Jeg har en forkærlighed for skæv og mærkelig musik. Ikke så meget på grund af at den netop er sådan, men mere fordi skæv og mærkelig musik ofte skubber til de grænser, som jeg kender til i musikkens verden. Når jeg støder på noget nyt i denne kategori, så kommer jeg oftest ud med en udvidet horisont, og sådan var det også første gang, at jeg lyttede til Søren Faulis album, Fauli Til Dauli. Det var voldsomt anderledes i forhold til alt det andet musik, som jeg på det tidspunkt hørte, og måske er det derfor, at dette minimalistiske synth-album gjorde så stort indtryk på mig. Det har i hvert fald holdt ved, og derfor er det også dette album, som det i dag skal handle om.
Når det kommer til film og serier, så er min viden enormt mangelfuld, da det ikke er noget, som jeg går alt for meget op i. Derfor kunne jeg også chokere min chef, da jeg fik sagt, at jeg ikke havde den fjerneste ide om, hvem Søren Fauli var, da der en dag i butikken var en snak om dette album fra 1983. Jeg kunne forstå på det hele, at han var en filmmand, men selv her fem år efter har jeg stadig ikke det store kendskab til ham. Jeg ved dog, at han før hans eventyr i filmbranchen beskæftigede sig lidt med musik. Her startede han vist egentlig i punken, men af en eller anden årsag endte han dog med at gå over og lave et soloprojekt i en helt anden genre under kunstnernavnet Daily Fauli, hvor legenden siger, at det meste af udstyret vist var nogle stjålne ting, som han på en eller anden måde havde fået fat i. Hvor stor en succes at albummet blev, dengang det udkom, ved jeg ikke. Dog ved jeg, at alle 500 eksemplarer af albummet blev solgt, og i dag anses de for at være et samlerobjekt, der hver især nemt kan blive solgt for over 3000 kr., hvis de altså er i god stand. Albummet gjorde dog ikke, at Søren fortsatte i dette spor, for udover lidt lydmandsarbejde for et punk-band og lidt lyrisk kreditering, blandt andet til hans egen film De Skrigende Halse, så har han ikke haft det store aftryk på musikscenen, i hvert fald ikke i form af udgivelser. Det synes jeg faktisk er lidt ærgerligt, for Fauli Til Dauli er faktisk et ret genialt album.
Om det helt præcist var nummeret “Bird”, der var det første, som jeg hørte fra dette album, er jeg lidt usikker på. Det var dog det, der gjorde det største indtryk, og derfor også det, som jeg vil starte med at skrive om, selvom det egentlig er albummets tredje nummer. Hørte jeg det dengang igennem i rækkefølge, så ville jeg på ingen måde være i tvivl om, at jeg her havde at gøre med noget dejligt skørt. Startede jeg til gengæld ud med dette nummer, så ville jeg nok være lidt forundret over det, som jeg hørte. Det starter egentlig ret tilforladeligt med lidt synth-trommer, der derefter bliver fulgt op af nogle ret gode elektroniske bastoner. Det er dog også her, at det normale stopper, for efter en krage lige har skrålet kort, så kommer der nogle toner på, som jeg tænker sagtens kunne passe som lydspor til en scene, hvor en person sidder og hygger sig med nogle stoffer af bedste kvalitet. Mere skævt bliver det så, da Søren kommer på med lyrik, for denne er også utrolig unik. Jeg tænker, at han her kører vokalen igennem noget vocorder, for de lidt nasale toner har en ret særpræget effekt over sig. Det er dog ikke kun selve vokalen, der er lidt særpræget, for lyrikken er ligeså ret langt ude, med en tekst der handler om, at personen der synger nummeret gerne vil være en fugl, og faktisk er lidt ked af at han ikke allerede er det. Nu får jeg det måske til at lyde lidt negativt, men det er det overhovedet ikke, for jeg synes faktisk, at der er en vis charme over nummeret. Det er utroligt minimalistisk, hvor der ikke sker de store afvigelser i rytmen, men samtidig føles det dog ikke særligt monotont. En tilbagevenden af kragen og lidt andre fuglelyde er med til at sørge for dette, men samtidig er der også nogle lysere percussion toner, der med deres mellemrum mellem slagene, og senere hen også deres ændring i tone, sørger for, at det ikke føles ensformigt. Dette synes jeg faktisk er ret genialt, for det er en uhyre simpel måde at opnå denne variation på. Samtidig tror jeg også, at det at det netop er så specielt gør, at det ikke på samme måde bliver trættende i længden, som hvis det havde været et mere “normalt” nummer. Jeg sidder i hvert fald med en blandet følelse af beundring og betagelse af det, som jeg hører.
Nu skrev jeg tidligere, at dette album er i en anden genre, end det som Søren Fauli ellers gik og beskæftigede sig med i 1983. Det er dog ikke helt rigtigt, for der er nemlig et par numre, hvor man i den grad kan høre, at han var til punk. Dette er tydeligst på de to numre “Hård Kogt” 1 og 2, hvor synthesizerlyden især på det første minder ret meget om en punkguitar. Energi- og lyrikmæssigt er nummeret også godt ovre i denne retning, for det føles nemlig lidt vildt, samtidig med at det lyriske handler om at smadre alt. Igen er det rytmemæssigt meget det samme, men det er ikke noget, som jeg synes, at jeg lægger alt for meget mærke til, måske fordi nummeret ikke er særligt langt, og derfor stopper mens legen er god.
“Hård Kogt 1” er ikke på samme måde mærkeligt, som “Bird” var, men der er dog alligevel noget unikt over det, primært på grund af det vokale. Den ligger lidt over imod det, som man vil forvente at høre på et punkalbum, men der er dog samme spøjse effekt over den, som der var på “Bird”, og det får den til at skille sig ud, hvilket bliver forstærket yderligere af korvokalen, hvor det samme gør sig gældende. På sin vis giver nummeret en ny vinkel på noget velkendt, uden at stikke for meget af fra formlen, der bliver brugt på det udgangspunkt, som “Hård Kogt 1” tager fat i. Der er en rebelsk følelse over det, samtidig med at lyrikken er dejligt overdrevet, og det gør det til et dejligt skønt nummer at lytte til.
Indtil videre har jeg haft fokus på det mærkelige element på Fauli til Dauli, men det er dog ikke det, der gennemsyrer det hele. På albummet kan man nemlig finde det vildt skønne “No 1 on 2”, der er et voldsomt flot og på sin vis også skønt instrumentalnummer. Det er egentlig bare lidt melodisk leg på en synthesizer, og lige fra start lykkedes det for Søren at skabe et vidunderligt lydbillede. Dette nummer er et af den slags, som jeg egentlig bare kan forsvinde ind i. Det er nærmest meditativt, og på en måde som jeg er utrolig glad for. Her kan jeg bare læne mig tilbage, lukke øjnene og så ellers nyde alle de forskellige toner, som der bliver budt på. Det er bare skønt, og jeg holder virkelig af det. Samtidig er “No 1 on 2” også en rigtig god opbygning til nummeret “Nobody Home”, der kommer lige efter. Her fortsætter det skønne, dog denne gang med vokal på, og det er fedt. Det er måske ikke på samme måde meditativt, men alligevel får jeg en ro i sindet, når jeg lytter til det. Her synes jeg virkelig, at Søren Fauli får demonstreret, at han i den grad kan noget med musikken, ikke kun når det kommer til det specielle, men også når det kommer til det almene. Igen er jeg ret glad for basrytmen, for den er rigtig skøn. Sammen med trommerne, der igen også biddrager med noget variation, så står den for et rigtig godt fundament til nummeret, som de lysere toner så kan bygge på. Igen er det sådan et nummer, som jeg kan forsvinde ind i, og den mulighed benytter jeg mig ofte af, når jeg lytter til det. Jeg synes virkelig, at det er et fantastisk nummer på et rigtig højt niveau, som man måske ikke ville forvente ved første lyt af dette album. For mig er det sublimt, og det er nok det nummer, som jeg glæder mig mest til, når jeg lytter til albummet. Det er dog ikke “Nobody Home”, som jeg vil slutte af med at skrive om. Nej det er i stedet “Speed”, der får den ære.
Hvor “No 1 on 2” og “Nobody Home” lige tager en væk fra det skæve, så hiver “Speed” dig i den grad tilbage i det, og det er skønt. Dette skift fra det skæve, og derefter tilbagevenden til det, gør, at albummet får en dejlig brede, som også gør det mere spændende at lytte til. Selv uden dette taget i betragtning, så synes jeg dog, at alle tre er fantastiske numre. “Speed” er godt skævt og samtidig også lidt hårdt i det, hvilket især er på grund af Sørens vokale tilgang, da han her er noget mere aggressiv i sit udtryk. Jeg synes, at det han laver her er ret fedt, og valget af at tilføje noget korvokal til nogle af stroferne er helt rigtigt, da det virkelig forstærker deres effekt. Fauli til Dauli føles måske lidt useriøst ved første gennemlytning, som et album der mest af alt bare er lavet for at være sjovt, men det afhjælper “Speed”. Det er også her, hvor jeg synes der er mest gang i det elektroniske, ikke så meget tempomæssigt, men mere i hvad der egentlig sker. Der er nemlig en god del forskellige elementer der kører, og derfor føles det også noget vildere end resten af albummet, og selv punknumrene synes jeg på sin vis har lidt svært ved at være med her. Hvis de to foregående numre står som de stærkeste af de “normale” numre på dette album, så synes jeg i den grad, at “Speed” står som det stærkeste af de mere atypiske. Det er syret, men samtidig er der nogle utrolige kvaliteter over det, som Søren her fik skruet sammen. Det kan bare noget virkelig fedt, i hvert fald for mig.
Mit første indtryk af Fauli til Dauli var vidst, at det var et ret spøjst album, der dog alligevel havde nogle kvaliteter over sig. Med tiden er det dog gradvist vokset på mig. Først udviklede min holdning sig til, at jeg syntes, at hvert andet nummer var ret spøjst, mens resten til gengæld var utroligt fedt. Derefter steg albummet så yderligere i graderne, og i dag holder jeg faktisk af det hele. Det er utrolig atypisk på rigtig mange måder. Jeg kender ikke til andet dansk musik fra den periode, der havde samme lyd, udtryk og vilje til at skubbe til grænserne som dette, og samtidig er det også et ret enestående album i min samling, da jeg ikke har andet, der er ovre i denne genre. Det er bare et utroligt unikt album, som jeg sætter virkelig meget pris på.
Nu fik jeg skrevet, at den originale version af albummet er pissedyr. Det er dog ikke tilfældet for genoptrykket, der dog desværre skulle laves af amerikanere, da vi i Danmark åbenbart ikke kunne se det samme potentiale i det. Jeg tror dog desværre ikke, at der er flere enheder tilgængelige fysisk, i hvert fald ikke som nye, så derfor kan man ikke støtte op om Søren Fauli ved at købe dem. Til gengæld kan man så sprede musikken videre til andre, som jeg også håber, at du vil gøre, i hvert fald hvis du ligesom jeg nyder den.
Dagens lytteanbefalinger er godt nok noget svære. “Speed” skal selvfølgelig med, og selvom jeg normalt ikke plejer at inkludere numre, der bedst virker i rækkefølge sammen med andre, så synes jeg dog alligevel, at “Nobody Home” skal med. Derefter er den dog lidt svær, for der er en del, som jeg har lyst til at give anbefaling til. “Bird” har jeg som sagt en forkærlighed for, men samtidig står “Bus” også utroligt stærkt på albummet, og ligeså gør “Zoo 2” og “Svinet”, hvor sidstnævnte for mig føles som et af de tidlige danske rapnumre. Jeg tror i sidste ende, at jeg vil gå med åbningsnummeret “Bus” som en anbefaling, men generelt set vil jeg bare anbefale, at du giver hele albummet et lyt. Her vil jeg også skrive, at det er et album, der i den grad drager fordel af flere lyt, da det i hvert fald for mig virkelig har vokset på mig. Sådan er det nogle gange med det mere spøjse. Her skal man lige være klar til at ofre noget mere tid for at forstå det til fulde. Forhåbentligt ender du ud med at være glad for albummet, ligesom jeg er, og ellers så tænker jeg, at du nok i det mindste har fået oplevet noget nyt.
Musikskriveri 