I sidste uge fik jeg startet denne mere reflektive serie af skriverier, og i dag skal den fortsættes med et tilbageblik på den musik, der for mig kom efter Diablo. Ser man på det med en musikkritikers øjne, så er det måske ikke det mest spændende, der kom efter, men da jeg heldigvis ikke nogen kritiker, så for mig er det ligegyldigt. Det jeg kom til at høre efter blev til de første byggesten, der var med til at lægge mit musikalske grundfundament, og at nogle af de ting så bare er meget anderledes, end det som jeg på nuværende tidspunkt lytter til, ja det gør dem bare mere interessante for mig.
Så, hvad består disse første byggesten så af? Tjah i starten af 00’erne var børne hip-hop mega populært, og den bølge hoppede jeg med på. Var der et nummer, der på det tidspunkt sprang alle grænserne inden for denne genre, så var det Razzs’ nummer “Kickflipper”, som han i sin tid vandt børne melodigrandprixet med. Af den grund, og fordi det også bare var mega sejt, så måtte jeg selvfølgelig have fat i begge de udgivelser, som han kom med. Jeg husker, at jeg vidst var mest glad for hans anden udgivelse, der har titlen Kast Dine Hænder Op, for i hvert fald er det det cover, der står tydeligst for mig. Jeg kan dog ikke huske hvilke numre, der var mine favoritter, og et genlyt af albummet har ikke hjulpet med dette. Det har til gengæld fået mig til at grine godt, for det er næsten så langt væk, som man kan komme fra det, som jeg i dag lytter til. Udover Razz var Danny Kool også mega sej dengang, så det blev også til et enkelt album med ham i samlingen. Længere ned af den vej gik jeg dog ikke. Disse udgivelser har måske ikke haft den store effekt på den smag, som jeg i dag har, men de fik mig dog til at dykke lidt videre i hip hoppen, og det betød, at jeg på et tidspunkt fik en koncertudgivelse med en masse fede forskellige artister. Denne hed Hip Hop (The First Generation Volume 1), og var den første del af en ret fed koncertoptagelse, der gik under navnet Rapmania: The Roots of Rap. Denne mindes jeg også, at jeg var ret glad for, uden at jeg dog kan huske, om jeg havde nogen favorit fra den. Det var dog her, at mit eventyr i hip hoppens verden sluttede. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg kan ikke huske, at jeg fik købt andre udgivelser i denne genre efter. Når jeg den dag i dag lytter til denne koncertudgivelse, så er jeg dog egentlig ret glad for, at jeg lige nåede forbi den, da den er ret fed.
Børne hip hoppen var ikke det eneste populære, som jeg tidligt satte næsen efter. Jeg fortsatte lidt videre med børnemusikken, blandt andet med et par stykker af Hits for Kids opsamlingerne, og muligvis også et par andre udgivelser af denne type, som jeg dog ingen erindringer har om. Det samme kan jeg også sige om Hits for Kids CD’erne, da jeg hverken kan huske, hvilke af dem jeg havde, eller hvilke numre der var på. Jeg skal faktisk helt frem til enten 2004 eller 2005, før mit næste klare musikminde dukker op. Dette er i form af bandet O-Zone, som de fleste helt sikkert kender på grund af nummeret “Dragostea Din Tei”, ofte også kendt som “Numma Numma Yei”, da det er disse ord, der lyder i omkvædet. Med dette nummer indtog det moldoviske eurodance band verden totalt, og jeg husker, at “Dragostea Din Tei” blev spillet stort set uafbrudt. Derfor ønskede jeg mig netop også det album hvor nummeret var på til min fødselsdag, og jeg var så heldig, at det ønske blev opfyldt. Albummet kom også meget hurtigt på min lille radio med CD afspiller i, og jeg blev ret glad for det. Hvorfor står dette album så som et så stærkt minde for mig? Det er fordi, det er her, at jeg for første gang kan huske, at jeg blev mærkelig. Det blev nemlig ikke “Dragostea Din Tei”, der endte med at være min favorit. I stedet blev det klart det syvende nummer på albummet, “Dar, Unde Esti”, som i den grad blev gennemspillet på mit værelse. Det rørte mig på en måde, som resten ikke kunne, og den følelse kan jeg ikke huske, at jeg havde haft før på et album. Samtidig står dette nummer også for mit første minde af, at jeg prøvede at sprede det videre til andre, for da jeg senere holdte børnefødselsdag, hvor jeg satte albummet på for at vise det frem for de andre drenge i klassen, så var det dette nummer, at jeg foreslog skulle høres. Det blev dog klart nedstemt, og selvom jeg skrålede med sammen med de andre på “Dragostea Din Tei”, så mindes jeg svagt en lille smule skuffelse over, at mit yndlingsnummer på få sekunder bare var blevet kastet til siden. Kærligheden til det beholdte jeg dog, selvom albummet dog på et tidspunkt røg på hylden, hvor det fik lov til at stå uberørt i rigtig mange år, indtil jeg igen fandt det frem for nogle år siden og satte det på. Her kunne jeg bekræfte, at kærligheden til “Dar, Unde Esti” holdt ved, noget som den også stadig gør.
I mit sidste skriveri fik jeg lige aflagt et løfte, som jeg i den grad også har tænkt mig at holde. Inden jeg gør det, vil jeg dog lige tage fat i det, der er mit første koncertminde, for det fandt nemlig sted omkring samme tidspunkt, som jeg fik O-Zone CD’en. Præcist hvorfor kan jeg ikke huske, men jeg ved, at mig og min familie fik fire billetter foræret til hvad, der vel har været årets koncertbegivenhed i Parken, nemlig arrangementet Rock’n’Royal der blev holdt til ære for vores dengang Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary, der lige var blevet gift. Dette arrangement havde et program, der var spækket med stærke danske navne. D-A-D, TV-2, Jokeren, L.O.C., Safri Duo og meget andet var på programmet, og jeg tror, at jeg på dette tidspunkt sikkert kun kendte til en brøkdel af dem. Det var da heller ikke sådan et arrangement, der var normalt for mig og min familie at tage til, men da vi nu havde billetterne, var der jo ingen grund til at blive hjemme. Det er jeg den dag i dag utrolig glad for. På trods af, at jeg ikke har nogen som helst erindring tilbage om musikken overhovedet, så har jeg til gengæld en gigantisk erindring om den følelse, jeg havde under hele arrangementet. Jeg var nemlig bare totalt glad, for det var fuldstændig vildt. Så vidt jeg husker, så var det en sidekoncert, men som altid til disse så fik jeg hurtigt en brændende lyst til at rejse mig og danse med til musikken. Det fik jeg også lov til, og jeg fik virkelig brændt noget energi af, vist nok til mange af de andre koncertgængeres morskab. Jeg mindes, at der på et tidspunkt var en eller anden person, der her lærte mig, at man til rockkoncerter laver djævlehorn med fingrene, når musikken er fed, hvilket jeg så gjorde resten af aftenen. Jeg mindes også, at det var en ret indbringende aften for mig, da der var flere, der lige stak mig en mønt eller to i hånden som tak for den underholdning, som min begejstring gav dem. Desværre blev aftenen for mit vedkommende stoppet tidligt, vist nok under Lars H.U.G. så vidt jeg husker, da min søster, der desværre af handikappet, fik nok af det hele, og da sprog desværre ikke er en færdighed, som hun mestrer, og da min far muligvis ikke reagerede, som hun synes, at han skulle på hendes første hentydninger, så gav hun ham et ordentligt bid i armen. Den hentydning fattede han, og efter at min mor havde fået fat i mig, så gik turen hjem ad. På trods af at aftenen blev lidt kortere, end det var meningen, så fik den dog en voldsom stor betydning for mig. Det var en ny måde for mig at opleve musikken på, og jeg elskede det, og elsker det stadig, på en helt ubeskrivelig måde. Det er der, hvor musik er stærkest for mig, og selvom der skulle gå noget tid, før koncerter blev en fast ting jeg tog til, så satte denne aften i Parken gang i denne kærlighed.
Nu kan jeg vist ikke trække den ret meget længere, så jeg tænker, at det er tid til at svare på, hvad der blev min første forbindelse til metallen, og hvordan den opstod.
Som jeg skrev i mit forrige reflektionsskriveri, så har jeg lige siden min barndom været glad for videospil, og det var også igennem sådan et, at jeg skulle høre mit første stykke metalmusik. Min far abonnerede i lang tid på et computerblad, der hed Komputer, og i hvert af disse var der altid en CD-Rom med, der indeholdte nogle demoer af både programmer og spil. Det var selvfølgelig de sidste, som jeg var interesseret i, og på et tidspunkt faldt jeg over en demo til et spil, der hed Skull 2. Det var klassisk skydespil, hvor man spillede som et rumskib, der skulle skyde en masse skelethoveder i stykker, inden de nåede ned til en fra toppen af skærmen. Jeg kan ikke give en meget mere detaljeret beskrivelse af spillet, for jeg har kun spillet det den ene gang, og siden da har jeg aldrig kunne finde frem til det igen. Der var dog en ting i det, der satte sig fast, for på hovedmenuen kørte der noget musik, som jeg med det samme blev forelsket i. Her kunne jeg høre nogle af de fedeste toner, som den dengang 6-7 årige jeg nogensinde havde hørt. Tempomæssigt gik det ikke for stærkt, men der var i den grad skruet op for forvrængningen på den guitar, der spillede, og jeg var dybt forelsket med det samme. Det var kun et kort riff, der kørte, og derfor havde jeg ikke meget at gå efter i min søgen efter nummeret. Dette riff forblev dog hos mig i tankerne, og da jeg endelig fik adgang til internettet, prøvede jeg også ihærdigt at finde frem til det, uden nogen form for held. Det ærgrede mig virkeligt, indtil jeg så en dag endelig stødte på det igen. På det tidspunkt var jeg blevet genintroduceret til metal, og der var nok gået en 6-7-8- år siden, at jeg sidst havde hørt dette dejlige riff. Alligevel genkendte jeg det med det samme, og jeg blev fyldt med glæde over endelig at kunne høre disse toner igen, og så endda med ekstra musik tilføjet til dem. Hvad var dette nummer så for et? Det var intet ringere end det fuldstændige formidable, fantastiske og suveræne Black Sabbath nummer “Iron Man”.
Havde tingene været lidt anderledes dengang, så kunne det være, at jeg allerede som barn kunne være begyndt at holde af metallen. Der skulle dog lige gå nogle år, inden at jeg igen stiftede bekendtskab med den genre af musik, der i den grad kom til at definere mit musikliv. Dette er jeg dog voldsomt glad for, for der er nemlig et par ting, der kom forinden, som jeg måske ikke ville have stødt på eller i hvert fald ikke ville have lyttet til på samme måde, hvilket ville have været ærgerligt. Dem vil jeg dog lige vente med at skrive om til næste reflektionsskriveri.
Selvfølgelig er det ikke kun de ting, som jeg i dag har skrevet om, som jeg har lyttet til i min tidlige barndom. Shu-Bi-Dua, Gasolin’, Big Fat Snake og Sebastian er også navne, der kunne nævnes, men jeg har ikke samme minder om dem, som det andet jeg har skrevet om. Derfor er det også de ting, som jeg i dag har skrevet, der her til slut lige får et enkelt link hver. Så hvis du har glemt, hvordan Razz lyder, hvis du gerne vil høre det første nummer til en fantastisk rap koncert, hvis du vil have en anden forbindelse end “Dragostea Din Tei” til O-Zone, eller hvis du lige vil lytte til den klassiker, som “Iron Man” i den grad er, så får du chancen her. I mit sidste skriveri fik jeg skrevet, at jeg ser udviklingen i min interesse, som en dør der langsomt går op. Det kan godt være, at disse numre måske ikke åbnede den alt for meget, men de holdt den dog åben, og det betyder noget for mig. Jeg håber, at dette lidt anderledes skriveri om dem har været interessant at læse, og at det sætter nogle tanker om din egen musikstart i gang. Det er i hvert fald meningen med skriveriet, for jeg synes selv, at det er voldsomt interessant at tænke over, hvor man egentlig begyndte.
Musikskriveri 