Stiller man spørgsmålet “Hvilket band er det største i musikkens historie?”, så tænker jeg, at Beatles nok vil være det, der bliver nævnt flest gange. De fire drenge fra Liverpool fik også udrettet noget helt fantastisk sammen i de år, hvor bandet eksisterede. Det er dog ikke det, som det i dag skal handle om, for jeg synes nemlig også, at der er kommet ret fede ting fra dem individuelt. Dette gælder både for tiden lige efter bruddet, og også for det der er udkommet i den nyere tid. Det er det sidste, som det i dag skal handle om, for jeg er virkelig glad for Paul McCartneys soloalbum fra 2020, der har titlen McCartney III.
Jeg tænker, at det er noget overflødigt at begynde at skrive om, hvem Paul McCartney er. Derfor vil jeg meget hellere her i introduktionen skrive lidt om hvad McCartney albumserien er. Denne serie startede med udgivelsen McCartney, der kom til under alt tumulten omkring opløsningen af The Beatles. Her havde Paul trukket sig tilbage til sin gård Scotland, og efter en kort men ret mørk periode var han så småt begyndt at arbejde på dette nye album. På nær et par vokale biddrag fra Linda, så står Paul her for al musikken, og det skulle blive et fællestræk for McCartney serien. På McCartney II, der udkom i 1980, var han helt alene om at stå krediteret som musiker på albummet, og lige på nær to gæsteoptrædener på et enkelt nummer på McCartney III, så er det også kun Paul, der kan høres her. Der er dog også noget andet, som de tre udgivelser har til fælles, for Paul er nemlig lidt mere eksperimenterende på dem, end han er på nogle af hans andre udgivelser, muligvis fordi det netop kun er ham, der spiller. Jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket, da jeg læste, at de to første udgivelser i McCartney serien begge fik ret dårlige anmeldelser, da de kom ud. Jeg synes nemlig, at begge disse udgivelser er fantastiske, og det ligner også, at senere anmeldelser var mere modtagelige overfor musikken. McCartney III brød dog med denne lunkne modtagelse, da jeg generelt husker, at folk var glade for det, noget som jeg også selv var, første gang jeg hørte det, hvilket faktisk kom som en overraskelse for mig. Og hvorfor så det?
I dagene op til McCartney III’s udgivelse troede jeg, at jeg vidste, hvad jeg skulle forvente. På dette tidspunkt så jeg nemlig Paul som den mere poppede Beatle, da jeg endnu ikke havde dykket rigtigt ned i nogle af Beatlernes solokarriere. Derfor troede jeg også, at hans nyeste album ville blive et ret kommercielt album, men der tog jeg godt nok fejl, noget som jeg vidste allerede ved det første nummer, “Long Tailed Winter Bird”. Dette er primært et instrumentalnummer, hvor der kun lige er få passager med lidt lyrik. Samtidig er det også et dejligt alternativt nummer, og selvom Paul på det tidspunkt var fyldt 78, så var der på ingen måde nogen indikation på, at han var færdig med at eksperimentere med sit musikalske udtryk. Nummeret er primært guitarfokuseret, og allerede fra start spiller han bare et suverænt lækkert stykke, som jeg er vild med. Det har bare sådan en dejlig lyd over sig, og derfor er det også skønt, at det er den primære drivkraft på nummeret. Det er dog ikke det eneste spændende instrument, der er at finde på nummeret, for hold da op hvor er jeg dog også glad for bassen her. Den har en fantastisk rytme over sig, der bare er noget så lækker at lytte til. Derudover bliver der også leget lidt med et harmonium og en blokfløjte, hvor den sidste især er med til at give nummeret en lidt spøjs vinkel. Til sidst bliver jeg også nød til at nævne trommerne her, da jeg synes, at de er mega fede. De får det virkelig til at svinge, selvom der lige går lidt tid, før de gør deres indtog, og med dem får Paul vist, at han i den grad er en habil trommeslager.
“Long Tailed Winter Bird” føles egentlig som et ret simpelt nummer, selvom der samtidig sker en god del forskellige ting. Jeg synes det er en suveræn måde at indlede dette album på, for det viser med det samme, at der på dette album kommer til at ske nogle interessante ting og sager. Det fik som sagt virkelig overrasket mig, dengang jeg for første gang hørte det, og det har siden da været en af mine favoritter på albummet.
Efter det mere eksperimenterende indledningsnummer kommer der et, der er lidt mere poppet i det. Dette hedder “Find My Way”, og her fortsætter de gode kvaliteter, der er blevet lagt for dagen. Der er en dejlig glad tone over det lige fra start, som man kender den fra nogle af McCartneys større hits. Særligt omkvædet er jeg rigtig glad for på dette nummer, for der kommer lige lidt ekstra skrald på guitaren, samtidig med at Paul også går over i en ret lys vokal, der komplimenterer det hele rigtig godt. Selvom jeg skriver, at det er et mere poppet nummer, så leger han dog igen godt med tingene, og specielt slutningen er rigtig skøn på det punkt. Da den er ovre, går albummet videre til nummeret “Pretty Boys”, der er lidt mere lavmælt i forhold til de to første, men også dette er bare rigtig skønt, og sådan fortsætter det med at være på albummet. “Women and Wives” er intet mindre end fantastisk, og det samme er det mere klassiske rockede nummer “Lavatory Lil”. Generelt set kunne jeg have valgt at skrive om rigtig mange af numrene på McCartney III, for kvaliteten på dette album er sindssyg høj. Hvis jeg gjorde det ville skriveriet dog blive alt for langt, så jeg vælger at holde mig til at skrive om to yderligere numre.
Det første af disse er det skønne “Deep Deep Feeling”. Dette er klart det længste nummer på albummet, da det når op på næsten otte et halvt minuts spilletid. Dette nummer er nok det, hvor tempoet er på sit laveste på albummet, men det forhindrer det ikke i at være overskønt. Det starter egentlig ret simpelt, da der her kun er vokal og trommer, men som nummeret skrider frem kommer der flere og flere elementer på, og det er en fed progression. Igen hopper McCartney nogle gange over og bruger denne dejlige lyse stemme, der også var på “Find My Way”, og den gør et eller andet fedt for mig. Generelt set er “Deep Deep Feeling” ret monotont i dets rytme, men der er dog skift i denne. Det første af disse kommer lidt over 2 minutter inde i nummeret, og her skifter det over til et mere melodisk stykke, hvilket er skønt. Der er rigtig mange fede elementer i dette også, men den guitar der ligger lidt i baggrunden er dog min favorit. Den ligger bare der og kalder på en, og sammen med den lækre rytme der kører, hvor en akustisk guitar helt sikkert også skal nævnes sammen med trommerne, så skaber denne noget dejligt dragende. Det er dog ikke her, at nummeret skal slutte, for det går nemlig tilbage til det stykke, der indledte det hele, men denne gang går det nærmest over i noget progressivt rock, for Paul får virkelig eksperimenteret her. Allerede fra starten af dette føles det noget mere skævt end i starten, og denne følelse bliver kun forstærket jo længere ind man kommer. Skæve toner, bagfra afspillet vokal, en halvt fordrejet stemme og meget andet kommer i spil her, og for en der er til det skæve og progressive, så er det bare dejligt at lytte til. Det slutter dog heller ikke her, og Paul McCartney fortsætter videre med hans eksperimenter, men da det primært er i rytmen, at skiftet ligger, så tænker jeg ikke, at jeg vil komme videre ind på det. Skal det virkelig beskrives, så skal jeg begynde at gå i detaljer med alle de elementer, der er at finde her, og så bliver det langt. I stedet vil jeg bare anbefale, at du selv giver dette nummer et lyt, da jeg synes, at det er fantastisk.
Jeg skal ikke langt for at finde det næste nummer, som jeg gerne vil skrive om, da det kommer lige efter “Deep Deep Feeling”. Dette hedder “Slidin’” og det er mindst lige så formidabelt som det foregående. Det er et rigtig guitarnummer, og det er også her, hvor der lige er et par gæster med. Den ene af disse står for guitaren, for det er nemlig Rusty Anderson, der til dagligt turnerer sammen med Paul, der her spiller. Derudover er Pauls faste trommeslager Abe Laboriel Jr. også med, og sammen leverer de et mega fedt nummer. Det føles en smule tungere end resten af albummet, og det er især bassen, der for det til at gøre det, da denne får dejligt meget plads. Der er også lidt effekt over den, og jeg tænker, at det nok er noget fuzz. Uanset hvad det er, så er det dog pisse fedt, og det samme gælder for resten af nummeret. Det svinger rigtig godt, og man kan godt føle, at de tre herrer her har spillet sammen før. Rusty gør det virkelig godt på guitaren, og det er også den, der hele tiden er i front, for selvom Paul også synger på dette nummer, så føles det som om, at den aldrig helt kommer over guitaren i mikset. Samtidig er der også flere vokalspor benyttet her, hvor de alle lyder lidt forskelligt, hvilket tilføjer lidt utydelighed til den overordnede vokal. Det er dog bare pisse fedt, og denne effekt gør nummeret endnu mere spændende at lytte til. Hvis jeg skulle vælge en favorit fra albummet, så vil det enten blive “Deep Deep Feeling” eller “Slidin’”, som jeg ville vælge, da jeg synes, at de begge er utroligt stærke. Er man til det mere progressive, så er det helt klart det første, som jeg tænker vil fange en, mens en der mere er til en omgang god rock vil elske “Slidin’”.
Jeg blev som sagt godt overrasket over McCartney III, og af den grund har jeg også fået lyttet til det rigtig meget siden da. Jeg synes virkelig, at det er et solidt album, og med det får Paul vist, at han bestemt ikke er faldet af på den. Han kan stadig skrue et forrygende værk sammen, og dette endda uden nogen rigtig hjælp udefra. Dette album gjorde, at jeg fik noget mere respekt for ham, og siden da har jeg også fået dykket mere ned i hans andre ting, hvilket har været en fornøjelse. McCartney III står dog stadig som en af mine favoritter, på trods af at manden har lavet nogle virkelige geniale udgivelser igennem tiden.
Da jeg ikke tænker at Paul McCartney er tæt på at være i nogen som helst form for pengenød, så tænker jeg ikke, at en støtteanbefaling har den store nødvendighed i dag. Jeg vil dog alligevel komme med en, for selvom han måske ikke mangler penge, så kan det at købe eller lytte til McCartney III måske gøre, at han kommer med flere af denne slags udgivelser, og det vil jeg bestemt ikke have noget imod. Derudover tænker jeg heller ikke, at en koncert med ham kan være nogen dårlig ting, og kommer han igen forbi Danmark, så skal jeg da i hvert fald kraftigt overveje, om jeg ikke skal afsted. Til sidst vil jeg anbefale, at hvis du kan lide dette album, så få det lige sendt videre til en ven, så de også kan nyde det.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at blive “Long Tailed Winter Bird”, “Deep Deep Feeling” og “Slidin’”. Det er mine tre favoritter, men generelt set er albummet bare hammerstærkt. Jeg har allerede nævnt en god del numre, og jeg kan også lige fremhæve “Deep Down” som endnu et virkelig fedt et, men generelt set gælder dette bare for hele albummet. Det er godt hele vejen igennem, og samtidig er det også virkelig varieret i dets udtryk, hvilket jeg sætter pris på.
Musikskriveri 