Det er ikke altid, at det er noget nyt og ukendt, som jeg skal teste i butikken, når jeg tester plader. Nogle gange er det nemlig også ting, som jeg i den grad kender til, der kommer på pladespilleren, og det var tilfældet for et par dage siden, da jeg hørte noget Budgie igennem. Nu har jeg jo allerede før skrevet om deres fantastiske Never Turn Your Back On A Friend udgivelse, så det giver ikke mening at lave et skriv om den igen, men så er det jo heldigt nok, at det ikke kun var den, der røg på afspilleren den dag. Jeg havde nemlig også lige deres debutalbum på, der simplethen bare hedder Budgie, og da det også er utrolig fantastisk, så giver det jo fuldstændigt mening at skrive om det.
Hvis du nu lige sidder og tænker, “Hvem var det nu lige at Budgie var?”, så er det kort sagt et walisisk band, der startede deres karriere nogenlunde samtidig med Black Sabbath, selvom Budgie dog altid lige var et år bagefter Sabbath, først med deres debutudgivelse og senere hen også med bruddet med produceren Rodger Bain, da begge bands brugte ham på deres første udgivelser. Når man så lige snakker om ham, så synes jeg, at de første tre Sabbath udgivelser og de første to Budgie udgivelser to demonstrer virkelig godt, hvor meget indflydelse en producer egentlig kan have på en udgivelse, for lydmæssigt ligger disse nemlig ret tæt op af hinanden. Lige så fascinerende er det dog også at sammenligne de udgivelser, der kom efter, og se de to forskellige veje som de to bands valgte at tage. Det er dog ikke dem det skal handle om i dag, og derfor vil jeg også med det samme gå i gang med at skrive om musikken.
Budgies debutalbum åbner med nummeret “Guts”, og allerede fra start synes jeg, at man kan høre parallelerne mellem dette album og Black Sabbaths musik. Der er nemlig den samme følelse her, som der også er på Black Sabbath klassikeren “N.I.B.”, for de kører begge i den samme bane, og guitarlydene ligger også godt tæt på hinanden. På “Guts” er det dog ikke bassen, der åbner nummeret, men denne får til gengæld en god del mere plads, end den der er hos Sabbath. Burke Shelley spiller dejligt fedt på den, og sammenspillet med guitaren, der betjenes af Tony Bourge, skaber et dejligt slæbende lydbillede, som bandets sidste medlem Ray Phillips forstærker yderligere med hans trommer. Disse er simple, men stemmer bare virkelig godt ind sammen med resten. Det er dog nok dem, der ligger længst tilbage i lydbilledet, mens bas og guitar deler midterlaget lige over. Denne deling synes jeg virker utroligt godt, for den gør lydbilledet dejligt fyldigt, og det er vigtigt, når der er kun er tre instrumenter og så en vokal at gøre godt med. Ligesom med bassen, så gør Burke Shelley det også skide godt med vokalen, og han har et dejligt unikt udtryk med den, som man med fordel kan sammenligne med den vokal, som Geddy Lee synger med i Rush, da de begge har denne skingre klang over sig.
Som sagt så slæber musikken sig frem fra start til slut på “Guts”, og det kan altså noget. Jeg kan ikke lade være med at svinge hovedet fra side til side, mens jeg lytter til det, og især verset er virkelig fedt, både med og uden vokal, for det instrumentale svinger så utroligt fedt her. Der er måske ikke den store variation over det, som jeg ellers ofte er glad for, men denne savner jeg heller ikke på nogen måde. Den monotone fremgang bliver nogle gange lige brudt af enten omkvædet eller et kort mellemstykke, men disse er der ofte kun kortvarigt, og så er det ellers bare tilbage til det dejlige versstykke igen. Som åbner er “Guts” rigtig solid, og selvom jeg lige skulle bruge et par gennemlytninger, da jeg for første gang hørte albummet, primært fordi det lydmæssigt er så tæt op af Sabbath, som det nu engang er, så sætter jeg i dag rigtig stor pris på det.
Med “Guts” beviser Budgie, at de i den grad har styr på det tunge. Direkte efter går de dog over i det mere melodiske, først med et kort men dejligt smukt nummer i form af “Everything in My Heart”, og derefter begynder det dejlige nummer “The Author” så. Det melodiske fortsætter direkte fra det forrige nummer, og jeg synes virkelig, at dette er en af bandets styrker. Da de er hårdtslående band, så er det ikke alt for ofte, at denne kommer frem, men når den gør, er det bare overskønt. Den bund som bas og trommer lægger i starten er virkelig lækker, og når tonerne fra guitaren så kommer flydende ind over denne, bliver det noget så vidunderligt at lytte til. Igen komplimenterer guitar og bas hinanden rigtig godt, og hver især har de gang i noget utroligt fantastisk, mens at trommerne igen holder det i det simple og binder det sidste sammen. Alene det instrumentale her er nok til at skabe et fantastisk stykke, men det slutter ikke her, for der kommer nemlig også vokal på, og den gør det endnu bedre, end det allerede var i forvejen. Ligesom de andre, så holdes vokalen mere i det smukke her, men det er efter denne kommer på, at det instrumentale begynder at varsle en ændring i dette med et par korte mellemstykker, der i den grad lægger op til, at det skal blive mere hårdtslående. Disse mellemstykker flyder dog ubesværet tilbage til det skønne, i hvert fald til at starte med, og det er fedt. Det er en lidt anderledes måde at bygge op på, og det er fedt. Efter hvert mellemstykke kommer der lidt ekstra i vokalen, og den går stille og roligt hen mod det udtryk, som den havde på det første nummer, og da det tredje mellemstykkes sidste toner har lydt, så følger det instrumentale trop. De tunge svingende toner er tilbage, og det er skønt. Her begynder bas og trommer at blive mere lige, når det kommer til deres position i lydbilledet, hvilket gør, at guitaren bliver en smule mere dominerende. Det er dog ingen af disse, som jeg vil fremhæve her, for selvom de begge er fantastiske at lytte til, og vokalen ligeså, så er det dog trommerne her, som jeg synes er vanvittigt fede. Jeg er en gigantisk stor fan af den måde, som Ray Phillips spiller på her, for jeg synes, at det er genialt. Den rundgang som han har er stadig simpel og uden det store antal slag, men det er lige præcist det, som jeg er glad for. Det gør bare, at det svinger meget bedre, end hvis han havde hamret derudaf, og det sætter jeg pris på. Det flyder på en fantastisk måde, og for mig stjæler de virkelig billedet på dette nummer, selvom der dog også kommer nogle virkelige fede ting fra de andre.
Budgie havde det med at finde på nogle dejligt langt ude titler, og en af de bedste af disse er helt sikkert “Nude Disintegrating Parachutist Woman”. Det er også klart min favorit fra albummet, og det bliver helt sikkert en af mine lytteanbefalinger i dag, men paradoksalt nok vil jeg dog ikke skrive mere til det. Da jeg lyttede til albummet i butikken, var det nemlig side B jeg fik sat på, og derfor kom jeg også til at høre nogle numre, som “Nude Disintegrating Parachutist Woman” måske har fået overskygget lidt. Det første af disse er “Rape of the Locks”, og det er næsten kriminelt, at jeg havde glemt, hvor fedt det her nummer egentlig er. Efter at bandet lige har fået larmet godt af til at starte med, og med bandet mener jeg guitaren ledsaget en lille smule af bas, så går det i gang, og fuck hvor er det bare skønt! Den fremgang der er her er fuldstændig fantastisk at lytte til. Det instrumentale leverer noget hammersolidt her, og jeg synes, at Burke rammer helt rigtigt med vokalen her. Der er bare lige et eller andet ved den, der gør den lidt federe end resten af numrene, og hold da op hvor jeg elsker den. Det er dog desværre ikke meget af den, som man får lov at høre her, da dette er et rigtigt legenummer. Efter et par rigtig skønne stykker med vokal går det nemlig over i noget instrumentalt, og det er selvfølgelig guitaren der tager den ledende rolle her. Bas og trommer får dog også hygget sig rigtig godt her, og det er skønt. Hver især giver den virkelig gas, og selvom guitarsoloen er fed, så er jeg dog også utroligt glad for det, som bassen spiller. Selv da de sidste toner af guitarsoloen er væk, bliver legen fortsat, og selv hvis jeg ville, noget som jeg på ingen måde vil, så kunne jeg ikke klage over manglende variation her. Bandet tager en igennem lidt af hvert, og det er skønt. Det er dog ikke leg hele vejen igennem her, for heldigvis går nummeret tilbage til det dejlige vokale stykke, dog med lidt ekstra tilføjelser, og det gør det kun bedre. Det er her, at nummeret slutter, og det gør det på dets højdepunkt. “Rape of the Locks” er et skidefedt nummer, og jeg synes næsten, at det er lidt pinligt, at jeg havde glemt dette.
Nu kommer jeg i lidt af et dilemma, for der er egentlig to numre mere, som jeg synes er fede på side B, og hvilket skal man så skrive om? Valget står mellem “All Night Petrol” og “Homicidal Suicidal” og begge bare voldsomt gode. Valget er dog egentlig ret enkelt, for et hurtigt kig på skriveriets længde fortæller mig, at jeg er ved at nå den længde, som jeg egentlig stræber efter ikke at overskride. Derfor tænker jeg, at jeg i stedet for bare vil anbefale dig sel at lytte til de to, for de kan bare noget.
Som jeg skrev i mit første Budgie skriv, så er jeg evigt taknemlig for, at Metallica i sin tid valgte at lave ikke bare et, men to covers af Budgies numre. Det blev nemlig min introduktion til dette band, der senere hen gik hen og kom til at betyde rigtig meget for mig. Det er bare et fedt band, der desværre blev overset i sin tid. Derfor betyder det også lidt ekstra for mig, når jeg skriver om dem, for hvis jeg på nogen måde kan hjælpe med at sætte lidt mere lys på bandet, så vil jeg have det fantastisk, da de fortjener noget mere anderkendelse end den, som de fik, i hvert fald efter min mening.
Desværre eksisterer Budgie ikke længere, så derfor er det svært at støtte op om dem. Vil du have deres udgivelser fysisk, så findes de stadigvæk, men det er selvfølgelig umuligt at opleve dem live. Derfor bliver det kun til en enkelt anbefaling i dag, og det er selvfølgelig, at du lige spreder bandets musik videre til dem, som du kender, hvis altså selv kan lide den.
Når nu jeg har sprunget tre rigtig fede numre over, så er det jo oplagt, at det er dem, der i dag skal være anbefalingerne. “Nude Disintegrating Parachutist Woman” er da også selvskrevet til sådan en, næsten alene på grund af navnet, men jeg kan dog alligevel ikke tillade mig selv ikke at anbefale et lyt til “Rape of the Locks”. Derfor kommer jeg i lidt af et dilemma, da jeg nu sidder med fire vildt fede numre, som jeg alle har lyst til at anbefale. To af dem har jeg skrevet om, for det er nemlig “Guts” og “The Author”, og de to andre har jeg nævnt, da det er “All Night Petrol” og “Homicidal Suicidal”. Jeg tænker, at det i sidste ende må blive “All Night Petrol”, der stjæler anbefalingen, men det siger noget om albummets niveau, når jeg har lyst til at anbefale seks ud af otte numre. Budgies debutalbum er et fantastisk et af slagsen, og hvis du er til det tidlige tunge, så kan jeg kun anbefale, at du giver det et lyt.
Musikskriveri 