For et par uger siden skrev jeg om bandet Budgie, og her fik jeg lige tænkt og skrevet, at Burke Shelleys stemme mindede mig en del om Geddy Lees fra Rush. Denne tanke forblev hos mig, efter det skriveri var færdigt, og den ledte videre til tanken om, at jeg endnu ikke har fået skrevet om Rush. Det synes jeg er forkert, så i dag skal den fejl rettes med et skriveri om dette progressive rockband og deres fantastisk 2112 album.
Rush er endnu et band fra Canada, som jeg er utrolig glad for. De startede egentlig deres karriere helt tilbage i 1968, hvor bandets guitarist Alex Lifeson dannede gruppen sammen med to af hans venner, bassisten og sangeren Jeff Jones og trommeslageren John Rutsey. Jeff Jones (der senere kom til at spille sammen med Tom Cochrane i Red Rider) blev dog nødt til at gå ud af bandet, da der opstod nogle logistiske problemer i forhold til at komme til øvelokalet. I stedet kom en anden af Alexs venner ind, en fyr ved navn Gary Lee Weinrib, der dog i dag nok er bedre kendt som Geddy Lee. Han overtog begge Jeffs roller, noget som han holdt ved i over 40 år. Et par andre bandmedlemmer kom og gik, og Geddy Lee var i en kort periode ude af bandet, men det blev denne trio bestående af Alex, John og Geddy, der blev bandets faste kerne. Der skulle dog gå lidt tid, før bandet udgav deres første album, da de i 1968 kun var tre drenge på 15 og 16 år. De fik dog spillet en masse koncerter og blev på den måde bedre og bedre, indtil de endelig i 1974 fik udgivet deres første album, der simpelthen bare hed Rush. Dette var dog også enden for John Rutseys karriere i bandet, da han på grund af forskellige årsager, blandt andet problemer med noget diabetes, forlod bandet kort efter albummets udgivelse. Han blev erstattet af Neil Peart, der blev den sidste faste brik i Rush.
Med debutalbummet fik Rush en rigtig god start på karrieren, specielt med nummeret “Working Man” der blev et stort hit. Efterfølgeren blev også modtaget rigtig godt, men deres tredje album blev dog en skuffelse, primært fordi bandet stilmæssigt havde ændret sig fra at være et hårdt rockband, og i stedet nu var mere progressive i deres udtryk. Faktisk var de lige ved at blive droppet fra deres pladeselskab Mercury Records, men deres manager fik heldigvis overtalt Mercury til at give dem en chance til. Efter dette pressede både deres manager og Mercury dog på for, at bandet skulle gå tilbage til den mere kommercielle lyd, som de havde startet ud med. Det råd valgte Rush at ignorere, og tak for det, for deres fjerde album blev det dejlige progressive mesterværk 2112, hvilket i den grad puttede Rush på det musikalske landkort. Herfra gik det kun videre med klassikere som A Farewell to Kings, Permanent Waves og selvfølgelig deres gigantiske Moving Pictures album, der blev bandets bedst sælgende. Det er dog ikke dem, som det skal handle om i dag, for der står jo 2112 i titlen.
Det er ikke tilfældigt, at 2112 bliver det første Rush album, som jeg skriver om, for det var nemlig de første toner, som jeg hørte fra bandet. Dette kom spillet Guitar Heroes: Warriors of Rock til at stå for, da der var en fantastisk sektion i det, hvor det dejlige nummer “2112” skulle spilles i sin helhed. Selvom jeg måske ikke lærte en skid om at spille guitar gennem spillet, så fik jeg en masse god inspiration til ny musik, og her er Rush noget af det, der virkelig holdte ved. En stor grund til dette er netop nummeret “2112”, der er intet mindre end et fantastisk mesterværk. På de to foregående udgivelser havde Rush lavet nogle ret lange numre, der alle bestod af flere individuelle dele. Dette fortsatte de også med på “2112”, der samtidig også blev det længste af disse med lige over 20 minutters spilletid. Nummeret er kort sagt et science fiction nummer, der fortæller en historie i en verden, hvor et diktatorisk præstestyre kontrollerer verden med hård hånd. De gør deres bedste for at udrydde alle individuelle tanker, men da nummerets hovedperson en dag støder på et instrument, genoplives personens individualitet, og personen ser verdenen med nye øjne. Der er selvfølgelig mere til det, men jeg vil ikke spolere handlingen, hvis du nu ikke selv har hørt nummeret før.
Fra start til slut synes jeg, at “2112” er genialt. Det åbner med en fed overture, der giver en forsmag på, hvad man skal høre. Derefter kommer fantastiske “Temples of Syrinx”, der er et forrygende rocknummer. Geddy Lee får her udnyttet hans høje og skingre vokal til dens fulde potentiale, og det blev med det samme en af de dele af “2112”, der virkelig fangede mig. Det er dog ikke kun vokalen, der her er fed, for det samme kan i den grad siges for de andre instrumenter. Jeg elsker den guitar, der er her, for både dens lyd og det den spiller er skønt at lytte til. Der er godt med kraft i den, og dens toner flyder bare fantastisk godt. Især i omkvædet synes jeg, at den er fantastisk, og det den spiller, når vokalen lige tager en kort pause, er genialt. Her sørger guitaren nemlig for, at energien fortsætter på fulde drøn, og det er så vigtigt for et nummer af denne type. Det er dog ikke kun den, der spiller fedt. Bassen leverer en rigtig skøn bund, mens Neil Peart demonstrerer, hvorfor han blev anset som en af verdens bedste trommeslagere. Det er så lækkert at lytte til hans spil, og især i starten får han lige lidt ekstra plads til at lege, hvilket er skønt.
Efter “Temples of Syrinx” kommer “Discovery”, og denne del af “2112” er noget anderledes end det, man hidtil har kunne høre. Jeg elsker den dog mindst lige så meget, og måske endda mere, som jeg elsker de to foregående. Dette nummer har nemlig en fantastisk progression, der fortæller historien om opdagelsen af det instrument, som jeg tidligere omtalte. Først kan man mærke den forsigtighed og undren, som personen har. Derefter kan man langsomt følge med i, hvordan personen fortsætter med at spille på instrumentet, hvordan personen bliver bedre og bedre, og ikke mindst kan man føle den glæde, som personen har ved instrumentet. I starten er der kun guitar at høre på dette nummer, og det starter utroligt basisk, hvorefter det bliver mere og mere teknisk, jo længere hen i nummeret man kommer. Det er så genialt skrevet, og for mig er det musikalsk historiefortælling, når det er bedst. Der kommer også noget vokal på fra midterdelen af nummeret, og denne biddrager yderligere til den dejlige fortælling. Det er vidunderligt at lytte til, og jeg elsker især den positive stemning, der er i den senere halvdel af “Discovery”. Rush får bare perfekt ramt den dejlige følelse af at spille på et instrument på det her nummer.
Den næste del af “2112” er lidt en blanding af “Temples of Syrinx” og “Discovery”, og jeg elsker måde, hvorpå “Presentation” skifter mellem disse to lydmæssige udtryk. Når det er nummerets hovedperson, der taler, så kan man mærke “Discovery”s glæde, mens at det bliver langt hårdere, når det er præsterne, der har ordet. Derudover er den afsluttende solo også bare formidabel, men mere i detaljer vil jeg dog ikke gå, da jeg allerede har lagt en god del ord til de to foregående dele, som “Presentation” jo som sagt drager dets lyd fra, og faktisk gælder det samme for resten af “2112”. Ikke fordi at jeg ikke er lige så glad for resten, for både “Oracle: The Dream” og “Soliloquy”, der er de næste to dele, er nogle af mine favoritter i nummeret, og den sidste del af “2112”, der har den meget passende titel “The Grand Finale”, er også fantastisk. Det er dog ikke kun nummeret “2112”, som albummet 2112 består af, og derfor vil jeg også sætte lidt ord på resten.
Direkte efter titelnummeret kommer skønne “A Passage To Bangkok”, der er et konge rocknummer. Igen er det Alex og hans guitar, der virkelig står stærkt for mig, for for fanden hvor er det bare lækkert at lytte til. Det svinger bare så utroligt godt, og især det som han laver under verset, er jeg sindssygt glad for. Der er det lige lidt ekstra tungt, og det er bare så skønt! De to ander skal dog også fremhæves, Geddy Lee dels på grund af hans vokal, men endnu mere på grund af hans bas, der bare er forrygende lækker at lytte til. Derudover demonstrerer Neil igen, at han simpelthen bare var pisse suveræn bag et trommesæt. Der er nogle utrolige detaljer at finde i begge de to bundinstrumenter, og jeg kan få rigtig meget glæde ud af at fokusere på begge. For alle nummerets elementer gælder det dog, at de hver især er fremragende, og sammen kun bliver endnu bedre, og når jeg nu skriver denne sætning, så går det op for mig, at det samme kan siges om hele albummet. 2112 er simpelthen et mesterværk, og ikke bare fordi det åbner med et idiotisk overvældende nummer. Nej det er et mesterværk, fordi samtlige af numrene på det alle er utroligt stærke. Jeg havde egentlig tænkt mig at fortsætte med at skrive lidt om nummeret “Tears”, der af en eller anden årsag har været et nummer, som jeg ofte har fundet frem fra dette album. Nu har jeg dog fået lyttet en del til 2112 i dag, og jeg sidder nu i en situation, hvor jeg føler, at det er unfair at fremhæve det over de andre resterende numre, ligesom jeg på samme måde har det med “A Passage To Bangkok”. “The Twilight Zone”, “Lessons” og “Something For Nothing” står på dette tidspunkt alle lige stærke for mig, og jeg har ikke nogen lyst til at fremhæve dem over nogle af de andre. Jeg tror, at det er første gang, at jeg har haft det sådan, mens jeg har skrevet disse skriverier, men det siger bare lidt om den unikke styrke, som 2112 i sin helhed har.
Som sagt så blev 2112 min introduktion til Rush, men jeg fik hurtigt lyttet meget mere til dem, og af den grund fik jeg også andre favoritter fra deres diskografi. Jeg opdagede bandet i en tid, hvor det ellers primært var metallen, som jeg fandt interessant, men af en eller anden grund satte jeg lige fra start stor pris på Rush. Når jeg tænker over det, så er dette band nok noget af det første progressive, som jeg lyttede til og satte pris på, så måske er det deres fortjeneste, at jeg senere hen skulle komme til at sætte det progressive som min favoritgenre. De satte mig i hvert fald på sporet, og de har også fulgt mig siden. For tiden er det for det meste 2112, som jeg sætter på, når jeg er i Rush humør, men det kunne være, at jeg skulle begynde at gå igennem nogle af deres andre udgivelser igen, da flere af dem er også er virkelig stærke.
Rush ophørte desværre med at eksistere for nogle år siden. Uformelt var det i 2015, da bandet afsluttede deres sidste turne, og formelt var det i starten af 2020, da Neil Peart døde alt for tidligt. Derfor kan jeg ikke komme med en anbefaling om, at du tager til deres koncerter, men til gengæld kan jeg så anbefale, at du enten anskaffer dig deres udgivelser eller også bare spreder deres musik videre til dine venner og familie.
Til dagens lytteanbefalinger har jeg virkelig lyst til at skrive hele albummet og så lade det være det. Det er som sagt et virkelig stærkt album, og jeg nyder det fra start til slut. Skal jeg dog komme med de sædvanlige tre alligevel, så bliver det selvfølgelig “2112”, der indleder disse. Det er hoveddelen af albummet, og det er suverænt. Måske er et 20 minutters nummer lidt voldsomt til en anbefaling, men på den anden side er det næsten obligatorisk, hvis du endnu ikke har hørt dette mesterværk. Derudover vil jeg gerne fremhæve “The Twilight Zone” og “Tears”. Det er bestemt ikke de to hits fra albummet, men jeg synes, at de alligevel har nogle vidunderlige kvaliteter over sig. Det gælder dog for hele albummet, så tag og få sat det hele på. Er du til den klassiske rock, så bliver du ikke skuffet. Er du til det progressive, så er det også dejligt spændende at lytte til, og er du til det lidt hårdere, så er der også rigtigt meget godt at finde på 2112.
Musikskriveri 