Normalt når jeg er til metalkoncerter, så prøver jeg at holde mig til at headbange. Jeg har nemlig en halvdårlig ryg, og selvom vi i den danske metalscene har en rigtig god kultur, når det kommer til sikkerhed i moshpits, så synes jeg dog alligevel, at det virker mest fornuftigt lige at holde sig fra dem, da uheld jo kan ske. Denne fornuftige tilgang blev dog kastet til alle sider for et par uger siden, for her havde jeg nemlig fornøjelsen af at overvære fantastiske Xenoblight for første gang til koncert, og det band kastede simpelthen bare så meget energi fra sig, at det var umuligt for mig at holde mig tilbage. Dette havde jeg i den grad ikke forventet, for selvom jeg i sin tid syntes, at deres debutalbum Procreation var fedt, så var det ikke noget, der havde sat sig fast i mig. Det ændrede denne koncert dog ret hurtigt på, og i løbet af de sidste to uger har jeg i den grad fået lyttet til det, så meget endda, at det er det, som dette skriveri skal handle om.
“Hvem er så Xenoblight?” spørger du måske, og dertil svarer jeg, at Xenoblight er et af de mange dejlige metalbands, der igennem årene er kommet ud af Silkeborg. Det blev dannet tilbage i 2017 med en besætning der bestod af, og stadig består af, Mikkel Jepsen og Rasmus Tobias Clemmensen på guitarer, Steffen Hagelskjær på bas, Thomas Halborg Madsen på trommer og Marika Hyldmar på vokal. Dette band havde voldsomt meget fart på lige fra start, for de startede nemlig 2018 ud med at udgive deres debutalbum, hvorefter de tre måneder så deltog i den danske del af Wacken Open Air Metal Battle konkurrencen, hvor de gik hen og vandt det hele. Derfor var de også senere på året at finde på den legendariske tyske metalfestival, hvor de i den internationale del af konkurrencen gik hen og snuppede en utrolig flot fjerdeplads. Siden da har de været flittige til at give koncerter rundt omkring i landet, og vist også en lille smule i udlandet, og de har blandet andet gæstet scener på både Copenhell og Roskilde Festivalen. På album fronten har det dog været noget stille, men i løbet af 2024 udsendte bandet to fantastiske singler, hvilket forhåbentlig betyder, at der snart kommer noget nyt.
Genremæssigt ligger Xenoblight i en blanding af thrash- og dødsmetal. Det betyder, at det går stærkt på deres musik, samtidig med at det også er dejligt teknisk. Det står dog ikke ligefrem klart på åbningsnummeret, der har samme titel som albummet, da dette er den klassike stille og melodiske albumåbner. Tingene ændrer sig dog lige så snart at næste nummer kommer på, for “Descension” fremviser på bedste vis det udtryk, som Xenoblight lægger for dagen. Fra det dejlige akustiske går det over i det grimme, hurtige og tunge, og der kommer i den grad noget forvrængning på guitarlyden. Lige fra start er det voldsomt dejligt at lytte til, og det skyldes blandt andet, at der over den tunge rytmedel lige kommer noget skøn guitarsolo. I løbet af det første minut får bandet pisket en rigtig god stemning op, og denne tager verset så til et endnu højere niveau. Det er her, at man for første gang på albummet får lov til at høre Marikas vokal, og denne er i den grad af den aggressive slags. Hun mestrer virkelig både growl og scream, og det er også disse to teknikker, som hun holder sig til på albummet. Med dem får hun yderligere forstærket den allerede høje aggression, som “Descension” har sat, og det er pisse fedt. Der er fart over feltet, og det kunne bandet som sådan også nemt have holdt fast i. Det gør de dog ikke, og tak for det, for der er nemlig et mellemstykke på dette nummer, hvor det lynhurtige tempo lige bliver sænket en god del. Udtrykket går her fra aggressivt til voldsomt tungt, og det er fedt, for det giver så meget dynamik til nummeret. Samtidig er det der bliver spillet også bare suverænt godt skruet sammen, og der er lidt en dommedagsfølelse over det. Det er dog kun kort, at denne får lov at være til, og da mellemstykket slutter, får aggressionen igen frit løb.
Som sagt, så spiller Xenoblight noget dejligt teknisk musik, og derfor sker der også vanvittigt meget hele vejen igennem “Descension”. Der er ikke noget med a-b- og c-stykker her, og i stedet får man noget rigtig dejligt varieret og spændende musik serveret. Sammen med “Procreation” er dette nummer en voldsomt god åbner til albummet, som jeg virkelig nyder. Det sætter tonen for resten af albummet rigtig godt, og det er jo albumåbnerens primære opgave.
På Procreation er der to numre, som jeg virkelig synes har en utroligt medrivende energi over sig. Det første af disse er “Shapeshifter”, der så vidt jeg ved også er et af bandets største numre. Dette er utroligt fucking fedt, og det er helt klart også en af mine favoritter. Det er dog også det nummer, som jeg oftest ser fremhævet, og derfor vil jeg hellere give lidt kærlighed til nummeret “Nocturnal Manifestations”, da jeg synes, at det når de samme højder. Lige fra start er der allerede knald på, hvor trommer og bas leverer nogle hakkende toner i baggrunden, mens guitarerne i forgrunden får lov til at skrige lidt. Dette holder dog kun kort, for hurtigt skifter nummeret over til noget, hvor der i den grad er fart på, og det er lige præcist dette, der for nogle uger siden gjorde, at jeg simpelthen bare blev nød til at sprinte ud i et moshpit. Der er så utroligt meget energi i det, og selv når jeg sidder herhjemme og skriver, så får jeg stadig lyst til at danse aggressivt sammen med en masse andre metalhoveder. Igen er det dog også dejligt varieret, for “Nocturnal Manifestations” består af en god del forskellige stykker, som gør det til en ren fornøjelse at lytte til. Tempomæssigt sker der også nogle forskellige ting, for det bliver blandt andet lige sænket en lille smule i omkvædet, hvilket yderligere biddrager til albummets dynamik. Selvom energien er på sit højeste i den første del af nummeret, så slipper “Nocturnal Manifestations” aldrig en. I stedet går det bare fra at være et perfekt nummer at moshe til, til at være et perfekt nummer at svinge hovedet til. Jeg er virkelig en stor fan af det, og selvom jeg har fået lyttet dette album igennem rigtig mange gange i løbet af de sidste par uger, så er det stadig med samme glæde, at jeg sætter det på. Det er “Nocturnal Manifestations” helt sikkert en af grundene til, for det er sådan et utroligt stærkt nummer. Det er dog ikke min favorit på albummet, for den kommer nemlig først i slutningen af albummet.
Da jeg genhørte Procreation, så var der selvfølgelig en god del numre, som jeg med det samme syntes havde nogle fantastiske kvaliteter. Jeg er dog lige ved at sige, at alle disse blegnede i forhold til “Virus”, der slutter albummet af. Engang hørte jeg Devin Townsend sige, at hans favorit på et album for det meste var det afsluttende nummer. Jeg vil ikke sige, at det samme gør sig gældende for mig, men jeg tror dog, at der er noget over det, især når man har at gøre et album, hvor energiniveauet er helt i top, som det nu engang er på Procreation. Det er lige som om, at hvert nummer akkumulerer noget energi og sender det videre til det næste, der så fortsætter processen. Denne energi skal dog på et tidspunkt slippes helt fri, og det synes jeg virkelig, at “Virus” får gjort. Bare den indledning der er på nummeret, synes jeg virkelig er perfekt, for det starter nemlig noget melodisk i det, hvilket jeg synes er et perfekt valg, når man tænker på hvor hurtigt, at det ellers har kørt på albummet. Det kan noget helt særligt for mig, og jeg synes også, at tonerne fint får signaleret, at det nu er tid til at give den det sidste, som jeg har i mig. Samtidig synes jeg også, at de stykker som “Virus” består af virkelig er fede. Det er simpelthen perfekt fra start til slut, og selvom det tempomæssigt aldrig når helt op på nogle af de andre numre, så er der til gengæld en slags dommedagsfølelse over det hele vejen igennem, og denne elsker jeg virkelig. Guitarlyden er en god del af det, der skaber den, men også trommer og bas er i den grad uhyre vigtige for dens konstruktion. Samtidig skifter Marikas vokal også en smule karakter her, og selvom den stadig ligger i growl/scream, så er der lidt anderledes over den, hvilket passer rigtig godt til nummeret.
Ligesom på de andre numre, så er der rigtig god variation hele vejen igennem “Virus”, og jeg er bare fanget lige fra start til slut. Det er bare så skønt og spændende at lytte til, og man kan lytte til nummeret mange gange uden at komme i nærheden af at opdage alle detaljerne. Det er fedt, og det er som sagt en af de grunde til, at jeg virkelig sætter pris på dette album. Når de sidste toner fra “Virus” langsomt falder i volume og får lov til at flyde ud, så sidder jeg stadig med en kæmpe stor lyst til at høre Xenoblight, og det er for mig et tegn på, at dette album har nogle fuldstændig unikke kvaliteter over sig. Procreation er en udgivelse, der helt sikkert nemt kan måle sig med andre internationale udgivelser, og den giver også mange af dem baghjul. Det er ekstremt, når det er bedst, og jeg er en kæmpe fan.
Hvorfor fanden at jeg ikke har fået set Xenoblight før nu er mig lidt af en gåde. Jeg har dog i den grad lært min lektie, og næste gang bandet bare kommer i nærheden af mig, så kan jeg godt love for, at jeg tager afsted for at se dem. Min første koncert med dem var en suveræn energiudladning, og jeg tror kun, at det kan blive endnu bedre næste gang, når jeg fuldt ud ved, hvor fedt det jeg går ind til er. Indtil det sker, må jeg bare fortsat nyde Procreation, mens jeg samtidig også bare kan gå og håbe på, at der kommer noget nyt fra bandet. Som sagt synes jeg, at de to nye singler som Xenoblight har udsendt er virkelig fede, og jeg glæder mig til at høre mere.
Hvis du også sidder og er glad for Xenoblight, så kan jeg selvfølgelig kun anbefale dig, at du støtter op om bandet ved enten at købe deres album eller købe noget af deres merchandise. Derudover tror jeg også godt, at du kan fornemme på mig, at jeg i den grad vil anbefale dig at se dem live, da min oplevelse med dem var noget af det fedeste. Sidst men ikke mindst så håber jeg også, at du selv vil sprede deres musik videre, så bandet kan nydes af endnu flere mennesker, end de allerede bliver.
Skal jeg komme med nogle lytteanbefalinger, så slipper jeg ikke udenom, at nummeret “Shapeshifter” bliver en af dem, da det bare er noget så stærkt. Derudover kommer der også en til “Descension” og “Nocturnal Manifestations” da disse numre også er utroligt stærke efter min mening. På trods af at min favorit er “Virus”, så synes jeg ikke, at jeg med god samvittighed kan anbefale dig at lytte til det nummer, da det helt sikkert fungerer bedst sammen med resten af albummet. Det kan jeg så til gengæld godt anbefale, at du lytter igennem fra start til slut, hvis du altså er til det ekstreme, da det er tæt på at være et mesterværk i denne genre, i hvert fald efter min mening.
Musikskriveri 