Hvordan startede din musikalske interesse? Dette er en tanke, der nogle gange kommer op hos mig, og som interesserer mig meget. Det var egentlig også meningen, at de første søndagsskriverier som jeg i sin tid skrev skulle have handlet om netop dette, men den plan blev dog hurtigt ændret, da jeg simpelthen ikke kunne lade være med at skrive om noget andet. Jeg har dog aldrig droppet tanken om at lave disse skriverier, og nu er det på tide, at den ide bliver genoplivet i form af nogle fredagsskriverier, som jeg vil hygge mig med at skrive i de næste uger. Så, hvordan startede min musikalske interesse? Det er lidt svært at give et præcist svar på dette, for jeg tror egentlig, at jeg ret tidligt begyndte at interessere mig for musik, selvom det dog tog lidt tid, før denne interesse nåede det dominerende punkt, som den har i dag. Det gør det dog lidt svært at svare præcist på, hvad der startede det hele, men i stedet kan jeg jo så omforme spørgsmålet lidt, så det i stedet lyder “Hvad er det første stykke musik, som jeg kan huske, der fik betydning for mig?”, et spørgsmål som jeg noget lettere kan svare på.

Musik har aldrig været min eneste passion. Jeg har nemlig været voldsomt glad for videospil lige siden, at jeg var helt lille, og jeg kan ikke have været meget ældre end tre år gammel, dengang min far for første gang introducerede mig til togbane-konstruktionsspillet Lego Loco. Dette fangede mig med det samme, og heldigvis fik jeg derfor nogle gange lov til at spille det på min fars computer. Det var dog ikke det eneste, som jeg spillede, for mit katalog af videospil voksede nemlig stille og roligt. Først var det andre Lego spil, derefter var det muligvis Byg Bil med Mulle Meck, der kom til, så kom den gigantiske Pokémonbølge ind over landet, som jeg selvfølgelig skulle ride med på, og kort efter blev Harry Potter også en ting. Det musikalske element står mig ikke klart for hverken Lego eller Mulle Meck, men både musikken fra Pokémon og Harry Potter, der begge blev spillet på min dejlige Gameboy, har jeg nogle delvist klare minder om, hvilket dog primært nok er fordi, at jeg stadig nogle gange finder dem frem. Musikken her har noget nostalgisk værdi, men betydningen af denne blegner dog i forhold til det, som det egentlig skal handle om. Her går jeg væk fra Gameboyen og tilbage til computeren, for det var her, at jeg som en 6-7 årig kastede mig over et spil, som jeg stadig har en gigantisk kærlighed til, nemlig Diablo 2. Dette spil var en kæmpe overvæltning for mig, ikke bare fordi det var meget anderledes, end det som jeg hidtil havde haft fat i, men også fordi at jeg her kom til at påskønne musikken utroligt meget, selvom jeg måske ikke var helt klar over det til at starte med.

Nu har jeg før haft fat i musikken til Diablo, for det var nemlig musikken til det første spil i serien, der gjorde, at mine søndagsskriverier netop ikke startede med at omhandle min musikalske udvikling. Det var den fantastiske Matt Uelmen, der stod bag musikken der, og minsandten om det ikke også er ham, der lavede musikken til efterfølgeren. Stilmæssigt minder de to derfor meget om hinanden, selvom jeg dog vil sige, at udtrykket er mindre fokuseret på lydsporet til 2’eren. Dette skyldes, at det samme kan siges om spilverdenen, for hvor det første holdte sig til byen Tristram og det forbandede katedral, som byen var bygget rundt om, så valgte man i Diablo 2 at udvide spilverdenen, og derfor kommer man også rundt til flere vidt forskellige steder, der alle har deres eget unikke musikalske temaer. Dette gør, at der på trods af det lignende lydbillede alligevel er nogle ret store forskelle mellem de to, for hvor det første Diablo har fire nærmest usandsynligt stærke numre, og så et ganske godt menutema, så står efterfølgeren med en god del flere numre, der måske ikke efter min mening altid når de samme højder som det første, men som stadig står virkelig stærkt og kan underholde en i tre gange så lang tid, og mere endda hvis man også tæller udvidelsen til spillet med, da denne selvfølgelig også bidrog med nogle flere numre. Det gør det derfor meget svært for mig at vælge hvilken en af dem, som jeg synes er bedst, og jeg tror også, at jeg vil lade være med at tage dette valg. Det kan nemlig nemt have ændret sig i morgen, og samtidig er det heller ikke det, som det handler om i dag. I stedet er det den betydning, som musikken dengang fik for mig, og den betydning som det har for mig i dag, som er det vigtige.

Nu skrev jeg, at jeg måske ikke helt var klar over, hvor meget at musikken i Diablo 2 betød for mig, dengang jeg først spillede det. Jeg tror faktisk, at der endte med at gå en god del år, før dette stod helt klart for mig, for det var jo selvfølgelig den samlede spiloplevelse, der i sin tid var det vigtige for mig. Jeg tror ikke, at jeg skænkede musikken alt for mange tanker, mens jeg løb rundt og troede, at jeg var noget så god, og samtidig så kørte med den værst tænkelige Necromancer opsætning, som man overhovedet kan forestille sig (Til dem der kender spillet, kan jeg afsløre, at jeg løb rundt med en to-hånds hammer som våben, en hær af skeletter der var så skrøbelige, at de faldt sammen med det samme enhver givet fjende bare stirrede lidt ondt på dem, og så ellers en ufokuseret spredning af mine færdighedspoint i både golems og Bone Magic, så jeg sikrede mig, at jeg slet ikke kunne skade noget som helst). Musikken var der dog alligevel, og jeg fik derfor passivt forbundet en masse følelser med det, for når jeg eksempelvis hørte Lord of Destruction menutemaet, så blev jeg glad, og det bliver jeg også den dag i dag, når jeg hører det. Der er bare noget helt særligt over det, og det kan på ingen måde sammenlignes med det tema, der var i det første spil, for det er som at stille en dværg og en kæmpe op imod hinanden i en konkurrence, hvor det gælder om at være højest. På Lord of Destruction temaet, og resten af musikken fra udvidelsespakken, er det noget mere storladent, da Matt Uelmen var taget til Slovakiet for at optage det sammen med det Slovakiske Radio Symfoni Orkester. Om det måske er det, der gjorde, at jeg kom til at holde så meget af det symfoniske i begyndelsen af mit musikalske eventyr, skal jeg ikke kunne sige, men det har på ingen måde skadet. Menutemaet er egentlig slutningen af det længere stykke, der har titlen “The Ancients”, og det er intet mindre end den perfekte indledning til dette dejlige spil. Bare den måde det allerede ved de første toner får bygget en ekstremt overvældende stemning op er fantastisk, og der er så mange skønne elementer at finde. Jeg elsker hvordan de mørkere toner med det samme får bygget et fantastisk fundament op, som de lysere toner så lige let stryger ind over og giver lidt ekstra skønhed. Derudover er trommerne også en uhyre vigtig del, især i starten, da de er integrale i at få pisket denne dejlige stemning op. Efter det opbyggende indledende stykke spiller de en lidt mindre rolle, men til gengæld bliver de så bare erstattet af et forrygende stykke hvor tonerne ubesværet flyver frem og tilbage på den mest fantastiske måde. Dette stykke er ret kort, men hold da op hvor er det bare skønt. Det kom til at betyde noget for mig allerede dengang, og det har fået en endnu større betydning siden da, men det er dog ikke dette, som jeg kom til at sætte som det vigtigeste nummer fra lydsporet.

Diablo 2 er med dets udvidelse delt op i fem akter, og hver af disse svarer til et nyt område, der som sagt har dets helt eget tema. Skulle vælge et af disse som favoritten, så vil det altid blive det første, og det er primært på grund af musikken, for der er nemlig nogle fuldstændigt vanvittige gode nogle at finde her, blandt andet en lidt længere version af spilseriens mest kendte nummer “Tristram”. Dette nummer er også med i det første Diablo, og det var i lang tid min favorit og i en den grad så meget, at jeg i sin tid endda prøvede at lære at spille det på guitar, noget som jeg ellers aldrig har været meget for, da det at lære andres numre simpelthen ikke interesserer mig. Det blev aldrig til meget, da det er et voldsomt svært nummer at spille, men derudover var der også en anden grund til, at jeg aldrig nogensinde lærte at spille det. Det var nemlig slet ikke “Tristram”, som jeg egentlig prøvede at spille. I stedet var det “Rogue”, der er det ene af de to temaer, der kører i zonen Rogue Encampment, der er dette akts sikre sted at være. “Rogue” og “Tristram minder meget om hinanden lydmæssigt, for det er de samme elementer, der bliver brugt, og jeg tror, at grunden til at jeg i sin tid forvekslede de to var, at “Tristram” var det langt mere kendte nummer af de to, selvom “Rogue” for mig dog står som det stærkeste af dem. Der er noget fuldstændigt særligt og beroligende over det, selvom det samtidig også er et mørkt nummer. I modsætning til “Tristram”, der med det samme åbner op med guitar i hovedrollen, så tager denne lige en birolle på “Rogue” til at starte med. I dens sted er det nogle strygere, der får lov til at være i fokus til at starte med, og det er så skønt at lytte til. Det bygger en utrolig dejlig stemning op, og denne bliver perfekt når guitartonerne så endelig for alvor tager deres plads i forgrunden. Jeg får helt tårer i øjnene, når jeg skriver dette, for hold da op hvor er det dog bare smukt! Det er dog ikke kun guitaren, der her fortjener ens opmærksomhed, for selvom den er fuldstændig magisk at lytte til, så er de strygere og andre elementer der får lov til at køre i baggrunden lige så uhyre vigtige for nummeret. Det er dem, der sørger for, at nummeret forbliver mystisk og mørkt, og samtidig gør de det også bare virkeligt spændende at lytte til. Jeg kan helt sikkert anbefale dig, at du ser bort fra guitaren et øjeblik, når du lytter til dette nummer og i stedet kaster dit fokus på de andre elementer, for der kommer nogle skønne ting fra dem.
“Rogue” er som sagt kun en del af det, der skaber den stemning, som man finder i Rogue Encampment. Den anden del af det er nummeret “Sisters”, og som sådan er det også bare en fortsættelse af det, der sker i “Rogue”. Personligt kan jeg ikke skille dem fra hinanden, da jeg altid har hørt dem sammen, men jeg vil dog ikke komme mere ind på dem i dag, da det som sådan ikke er det, som skriveriet handler om. På samme måde vil jeg heller ikke begynde at skrive om nogle af de andre fantastiske numre fra spillets første akt, selvom de andre numre, “Wilderness”, “Monastery” og “Cave” også satte et enormt aftryk.

Det jeg i stedet vil skrive om, er den udvikling i betydning, som dette lydspor har haft for mig siden da. Jeg finder det nemlig stadig frem den dag i dag, ret ofte endda, og jeg kan roligt sige, at jeg har brugt flere timer på at lytte til det ude fra spillet, end jeg har i selve spillet. Det, og så musikken til det første Diablo, er nemlig ofte det, der kommer på, når jeg sidder og skal arbejde på noget forberedelse til Dungeons and Dragons, som jeg for det meste ugentligt hygger mig med. Musikken fra de to er nemlig voldsomt inspirende for mig, og de sætter mig stort set altid i humør til at opfinde nye ting til det eventyr, som jeg spiller sammen med nogle venner, og samtidig er det også altid det, som jeg finder frem, når jeg sidder og søger efter noget baggrundsmusik til dette eventyr. Det er dog ikke det eneste tidspunkt at musikken fra disse to spil bliver fundet frem, for generelt set kan de bare noget helt specielt for mig. Det beroliger mig på en næsten underlig måde, og man kunne måske fristes til at tro, at der ligger noget nostalgi bag det. Det mener jeg ikke selv, da der som sådan ikke er et hav af minder, der dukker op, når jeg hører musikken. I stedet vil jeg bare mene, at dette lydspor simpelthen har en så vanvittig høj kvalitet, så det selv efter tusindvis af timers gennemlytning stadig står som værende spændende, skønt og dejligt.

Dette lydspor har selvfølgelig udviklet sig for mig gennem tiden. Som sagt er musikken til det første akt den store favorit, og temaet “Fortress”, der kører mens man er i femte akts sikre zone, der har navnet Harrogath, har også altid været en stor favorit. Der er dog med tiden også kommet nogle nye favoritter til, og her står nummeret “Sanctuary”, og specielt den første del af det, som den helt store af disse, i hvert fald når det kommer til de numre, som man kan høre i spillet. Dette hører hjemme i det andet akt, der foregår i ørkenen, og det er også det, som det tematisk ligger sig op ad. Det er et fuldstændigt genialt nummer, men desværre spiller det kun meget kort, så vidt jeg husker, og det er nok også derfor, at det først blev senere hen, at dette nummer for alvor satte sig fast. Det er dog ikke det eneste, der først fik betydning for mig senere, da jeg på et tidspunkt opdagede, at der også eksisterede nogle ubrugte numre, som man dog heldigvis kunne finde på Youtube. Jeg synes at alee disse er fantastiske, men det er dog især de to numre “Outtake I” og “Outtake III”, som jeg er faldet pladask for. De er simpelthen så dejlige at lytte til efter min mening, selvom jeg dog godt kan forstå, at de ikke kom med i selve spillet, da de tematisk ikke helt passer ind. De var begge tiltænkt spillets første akt, og man kan også høre, at nogle af elementerne fra dem kom ind i andre numre. Dengang jeg først opdagede dem, var det næsten kun dem jeg hørte, når jeg skulle finde musikken fra Diablo frem. Nu er det blevet lidt mere jævnligt fordelt, men jeg glæder mig stadig hver gang til, at disse to kommer på.

Når jeg kigger tilbage på den måde, hvorpå min musikalske interesse udviklede sig, så forestiller jeg ofte en dør foran mig, hvor musikinteressen ligger gemt bag. Til at starte med var denne dør lukket, men musikken fra Diablo tog fat i håndtaget og åbnede den op, så døren lige stod på klem. Som sagt, så forstod jeg ikke med det samme, at dette var sket, og jeg forstod vidst heller ikke, at jeg virkelig satte pris på den musik. Hvornår det gik op for mig, kan jeg faktisk heller ikke sige. Denne musik fulgte mig bare og slap aldrig sit tag, hvilket der på trods af min videospils-interesse kun er få, der har formået at gøre. Den var der altid, og lige pludselig gik det en dag op for mig, at der er bare noget helt særligt. Dette lydspor fungerer ikke bare som et tema til et spil. Hvert eneste nummer fortæller dets egen historie, og der er en af grundene til, at jeg sætter så voldsomt meget pris på det, som jeg gør. Lydsporet til Diablo 2 står som det første, jeg kan huske, at jeg spidsede ørene op til, og hvor er jeg dog glad for, at jeg i sin tid stødte på det.

Da dette er et anderledes skriveri, så kommer der i dag hverken de sædvanlige støtte- eller lytteanbefalinger. Der er selvfølgelig lige et par links til det, men jeg vil ikke fremhæve noget fra det. I stedet vil bare foreslå, at du måske selv lige sætter dig ned og tænker over, hvordan dit forhold til musik egentlig startede, og hvordan det udviklede sig. Jeg synes i hvert fald selv, at det har sat gang i nogle interessante tanker, og jeg vil da også fortsætte med at gå den tidlige musik, som jeg lytte til igennem. Næste del af dette kommer på næste fredag, hvor jeg tænker, at det kommer til at handle om noget af det mere populære musik, som jeg i sin tid lyttede til, mens jeg også samtidig lige vil afsløre, hvad der blev min første forbindelse til den tunge musik. Mere vil jeg dog ikke afsløre i dette skriveri.

Diablo 2 Lydspor

Lord of Destruction Lydspor