bare godt!
“Kill Everyone” er egentlig et ret kort nummer, da det kun varer omkring to minutter, men på den tid når det at give en fire vers, tre omkvæd og endda også en virkelig dejlig guitarsolo oven i hatten. Det er god aggressiv thrash, når det er bedst, og det er en fantastisk albumåbner. Er jeg ikke i thrash humør, når jeg sætter nummeret på, så bliver jeg det altid rigtig hurtigt, for det er for vildt.
Med “Kill Everyone” får Killing sat et virkelig højt niveau lige fra start, og heldigvis falder dette aldrig. “Before Violence Strikes” tager staffetten videre på bedste vis, og sammen med de to andre numre “Legion of Hate” og “Don’t Get Mad, Get Evil”, så gør det det virkelig svært for mig at vælge et nummer at gå i detaljerne med, da de alle er forrygende. Til min store overraskelse bilver det dog ingen af dem, som jeg kommer til at skrive mere om. I stedet bliver det det fjerde nummer på albummet, “See You in Hell”, som jeg kommer til at gå i dybden med, da jeg i dag nærmest blev overrasket over, hvor godt det egentlig er. Normalt når jeg tænker Face the Madness, så er det ikke dette nummer, som jeg skænker for mange tanker, men det må siges at være en fejl fra min side, for der er nemlig vildt mange gode elementer i det. Allerede ved starten finder man nogle af disse, for den ene guitar leverer nemlig et ret hektisk riff, som jeg virkelig er fan af. I nogle omgange får den lige lov til næsten af stå helt alene med dette, da der kun er korte biddrag fra resten af bandet her. Der er dog noget rigtig fedt over det, og når resten af bandet så kommer med på, så bliver det kun endnu bedre. Igen må jeg fremhæve trommerne, for hold da op hvor er de dog fede, men samtidig bliver jeg her også nød til at nævne bassen, for den laver sgu også noget lækkert her. Om det bare er mig, eller om den virkelig er lidt tydeligere på dette nummer, skal jeg ikke kunne sige. Jeg lægger dog mere mærke til den her, og den giver altså noget fedt til lydbilledet. Bunden føles bare lidt stærkere her, og det er jeg rigtig glad for. Samtidig er forgrunden dog også rigtig skøn. Dette nummer er ikke så lige på og rå, som “Kill Everyone” var, men til gengæld gør det, at der er plads til lidt flere skift og lidt mere guitarleg, hvilket bandet udnytter til fulde. I verset er der blandt andet nogle skift, hvor det nærmest bliver lidt opbyggende, og det er jeg fuldstændig skudt i, da det er suverænt skrevet efter min mening. Killing kunne sagtens have valgt at køre derudaf, og det ville stadigvæk have været fedt. I stedet gør de det dog lige lidt mere teknisk og spændende at lytte til, og det er jeg en fan af. Det samme gør sig gældende for omkvædet, for i stedet for at lade det køre i en køre, så kommer der lige et kort instrumentalt mellemrum, der virkelig rammer mig godt. For mig er det numre som dette, der kan tage et album fra at være godt til fantastisk. Det er numre som dette, der viser mig, at jeg her har med sangskrivere at gøre, der virkelig kan deres kram. Det vidste jeg godt i forvejen, for “See You in Hell” er ikke det eneste nummer, hvor Killing viser disse kvaliteter frem på albummet, men det får dog virkelig cementeret det for mig.
Om “See You in Hell” bliver en ny favorit fra dette fantastiske album, det må tiden vise. Der er dog to numre, som det får svært ved at slå af pinden, og det første af disse er “Straight out of Kattegat”. Indtil nu synes jeg, at Face the Madness har været dejligt aggressivt. Det ændrer sig dog på “Straight out of Kattegat”, da jeg her føler, at det bliver decideret ondt. Lidt skibsklokke, mågeskrig og bølger får sat en stemning op, og oven på denne kommer der så noget musik, der virkelig signalerer, at undergangen er nær. I første omgang er der ikke så meget kraft i guitarerne, da de her har en mere ren lyd. Det der bliver spillet er stadig lidt dystert i det, men det er dog bas og trommer, der sørger for, at det onde kommer frem. I anden omgang får guitarerne dog noget mere forvrængning på, og så kommer ondskaben helt frem, hvilket er skønt! Det er en fantastisk indledning til dette nummer, men den måde verset fortsætter det på er endnu bedre, for hold da kæft hvor er det bare fedt! Der er noget mørke over det, der er fuldstændigt uovertruffent, og for fanden hvor jeg dog elsker det. Selvom niveauet på Face the Madness indtil nu har været utroligt højt, så synes jeg, at det her nummer formår at trække det endnu højere op, hvilket for mig er sindssygt. Det er heller ikke kun verset, der her er fedt, for selvom det bliver mere aggressivt under omkvædet, så er det stadigvæk vildt fedt. Jeg kan simpelthen ikke sidde stille under dette nummer, for hele kroppen er bare i bevægelse, og lysten til enten at synge med, spille luftguitar eller spille lufttrommer indfinder sig hele tiden, hvilket i den grad gør det svært at skrive. Der er bare en fuldstændigt enestående energi over det her nummer, og det føles helt vanvittigt. Igen er det også et nummer, hvor Killing får demonstreret deres evner som sangskrivere, for jeg føler virkelig, at de får lavet nogle dejlige interessante ting her. Alene stemningsskiftet fra vers til omkvæd er fedt, og også lidt uventet, men også den måde det så fortsættter på efter er hamrende fantastisk! Der er ikke noget instrument at fremhæve her, der er ikke nogen vokal at fokusere på, for alle gør det så fænomenalt godt, og den måde det hele flyder sammen på er totalt fuldkommen. Det her er et af de numre, hvor alt bare virker, og når jeg sidder og lytter til det, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det i den grad er et mesterværk. Jeg kan høre det igen og igen, og hver gang er jeg lige så lamslået, for det er så sindssygt godt. Når det kommer til den danske musik, så lægger dette klart et sted i toppen af min liste over de bedste numre nogensinde, og på den internationalle liste når det fandme også højt op. Det er bare så hamrende godt, at man næsten skulle tro, at det var løgn.
Efter “Straight out of Kattegat” er der tre fede numre tilbage på Face the Madness. Selvom “One Last Victim” kommer lige efter en af mine absolutte favoritter fra albummet, så står det i den grad stadig som et sindssygt stærkt nummer, og jeg elsker også “1942”. Det er dog ikke nogle af de to, der står som min sidste favorit fra albummet. Den plads tager det afsluttende nummer “Killed in Action” nemlig, og den plads har nummeret siddet på lige siden første gang, at jeg lyttede til albummet. Igen synes jeg, at det er ovre i det onde, og derfor er tempoet heller ikke på det højeste, og da slet ikke i starten, hvor det lige bruger lidt tid på at sætte stemningen op. Derefter kommer der et voldsomt dejligt stykke, der også er det, der virkelig får energien op i mig igen, for det er fantastisk lækkert at lytte til. I første omgang er det lige lidt tæmmet, men derefter får det virkelig alt hvad det kan trække, hvilket er vidunderligt. Igen ved jeg ikke om det bare er mig, eller om bassen virkelig bliver lidt mere tydelig, men uanset hvad, så synes jeg i hvert fald, at dens aftryk er tydeligere.
Tempomæssigt er “Killed in Action” som sagt i den sløvere afdeling, i hvert fald for dette album, og det gør, at guitarerne i verset har fuldt mulighed for at lade tonerne ringe ud, hvilket de benytter sig af. Alene det er en af grundene til, at dette nummer skiller sig lidt ud fra resten, mens det samtidig også føles mere teknisk i dets sangskrivning. Der er nemlig en god del forskellige skift, der gør nummeret virkelig interessant, mens det samtidig også bare flyder rigtig godt. Hele vejen igennem føles det fuldstændigt naturligt, og det synes jeg er ret imponerende, da jeg føler, at de forskellige stykker på sin vis er ret forskellige fra hinanden.
Igennem de første fire minutter er “Killed in Action” voldsomt fedt, og den del kan alene stå som et stærkt nummer. Det er som sagt ondt, spændende og derudover også bare dejligt tungt, hvilket lige er noget for mig. Der er dog en helt anden grund til, at dette nummer er gået hen og blevet mit favoritnummer fra albummet. Ligesom med Xenoblights Procreation album, som jeg skrev om for et par uger siden, så føler jeg, at der på Face the Madness er en energi, der lige fra starten begynder at blive akkumuleret. Ved “Killed in Action” er denne blevet til en voldsom stor mængde, der bare går og venter på at blive sluppet løs. Kort efter det fjerde minut af nummeret er passeret, er det netop det, der skal gøres. Her får tonerne lov til at hænge, og da de igen kommer på, har de en helt anden karakter over sig. Væk er den aggressive forvrængning og den vilde energi, og i stedet går det hen og bliver lidt smukt. I starten er det faktisk kun de to guitarer, der primært kan høres, men stille og roligt kommer bas og trommer mere aktivt med, og på den samme stille og rolige måde begynder nummeret også at blive bygget op igen. “Killed in Action” skifter her nærmest fuldstændig karakter. Stormen har lagt sig, mens stilheden har taget dens plads. Der opstår lige et pusterum, hvor man i et øjeblik kan trække vejret. Killing er dog på ingen måde færdige, for som sagt bliver det stille og roligt bygget op igen, og man kan mærke, at det snart skal til at gå amok igen. Det gør det også, og det er vidunderligt. Al den energi der er blevet opbygget igennem hele albummet bliver med et bare sluppet fuldstændigt løs, og det er simpelthen perfekt. Man kunne ikke have sluttet dette album af på en bedre måde, for hele den rejse som det har taget en på får bare den perfekte forløsning. Ligesom “Kill Everyone” er den perfekte måde at åbne dette album, så er dette den perfekte måde at lukke det på, og jeg elsker det af hele mit hjerte. Det går alt sammen op i en højere enhed her, og jeg har svært ved at sætte ord på det. Derfor vil jeg bare igen skrive, at det simpelthen er perfekt. Det er så genialt set af Killing, og af den grund står dette nummer også som min klare favorit fra albummet. Jeg hører det sjældent for sig selv, for det virker bedst i sammenhængen, men hver gang at albummet kommer på, så er det dette, som jeg glæder mig mest til, da det rammer mig på en fuldstændig unik måde. Det står klart som en af de bedste albumlukkere, som jeg nogensinde har hørt, og det kommer det også til at blive ved med at gøre, for det er bare så mesterligt udført.
Når det kommer til thrash, så synes jeg, at vi her i Danmark kan noget helt fantastisk, for skal jeg lave en top 10 liste over mine favoritbands i den genre, så er der tre nemme danske valg. To af dem har jeg nu fået skrevet om, for Essence var nemlig det ene, mens Killing i den grad også skal inkluderes på denne liste, da de simpelthen er for vilde. Face the Madness er et pisse stærkt album, og det bliver kun endnu bedre, når man ser bandet spille numrene live, for der kan energien bare flyde endnu bedre. Sidste gang jeg så bandet live var i efteråret, men efter at have skrevet om dem i dag, så håber jeg fandme, at jeg snart får muligheden igen. Killing kan sgu noget helt specielt, og jeg glæder mig sgu til at se, hvad de finder på på deres næste udgivelse.
Vil du gerne støtte op om Killing, så kan du enten gøre det ved at købe deres musik fysisk, eller også kan du købe noget merchandise. Derudover kommer der en klar anbefaling om, at du tager ud og ser dem live, da de spiller med en uimodståelig og forrygende energi. Sidst men ikke mindst, så vil jeg også anbefale, at du deler deres musik med en ven, da jeg synes, at bandet i den grad har fortjent, at så mange som muligt kender til deres musik.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at blive “Kill Everyone”, “See You in Hell” og “Straight out of Kattegat”. Det gør de, fordi jeg synes de tre numre giver et rigtig godt overblik over albummets udtryk. Jeg kunne dog sagtens have valgt tre andre, for generelt er niveauet som sagt sindssygt højt på dette album. Jeg vil dog anbefale, at du hører “Killed in Action” i albummets rækkefølge, da jeg føler, at det har mest effekt sådan, og derfor bliver den sidste anbefaling i dag, at du lytter til hele albummet. Face the Madness er et suverænt album, og er du til thrash, så bliver du ikke skuffet.
Musikskriveri 